'Det skal være langt bedre end madpakken'

Sverige har en, Finland har en, Italien, Frankrig og Storbritannien har hver sin. Nogle steder koster skolemadsordningen penge, andre steder er den gratis, og nogle steder er den sund, andre steder decideret usund. Som i Storbritannien, hvor tv-kokken Jamie Oliver for nogle år siden mente, at skolebørnene skulle spise grøntsager i stedet for fedtede fritter, som de plejede. Han fik 280 millioner pund af regeringen til at opgradere skolemaden, men for noget tid siden måtte han droppe den igen. Børnene boykottede den sunde kantinemad, og nu får de sandsynligvis fritterne tilbage.

I Danmark er vi vant til madpakken, men måske beholder vi den heller ikke så længe. Bag Københavns Rådhus' røde mursten sidder kommunalpolitikerne lige nu og forhandler budgetter for 2008. I forslaget indgår Socialdemokraternes ambitiøse udspil for at opgradere skolemaden. Kommunal mad er en af overborgmester Ritt Bjerregaards mærkesager. For som hun skriver på sin hjemmeside, er 15 procent af de danske børn overvægtige. Og det skal der gøres noget ved.

Ikke kun i København, men også i mange andre kommuner, mener Kommunernes Landsforening, der er begyndt at gå ind i skolemadsområdet, fordi der aldrig har været flere spørgsmål om den end nu.

På de fleste skoler består menuen dog stadig af spegepølsemadder fra madkasser. Men madpakkekulturen er under skarp beskydning, mener også Bent Egberg Mikkelsen, der er seniorforsker ved Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet og forsker i ernæring.

"Fedmeepidemien er en meget stærk driver i det her. Der er ikke rigtig nogen, der vil have madpakken længere, og jo ældre eleverne bliver, jo flere af dem smider den i skraldespanden. Kommunerne, som jo har det primære ansvar for sundhedsfremme kan også godt se, at der er en masse gode argumenter for at gøre noget i skolen," siger Bent Egberg Mikkelsen og peger på, at der ikke kun er fedmeepidemi, men også indikationer på, at ordentlig mad fremmer indlæring og sundhed. Det viste et forsøg fra Vejle Amt, hvor man gav 145 8. klasses elever sund skolemad i to måneder. Alene de to måneder gjorde, at eleverne fik mærkbart bedre blodprocenter, forhøjet vitaminniveau og bedre proteinniveau, noget eleverne manglede, da forsøget startede. Måske kan det forklare, at fødevareminister Carina Christistensen (K) netop har afsat 22 millioner kroner til et forsøg, hvor 15.000 skolebørn får gratis skolemad hver dag i to måneder.

"Der er en udbredt konsensus både internationalt, videnskabeligt, kommunalt og centralt politisk om, at der skal gøres noget på skolerne. Vi har nogle indikationer, der viser, at når det gælder folkesundhed, så ligger skolen helt i top," siger Bent Egberg Mikkelsen, der peger på en EU-undersøgelse, hvor ni EU-lande blev spurgt. Alle havde skolemaden øverst.

Fra nemhed til sundhed

Og genopdragelse er der god brug for i generation nummer to, der vokser op uden husmor og derfor mangler de helt basale madkundskaber, mener Anne-Birgitte Agger, der er direktør for nyetablerede Københavns Madhus, der er en uafhængig fond stiftet af Københavns Kommune.

"Manglende maddannelse begynder at ligne et samfundsproblem og noget, vi skal være fælles om at genopdage. Fordi vi er kommet helt derud, må uddannelsessystemet være med til at tage over. Den opvoksende generation har brug for at lære om mad, lige som de har brug for at lære at regne og skrive," siger hun og påpeger, at mange af vores madproblemer handler om materiel overflod. Man siger ikke nej til sine børn, fordi man ikke har råd, men fordi det ikke er sundt. Der er ingen nødvendighed i vores handlinger.

