Læsetid: 3 min.

Dansk EU-afstemning er en varm kartoffel

Regeringen vil helst undgå en afstemning om Reform-traktaten, og statsministeren hævder, at det er unødvendigt. Men flertallet vakler, efter at Socialdemokraterne er kommet i tvivl
18. oktober 2007

Den reformtraktat, som de europæiske ledere de kommende dage skal forhandle på plads i Lissabon, medfører ikke dansk suverænitetsafgivelse.

Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen på sin hjemmeside i går, og i så fald er det, set med juridiske briller, ikke nødvendigt med en folkeafstemning om traktaten.

Foghs udmelding kritiseres af EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet.

"Han forsøger at lukke debatten, fordi han er skrækslagen for, at der kommer en mere markant debat om substansen i den nye EU-traktat. Det er han selvfølgelig bange for, fordi han ikke ønsker en folkeafstemning. Det er meget forståeligt, men det er bare ikke særlig ærligt," sagde lektor Marlene Wind i aftes til Ritzau.

Om der trods Foghs modvilje mod en afstemning alligevel bliver en, er til gengæld langt fra afklaret. Dansk Folkeparti vil under ingen omstændigheder støtte regeringen i denne sag, så den må se til venstre.

Men Socialdemokraterne er tøvende, og på et møde i Europaudvalget i går afviste Anders Fogh Rasmussen at diskutere, hvorvidt danskerne skal i stemmeboksen eller ej.

"Topmødet de kommende dage handler om traktatens indhold, og det skal ikke drukne i en teknisk debat for eller imod en afstemning," sagde statsministeren.

Og trods udmeldingen på hans egen hjemmeside tidligere på dagen, afviste han, at regeringen havde lagt sig fast.

"Nej! Vi er ikke kommet nærmere en beslutning. Det tager vi stilling til, når vi kender den endelige tekst," sagde han.

Vælgere vil stemme

I 2003 lovede statsministeren en folkeafstemning om Forfatningstraktaten. Ikke af juridiske, men af politiske grunde.

Det standpunkt har han i mellemtiden fjernet sig helt fra. Tværtimod har han udtrykt sit klare ønske om at undgå en afstemning.

På det punkt er statsministeren imidlertid ude af trit med vælgerne.

Ifølge en ny meningsmåling, som Catinét Research har foretaget for Ritzau, mener 59 procent af danskerne nemlig, at traktaten skal til afstemning, imens kun 26 procent er imod.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at der hos samtlige partiers vælgere er flertal for en folkeafstemning.

Også hos de EU-begejstrede Radikale, hvor partilinjen er, at der kun skal stemmes, hvis Grundloven kræver det. Hele 64 procent af de radikale vælgere mener, at der skal stemmes under alle omstændigheder.

Hvad vil S?

I Folketinget kræver kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten ubetinget en folkeafstemning.

Men hos Socialdemokraterne er der endnu usikkerhed om, hvor man vil placere sig, og det kan bringe regeringens flertal i fare.

Helle Thorning-Schmidt sagde i sidste uge, at det ikke blot er en juridisk, men også en politisk vurdering, der skal afgøre, hvorvidt traktaten skal til afstemning. Og da Junibevægelsen i går havde foretræde for Folketingets Europaudvalg, lyttede EU-ordfører, Svend Auken (S), interesseret til påstanden om, at den nye reformtraktat reelt medfører dansk suverænitetsafgivelse.

Keld Albrechtsen fra JuniBevægelsen fremførte, at blandt andre det britiske parlament har vurderet, at Reformtraktaten ikke i sin substans er forskellig fra den forkastede Forfatningstraktat.

"Der er ingen juridisk forskel på de to traktater," sagde han og nævnede afskaffelsen af vetoret på en lang række områder som eksempler på afgivelse af suverænitet.

"Derfor bør hele traktaten simpelhen forhandles om," krævede Keld Albrechtsen.

Hos Socialdemokraterne er man da heller ikke overbevist af statsministerens retorik om, at traktaterne er vidt forskellige, og Svend Auken bad derfor Junibevægelsen fremlægge dokumentation for deres synspunkt, så der kan komme en debat.

"Det er svært at vurdere, hvor ens eller forskellige de to traktater er," sagde han og opfordrede til, at der bliver lavet en uvildig undersøgelse af sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig skal vi have en afstemning hvis der er tale om suverænitetsafgivelse, ellers mener jeg vi har folkevalgte politikere til at tage sig af den slags. Nu har vi trods selv valgt dem til at tage beslutninger - så skulle vi ikke lade dem gøre det.

Med al respekt for danskernes indsigt generelt og mit eget specifikt omkring EU-stof så er det forholdsvis tungt stof som lægmand kan have endog meget svært ved at sætte sig ind i.

En ting der taler stærkt imod folkeafstemning er beviseligt at afstemninger aldrig får det konkrete indhold de skal have omkring traktatændringer.

Det kommer altid til at handle om for eller imod EU og det er jo ikke det der stemmes om.