De fleste havde nok bare været ligeglade. De var troppet op på kirkekontoret for at registrere deres nyfødte barn inden for de 14 dage, som loven foreskriver, også selv om folkekirken ikke har deres fjerneste interesse. Men da Rasmus Ibsen blev født den 12. februar 2005, nægtede hans forældre. De var endda gået så vidt som at sidde bøderne af, hvis det var kommet dertil, siger Rasmus' far, Allan Ibsen, der er baptistpræst i Tølløse.
"Vi finder, at lov nr. 225 af 31. maj 1968 er krænkende og diskriminerende for de, der ikke er medlem af folkekirken," skrev familien i et klagebrev til kirkeminister Bertel Haarder og uddybede, at de finder det i strid med fundamentale principper, at ét kirkesamfund, nemlig folkekirken, er privilegeret med myndighed og magt i forhold til andre kirkesamfund. Ja, endog i strid med fundamentale menneskerettigheder i de konventioner, Danmark har tilsluttet sig.
I dag, to og et halvt år efter, er der endnu ikke kommet nogen bøde, og folkekirken er lige så knyttet til staten, som den plejer. For ikke at støde nogen har kirkeminister Bertel Haarder dog pragmatisk fået indført personregister.dk, så forældre siden maj 2007 slipper for at gå til kirkekontoret, når barnet skal registreres. For Rasmus Ibsens vedkommende er han på mystisk vis blevet personregistreret helt af sig selv og står nu lige som alle andre i kirkebogen, uanset om vedkommende er muslim, ateist, katolik, baptist eller bare jævnt ligeglad. Og selv om Rasmus Ibsen er blevet civilregistreret, mangler han stadig at blive navneregistreret. Derfor har han hverken rødbederødt pas eller gult sygesikringsbevis.
"På et eller andet tidspunkt må vi jo nok bukke under og registrere ham, ellers er vi stavnsbundet, fordi vi ikke kan rejse nogen vegne," siger Allan Ibsen, der ikke mener, at registrering over nettet løser noget som helst:
"Det er en skinløsning. Oplysningerne bliver sendt til Maribo, og siden bliver de sendt til kirkekontoret. Det er at gøre grin med os, for det er stadig en præst i et kirkesamfund, der sidder og fører det ind i cpr-registeret. Det løser ikke det reelle problem, nemlig spørgsmålet om, hvem der foretager landets civile registrering."
Frihed til at vælge fra
At det er folkekirken og ikke staten, der registrerer landets borgere, irriterer ikke kun Allan Ibsen.
Diskussionen om det nu er diskriminerende, blussede igen op i begyndelsen af ugen. Anledningen er en appelsag i Højesteret, hvor en katolsk iraker med støtte fra sammenslutningen Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark har lagt sag an mod Kirkeministeriet.
Han mener blandt andet, at pligten til at registrere fødsler hos Folkekirken er en krænkelse af religionsfriheden. Han mener også, at det er diskriminerende, at alle - om de er medlemmer i folkekirken eller ej - er med til at betale pensioner og 40 procent af præsters og biskoppers lønninger via skatten. Og at de dermed direkte støtter et andet trossamfunds forkyndelse.
"Jeg er tvunget til at betale til de præster, som i forkyndelsen er forpligtet til at bekæmpe min tro. Det stiller spørgsmål ved, hvor omfattende religionsfriheden er i Danmark. Naturligvis har alle den fulde og frie ret til at vælge, hvilket trossamfund vi er medlemmer af, men for at religionsfriheden er fuldendt, kræver det retten til at fravælge religion. Ingen her i landet har den frie ret til at fravælge folkekirken økonomisk," siger Jørn Arpe Munksgaard, der er katolik, gruppens talsmand og ikke lægger skjul på, at det optimale ville være en fuldstændig adskillelse af kirke og stat.
Men det ville kræve en grundlovsændring, og den har lange udsigter. Derfor nøjes gruppen med at tage de konkrete skridt først for eksempel med hensyn til civilregistreringen af landets medborgere.
Det er netop det skalkeskjul, biskop i Haderslev stift, Niels Henrik Arendt, har noget imod.
"Det er meget nemt for en majoritetskirke at sige, at det er pjat, når de små føler sig klemt, og jeg vil gerne lytte til dem. Men jeg har på fornemmelsen, at de fører denne sag, fordi de i virkeligheden ønsker, at folkekirken skal skrives ud af verden. Og der er jeg ikke enig med dem. Hvis det er diskrimination, at den lutherske kirke har en særlig status i her i landet, så stiller man sig på en uhistorisk platform," siger han og peger dermed på, at der har været samspil mellem stat og kirke siden middelalderen.
Derfor er der en form for principrytteri i sagen, der overser de praktiske hensyn. Og der er blandt andet, at 85 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, og at det derfor er praktisk, at folkekirken registrerer dem.
