Læsetid: 2 min.

Bioethanol er et eventyr - måske

Konservative og Venstre vil ikke have fødevarer i bilerne - men vil heller ikke forhindre det. De Radikale vil satse på elbiler, mens de danske virksomheder står på spring for at starte produktionen
Bioethanol af første generation har en social slagside, da priserne på traditionelle fødevarer stiger. Derfor vil blandt andet Venstre ikke have fødevarer i tanken på bilerne

Bioethanol af første generation har en social slagside, da priserne på traditionelle fødevarer stiger. Derfor vil blandt andet Venstre ikke have fødevarer i tanken på bilerne

Tariq Mikkel Khan

29. oktober 2007

Produktionen af bioethanol er et forestående erhvervseventyr - måske. EU's krav om 5,75 pct. bioethanol i benzinen inden 2010 står ved magt, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan Danmark vil leve op til kravet.

"For at etablere os, kræver det, at vi kan afsætte en mængde i et vist lokalområde, så vi afventer, hvordan direktivet bliver implementeret," siger Peter Nissen, der er projektleder for Tønder Biofuel, som gerne vil producere bioethanol til det danske marked.

Forskernes tvivl om den gavnlige effekt af bioethanol af første generation har fået de radikale til at advare mod brugen af bioethanol i transportsektoren. Partiet vil i stedet satse på elbiler. Men Venstre holder fast i målsætningen om, at der skal være 5,75 pct. bioethanol i benzinen i 2010.

"Når man lægger alle tingene sammen, både fordele og ulemper, så er det min vurdering, at bioethanol har en positiv effekt. Det er problematisk, at man fælder regnskov, at kornpriserne stiger, og at man jager mennesker ud af et område for at dyrke jorden, men samlet set får man nedbragt CO2-udslippet i transportsektoren," siger Eyvind Vesselbo, der er Venstres energiordfører.

- Regnskoven fældes og fødevarepriserne stiger. Når de negative effekter allerede viser sig nu, hvor meget skal der så til, før din helhedsvurdering til fordel for første generation tipper?

"Jeg tror slet ikke, at det udvikler sig på den måde. Man er jo opmærksom på de problemer, første generation skaber, og den bliver kun en overgang. Man får ikke anden generation, hvis man ikke har haft første generation. Det har regeringen set, og det er derfor, vi kun støtter anden generation," siger energiordfører fra Venstre Eyvind Vesselbo. De konservative er mere skeptiske over for første generation end Venstre, men energiordfører Per Ørum-Jørgensen vil ikke forhindre brugen af første generation.

"Bioethanol af første generation har en social slagside, da priserne på traditionelle fødevare stiger. Derfor har vi været ude at sige hele tiden, at vi ikke vil have fødevarer i tanken på bilerne."

- Så I vil ikke under nogen omstændigheder have bioethanol af første generation ud i transportsektoren?

"Vi har ikke set et produkt endnu, som vi er positive over for at støtte med statslige midler. Vi vil derhen, hvor det er anden generation, vi anvender, for der er vi ude over den sociale slagside. Samt at vi har et produkt, der med hensyn til CO2 lever op til de ønsker, vi har."

- Betyder det så, at I ikke vil bruge første generation i transportsektoren?

"Jo, det vil vi. De aftaler, der ligger omkring første generation, dem står vi selvfølgelig ved. Dem springer vi selvfølgelig ikke fra. Men i forskningen skal vi lægge vores kræfter på anden generation.

- Jeg syntes, jeg hørte dig sige, at der under ingen omstændigheder skal fødevarer i bilerne?

"Det ønsker vi heller ikke at fremme, men der ligger nogle aftaler omkring bio-ethanol og de aftaler står vi ved. Hvis du kigger i regeringens energistrategi, så har vi helt bevidst presset på for at få den formulering med, der siger, at bioenergien skal være samfundsmæssig og miljømæssig bæredygtig, og det peger jo i retning af anden generation.

- Er der da ikke en modsætning mellem aftalen og så energistrategien?

"Nej det synes jeg ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu