Læsetid: 4 min.

Dansk flygtningepolitik ligger under EU-standard

Flygtninge- og asylansøgere står juridisk langt ringere i Danmark end i resten af EU, konkluderer Dansk Flygtningehjælp.

Flygtninge- og asylansøgere står juridisk langt ringere i Danmark end i resten af EU, konkluderer Dansk Flygtningehjælp.

Indland
11. oktober 2007

Danmark befinder sig på en lang række områder under EU's minimumsstandarder og garantier på flygtningeområdet. Det fremgår af et notat fra Dansk Flygtningehjælp, der sammenligner fem centrale EU-direktiver med de danske regler på asyl- og opholdsområdet.

Danmarks anderledes standarder på centrale punkter betyder, at lovgivningen skal ændres, hvis det danske EU-forbehold på området for retlige og indre anliggender ophæves. Et af de 15 punkter, hvor notatet blotlægger en forskel mellem Danmark og de andre EU-lande, er omkring udvisning.

"Udlændingeloven hjemler videre beføjelser til udvisning af flygtninge og personer med behov for subsidiær beskyttelse end tilladt i henhold til EU's direktiv på området," står der i notatet.

Et andet punkt, hvor Danmark adskiller sig markant fra de andre EU-lande, er i forhold til den navnkundige danske 24-års-regel, der strider mod EU's bestemmelser om, at der højst må stilles et alderskrav på 21 år.

Harmonisering

Ifølge juraprofessor ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen er der dog grænser for, hvor meget Danmark kan afvige fra de fælles EU-regler på asylområdet, hvis det nødvendige samarbejde ikke skal bryde sammen.

Han nævner blandt andet Dublin-aftalen om, at asylansøgere skal søge asyl i det første land, de er rejst igennem. Her har målet været at harmonisere EU-landenes behandling af flygtninge og asylansøgere for både at sikre dem mod vidt forskellig sagsbehandling i de forskellige lande og skabe en højere grad af solidaritet og byrdefordeling mellem medlemslandene.

"Vores deltagelse i Dublin-samarbejdet hviler på den afgørende forudsætning, at der kun er ganske små forskelle i forhold til, hvordan en flygtning defineres. Hvis der ikke er ens standarder for overholdelsen af de internationale konventioner, risikerer systemet at bryde sammen, da asylansøgere - især i visse EU-lande - ved klager til blandt andet domstole kan suspendere Dublin-aftalen for at undgå at blive sendt tilbage til forfølgelse via et andet EU-land," siger Jens Vedsted-Hansen til Dansk Flygtningehjælps nyhedsbrev.

Aktivt EU-samarbejde

Næstformand i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, Sofie Hæstorp Andersen (S), påpeger, at hvis forbeholdet fjernes, så vil Danmark kunne bidrage mere aktivt i EU-samarbejdet.

"Det er værd at kigge nærmere på notatet også i lyset af, at det er et mål for Socialdemokraterne at gå med i samarbejdet om fælles udlændinge- og flygtningepolitik."

Og der er ifølge Dansk Flygtningehjælp nok at tage fat på.

Behandlingen af asylansøgere, der har været udsat for tortur, er et tredje punkt i notatet, der viser, at den danske standard er ringere end i det resterende EU.

"Ifølge EU-reglerne skal medlemsstaterne sørge for, at ofre for tortur, voldtægt eller andre former for grov vold, om nødvendigt bliver behandlet for de skader, som ovennævnte handlinger har forårsaget," står der i notatet.

Her giver de tilsvarende danske regler på området ikke mulighed for egentlig behandling af torturofre, idet det forudsætter, at de er i besiddelse af en opholdstilladelse i Danmark, hvilket ikke er tilfældet for asylansøgere.

"Vi har længe kritiseret regeringen for, at der er nogle administrationer i den nuværende lovgivning, der ikke er humanitære nok. Vi var specielt kritiske, da man ændrede loven om asyl, hvor vi udtrykte bekymring for, at folk, der havde været udsat for tortur, ikke kunne få opholdstilladelse i fremtiden," siger Sofie Hæstorp Andersen (S).

Medlem af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik Eyvind Vesselbo (V) afviser dog, at flygtningene modtager dårligere behandling i Danmark i forhold til vores naboer.

Subjektiv vurdering

"Det, at det er ringere standarder, er en subjektiv vurdering. Regeringen prøver ikke at genere folk, snarere at hjælpe dem, der virkelig er i nød og forfulgt. Derfor bruger vi helt reelt Flygtningekonventionen," siger Vesselbo.

"Men det er klart, at går vi ud og stemmer om forbeholdet, så ved vi også, at vi skal ændre vores udlændingelov. Derfor skal befolkningen have at vide, at vi blandt andet skal ændre 24-års-reglen til en 21-års-regel. Men det er vilkårene, hvis vi fjerner forbeholdet."

Næstformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup roser Danmarks enegang.

"Det kan meget vel tænkes, at Dansk Flygtningehjælp har ret i, at Danmark i forhold til EU-direktiver har en strammere lovgivning. Derfor synes vi, det er en god ide, vi bevarer vores forbehold på det retlige område, da det er Danmark selv, der skal fastlægge de standarder og den sagsbehandling, vi vælger at have over for asylansøgere," siger Peter Skaarup

"Vi har sammen med regeringen gennemført en række initiativer, der retter op på en indvandring, der siger spar to," siger Skaarup og understeger, at Danmark overholder alle konventioner og internationale aftaler.

Officielt støtter Danmark arbejdet frem mod blandt andet højere fælles beskyttelsesstandarder for flygtninge, større lighed i forbindelse med beskyttelsen i EU og mere solidaritet mellem EU-landene. Det fremgår i et brev som integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) for nylig skrev som høringssvar til EU-Kommissionens grønbog mod et fælles asylsystem.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Bording skriver i sin overskrift:

"DANSK FLYGTNINGEPOLITIK LIGGER UNDER EU-STANDARD."

Det kan da godt være Hr. Bording, men har du slet ikke forstået, at der ikke er noget at komme efter? Der er simpelthen ikke fugls føde på den sag!

Martin Ammentorp

@ Per: :-)

Kunne også have været:

""

Minister: Det er ikke min opfattelse.
(hvorpå mikrofonholderjournalisten klapper i)