Analyse
Læsetid: 5 min.

Er der for mange amatører i minister-stolene?

Den stigende tendens til at udnævne ministre, der ikke er fagligt tunge, kombineret med kortere og kortere ministerperioder gør ministrene svage
Indland
9. oktober 2007
Den stigende tendens til at udnævne ministre, der ikke er fagligt tunge, kombineret med kortere og kortere ministerperioder gør ministrene svage

Jacob Axel Nielsen har som ny transport- og energiminister givet interview om, at han ikke tidligere har beskæftiget sig med disse områder. Departementschefen må udpege de mest presserende sager for ham. Det er hans udlægning af sagerne, som ministeren må sætte sin lid til.
»Jeg forsøger at komme med mit bud på, hvordan verden hænger sammen,« forklarer departementschefen.
Vigtige forhandlinger om en bred politisk energiaftale er udsat, fordi ministeren ikke kan stoffet.

SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard kritiserer i Politiken 23. september:
»Som ny minister vil Jakob Axel Nielsen ikke have samme mulighed for at gennemskue processen. Det vil betyde mere magt til hans embedsmænd og til finansministeren.«
Holmsgaard siger altså, at en uforberedt minister bliver en hul gennemgangslejr for påvirkninger fra regeringstoppen og sine egne embedsmænd. Når vedkommende bliver minister, må det vel så skyldes, at vedkommende har andre kvaliteter, f.eks. tæft for mundraphed på tv – eller står til en belønning fra regeringstoppen.

Forfatteren Palle Lauring har sagt, at overalt i samfundet efterspørges uddannelse og ekspertise, men erotik og politik er de to områder, hvor man fortsat nærer overdreven tillid til amatører.
Det er i al fald rigtigt, at det er almindeligt accepteret, at ministre bestrider områder, som de åbent vedgår, de ikke har arbejdet politisk med tidligere.

I de senere år har f.eks. Jacob Buksti, Helge Sander og Tove Fergo erkendt, at de som politikere aldrig havde arbejdet med det område, som de skulle være ministre for. For Sanders vedkommende er det blevet fremhævet, at han er en af statsministerens få personlige venner. I ældre tid ville medierne øjeblikkelig have sat projektøren på dem, og oppositionen ville med kyshånd have grebet en lejlighed til at kritisere regeringen.

Ændrede krav
Men rollekravene til en minister har ændret sig. Flere nye ministre som Marianne Jelved og Helge Sander har måttet undervises af deres embedsmænd, der med videnskabsminister Helge Sanders ord har givet dem »lektier for«.
53,4 procent af 192 førstegangsministre i perioden 1978-1999 på 26 forskellige poster havde ikke erfaring fra et relevant og ’modstående’ stående udvalg i Folketinget. For perioden 1999 til 2001 er billedet endnu grellere. Her havde 71 procent af førstegangsministrene ikke relevante udvalgserfaringer.

I den VK-regering, der tiltrådte i 2001, havde 56 procent ikke relevante udvalgserfaringer. Det gjaldt Bendt Bendtsen, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen, Bertel Haarder, Svend Erik Hovmand, Flemming Hansen, Helge Sander, Lars Løkke Rasmussen, Tove Fergo og Henriette Kjær.

Ved regeringsomdannelsen i 2004 havde kun en af seks nye ressortministre relevante udvalgserfaringer (Eva Kjer Hansen). Ved regeringsomdannelsen efter valget i 2005 havde to nye ministre ikke relevante udvalgserfaringer (Lars Barfoed og Rikke Hvilshøj). Da Lars Barfoed i 2006 blev afløst af Carina Christensen, kunne heller ikke hun mønstre relevant udvalgserfaring. Ved den lille regeringsrokade i 2007 kom der nye ministre på tre poster.

Kun Karen Jespersen havde tidligere politiske erfaringer fra området, mens Jacob Axel Nielsen og Eva Kjer Hansen (nu fødevareminister) måtte starte fra bunden.

Men på deres område er de omgivet af embedsmænd med lang erfaring. Og de står over for et folketingsudvalg, som ofte er fyldt med politikere, der i en årrække har specialiseret sig i netop dette område. En del af disse politikere er parat til at kaste sig over den nye minister uden større skånsel.

Stærke modstandere
Det er ved flere lejligheder blevet påvist, at der en sammenhæng mellem udvalgsmedlemskab og folketingsmedlemmers uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund: Jurister sidder i retsudvalget, skolelærere i uddannelsesudvalget osv.

Ministernovicen står derfor over for mange sektorentusiaster og specialister. Det gør ministre dybt afhængige af deres embedsmænd.
Nye ministre er i bedste fald holdningsministre, som ofte er dybt afhængige af embedsmændenes viden. Mange af dem sidder kun to år eller mindre på deres post. En stor del af den samlede ministertid er indkøringstid.

For nylig har professor Ove Kaj Pedersen, som aldrig har forsket specielt i ministre, udtalt, at ministre bør kunne bestride et hvilket som helst område. Men et er, hvad man mener, de bør. Noget andet er, hvad de kan. Hvis ikke de kan, så kører andre butikken for dem.

Jakob Buksti vurderede som forhenværende trafikminister, at ’apparatet’ (ministeriet) bliver nødt til at lukke sig om sig selv og blive selvkørende, når ministrene normalt sidder under to år, som det altid var tilfældet i Trafikministeriet fra 1960’erne til 2001.

Mogens Lykketoft, som fik ry for at være en stærk minister, har sagt, at man skal bruge tre år til at sætte sig ind systemet, før man kan præge det. Bertel Haarder har sagt: »Mange ministre ved først, hvad de burde have lavet, når de ikke længere er ministre.« Niels Helveg Petersen har sagt: »Ministre, der sidder et års tid eller halvandet, får aldrig en chance for at sætte deres præg på noget.«

Centralisme
For nogle år siden foretog vi på mit institut en lille undersøgelse, hvor vi spurgte 33 tidligere ministre og topembedsmænd, om der var flest ’stærke’ eller ’svage’ ministre. Der var tre tidligere statsministre blandt de adspurgte. 31 af 33 erfarne statsministre, ministre og topembedsmænd vurderede, at et flertal af danske ministre er ’svage’. Det resultat var ikke opmuntrende for troen på det repræsentative demokrati.

Bliver ministrene da en slags Pinocchio-dukker for deres embedsmænd, som tidligere minister Erling Olsen engang skrev om? Ikke nødvendigvis. Der er en demokratisk set trods alt meretilfredsstillende mulighed, som antydes af Anne Grethe Holmsgaard. Det er, at de styres af regeringsledelsen, i dette tilfælde af finansministeren. Hvis det altså er ministeren og ikke Finansministeriet, så kommer styringen dog fra en med et demokratisk mandat.

Men der er andre muligheder for demokratiet. Det er demokratisk set en fordel, at der nu om dage skrives langt mere udførlige regeringsprogrammer end før. Dertil kommer, at fagministrene hyppigere kaldes til to-sidede møder hos statsministeren og regeringsledelsen i øvrigt. Derved styres fagministrene og deres embedsmænd i langt højere grad end i ældre tid. Ekstrem centralistisk topstyring måske. Men dog ikke embedsmandsstyre.

Men måske kunne man alligevel godt spørge, om der ikke kunne blive udnævnt lidt flere ministre, der havde nået at tænke nogle politiske tanker om deres område, inden de tiltræder?

Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her