Læsetid: 6 min.

Danmarks asylpolitik smitter af i Europa

Danmark er foregangsland for en europæisk tendens til at afvise asylansøgere. Og det er ikke uden grund, for hvis Danmark tager imod flygtninge fra Irak, anerkender man, at krigen har været en fejltagelse, siger international iagttager
Flygtninge fra Sudan er begyndt at tage den risikable tur til fods tværs over Sinaiørkenen til Israel, men de fleste bliver dog fortsat i nærområdet.

Flygtninge fra Sudan er begyndt at tage den risikable tur til fods tværs over Sinaiørkenen til Israel, men de fleste bliver dog fortsat i nærområdet.

Alfred de Montesquiou

Indland
30. oktober 2007

TEL AVIV - Den arabiske verden møder en mur af vestlig tavshed, når den henvender sig med bønner om hjælp til at håndtere de voldsomme flygtningestrømme. Europa opleves i stigende grad som lukket land, og særlig den danske flygtningepolitik bliver nu kritiseret i regionen.

"Danskerne har taget imod et mindre antal irakere, som har arbejdet for dem, men ellers tager Danmark ikke imod ret mange flygtninge," siger Joost Hiltermann, der er vicekoordinator for Mellemøsten hos International Crisis Group.

"Det enorme antal af irakiske flygtninge har gjort europæerne nervøse for, at hvis man bare åbner døren lidt på klem, kommer hele flodbølgen. Hvad angår Danmark, spiller det nok også ind, at hvis man modtager flygtninge fra Irak, accepterer man også, at krigen har været en fejltagelse."

Joost Hiltermann tilskriver det en generel europæisk tendens, hvor Danmark, som han ser det, er foregangsland. Tendensen går ud på at søge at løse flygtningenes problemer, hvor flygtningene er, og det skaber somme tider nogle modsætningsforhold, hvor flygtningene kommer til at betale prisen. Syrien og Jordan er for eksempel ved at segne under byrden af godt to millioner irakere, som gennem de senere år har søgt tilflugt fra krigen i deres hjemland, og trods gentagne appeller har den vestlige verden ikke udvist nogen større interesse i at træde hjælpende til. Tværtimod søger den danske regering lige nu efter muligheder for at få afsat 472 afviste irakiske asylansøgere.

FN's flygtningeorganisation, UNCHR, advarer om overhængende fare for "flygtningetræthed" i lande som Jordan og Syrien og påpeger, at flygtningestrømmen ikke aftager, selv om de to lande nu har set sig nødsaget til at lukke grænserne. Problemets omfang illustreres ved, at irakiske kvinder med ophold i Syrien i stort tal har tyet til prostitution, fordi de lokale myndigheders hjælpeforanstaltninger er helt utilstrækkelige.

"Det mest foruroligende lige nu er, at det ikke længere er til at finde sikre tilflugtsmuligheder internt i Irak eller i regionen," sagde UNCHR's Irak-koordinator, Andrew Harper, forleden til Information.

Ingen asyllande i Europa

Det fattige Tchad, som er naboland til den sudanesiske Darfur-provins, har på lignende vis modtaget store flygtningegrupper derfra og på trods af at man her er endnu mindre i stand til at hjælpe, er der alligevel her blevet iværksat en nærområdestrategi.

"Der er en massiv humanitær indsats i gang blandt de sudanesiske flygtninge i Tchad og Kenya. Det er en del af en genbosættelsespolitik, som er en erkendelse af, at der ikke er asyllande i Europa, som er villige til at tage dem," siger en anden repræsentant for International Crisis Group, Francois Grignon, som vi fanger på mobiltelefonen i Nairobi. Herfra styrer han organisationens arbejde i Sudan, Kenya og på Afrikas Horn.

Hvad de sudanesiske flygtninge angår, er problemet i Egypten lige så akut som blandt irakerne i Jordan og Syrien, om end de er en langt mindre gruppe. Grignon fortæller, at de talmæssigt fordeler sig ligeligt på muslimer fra Darfur og kristne fra det sydlige Sudan, og de opfattes alle som fjender af regimet i Khartoum. Og fordi det egyptiske styre søger at holde sig på god fod med Sudan, får flygtningene her en ekstra kold skulder. Om det egyptiske Mubarak-styres generelt gode forhold til Europa og forskellige samarbejdsprojekter skal medvirke til at forme en europæisk holdning til disse flygtninge, tør han dog ikke svare på.

"Men man kan da godt gætte på, at der kan være sket en holdningsændring efter 11. september 2001," tilføjer han. "Vi møder ingen vanskeligheder, hvad angår flygtninge fra Afrika syd for Sahara, men kan godt opleve, at flygtninge fra Mellemøsten betragtes som terrorister."

Journalisten Abdel Rahman Hussein, der har flygtninge som stofområde på den engelsksprogede Cairo-avis Daily News, vurderer situationen på samme måde. Han ser den samme delte holdning hos den egyptiske regering, hvis flygtningepolitik han betegner som "besynderlig". Men i dette kan der også ligge et politisk budskab:

"Landet har indtil nu taget åbent mod enhver flygtning, hvilket står som en smuk humanitær gestus, men ud over dette er staten totalt afvisende," forklarer han. "Flygtninge får opholdstilladelse, men ikke ret til arbejde, skolegang eller sociale ydelser. De får ingen økonomisk støtte. Intet. Det er en tydelig besked om, at Egypten kun betragter sig selv som transitland og forventer mere af den vestlige verden. Og det gælder sikkert også Danmark."

