Nyhed
Læsetid: 8 min.

Det bør valgkampen handle om

Danmark står over for en række udfordringer, som risikerer at drukne i en beskidt og personfikseret valgkamp. Information giver her sit bud på, hvilke temaer, der bør prioriteres højt i valgkampen
Indland
25. oktober 2007

Fællesskabet

Den fælles sektor - eller den offentlige sektor - og finansieringen af den har undergået og vil undergå store forandringer.

Regeringen har udskrevet valget på sin kvalitetsreform, og oppositionen har tilsvarende reformprogrammer på tapetet.

Derfor tegner det allerede nu til, at den offentlige sektor bliver et af valgets store temaer, men debatten kommer til at handle om de let forståelige budskaber: Om højere skat eller mere velfærd, om flere rettigheder eller mere kontrol, om flere privathospitaler eller længere ventelister.

Public management-kulturen har hærget det offentlige i mange år og ført til et bureaukrati af hidtil usete dimensioner. Den private sektor er på hospitalsområdet og en række andre områder sat til at udgøre den konkurrence, der skal forbedre effektiviteten i den offentlige service. Det betyder, at der udføres bekosteligt dobbeltarbejde, og at blandt andet lægelønningerne sendes på himmelflugt.

De reformer, der er gennemført, og de, som nu er på tegnebrættet, vil grundlæggende forandre kulturen i den fælles sketor i retning af mere konkurrence. I konkurrencesamfundet har mennesker værdi og placeres i systemer i forhold til deres værdi eller potentielle værdi på arbejdsmarkedet.

Forandringen fra borgere til brugere af offentlig service presser de offentligt ansatte og fratager dem arbejdsglæden, og den gør borgerne til konstant utilfredse individer, som kræver deres ret. De er ikke længere selv en del af den fælles sektor men brugere af den service, som den producerer. Samtidig er over en halv million mennesker sat permanent udenfor, fordi de ikke er i stand til at udføre et almindeligt arbejde på et arbejdsmarked, som bliver mere og mere effektivt. Udstødningen er ikke aftaget på trods af en historisk højkonjunktur i dansk økonomi.

-Skal skattesystemet og det offentlige sundhedsvæsen fortsat understøtte private hospitaler, som koncentrer sig om de operationer, der kan gennemføres på samlebånd?

-Skal styringen af den offentlige sektor bero på kontrol og stopure eller større tillid til de ansattes engagement og faglighed?

-Skal arbejdsmarkedet fortsat kune udstøde tusindvis af mennesker som ikke passer ind?

Forskning og uddannelse

Uddannelse og især forskning er de seneste år blevet et særdeles varmt emne i dansk politik. Vi skal satse på forskningen' og have 'uddannelser i verdensklasse', siger ikke bare videnskabsminister Helge Sander (V), men også Anders Fogh Rasmussen (V) og de øvrige ministerkolleger.

Det ville være godt for Danmarks fremtid, hvis tendensen til at tilgodese universitetsområdet vil fortsætte i valgkampen - og dermed også i den kommende valgperiode.

'Den stigende internationalisering' bliver som regel brugt som omkvæd, når ministrene taler om nødvendigheden af at tildele området midler, men i virkeligheden kunne man blot bruge den sunde fornuft som argument.

Med forsknings- og uddannelsesområdets genkomst i den politiske debat er der også fulgt en pæn pose penge - ikke mindst i form af globaliseringspuljen. Dog skal det nævnes, at Helge Sander i diverse taler og interviews har uddelt de samme midler så mange gange, at det totale beløb formentlig opleves som større, end det reelt er. Desuden er det et selvstændigt problem, at regeringens 'satsning på forskning og uddannelse' næsten udelukkende er gået til forskningen.

Så området har brug for mange flere penge, hvis visionerne skal opfyldes. Det interessante er dog ikke kun, hvor mange penge, der skal gives, men også hvordan de skal fordeles. Det er nemlig her, de politiske uenigheder ligger gemt.

Hvorfor får forskningen så meget, mens uddannelserne forfordeles? De mange spæde tegn på indførelse af brugerbetaling ville også være en god debat - ligesom man burde tage diskussionen om den frie forsknings position.

Topstyring er en af de væsentligste konsekvenser af universitetsloven fra 2003, og de ansatte på universiteterne føler, at deres forskning i højere grad bliver styret af politiske dispositioner - enkelte har endog på det seneste fortalt, at deres resultater bliver censureret af politikere eller ledere på forskningsinstitutionerne.

