Læsetid: 12 min.

'Det er bare et spørgsmål om at holde kæft'

En formiddag i marts for 32 år siden ringede den senere formand for Dansk Industri, direktør Johan Schrøder, til en forretningsforbindelse uden at vide, at PET i al hemmelighed optog samtalen. Schrøder fortalte, hvordan våbenfabrikken Wejra, som han var medejer af, via en stråmand skulle sælges til en israelsk våbenhandler i strid med dansk lov. Historien er blevet aktuel igen i forbindelse med Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegadebanden, der udkommer næste torsdag. Information har været i Rigsarkivet og set sagens hidtil hemmeligholdte papirer
Johan Schrøder på en messe, da han var i Dansk Industri. I 1980 falder dommen, og Schrøder og en anden Wejra-aktionær findes skyldig i overtrædelse af våbenloven, og straffen bliver otte måneders fængsel. Men hverken Schrøder eller den anden tiltalte får dog ophold på statens regning, idet fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder.

Johan Schrøder på en messe, da han var i Dansk Industri. I 1980 falder dommen, og Schrøder og en anden Wejra-aktionær findes skyldig i overtrædelse af våbenloven, og straffen bliver otte måneders fængsel. Men hverken Schrøder eller den anden tiltalte får dog ophold på statens regning, idet fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder.

Kim Nielsen

23. oktober 2007

Politiets Efterretningstjeneste på Hørhusvej, foråret 1975: En båndoptager optager alle de telefonopkald, som elektronikfabrikanten Bent Weibel modtager. PET har længe haft Weibel under observation, fordi han mistænkes for at sælge forbudt elektronik til Sovjetunionen. Da Weibels telefon ringer om aftenen kl. 21.58 den 11. marts 1975, bliver samtalen derfor optaget.

I røret er ingeniør Johan Schrøder, der er medejer af våbenfabrikken Wejra, der bl.a. fremstiller granater og ammunition på virksomheden i Skalborg tæt på Aalborg. Schrøder fortæller, at han og de andre aktionærer vil sælge Wejra via en dansk stråmand til en udenlandsk våbenhandler, Shlomo Zabludowicz fra det israelske våbenagentur Salgad. Israelerne er interesserede i at erhverve den danske fabrik, bl.a. fordi den kan bruges som dækvirksomhed for eksport til lande, hvor israelsk producerede våben ikke er velsete. Og stråmanden er nødvendig, fordi det ifølge dagældende lov var ulovligt for udlændinge at eje våbenfabrikker i Danmark.

Da Schrøder ringer til Weibel, er han nylig fratrådt direktør i Wejra. I stedet skal han nu bruge kræfterne som direktør i den familieejede virksomhed Radiometer, som hans far grundlagde. Men selv om Schrøder i 1980 dømmes for overtrædelse af våbenloven og skattesvig, tyder intet på, at det ulovlige salg af Wejra har skadet hans professionelle tilværelse: I løbet af 1980'erne og 90'erne avancerer Schrøder tilsyneladende ubesværet til topposter i dansk erhvervsliv med en karriere, der krones som formand for Dansk Industri 2001-2005.

I dag har Schrøder solgt Radiometer og er med en personlig formue på 2,4 milliarder kr. Danmarks 26. rigeste mand. Privatadressen på Tårbæk Strandvej tæt ved Dyrehaven er stadig hjemsted for 11 selskaber, og desuden er Schrøder bestyrelsesmedlem i 17 andre selskaber. Desuden er han formand for den danske afdeling af Verdensnaturfonden WWF samt generalkonsul for New Zealand. For knap tre år siden blev han udnævnt til R.1., dvs. ridder af Dannebrog af 1. grad.

Hidtil mørklagt sag

Direktør Schrøders 32 år gamle salg af våbenfabriken Wejra i Skalborg ved Aalborg til den israelske våbenhandler Shlomo Zabludowicz har været kendt siden marts 1980, hvor Schrøder og en anden Wejra-aktionær fik otte måneders betinget fængsel og en bøde. Men sagens nærmere omstændigheder har ikke tidligere været offentliggjort.

