Asmaa Abdol-Hamid tager nu til genmæle over for socialminister Karen Jespersen (V), der i gårsdagens udgave af Information beskylder Enhedslistepolitikeren for at deltage i møder, hvor mænd og kvinder sidder adskilt og dermed er med til at bane vej for kvindefjendske holdninger.
"Det er en meget alvorlig anklage, som jeg synes, er farlig," siger Asmaa Abdol-Hamid, som understreger, at hun af tidsmæssige årsager ikke længere er aktiv i foreningen Muslimer i dialog, der tidligere har arrangeret møder, hvor mænd og kvinder sidder hver for sig.
I modsætning til socialministeren har Asmaa Abdol-Hamid ingen problemer med, at mænd og kvinder sidder i hver deres hjørne - hvis det sker frivilligt.
"Vi er forskellige, og man må sidde, hvor man vil. Men hvis man bliver tvunget til at sidde et bestemt sted, mener jeg, at man skal vende sig om og gå," siger hun.
Asmaa Abdol-Hamid medgiver, at hun deltog i det omstridte arrangement, hvor den britiske konvertit Yvonne Ridley tilsyneladende hyldede filmoptagelser af tortur af gidsler i Irak.
"Men jeg arrangerede ikke mødet, og jeg er ikke enig med hende. Jeg går til mange møder med folk, jeg ikke er enig med," siger hun og langer hårdt ud efter både socialministeren og Naser Khader for at opdele muslimer i gode og dårlige:
"Det er præcis, hvad man klandrer imamerne for, og det er med til at skade integrationen," siger Asmaa Abdol-Hamid.
Ikke mænd på toilettet
Mens Karen Jespersen ikke giver meget for forklaringen om, at modviljen mod at trykke mænd i hånden kun er udtryk for en anden måde at hilse på - men beror på en opfattelse af kvinden som et seksuelt væsen, der skal holdes adskilt fra mænd - så henviser Asmaa Abdol-Hamid til, at folk har forskellige grænser.
"Hvis vi kvinder skal på toilettet, kan vi finde på at spørge en veninde, om hun ikke går med. Det spørger du ikke din mandlige ven om," fastslår hun.
Asmaa Abdol-Hamid opfordrer Karen Jespersen til at fokusere på, hvordan man inkluderer folk frem for at rette fokus mod det, der ekskluderer.
"Jeg vil gerne diskutere det med hende. Derfor inviterer jeg ministeren til kaffe, så vi kan diskutere både ligestilling og socialpolitik - begge dele ligger mig meget på sinde," siger Asmaa Abdol-Hamid, som åbner muligheden for, at Karen Jespersen debatterer med hende - ikke om hende.
Det var i går ikke muligt at få socialministerens kommentar til invitationen.
Halo. Hvor er de sædvanlige spammere henne i denne sag? Forsvundne som dug for solen når talen falder på dialog mellem mennesker. Og Karen jespersen?
Har nogen fortalt hende, at hun ikke kan hamle op med Hamid uden et pressekobbel, som venligt beder hende stave til is, mens de med støvlerne afkræver Hamid svar på, hvordan man staver til racediskrimination.
Der er ellers noget at komme efter. Hamids interesse for ligestilling har ikke været formuleret sådan før. Hvem vil dene gang anerkende standpunktet ved at håne for, at det ikke er set før?