Helt konkret kunne politikerne svare på følgende:

-Hvor mange ekstra midler skal der tilføres uddannelserne i den kommende valgperiode?

-Hvilket område skal styrkes mest - den frie forskning eller den strategiske forskning?

-Skal vi have en lov mod betalingsuddannelser i Danmark?

Klimaet og energien

Danmark skal ud af oliealderen og den fossile æra, har statsministeren sagt. Samtidig skal Danmark gå forrest i kampen for at beskytte det globale klima.

"Videnskaben har talt. Nu må politikerne handle," meddelte Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget for nylig.

Men det kniber med handlingen. Og ude i virkeligheden går tingene baglæns.

I 2006 voksede kulforbruget på de danske kraftværker med 44 pct. CO2-udledningerne steg med 16 pct. Vindkraftudbygningen i Danmark er gået i stå. Til gengæld buldrer trafikvæksten, og snart barsler Infrastrukturkommissionen med forslag om nye motorveje og broer. Alt imens slår olieprisen nye rekorder og truer med at undergrave økonomien.

Siden januar har regeringen og Folketingets partier angiveligt forhandlet om en plan, der skal bane vej for et nyt energisystem baseret på energibesparelser, vedvarende energi og klimabeskyttelse.

Men parterne kan ikke blive enige, og der sker tilsyneladende ikke noget. På selve dagen for valgets udskrivelse gravede man sig ned i grøfter om omlægning af bilafgifterne til fordel for miljøvenlige biler.

Verden har højst 10 år til at få vendt CO2-kurverne, hvis klimatiske amokløb skal bremses. Det er muligvis allerede for sent at redde isen ved Nordpolen.

Den store øvelse er en enestående chance for danske virksomheder, teknikere og græsrødder til at sætte et godt eksempel for verden. Skabe det grønne laboratorium for en ny, bæredygtig livsform.

Det sker bare ikke, hvis ikke det ny Folketings politikere og den ny regering lægger kursen om, begynder at handle og vedtager de nødvendige mål og virkemidler. Med den hidtidige kurs vil det gå galt. 'Markedet kommer for sent til fremtiden', er det blevet sagt.

-Skal Danmark følge den tyske kansler, Angela Merkel, der har lovet 40 pct. reduktion af de tyske CO2-udledninger i 2020 og taler for ens CO2-udledninger for alle borgere på kloden - 1-2 ton pr. hoved pr. år?

-Skal vi have en grøn skattereform, der flytter beskatning af arbejde til beskatning af energiforbrug og miljøbelastning?

-Skal trafikkens vildvækst og klimabelastning bremses med roadpricing, nye drivmidler til bilerne og investeringer i kollektiv trafik på bekostning af vejbyggeri?

Asylpolitikken

To gange om ugen spørger en politibetjent i Sandholm Asylcenter irakiske Hannah om det samme: "Hvorfor rejser du ikke hjem til dit land?" To gange om ugen svarer hun det samme: "Fordi Irak er farligt, og jeg som kristen risikerer at blive slået ihjel." For nylig, da hun skrev under, svarede betjenten: "Siden hvornår er du blevet kristen?", og hun forklarede, at det har hun været hele livet.

I årevis har irakiske familier siddet på asylcentre, og både vokse og børn er blevet stadig mere ødelagte. Antallet af selvmordsforsøg på asylcentrene er de sidste seks år steget kraftigt, og tal fra Udlændingeservice viser, at i 2006 var antallet af selvmordsforsøg seks gange så højt for asylansøgere som for danskere.

Selvom FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har opfordret til, at man ikke tvinger irakerne tilbage til Irak, retter den danske regering sig ikke efter de klare advarsler. De irakiske flygtninge skal sendes hjem, og derfor forsøger man at motivere dem til at rejse ved eksempelvis at kræve, at de bliver ved med at svare på det samme spørgsmål. Det hedder 'motivationsfremmende foranstaltninger'.

En undersøgelse af 15 europæiske landes politik over for irakiske flygtninge placerede for nyligt Danmark som det mest restriktive land, kun overgået af Grækenland. Undersøgelsen viste, at lande som Holland og Belgien, der tidligere førte en stram politik over for irakiske flygtninge, har valgt at rette sig efter FN's anbefalinger og nu giver flygtninge den beskyttelse, de har brug for.