Både retsmøderne i Frederiksberg Birkerets 1. afdeling samt dommen har således været mørklagt, "bl.a. under hensyn til statens forhold til fremmede magter", som det hedder i en retsafgørelse fra 1984, hvor journalist Øjvind Kyrø fra Weekendavisen blev nægtet adgang til at læse dommen i Wejra-sagen.

Information kan på baggrund af en aktindsigt i to brune arkivkasser i Rigsarkivet her for første gang afsløre detaljer fra sagen, som også omtales indgående i forfatteren Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegadebanden, som udkommer næste torsdag.

Blekingegadebanden, der selv kaldte sig KA (Kommunistisk Arbejdsgruppe), overvågede og registrerede nemlig aktiviteter, der havde med dansk-israelske forbindelser at gøre. Banden oprettede således en særlig 'Z-file' med omfattende oplysninger om firmaer, organisationer og enkeltpersoner, der støttede staten Israel eller kunne tænkes at have relationer til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Disse aktiviteter betegnede banden selv som 'kontra- spionage', og oplysningerne blev afleveret til KA'ernes politiske allierede i den palæstinensiske organisation PFLP.

Særlig interesse havde banden for de mystiske transaktioner mellem Wejra og Shlomo Zabludowicz, der stod i spidsen for det israelske våbenagentur Salgad. Ifølge Peter Øvig Knudsens bog mente banden endog, at kredsen omkring Johan Schrøder og de øvrige aktionærer i Wejra i deres stålsathed og despekt for loven i mangt og meget lignede banden selv.

"Det skal bestemt ikke opfattes sådan, at vi havde moralske anfægtelser over deres handlinger, for de gjorde jo ikke andet eller mere end os selv," citerer Peter Øvig Knudsen et af bandemedlemmerne for. "Men vi brugte rigtig meget tid på at undersøge sagen, netop fordi vi hos Johan Schrøder og de andre ejere af Wejra genkendte en illegal adfærd, der lignede vores egen. Som vi flere gange sagde til hinanden: 'De er jo for fanden KA'erne i dansk erhvervsliv!'"

En båndet samtale

Den behændige omgåelse af lov om krigsmateriel er ikke det eneste, Schrøder vil orientere Weibel om den aften i marts 1975. En stor del af samtalen kredser således om, hvordan knap halvdelen af betalingen kan undgå beskatning, viser PET's udskrift af samtalen.

"Schrøder: Så...eh... den eneste humle...øh... der er tilbage i det, det er en, som din far og Jensen (en anden aktionær, red.) specielt var interesseret i, nemlig at ikke for stor en del af betalingen blev erlagt her i landet af hensyn til... hvad hedder det... kapitalvindingsskat (...) Så jeg sa'e, det er for mig i orden under forudsætning af, at det blev gjort meget diskret (...) Det eneste, der er, det er, når den sag er overstået, så kan vi hente et beløb på et gadehjørne i Køln (...) Og..og... så kan jeg i hvert fald makulere, hvad jeg har her af papirer om det der. Det tror jeg også, I andre skulle gøre... så ved vi sgu ikke noget om det her."

Båndoptageren snurrer videre, mens Schrøder afslutter samtalen: "Det har været vældigt kompliceret (...) men det er bare et spørgsmål om at holde kæft."

Det er ikke Schrøders ulovlige salg af Wejra til Zabludowicz eller skatteunddragelsen, der interesserer PET. Det er derimod Weibels aktiviteter. Året efter modtager Weibel en dom på otte års fængsel for spionage for Østblokken. Så selv om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - bagmandspolitiet - får et tip fra PET, kan politiet først gribe ind i foråret 1976, fordi PET ikke ønsker sin hemmelige aflytning af Weibel afsløret i utide. Men så går politiet også i gang.