"Vi står med det problem, at vi ikke har tid, men penge til at vælge de lette løsninger. Den genopdragelse, der skal til har det lettere i et kollektiv end helt privat inden for husets egne fire vægge. Det kendes f.eks. i vuggestuerne, hvor madmor laver maden, og hvor de kan få børnene til at spise hvad som helst. Men når de er derhjemme, så er der kamp om hver kartoffel, fordi der er en masse andre spil, der kører."

Men fra begyndelsen handlede den danske skolemadsdebat mest om, at forældrene syntes, det var problematisk at smøre madpakker, mens eleverne syntes, det var ulækkert at spise dem. Man ville det mest for nemheds skyld: "Nu taler man også om det for sundhedens skyld. Der er et stort ambitionsniveau, men problemet er, at mange kommuner og skoler tænker, at det her er et spørgsmål om at få mad på bordet, og så går man ikke op i, om det er pizza eller pølsehorn. Hvis man har et højere ambitionsniveau, så skal man skrue meget op for ressourcerne. Det er trist at være en spielverderber, men hvis man ikke gør det på den tunge og meget omkostningsfulde måde, vil det aldrig lykkes at gøre det her til et sundhedsprojekt. Det kan godt være, vi kan forsyne elever, lærere og forældre med et nemt tilbud, men vi skal ikke gøre os illusioner om, at det gør nogen som helst forskel for folkesundheden," siger Bent Egberg Mikkelsen og påpeger, at det kræver, at skolerne får de nødvendige ressourcer. Der skal være spiselokaler på skolerne, der skal være mulighed for at integrere det i undervisningen. Der skal være erfaringsgrupper, og der kræves forskning til at vide, hvad der virker. For den viden er der ikke nu.

"Det strander på, at det koster nogle penge, og så ringer man bare efter nogle madpakkeløsninger. 'Så har vi da gjort noget.' Men det batter ikke. Hvis det skal lykkes, skal det blive det, vi kalder for 'vores mad'," siger han og påpeger, at de netop har lavet en undersøgelse, der viser, at hvis skolens tilbud er attraktivt, ville eleverne ikke drømme om at gå udenfor og købe mad.

"Børn får 30-40 procent af deres energi fra frokosten. Men hvis vi kun får cirka 10-20 procent af dem til at spise skolemaden, så gør det ingen forskel rent folkesundhedsmæssigt."

Koster kassen

Og det er dyrt at få alle med. De fleste kommuners lommeregnere går i stykker, når de skal regne ud, hvad det vil koste at bygge faciliteter, så 500 børn på en skole kan spise, siger Anne-Birgitte Agger. Hun har været med til at undersøge skolemaden i Københavns Kommune og måtte konstatere, at det ikke står for godt til med den mad, der bliver leveret til de københavnske skoler. Men at gøre noget fundamentalt anderledes vil koste rigtig mange millioner, for skolerne mangler kantiner, køkkener og personale.

"Vores krav til og madhusets forslag om sund, økologisk og kulinarisk attraktiv skolemad kan virke urealistisk. Men jeg synes ikke, man skal indføre skoleordninger, der ikke er langt, langt bedre end madpakkerne. Hvis du som offentlig myndighed går ind og tilbyder skolemad, der ikke er Ok, så giver du forældrene en falsk tryghed om en mad, der både er sund og nærende og i de rigtige mængder. Vi har analyseret mange af de her ordninger, og de lever faktisk ikke op til det. Så skal man hellere beholde madpakkerne, indtil man er klar til at betale, hvad det koster at få ordentlig skolemad. Hellere vente end at lave en dårlig løsning, der ender med kompromis på kompromis."

For så er der stadig kampen om maden tilbage. Og der er god grund til at kæmpe. Dels på grund af fedmeepidemien. Og dels fordi vi rent faktisk har råd til at prioritere den mad, børnene spiser.