Flygtningesituationen i Irak og dets nabolande er helt ude af kontrol. Næsten hver femte iraker er på flugt. Der er i dag lidt under fem millioner irakiske flygtninge, hvoraf de 2,3 mio. er internt fordrevne.

FN har indtrængende bedt alle lande om at give asyl eller opholdstilladelse til asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak. Men Danmark retter sig ikke efter FN, og regeringen vil fortsat sende irakerne tilbage. Stoltheden over at vise respekt for mennesker på flugt og dermed følge FN's flygtningehøjkommissariat og dets anbefalinger er under den nuværende regeringen erstattet af et skuldertræk.

Sidste år gav Danmark opholdstilladelse eller asyl til 47 irakere. Heraf var det kun 14 som fik egentligt asyl.

Det kommende valg bør diskutere, hvordan vi hjælper med at løse det flygtningeproblem, vi selv har været med til at skabe:

-Skal Danmark følge FN's opfordring om at tage imod nogle af de knap fem millioner irakere, som er på flugt, eller skal vi igen i år nøjes med at lukke under 50 irakiske flygtninge ind i landet?

-Skal de 472 irakiske asylansøgere tvinges tilbage til et Irak i opløsning, eller skal de have en fremtid i Danmark?

Danmarks krige

Danmark er i krig. Aktivt engageret i den store globale, af præsident Bush erklærede, 'krig mod terror'.

Det indebærer, at danske soldater for første gang i adskillige århundreder er blevet sendt i angrebskrig i et fjernt land. I Irak, hvor vi op til invasionen i 2003 fik at vide af regeringen, at Saddam Hussein samarbejdede med terrorister og forberedte angreb på Vesten med masseødelæggelsesvåben.

Det viste sig at være usandt. Den vestlige offentlighed blev bedraget med falske påstande og fiktive efterretningsoplysninger. I stedet er det ny Irak siden blevet hjemsted for både al-Qaeda og morderiske religiøse militser, der fører kamp mod besættelsesmagten og mod hinanden om magten i landet. Ofrene er de civile irakere, der har mistet det meste - herunder for mange fremtidshåbet - i en tragisk borgerkrig.

Da det begyndte at blive for hedt i det sydlige Irak, blev den danske bataljon kaldt hjem under foregivende af, at de irakiske myndigheder var klar til at stå for sikkerheden. Meldingerne fra Basra tyder ikke på det.

I stedet sendte Folketinget flere soldater til Afghanistan. Krigen her var et FN-sanktioneret svar på al-Qaedas terrorangreb den 11. september 2001, men i dag truer Afghanistan-missionen med at følge samme skæbnesvangre spor som felttoget i Irak.

Det såkaldte demokrati i Afghanistan er skrøbeligt, korrumperet og kun forankret i Kabul. Taleban synes bare at vokse i styrke, og danske soldater kæmper med livet som indsats en kamp, som savner nødvendig opbakning fra andre NATO-partnere og ikke kan melde om klar fremgang.

Tragedien i Irak og det igangværende blodige drama i Afghanistan er én side af den ny aktivistiske danske udenrigspolitik.

Med de tvivlsomme resultater i begge lande og de høje fysiske og psykiske omkostninger for danske soldater i skudlinjen er det nødvendigt at diskutere, om udenrigspolitikken er aktivistisk på den rigtige måde.

-Skal Danmarks medansvar for den irakiske tragedie diskret gå i glemmebogen, eller skal der placeres et ansvar for de mange fejltagelser i form af en uvildig undersøgelse?

-Skal indsatsen i Afghanistan fortsætte, og skal det i givet fald betyde en endnu stærkere dansk militærindsats, en intensiveret civil genopbygningshjælp eller begge dele?

-Skal den blinde loyalitet over for den amerikanske regering fastholdes, eller kan der udvikles egne principper og strategier for, hvordan terrortruslen kan demonteres, og kløften mellem Vesten og radikale islamister overvindes?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Forskningens resultater afhænger ikke kun af midler. Den primære videnskabelige ressource er kommunikationen i de rammer som tematiserer spørgsmålet om hvad der er sandt i videnskabelig forstand. Rammerne for den videnskabelige diskurs behøver ikke altid at handle om penge.