Schrøder er på vej hjem fra en forretningsrejse til Tokyo den 5. juni 1976, da han bliver anholdt i Københavns Lufthavn. Dagen efter kommer han i grundlovsforhør, hvorefter han løslades den 7. juni, sigtet for at overtræde våbenloven og valutabestemmelserne samt skattesvig af særlig grov karakter.

Anholdelsen i Kastrup kommer formentlig ikke bag på Schrøder, fordi han af sin kone har fået oplyst, at hans privatbolig i den mondæne Vejlesøparken i Holte et par dage forinden er blevet ransaget af politiet. Det samme er i øvrigt sket på hans kontor i Radiometer, hos Wejra og andre af bestyrelsesmedlemmerne for Wejra, som også bliver sigtet. Ud fra de mange dokumenter og notater, som beslaglægges under et større antal ransagninger og den senere efterforskning sammenstykker anklagemyndigheden et forløb, som offentligheden nu for første gang kan få indsigt i.

Shlomo Zabludowicz

Først et kort historisk tilbageblik: Wejra blev stiftet af bl.a. en række energiske danske ingeniører i 1950, heriblandt Schrøders far. Fra starten var der også lagt an til en civil produktion af gryder og kasseroller af mærket Rebild, men snart fik Wejra licens til at producere de finske Tampella granater og mortérammunition. Den finske licens kom om noget til at præge virksomhedens fremtid. En tilsvarende licens fik også den polskfødte Shlomo Zabludowicz, der kom til Finland og blev finsk statsborger efter at have overlevet kz-lejren Auschwitz.

Som direktør for våbenagenturet Salgad med base i Lichtenstein fik Zabludowicz tidligt nære forbindelser til Wejra. Forbindelserne blev over årene så tætte, at Salgad i 1962 indgik en særegen aftale med Wejra, der netop stod overfor at skulle flytte fra Sydhavnen i København til en ny og større fabrik i Skalborg ved Aalborg: Salgad og Wejra stiftede et fælles selskab, A/S Valve, der ejede grund, bygninger og maskiner, som Wejra derefter lejede. Konstruktionen betød umiddelbart, at ikke bare Wejras ejere, men i særdeleshed også Zabludowicz fik en stor interesse i, at Wejra konstant modtog nye ordrer. Samtidig overtog Salgad hvervet med at forhandle Wejras granater i udlandet.

Det fremgår af Rigsarkivets sag nr. 257/1976 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, at anklagemyndigheden har brugt mange timer på at overveje denne usædvanlige relation, især hvad Salgads interesse kunne være i at investere betydelige midler hos en mindre dansk konkurrent. Men måske ligger løsningen lige for: I de to brune papkasser, hvor sagens dokumenter opbevares i Rigsarkivets lukkede afdeling, er der tydelige angivelser af, at Salgad i adskilige tilfælde har benyttet Wejra som angivelig producent for israelsk fremstillede våben. Ikke mindst efter, at Salgad blev overtaget af den israelske industrikoncern KOOR, kunne et 'Made in Denmark'-stempel lette vejen for en skjult eksport af israelske våben. I forvejen blev omkring 80 procent af Wejras produktion eksporteret, bl.a. til Chile under militærdiktaturet, og ind imellem har der således været 'gemt' israelske granater. Således har Wejra lagt navn til en omfattende eksport af israelske granater til Franco-Spanien og senere til Iran under Khomeiny. Sidstnævnte skjulte handel skulle have en værdi på ikke mindre end fire milliarder kr.

Stråmanden Bilgart

Efterhånden som stifterne af Wejra bliver ældre, og efterkommerne står for at overtage aktierne i våbenfabrikken, opstår der et ønske om at afhænde fabrikken i Skalborg. Som Johan Schrøders bror Henrik siger, da han bliver afhørt i retten om sin rolle, så havde han i hvert fald "lige fra deres faders tid haft aversion mod Wejra og det, Wejra stod for", fordi han "ikke kunne lide tanken om krig, krudt og kugler."