Dette er den klemme, de sudanesiske flygtninge i Egypten sidder i. De lokale myndigheder ser den anden vej og lader dem passe sig selv, mens ingen vil have dem.

Flygtningehovedstad

"Cairo har gennem årene opnået status som Afrikas flygtningehovedstad," siger Michael Kagan, som er ekspert i international flygtningelovgivning og underviser på American University i Cairo.

"Darfurianernes hurtigste flugtrute er til Tchad, og fra det sydlige Sudan er det mest logisk at rejse til Kenya. Men hvis de først er kommet til Khartoum, går den logiske vej langs Nilen til Cairo. Og har de først taget den rute, kommer de til Egypten med nogle forventninger om et bedre liv i Europa. Når de finder ud af, at det er en illusion, er det for sent."

For et år siden indledte en gruppe sudanesiske flygtninge en protest i parken over for FN's flygtningeorganisation, UNCHR, der har til huse i et af Cairos velstående kvarterer. De krævede hjælp til at komme videre, eller i hvert tilfælde tålelige vilkår under opholdet i Egypten. Men dette førte kun til, at egyptisk politi meget hårdhændet opløste protesten, mens regeringen kom med nogle løfter, som aldrig er blevet indfriet.

"Fordi sudaneserne i forvejen ikke er videre populære, og fordi Egypten har nok i sine egne problemer, møder den almindelige egypter dem enten med total ligegyldighed eller med direkte fjendtlighed," siger Abdel Rahman Hussein.

Drømmen om Europa

Som følge heraf er sudaneserne ikke særligt synlige i Cairos gadebillede. De bor spredt i periferiens slumkvarterer, hvor de prøver at falde i med omgivelserne, mens de desperat søger at overleve på tilfældigt småarbejde.

"Vi drømmer om Europa, om et anstændigt liv," sagde en flygtning ved navn Youssuf for nylig, da vi besøgte slumbyen Manshat Nasser i Cairos østlige udkant.

Han kom til Cairo fra Darfur for halvandet år siden sammen med sin kone og fire børn. Han havde allerede derhjemme hørt om folk fra Sudan, der kom til Tyskland og Sverige og har klaret sig godt, men han har ingen anelse om, hvordan han skal finde penge til flyrejsen.

Et antal af flygtningene har gennem det seneste år fundet nyt håb i Israel, som de har hørt er et vestligt land. Og dertil behøver man ikke penge til en dyr flyrejse, man kan tage den risikable tur til fods tværs over Sinaiørkenen. Hvor mange omkommer undervejs, ved ingen. Men det er i dag en kendsgerning, at israelske og egyptiske grænsevagter samarbejder om at standse denne strøm, hvilket i en række tilfælde har haft dødelig udgang.

Israel er også begyndt at sende de, som uset slipper over grænsen, tilbage til Egypten, og i weekenden gjorde FN-observatører i Israel opmærksom på, at en gruppe på 48 flygtninge har været meldt savnet, siden israelerne deporterede dem den 19. august. De frygter, at de egyptiske myndigheder har sendt dem videre til en uvis skæbne i Sudan.

"Der er næppe mere end 50.000 sudanesiske flygtninge i Egypten, hvilket er småt i forhold til, hvad Syrien og Jordan må håndtere," slutter Michael Kagan. "Men at de kan finde på at tage fodturen til Israel, trods den store fare, siger noget om deres situation og problemets alvorlige karakter."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis og hvis. Hvis USA, England og Danmark havde lyttet til de andre Nato-lande, og undladt olie-krigen i Irak, så kunne et par hundrede tusinde irakere stadig være i live i dag.

Og lidt generelt:

Hvis vi ønsker kraftigt begrænset adgang til vore lande (og det gør vi) og samtidig er vil acceptere at store befolkningsgrupper bliver ofre andre stedr i verden (hvad enten det er et resultat af vores politik eller ej) så er løsningen hjælp i nærområderne.

Dette kan man ikke forvente at fattige lande, der måske selv har problemer, skal stå alene med. Altså må vi, enten via FN eller bilateralt, støtte de nabolande der står med flygtningstrømmene massivt.

Et problem er selvfølgelig hvis regimerne bemægtiger sig midlerne og man ikke kan nå frem til flygtningene - det samme problem findes jo med nødhjælp - men det skal ikke være mangel på midler der forhindrer hjælpen i nærområderne!

@Jakob Schmidt-Rasmussen: Det synes en ualmindelig naiv antagelse, når man sammenholder med at det eneste kort som koalitionen reelt har haft på hånden har været overvældende militær slagstyrke. Et par tusinde NATO-soldater ekstra havde gjort absolut ingen forskel.

En bare halvvejs kompetent strategi, en effektiv rekonstruktion, og en politisk process som tillod et uafhængigt irakisk folk at konstituere sig demokratisk havde nok været bedre bud. Men var alle umulige under den neo-konservative dagsorden.

Mere relevant: Vi er nødt til at indstille os på at vi i en globaliseret verden ikke har et ansvar som stopper ved grænsen til Tyskland. Med millioner af flygtninge i verden på et hvilket som helst givet tidspunkt er det fuldstændig indlysende at vi ikke kan hjælpe dem alle sammen ved at beskytte dem her i DK. Men jeg savner i den grad en saglig diskussion af hvor mange vi rent faktisk KAN beskytte her i Danmark, hvilke som har mest brug for hjælp her, og hvordan vi kan gøre mest muligt for alle de andre.

Den type overvejelser synes at fortabe sig mens vi shopper iPods, mærketøj og søndagsslik.

Var du også overbevist om, at amerikanerne kunne have vundet i Vietnam?