Sundhedssektoren som privat eller offentligt finansieret er interessant ideologisk sprængstof. Der er i det hele taget noget forlorent over at lade det offentlige betale for skabelsen af de kompetencer som udgør sundhedsvæsenet, dvs. lægernes uddannelse, for så at lade dem træde ind i deres private praksis, tit samtidigt med at de arbejder i det offentlige, hvor de rekrutterer deres kunder fra. Det burde være unødvendigt at gøre den personlige økonomiske succes til en forudsætning for tilgangen til den optimale behandling i tilfælde af sygdom. Det er en pervers form for socialdarwinistisk tankegang, at man må skabe argumenterne for at sætte ”dynamik” i den destruktive økonomiske kappestrid ved at skabe betalings kriterier for tilgang til dette offentligt skabte gode, sundhedsvæsenet.

Olie og klimakrise! Forskning i uafhængighed af olie, alternativ energi, og total ændret livsstil med deraf nedprioritering af forbrug og vækst, som fører til sygdom for kloden og mennesker (mindre brug for sundhedsvæsen).

Adskillelse af den politiske og den journalistiske magt. Vælgerne skal lære at medierne er en del af det politiske system, når de lader løgn (Jeg ved han har masseødelæggelsesvåben, for han har haft dem!) og logisk vrøvl gå upåtalt hen.

Medieverdenen er en del af den selvdestruktive vækstfilosofi. Brugerne må gøre det uøkonomisk at sælge løgn, for deres egen skyld. Det er ikke alt hvad der kører rundt som er pengene værd!

Skatten, omkostningerne og produktionen skal ned. Der skal være tid, tid til at leve, kommunikere, elske og hade, skabe kultur. Det behøver ikke at koste ret meget. Så for en gangs skyld, lad vær med at forlang mere af det hele, vi har det allerede, vi har for meget og alt for lidt at have det i.

Godt sagt.

Tom W. Petersen

Nej. Det er billig pessimisme.

Martin Trolle Mikkelsen

Indledningen om ”Fællesskabet” indeholder så mange fejl, at det vil føre for vidt at komme ind på dem alle sammen, men lade mig tage den væsentligste misforståelse: ” I konkurrencesamfundet har mennesker værdi og placeres i systemer i forhold til deres værdi eller potentielle værdi på arbejdsmarkedet.” I konkurrencesamfundet, markedsøkonomien, bestemmer borger, via deres forbrug, hvilke varer og tjenesteydelser, der skal produceres. Derfor sikrer konkurrencesamfundet, at samfundets ressourcer allokeres således, der opnås den optimale behovs tilfredsstillelse for borgerne. Altså det omvendte, af det, forfatterne skriver.

Denne mærkelige fortrængning af de politiske realiteter viser sig også i prioriteringen af emner for valgkampen. For det vigtigste for en almindelig borger er altså, at man har et godt job med en rimelig udsigt til en god og stigende løn. Det er ligesom basis for alting! Men ingen af emnerne så meget som tangerer dette aspekt. Forskning og Uddannelse? Emnet er stort set uigennemskueligt for almindelige mennesker. Klima og Energi? Den barske sandhed er jo, at ingen beslutninger på det område vil berøre nogen nulevende danskers liv væsentligt. Det er lidt som religion: Vi skal danse til de intellektuelles (præsternes) pibe, for at sikre livet efter døden. Tjah. Asylpolitikken? En hattedamesag, der sikkert har sympati, men nogen folkebevægelse er der ikke basis for. Danmarks Krige? Man kan mene om dem, hvad man vil, men deres betydning hjemme i Danmark er til at overse.

Den generelle beskrivelse af den fælles sektor (som efter forfatternes mening altså kun er den offentlige sektor) vil også rejse mange spørgsmål for den almindelige vælger:

- Må der ingen ledelse være for offentligt ansatte? Er al ledelse noget dårligt?
- Hvordan er det ”bekosteligt dobbeltarbejde” hvos sygesikringen køber en ydelse af en privat leverandør?
- Hvorfor må jeg ikke være ”bruger af offentlig service”. Er det fordi jeg SKAL være tilfreds, uanset hvad den offentlige sektor leverer og til hvilken pris?

Socialdemokraterne skal finde på noget mere livsnært, hvis de vil vinde valget.