Det spiller givetvis også en rolle for planerne, at Wejra ikke kører alt for godt økonomisk. Ifølge årsregnskaberne for 1973 udgør aktiekapitalen således 1,8 millioner kr., mens overskuddet kun er på 124.000. Men at sælge en ammunitionsvirksomhed er ikke let, for køberne står ikke i kø. Og ifølge lov om krigsmateriel er det en ufravigelig forudsætning, at køberen skal være dansk statsborger. Derfor må den eneste mand, der gerne vil købe - Zabludowicz -ikke, fordi han ikke er dansker.

Men det er et problem, som må kunne løses. Derfor holder Schrøder i løbet af efteråret 1974 og det tidlige forår 1975 Schrøder flere møder i København med Zabludowicz og andre af Wejras ejere. Forhandlingerne er vanskelige, ikke mindst at finde en pris, som alle kan acceptere. Men som Schrøder har forklaret i retten, så foregik forhandlingerne "mellem mennesker, der kendte hinanden."

Til sidst enes parterne da også om en salgspris på én million DM for Wejra samt Wejras andel af det fælles firma A/S Salve. Lidt efter lidt udkrystalliserer der sig en plan, hvor direktør Poul Bilgart, som er dansk repræsentant for Salgad med salgskontor i Smallegade på Frederiksberg, skal overtage aktiemajoriteten i Wejra. Flere gange forhører to velestimerede københavnske landsretssagførere, Per Markussen og Povl Jantzen, der assisterer ved salget, sig i Justitsministeriets fjerde kontor: Kan Bilgart godkendes som køber, når han er ansat af Salgad? Da Bilgart er dansk statsborger, er der intet til hinder for hans overtagelse af aktierne, vurderer ministeriets kontorchef som den øverste tilsynsførende med den danske våbenproduktion.

Zabludowicz betaler

Ifølge kontorchefen får ministeriet dog ikke at vide, at Bilgart kun skal være stråmand. Bilgart har slet ikke råd til af egen lomme at betale for Wejra-aktierne, selv om han erhverver dem til så lav en kurs som 25. Derfor låner han penge af Schrøder, som igen får beløbet refunderet af - Zabludowicz, der deponerer et beløb på 65.000 DM på en bankkonto i Schweiz.

Kontorchefen hører heller ikke om en central del af handlen, nemlig en såkaldt 'reverserklæring', der skal sikre Zabludowicz hånd og halsret over Bilgart. Hvis denne f.eks. skulle afgå ved døden, kan hans arvinger ikke overtage aktierne, og også på anden måde begrænses hans manøvrerum, Bilgart kan således ikke afhænde Wejra-aktierne til tredje mand, selv om han er registreret som ejeren. Desuden er Bilgart forpligtet til at lade Zabludowicz og Salgad udpege, hvad der i reverserklæringen kaldes "en lovlig køber". Som Schrøder kort og præcist skriver i et notat, som politiet beslaglægger: "SZ har bedt om at PB skal repræsentere SZ". I retten kan Schrøder dog ikke erindre, hvad han har ment med den formulering.

I et brev fra Schrøder til Zabludowicz om salgsbetingelserne, som politiet finder i flere forskellige versioner under ransagningerne, bruges formuleringen "efter din planlagte erhvervelse af de to selskaber". Heller ikke den formulering kan Schrøder forklare nærmere.

Schrøder afviser også ethvert kendskab til reverserklæringen, som er udarbejdet af de to landsretssagførere. Da sagførerne senere afhøres, forklarer de, at de som følge af Danmarks indtræden i EF havde forventet en snarlig ændring af krigsmateriellovens strenge krav om dansk ejer (det sker først i 1990). Bilgart-arrangementet var derfor fra starten tænkt som en midlertidig foranstaltning, indtil lovgivningen blev lempet. Men ingen af sagførerne havde, oplyser de, kendskab til, at Schrøder havde lånt penge til Bilgart, så han kunne købe Wejra-aktierne, eller at Schrøder senere fik beløbet refunderet af Zabludowicz.