"Vi lever i det her forfærdeligt rige land, og så render der børn rundt i skolerne, som er sultne eller forkert mætte. Det er på grænsen af omsorgssvigt," siger hun og påpeger, at maden sagtens kan være forældrebetalt. Københavns Madhus foreslår så, at de økonomisk svagt stillede børn, får økonomisk hjælp.

Men hvorfor skal det lige pludselig være skolens ansvar at bespise børnene, spørger formand for småbørnsforeningen SAMO, Kit Louise Strand.

"Ved at gøre skolemad til en kommunal ordning piller man yderligere et ansvar fra forældrene, så jeg er meget skeptisk. Alle de her tiltag frigør bare forældrene til at arbejde endnu mere. Taberne bliver børnene," siger hun og understreger, at konsekvensen er, at familierne bliver tømt for indhold: "En familie er nærvær og samvær mellem forældre og børn, og hvis alle de opgaver, der ligger i en familie, nemlig at man laver mad og drager omsorg for hinanden, bliver udliciteret til institutioner og døgnbørnehaver, så er familien forduftet," siger Kit Louise Strand, der mener, at vejen frem i stedet må være at give forældrene mere tid med deres børn.

Fuldkorn i den hvide pasta

Men det ansvar har skoleleder Jan Bjergskov Larsen på Tjørnegårdsskolen i Roskilde nu ikke noget imod at tage. For ham er skolemaden en praktisk foranstaltning.

"Der er andre ting, jeg meget hellere så var et forældreansvar. For eksempel at give børnene nogle ordentlige mobilvaner," siger han om skolen, der med sine 600 elever er en aktiv del af den madpolitik, man indførte i Roskilde Kommune for fem år siden. Den kostpolitik er lige nu ved at blive videreudviklet både i kommunen og på skolerne.

"Vi prioriterer det højt, efter vores mening følges læring og sund kost ad. Børn skal have noget ordentligt at spise. Lige nu diskuterer vi for eksempel, om der skal være kage i kantinen, eller om vi skal have en frugtordning, eller om der skal være kakaomælk," siger han om køkkenet, hvor kantineleder Sonja Brumlik regerer.

For ni år siden, da hun først begyndte, var der ingen opvaskemaskine, og der blev stadig solgt pølsehorn og Ice Tea. I dag er der både industrikøleskabe og en professionel ovn, hvor hun i snart fem år har varmet de halvfabrikerede økologiske retter op, som hun sætter sammen til færdige måltider. Cirka 200 gange om dagen sælger hun mad fra skranken.

Omhyggeligt blander hun pastasalatens fuldkornspasta med den almindelige, hvide.

"Hvis der kun var fuldkornspasta i salaten, gad børnene ikke spise den. Man må være lidt snu, snyde dem lidt," siger hun og forklarer, at de lyse boller har fået lidt ekstra fibre, og pizzaens tomatsauce er sundere end almindelig. Ja, der skal tips og tricks til, hvis de skal spise i det hele taget, siger Sonja Brumlik. Halvdelen af landets 8. til 10.-klasses elever dropper morgenmaden, og hver tredje elev fra 11 til 14 skipper også frokosten et par gange om ugen.

Det gør de fire piger, der sidder i hyggekrogens sofaer nu sjældent.

De har for det meste madpakke med, men handler i kantinen en gang imellem.

"Jeg handler her mest, når min mor ikke har købt rugbrød, og køleskabet er tomt," siger Anne Vinternæs, der går i 6. C. Ellers bruger hun og hendes veninder mest kantinen til at hygge og samles. Men mange af de andre, for eksempel Charlotte Nielsen, der går i 9. klasse, spiser i kantinen hver dag.

"Det er godt, den er her, ellers ville jeg nok ikke få spist så meget. Det er især dem fra 7. til 9. klasse, der bruger den meget. Nogle går over i Kvickly i en periode, når de først får lov til at forlade skolen, men de fleste vender tilbage igen, når de finder ud af, at det er meget billigere. Dem, der alligevel går derover, køber mest slik og sodavand."