Martin Mikkelsen skriver: "I konkurrencesamfundet, markedsøkonomien, bestemmer borger, via deres forbrug, hvilke varer og tjenesteydelser, der skal produceres"

Den har jeg hørt før, og det er da også en besnærende teori, som man ikke kan gøre andet end at hylde.
Imidlertid synes jeg nu nok at teorien kolliderer med det faktum at der bliver brugt enorme summer på at reklame og markedsføring, eller som, Jeg mener det var Naomi Klein, sagde det: "Hvilken familie kan modstå en industri, som hvert år bruger 15 milliarder dollar, på at få dit barn til at forbruge". Jeg ved at det er citeret ud fra hukommelsen, men substansen af citatet er der intet galt i.

På den baggrund forekommer det mig absurd, at tale om politiske forbrugere, da det frivillige valg, er reduceret til at vælge mellem de største markedsføringsbudgetter.

Hvis den politiske forbruger skal have den magt som libertarianere, og ret mig hvis du ikke er en sådan Martin, argumenterer for, kræver det en helt anden gennemsigtighed af markedet, hvor det bliver lagt åbent frem, hvorfor håndklæderne fra Jysk er så billige som de er, og hvordan det kan være at et sæt Nike sko intet koster at producere i en sweatshop i sydøstasien, men pludselig er mange hundrede kroner dyrere nå de lander i en sportsforretning i indre københavn.

Konklusionen i min verden er således, at før åbenheden bliver total, og manipulationen og sindelagskontrollen(læs markedsføring) er ikke eksisterende, giver det ikke mening at tale om den politiske forbruger som garant for at borgerne får tilfredsstillet deres behov på den optimale facon, hvilket selvmordsrater og stressrelaterede sygemeldinger i vesten, burde give et praj om, men det er selvfølgelig i enhver aktionærs interesse, at illusionen bibeholdes.

Krigens venner?

Redaktionen har valgt ikke at bringe nedenstående indlæg i papiravisen på grund af pladsmangel. Forståeligt nok: Der skal jo være plads til E Meier Carlsens "amokløb" (Inf. 2.okt.) og krigsminister Søren Gades menneskelighed og store medfølelse. Indimellem kan man befrygte, at Information er begyndt at forveksle pluralisme med vrøvl og idioti. Men selvfølgelig: Når Politiken har valgt at lønne vrøvlehovedet Peter Mogensen, må Information med på vognen. Har ledelsen overvejet den nærliggende risiko, at alene det grumme syn af EMCarlsens - af mange års BT-skriverier - forhærdede fysiognomi kan få de mere følsomme til at flygte fra avisen?

Nu da Information har lanceret en række valgtemaer, herunder krig, kan indlægget måske gøre en smule nytte på denne plads:

Information fortsætter sin kælne omgang med krigens venner. 13. okt. kan Martin Burcharth berette om nogle stakkels krigstilhængere, som er blevet mishandlet på det grusomste af de grumme krigsmodstandere; de er ligefrem blevet hudflettet!
Man ser det for sig: blodet drivende ned ad ryggen på de ædle krigere, mens de i demokratiets hellige navn velsigner en undertrykt befolkning med napalm og klyngebomber. Hvor grusom kan man være? Her går et helt lands undertrykte befolkning og skimter længselsfuldt op mod himlen? Hvor bliver bombeflyene af? Hvor længe skal vi vente?