Den schweiziske konto

På en konto i Schweizerische Bankgesellschaft i Winterthur indsætter Zabludowicz den 9-10. maj 1975 i alt 362.000 DM. Samtidig betaler han et beløb på 660.000 DM i Danmark. Dermed har Zabludowicz betalt den aftalte sum på godt en million DM.

I retten forklarer Schrøder, at pengene i Winterthur var ment som en slags merbetaling, der først skulle falde, såfremt en senere stor leverance af granater til Vesttyskland gik tilfredsstillende. Beløbet ville derfor på et senere tidspunkt blive hjemtaget til Danmark. At Zabludowicz ikke bare deponerede pengene i et dansk pengeinstitut, skyldtes ifølge Schrøder, at "Zabludowicz ikke havde tillid til de danske myndigheder.

Retten fæstner ikke lid til den forklaring, ikke mindst fordi en aftale om en merbetaling overhovedet ikke er omtalt i de beslaglagte "talrige skrivelser og dokumenter, også til Salgads advokat i Israel."

Når Schrøders del af de schweiziske penge ikke optrådte på hans selvangivelse for 1975, er forklaringen ifølge Schrøder, "at han faktisk ikke så sin selvangivelse for nævnte år, idet han i vidt omfang havde været på rejse i U.S.A. og Japan," som det citeres i dommen. Desuden ville beløbet jo blive beskattet, hvis det blev udbetalt og senere hjemtaget til Danmark. Men som retten bemærker til den forklaring, så passer det ikke helt med, at Schrøder hurtigt begynder at disponere over pengene.

Det er heller ikke, fordi Schrøders andel af de schweiziske penge er særlig voldsom, nemlig 31.200 DM. Men han er sammen med en anden hovedaktionær den udfarende kraft i forhandlingerne med Zabludowicz.

I efteråret 1975 opsøger den ene landsretssagfører flere gange kontorchefen i Justitsministeriet. Sagføreren fremsætter forskellige forslag, som ud over at mindske anklagerne mod Schrøder og de andre Wejra-ejere også kan sikre, at fabrikken fortsat har tilladelse til at producere granater og ammunition. Hvis den skulle blive inddraget, kan ordren til Vesttyskland komme i fare. Et forslag er, at de ansatte kan overtage virksomheden, et andet er, at Schrøder skal købe Bilgart ud. Det fremgår ikke af materialet, hvordan ministeriet reagerer på sagførerens anstrengelser.

Wejra holder stråmanden Bilgarts overtagelse af aktierne hemmeligt, ifølge et bestyrelsesreferat fra Wejra dateret den 18.oktober 1975 fordi det "vil skade Wejras interesser inden for afsætning af såvel civile som militære produktion at meddele offentligheden noget om den stedfundne aktieoverdragelse."

Den 12. marts 1980 falder dommen i Frederiksberg Birkeret. Schrøder og en anden Wejra-aktionær findes skyldig i overtrædelse af våbenloven, og straffen bliver otte måneders fængsel. Hverken Schrøder eller den anden tiltalte får dog ophold på statens regning, idet "fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år fra dato på betingelse af, at de tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold." Begrundelsen er bl.a. den lange tid, der er gået siden lovovertrædelserne. Desuden får hver en bøde på 200.000 kr. foruden konfiskation af henholdsvis 42.000 og 72.000 kr.