"Hvis de ikke er interesseret i praktiske og pragmatiske løsninger, fordi de har den grundholdning, så bliver det svært. Og jeg må sige, at jeg synes, deres indignation var en større sag værdig, medmindre det alt sammen er et skalkeskjul for at få folkekirken ud af verden. De, der har anlagt sagen, er absolutister, de vil ikke forholde sig meget pragmatisk til tingene," siger han og understreger, at man selvfølgelig bør se på disse sager med opmærksomhed og følsomhed.
Men ifølge Jørn Arpe Munksgaard er sagen ikke en bagatel.
"Man kunne godt stille et modspørgsmål, for hvad ville flertallet af danskerne sige til, at de skulle melde fødsler til det muslimske trossamfund, og at de skal stå opført der resten af deres dage," siger han og påpeger, at det er den krænkede, der må afgøre, om det er en bagatel eller ej.
"Vi er et af de få lande, hvor man ikke har formået at adskille kirke og stat, samtidig med, at der er skarpe udmeldingr om, at man i Mellemøsten blander politik og religion. Samtidig forsøger man med næb og klør at opretholde en statskirke, som betyder, at staten styrer et bestemt religionssamfund, som alle bliver tvunget til at betale til."
Noget rod
Der er en følelse af, at der er rod i forholdet mellem kirke og stat. Og der er en følelse af forskelsbehandling mellem folkekirken og andre trossamfund, som har sat debatten i gang og får den til at blusse op med jævne mellemrum, mener Lisbet Christoffersen, der er forskningskoordinator for Københavns Universitets satsningsområde, Religion i det 21. århundrede og ekspert i religionsret. Hun understreger, at hun ikke taler om den konkrete sag.
"Der er så mange pragmatiske 'vi vil klare det med hinanden-løsninger' over det, så det i sig selv giver folk denne følelse af uretfærdighed," siger hun og nævner blandt andet personregistreringen på nettet som et eksempel. Et andet er en utilfredshed over, at begravelser er langt dyrere for en borger, der ikke er medlem af folkekirken end for en, der er.
"Sådan noget kunne man bare rydde op i. I prisfastsættelsen af begravelsespladser, kunne man tage højde for, hvad folkekirkens medlemmer betaler i kraft af deres medlemskab. De betaler 85 procent af kirkens udgifter, det inkluderer alle renoveringer af kirker og kirkegårde, så det er klart, de skal have det billigere."
At man bør se på det kon-krete, er biskop Niels Henrik Arendt enig i: "Hvorfor sætter vi os ikke ned og taler f.eks. om, at ingen er pligtig til at bidrage til en anden forkyndelse end ens egen? Man kunne godt varetage dette på en mere konstruktiv måde end at lægge sag an."
Det er i småtingsafdelingen, som man sagtens kunne gøre noget ved, og som man også arbejder på. Men at protesterne kommer op igen og igen, skyldes ifølge Lisbet Christoffersen også, at der er et misforhold mellem, hvad der står i Grundloven om den danske religionsretlige model og mellem den religionsretlige model, vi har i praksis.
"Grundlovens idé er, at man ikke skal have adskilt kirke og stat, men at vi har noget, der hedder stat og noget, der hedder folkekirken. Men folkekirken i dag er ikke nogen selvstændig institution med en selvstændig ledelse og en selvstændig juridisk person, som staten kan understøtte. Hvis kirkeministeren vil tale med folkekirken, må han se sig selv i spejlet," siger hun og påpeger, at Grundloven ikke alene foreslår, at man gør det, men at man bør gøre det, hvis man vil overholde sin egen grundlov: "Det vil efter min mening give en større klarhed over det religionsretlige forhold i Danmark og afmontere følelsen af urimelighed, hvis alle trossamfund kunne sige: 'jamen, vi har i det mindste en fælles regering'. Danmark er det eneste land i Europa, der har en kirke, der ikke bare har en selvstændig ledelse, og på et eller andet tidspunkt vil det springe nogen så frygteligt i øjnene, at vi får en dom på det," siger Lisbet Christoffersen, der ikke selv er indblandet i religionerne. Yndlingsargumentet mod at afskaffe kirkeministeren og give kirken en ledelse er, at vi ikke skal have en synode, der udtaler sig om dette og hint og om krigen i Irak, mener Lisbet Christoffersen. Men den frygt er overdrevet.
"Man frygter, at folkekirken som selvstændig institution bliver for stærk. Der er noget religionsforskrækkelse og noget mistillid til biskopperne over det, ja, mistillid til religion i det hele taget. Og den mistillid hærger det lille danske folk mest i hele Europa."
Sagen finder sin afgørelse den 5. november. Hvis katolikkerne taber, kæmper de formentlig videre ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Karl Marx havde ret. Religion er som opium for folket