Krigspartiet har aldrig gjort sig den ulejlighed at udlægge og tydeliggøre den logiske sammenhæng mellem USA´s militære aktioner til menneskenes frelse fra diktaturet og samme USA´s ihærdige støtte til nogle af de værste diktaturer. Krigens venner interesserer sig heller ikke for cost-benefit i disse sammenhænge. I alle mulige andre sammenhænge ævler de om ”mest muligt for pengene” uden et øjeblik at ville gå ind på, hvad de milliarder milliarder, f.eks. Irak-vanviddet har kostet kunne have betydet for demokratiets sag ved en mere fredelig anvendelse.
En af Informations nye helte, krigsminister Søren Gade, kendt fra sit glorværdige tilbagetog fra Basra, har set lyset: Taleban kan ikke besejres, fjernes eller deporteres med militære midler. (Inf. 11.okt.) Oh klarsyn! Skulle den situation være indtrådt, hvor krigspartiet er begyndt at lære af virkeligheden? Falder indlæringskurven brat eller vil krigspartiet nægte at stille op, næste gang Washington mønstrer ”de villiges koalition”?
Erfaringsmæssigt hører krigspartiet ikke til de lærenemme. Det har kun én manual, som bruges igen og igen. Aftaler baseret på forhandling, hvor guleroden erstatter kæppen og gensidig anerkendelse bliver mulig, kan komme på tale, når krigerne trods - eller netop på grund af - mange døde og lemlæstede sidder godt fast i moradset og nok så mange ”vellykkede bombardementer” ikke ændrer på det forhold. Krigspartiet ville spare sig selv og især alle andre for mange sorger, hvis det opgav at nedlægge andre og i stedet nedlagde sig selv. I så fald kunne gigantiske beløb, reserveret til f.eks. krigsfly, frigives til fredelige formål.
Det store spørgsmål er, om en sådan omstilling overhovedet er mentalt mulig. Bombekastning er frygteligt vanedannende. Måske kan der omstilles til nogle af de hårde stoffer, som det nu igen er muligt at dyrke i rigt mål i Afghanistan. Bedre ville det dog værre, hvis krigspartiets mange tænketanke begyndte at tænke. Inspiration kan f.eks. hentes hos vor hjemlige Peter Munch, der vidste at forsvar og krig dybest set er hinandens modsætninger.

PS. Nu da også Bent Vinn Nielsen har meldt sig ind i krigspartiet (15.sept), er der vel egentlig ikke så meget at komme efter. Og dog? En brækket arm kan måske give BVN tid til eftertanke? Ellers bør han melde sig som afløser for de unge mennesker ude i lemlæstelseszonen; men selvfølgelig først når førligheden tillader det.

Endelig er der udskrevet valg! Nu kan krigsmageren Anders Fogh Rasmussen og hans politiske støttepædagog: Pia Kjærsgård endelig smides ud af folkestyret og regeringsmagten. Og Foghs såkaldte trackrecord er lang. Og den er dårlig. V, C og O regeringen har seks års skandaler bag sig. For at lige erindre om følgende nedbrydende forhold for det danske samfund: fødevareskan-dalerne, offentlige transport og DSB skandalerne, nedslidte plejehjem, folkeskoler med huller i tagene, nedsparede universiteter, årelange ventelister til cancerbehandling, og meget andet be-handling, beskidte hospitaler, for lidt personale i offentlige institutioner osv.

For ikke, at tale om Danmarks forrykte deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Baseret på indtil flere løgne om årsagerne til, at støtte USA’s kriminelle krig i Irak. I øvrigt leveret på Fol-ketingets talerstol. Fogh har løjet den danske befolkning lige op i ansigtet ved hjælp af denne demokratiske platform. Hertil kommer indtil flere gennemført asociale skattereformer, det så-kaldte skattestop, der har resulteret i, at de rige er blevet meget rigere. Samtidig med, at flere og flere dårligt stillede her i landet smides ud af deres boliger, da de ikke kan betale deres husleje. Parallelt skummer ejerboligejerne ”fløden” med fladskærme, luksusbiler, fede ferier og fordele for deres børn. Jo Fogh har gavnet Danmark, det vil sige ”Overdanmark”.

Det kommende valg er blevet kaldt årtiets vigtigste valg. Det er en underdrivelse. Det er et af de vigtigste valg i dette århundred, antageligt. For det er nu at DU er med til, at afgøre om Dan-mark fortsat skal udvikles til et betonliberalt mareridt af et forskelssamfund eller, at velfærdssta-ten skal redes! En stemme på V, C, O og Ny Alliance og Naser Khader er, at yde ”aktiv døds-hjælp” til den endelige afskaffelse af resterne af det danske velfærdssamfund. Khader og hans folk er nemlig aktør og talerør for den neoliberale tænketank CEPOS.

En stemme på venstrefløjen er, at stikke en kæp i hjulet på Fogh & Co’s velfærdsafviklingspro-jekt!

PS Glem heller ikke, at Fogh er parat til, at snyde for den nødvendige folkeafstemning om
EU forfatnings-traktaten. Kaldet ”Deform-Traktaten”.

Information skriver: "Tragedien i Irak og det igangværende blodige drama i Afghanistan er én side af den ny aktivistiske danske udenrigspolitik. Med de tvivlsomme resultater i begge lande og de høje fysiske og psykiske omkostninger for danske soldater i skudlinjen er det nødvendigt at diskutere, om udenrigspolitikken er aktivistisk på den rigtige måde."