Uden for skranken står en dreng og krammer sin 20'er.

"To stykker kage," siger han til Sonja. Hun ryster på hovedet. Der er ingen kage i dag. Det er der kun om fredagen, forklarer hun den 8-årige, der skuffet sænker næven med guldmønten og tøvende siger 'ok', da hun spørger om han ikke godt kunne tænke sig noget tomatsuppe i stedet for.

Nemmere at danne end at ændre

"Man kan ikke tvinge dem, men man kan gå nænsomt frem. Og lige pludselig er der nogle, der køber, og så trækker de andre med sig. Sådan var det for eksempel med kartoffelæggekagen og grøntsagsmoussakaen. Og efter noget tid har man fået skabt en succes," siger Sonja Brumlik og unders

ger, at det gælder om at være på niveau med børnene.

"Hvis der er nogen, der bestiller fire kakao og et glas saft, så spørger jeg, hvor vedkommende har gjort af sin madpakke. Man bliver nødt til at være der, hvor de er, og når de så har fået deres kakaomælk, så kan man begynde at arbejde med at få fornuften ind," siger Sonja Brumlik, der tydeligt kan mærke, at de børn, der begynder i skole nu, er mere vant til grøntsager, fordi Roskilde kommune har indført en økologisk madordning i børnehaverne.

"De er vant til mindre fedt og mindre sukker. Det kan jeg tydeligt mærke i forhold til, hvad de vælger. De genkender de grønne retter."

Og det er her, slaget står, mener også Anne-Birgitte Agger. For hvordan får man lige ændret vanerne, når børnene kun spiser fem ting: nemlig burgere, spaghetti med kødsovs, pomfritter, pizza, risengrød og frikadeller?

"At lave vaner om er besværligt, det er nemmere at danne dem. Men hvis du ser på, hvad der skal gøres i skolerne, så er der jo alt lige fra organisationen til lokalerne. Det er hele kulturen, der skal ændres, hvis det skal blive andet end affodring," siger Anne-Birgitte Agger og peger på de 20-30 minutters frikvarter, der er sat af til at spise, rydde af og lege.

Ud over organisationen skal selve maden skal gøres attraktiv. Og derudover skal der være de fysiske rammer til måltiderne:

"Der skal en dannelsesrejse til. Og det ville det blive, hvis man på hver skole fik et produktionskøkken og ansatte køkkenfagligt personale med en kok eller en køkkenassistent i midten af en flok børn. Så blev der simpelthen produceret og regeret ude på skolen, og det ville dufte dejligt, " siger hun vel vidende, at det lige nu ikke er økonomisk eller praktisk realistisk. Derfor foreslår Københavns Madhus, at man satser massivt på et fælles nyt madkoncept for hovedparten af skolerne, hvor råvarekvalitetet og design kommer i front, hvor der satses på mere værtskab og bedre rammer på skolerne. At der er fem såkaldte madskoler, der bliver en slags laboratorium for mad og børn. Og at man for fremtiden bygger kantiner, hvor der bygges nyt. At man tænker det med i en skole, lige som man tænker alt muligt andet med.

Og at få eleverne involveret kan i sidste ende være med til at ændre vanerne, for når man har rørt ved fisken, er den ikke så farlig, og hvis man selv har lagt kartoflerne i fadet, er det nemmere at få dem spist.

"Jeg er overbevist om, at hvis man giver sig den tid, der skal til, er realistisk og siger, vi ændrer ikke det her på et år eller to, og samtidig går ind på børne- og ungdomshøjde, men ikke bare giver dem det, de vil have, men også udfordrer dem, så kan vi ændre noget," siger Anne-Birgitte Agger, der er spændt på at se, om der er handling bag ordene hos Københavns politikere.