Det fremgår ikke af materialet i de to brune papkasser i Rigsarkivet, om politiet på noget tidspunkt har afhørt Schrøder eller de andre Wejra-ejere om Salgads eksport af israelske våben camouflerede som danske Wejra-produkter fra Skalborg.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra Johan Schrøder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En meget spændende og opbyggelig artikel. Det bliver spændende at se hvordan emnet behandles af andre medier inkl Ritzau og teksttv. Her har vi jo at gøre om en historie der sætter staten Israel i et dårligt lys, hvilket jo langt fra er første gang, det er sket., men ofte nedprioriteres. Desuden fortæller den om en så højprofileret forretningsmand der viser sig som en gemen bedrager og kyniker og senere for tillidsposter - nok for stærk kost.

Gad vide om JS agerede som han gjorde, fordi han måske er jøde (støtte til Israel første prioritet) eller kun for at tjene penge. Og hvorfor han kunne fortsætte sin opstigen i dansk erhvervsliv.
Det ville være spændende at læse mere om. Jeg har aldrig troet på, at jøder hjælper hinanden frem uanset hvad og belønner hinandens patriotiske gerninger nærmerst hæmningsløst. Håber der er andre forklaringer. Men grådighed og disrespekt for landets love er heller ikke rart.

Faktisk er Israel-vinklen det mindst interessant (og diverse Jødekommentarer selvfølgelig inderligt afskyvækkende) sammenlignet med resten.

Israel skulle bruge et udenlandsk selskab så lande, der ikke måtte ses i samarbejde med Israel kunne slippe. I DK var et såsant selskab til salg. Resten af sådan set bare at omgå den dværende lov om ejerskab af våbenfabrikker - HVILKET MAN SELVFØLGELIG IKKE MÅ - men sammenlignet med så mange andre svinkeærinder er det småting.

Mere interessant er det at selv groft skattesvig ikke forhindrer en mand i at opnå tillidsposter højt oppe i erhvervslivet og sågar offentlige hædersbevisninger. Det kunne være interessant at grave lidt i om det overhovedet har spillet ind hos de mennesker der har vist JS tillid.

Jeg går ud fra at Ib Lings kommentar primært er om det indlæg om jøder, der meget berettiget er blevet slettet og altså ikke knytter sig til mine synes jeg rimeligt ædruelige betragtninger. Det må ikke være tabu at kommentere det jødiske samfunds adfærd ,når der er grund til kritik - hvis det altså er det vi har at gøre med her.
Og jeg er enig i at det næsten er endnu værre at JS kunne nå så højt alene på familienavnet og på trods af en så nedværdigende dom.

Wejra var ryggesløse på alle måder, og eksporterede deres sprængfarlige eksplosiver med passagerfærger for at spare penge. En pryd for dansk erhvervsliv!
Endelig er der fortsat ubekræftede rygter om at Wejra også fungere som stråmænd fra Bofors, da det var nemmere for danskere end svenskerne at få lov til at sælge til mistænkelige lande.

Det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at en kriminel kan komme til tops i det her lille korrupte skidesprællerland. Man kan endda blive statsminister. Hvis en direktør i en lille privat virksomhed (uden politiske venner eller forbindelse til kongehuset) havde lavet den samme form for kreativ bogføring som den nuværende statsminister gjorde som skatteminister, ville han/hun være røget direkte i spjældet. Så deeeeeet.

Joh, det går godt i Danmark! (hvis nogen skulle finde på at spørge)

Så fejl som mennesker begår som unge skal forfølge dem resten af livet, uanset om disse folk allerede har bødet for deres fejl?! Vor Herre bevares, har I ikke andet at tage jer til, end at brokke jer over ting som skete for over 30 år siden?
Mon ikke det er en smule jantelov, der stikke sit grimme hoved frem?
Jeg hører ikke nogen blive lige så harme over alt det sort arbejde der foregår lige under vores næser. Mon ikke selv den, tilsyneladende, ufejlbarlige Michael Sølvvig, også på et tidspunkt har modtaget lidt penge eller modtjenester for såkaldte vennetjenester?!

Og i øvrigt, kva sit mangeårige engagement i dansk erhvervsliv, tror jeg at JS, mere end har betalt sit mellemværende med SKAT.