Det er trist, at der er omkommet danske soldater, men det er dog trods alt en kendt erhvervsrisiko, som politikere og de udsendte kender.

Det er derimod aldeles ikke rimeligt, at iranere og afghanere dræbes under de “allieredes” forsøg på at fjerne diktatorer, jagte ikke eksisterende masseødelæggelsesvåben, osv, og gennemtvinge vor opfattelse af "den rigtige" styreform i deres lande. Disse folk har så vidt jeg ved ikke bedt de “allieredes” om hjælp til disse tiltag. Er det rimeligt, at den ny aktivistiske danske udenrigspolitik skal støtte sådanne brutale overgreb på to folk, som vi har set siden 2001 – jeg tror ikke på, at de danske soldater har opført sig brutalt, men der er der alle tegn på at vor hovedallierede har ? Jeg minder om, at "ifølge Haag-konventionen indebærer en besættelse en række forpligtelser over for den civile befolkning, fremfor alt beskyttelsen af deres liv og levned. At trække sig ud i utide eller i en situation, hvor en borgerkrig eller et folkemord er under optræk, er ikke alene et traktatbrud, men også en moralsk ansvarsforflygtelse."

Skal den danske aktivistiske udenrigspolitik derefter tage fat på fjernelse af de mange andre diktatorer rundt omkring i verden, og derefter indføre vor opfattelse af “den rigtige styreform” ? Skal Danmark I så fald bare tage fat alene eller skal vi vente på, at vor hovedallierede bestemmer, hvem det nu er, der skal stå for tur ?

Information spørger: "Skal Danmarks medansvar for den irakiske tragedie diskret gå i glemmebogen, eller skal der placeres et ansvar for de mange fejltagelser i form af en uvildig undersøgelse? "

Naturligvis skal sagen undersøges og de ansvarlige om nødvendigt stilles til ansvar (måske for rigsretten ?). Hvis regeringens ministre har løjet for Folketinget - meget tyder på, at det er tilfældet, er der grundlag for kræve disse ministre til ansvar efter loven. Jeg minder igen om Haag-konventionens ord om en besættelsesmagts ansvar. Haag-konventionen gælder også for « sejrherren ».

Information spørger: “Skal indsatsen i Afghanistan fortsætte, og skal det i givet fald betyde en endnu stærkere dansk militærindsats, en intensiveret civil genopbygningshjælp eller begge dele? “

Den allierede besættelse af Afghanistan skal naturligvis bringes til ophør så hurtigt så muligt , og så må de skader, der er påført landet og dets folk udbedres. Jeg minder igen om Haag-konventionens ord om en besættelsesmagts ansvar, så det kan ikke klares på den “elegante” måde, som Danmark trak sig ud af Irak på: Nå men her går det jo godt, så farvel og tak for denne gang,.

Martin Ammentorp

Tak til Information for forsiden i dag: Lad ikke regeringen alene definere valgets temaer!

Ellers kan jeg med et citat af Natsja bare sige:

"Gi' mig Danmark tilbage"

--godt valg til de fleste ;-)

Martin Trolle Mikkelsen

@ Thor Hansen: Svaret på Naomi Klein’s retoriske spørgsmål er: Enhver normalt begavet forbruger! Man skal betragte Naomi Klein og hendes aktiviteter snarere som kommerciel ideologisk underholdning end som seriøs debat – hovedformålet er trods alt at sælge Naomi Klein! For det andet kan man vist godt gå ud fra, at de fleste forbrugere er på det rene med, at når Føtex sælger DVD spillere for 250 kroner, så er de lavet af lavtlønnede kinesere. Det er i øvrigt heller ikke nogen grund til ikke at købe dem, for det er den slags kommercielle aktiviteter, der skaber økonomisk udvikling i Kina. Så hvis du vil være solidarisk med de fattige lande, så gå i Jysk og Føtex og køb alle de billigvarer, du kan få råd til!

Under alle omstændigheder er min pointe: Hvis sosserne skal have nogen chance for at vælte Fogh, så skal de finde på noget mere livsnært end kamp mod ”konkurrencesamfundet” og krigene i Mellemøsten, for ingen af delene har nogen reel betydning for almindelige danskere.