Læsetid: 3 min.

Bødlens løkke på professorens dør

Ophængning af en løkke på Columbia University bringer mindelser om raceadskilelsen i sydstaterne
15. oktober 2007

New Yorks Columbia University, der normalt betragtes som en højborg for liberal tænkning og tolerance, blev i sidste uge det seneste urocenter for det altid sprængfarlige amerikanske raceproblem, efter at en løkke var blevet sat op på døren til en sort psykologiprofessors kontor.

Løkken, der vakte minder om de værste dage under sydstaternes raceadskillelse, affødte larmende protester og en officiel politiundersøgelse. Universitetsledere siger, at de ikke har nogen idé om, hvorvidt det var en student eller et en ansat ved fakultetet, der er ansvarlig.

Professoren, Madonna Constantine, er efter sigende brudt samen efter hændelsen. Hun er specialist i racerelationer, og arbejder på et fakultet der hedder Teachers College, hvis opgaver i begyndelsen af det 20. århundrede omfattede ansættelse af sorte lærere, der blev forhindret i at arbejde i deres hjemstater sydpå.

Universitetsaktivister var hurtige til at drage paralleller til en meget omtalt sag i Jena, Louisiana, hvor opdagelsen af tre løkker hængende i et træ ved byens highschool satte sorte og hvide studerende op imod hinanden, og gav anledning til beskyldninger om racisme mod den lokale offentlige anklager, som har rejst alvorlige sigtelser mod seks sorte teenagere, men undladt at sigte en eneste hvid.

En omfattende protest mod myndighederne i Jena for to uger siden blev vist på landsdækkende tv, og synes at have medført et hel del kopisager rundt om i landet.

Flere episoder

Én løkke blev fundet ved University of Maryland, uden for en bygning der huser sorte aktivistgrupper. Andre dukkede op ved en døveskole på et universitet i Washington. Andre i et omklædningsrum på en politistation på Long Island, ved et busværksted i Pittsburgh og på adskillige skoler.

Episoden ved Columbia er måske den mest provokerende af dem alle, på baggrund af institutionens historie og en række nylige tilfælde, der omfatter spørgsmål om racehad og ytringsfrihed.

For et år siden stormede studerende en scene, hvor en radikal anti-immigrationspolitiker, Jim Gilchrist talte, de anklagede ham for racehad mod indvandrede fra Central- og Sydamerika, der kommer over den mexicanske grænse, i søgen efter en bedre fremtid.

For to uger siden kom universitetet under angreb fra nationale politikere, fordi de gav den iranske præsident og holocaust-benægter, Mahmoud Ahmadinejad lov til at tale.

Columbias rektor, John Coatsworth sagde for nylig at han ville have inviteret Hitler til at tale "hvis han var villig til at gå ind i en debat eller diskussion" - en udtalelse der i den grad afprøver tolerancetærsklen i forhold til ytringsfrihed, specielt i en by med så mange jødiske indbyggere som New York.

Men Columbia viste ikke nogen vilje til tolerance i affæren omkring løkken. Præsidenten for Teachers College fordømte den som "en hadefuld handling, der krænker enhver norm for Teachers College og for samfundet." Universitetets præsident, Lee Bollinger tiføjede: "Dette er et angreb på afro-amerikanere, og derfor er det et angreb på os alle. Jeg ved jeg taler for hvert eneste medlem af vores universitet, når jeg fordømmer denne frygtelige handling."

Omkring 150 studerende afholdt en spontan demonstration, og planlagde både en ny demonstration og en proteststrejke.

Professor Constantine svarede ikke sin telefon, og synes ikke at have været på universitetet. En af hendes kolleger, professor i socialkundskab, Derald Wing Sue fortæller til The New York Times, at hun var blevet bragt helt ud af fatning over, hvad der skete. "Hun har det efter omstændighederne godt, og får støtte fra kolleger, venner, studerende og familie. Men du kan tænke dig til, hvilken frygtelig virkning det har haft på hende."

De protesterende karakteriserer angrebet som 'Jena på Columbia'. Og Jena-sagen er ikke forsvundet fra nyhederne. Efter de massive protester blev en 17-årig sort ung mand ved navn Mychal Bell løsladt mod kaution. Han havde været tilbageholdt uden sigtelse i ni måneder. Den lokale anklager siger nu at han har opgivet at retsforfølge Michael som en voksen, men at han vil stille ham for en ungdomsdomstol, anklaget for mindre forseelser.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu