Læsetid: 3 min.

Fogh tester Khader

Var det en desperat Fogh, der udfordrede Khader på spørgsmålet om regeringsdannelse kort inde i valgkampen - når han efter de foreløbige målinger kun kan regere på Ny Alliances nåde?
Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Ny Alliances Naser Khader under TV 2-s partilederrunde i onsdags kort efter at Fogh havde udskrevet valg. Først i de sidste par dage op til valget vil Fogh sætte den afgørende indsats ind over for de tvivlende vælgere

Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Ny Alliances Naser Khader under TV 2-s partilederrunde i onsdags kort efter at Fogh havde udskrevet valg. Først i de sidste par dage op til valget vil Fogh sætte den afgørende indsats ind over for de tvivlende vælgere

Indland
29. oktober 2007

De professionelle valgstrateger er særligt optagede af, hvornår usikre vælgere beslutter sig og tilrettelægger delvist valgkampen herefter.

Ny Alliance står med de første valgkampsdages mest klare fremgang, et ordentligt hop efter at partiet præsenterede sine kändis-kandidater.

Men samtidig ser det ud til, at regeringspartierne vil benytte den første fase af valgkampen til at sætte grænser for Ny Alliances vækst.

Foghs udfordring af Khader i spørgsmålet om 'kongelig undersøger' er næppe panisk, men en beslutsom indsats for at holde borgerlige vælgere på plads.

De mange usikre vælgere - 20-25 procent nævnes hyppigt - var fra dag ét i valgkampens fokus. Men sådan har det også været ved de seneste forudgående valg.

Også ved valget i 2005 og 2001 besluttede en meget stor del af vælgerne sig sent i forløbet. De fleste af de usikre besluttede sig først i valgkampens sidste dage.

I 2005 var kun 65 procent af vælgerne afklarede allerede fra før valgkampen begyndte, 15 procent besluttede sig endeligt i de første uger af valgkampen, mens næsten 20 procent først besluttede sig i valgkampens sidste dage.

Regeringspartierne kan have en vis interesse i at overlade scenen i de landsdækkende medier i nogen grad til debatter mellem de øvrige partier, 'røre op i gryden' og tage pejling af, hvor vælgerstrømmen bevæger sig hen.

Selv om der er mange partiskift og mange usikre vælgere, viser erfaringerne fra de forudgående valg, at kun ganske få vælgere ender med at skifte parti til sidst.

Langt de fleste usikre falder tilbage i de blokke eller til de partier, som de tidligere har stemt på eller villet stemme på.

De sidste dage

Den helt afgørende indsats over for de usikre vælgere ligger i valgkampens sidste dage, for ikke alene er det her den største del af de usikre først tager deres endelige beslutning, jo længere vælgerne er om at beslutte sig, jo mere tilbøjelige er de til faktisk at skifte.

De dygtigste valgstrateger sparer på krudtet og er klar med en afgørende indsats i valgkampens sidste fase.

Var det en desperat Fogh, der udfordrede Khader på spørgsmålet om regeringsdannelse kort inde i valgkampen - når han efter de foreløbige målinger kun kan regere på NA's nåde?

Khaders melding om at pege på Fogh som 'kongelig undersøger' er tvetydig. Regeringen sidder og har kun tænkt sig at gå af, hvis der i Folketinget efter valget viser sig et flertal imod den.

Ifølge dansk parlamentarisk skik kan Khader slet ikke gøre sin udpegning af Fogh som undersøger betinget af politiske krav. Partierne skal kun til Dronningen for at aflevere et navn på den politiker, de mener bør undersøge regeringsmulighederne.

Hoffet kan slet ikke tage stilling til politiske krav. Og Fogh behøver først at gå, hvis han bliver mødt af et mistillidsvotum i Folketinget. Har Khader tænkt sig at give Fogh et mistillidsvotum? Det har han antydet, men så kommer han nu med en ny melding, som kan skræmme vælgere, han har erobret fra V og K. Fogh har 'rørt i gryden', og de næste dage vil der blive spejdet efter reaktioner i vælgerkorpset.

Margrethe Vestagers og Ole Sohns nye melding om at ville indtræde i en regering der fastholder 24-årsreglen og den stramme udlændingepolitik, burde sikre Enhedslistens overlevelse. Det lille parti yderst til venstre står alene tilbage som den ubetingede modstander af den udlændingepolitik, der sikrede Fogh valgsejren i 2001.

Khaders brogede flok

Khaders stærke nye kandidater er meget selvstændige offentlige figurer med et eget image, som skal plejes. Der er udsigt til fortsat munter uenighed. Hvor meget vil det begrænse partiets fremgang?

I valgkampen sidste uge vil Fogh have væsentligt mere sikre fornemmelser af, hvad vej valgvinden blæser, og han kan så sætte det sidste skyts ind, alt efter om genvindelsen af VKO-flertallet er en overvejende sandsynlig mulighed, eller om det fortsat tegner til, at Naser Khader og hans brogede flok skal med på holdet.

Erik Meier Carlsen vil hver dag frem til valget tirsdag den 13. november skrive valgdagbog. Samtidig vil vi bringe et dagligt valgbarometer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Fogh tester Khader"

lyder overskiften på ovenstående artikel.

"Information tester sine læseres tålmodighed"

Kunne også have været en passende overskrift, på endnu en af Erik Meiers Carlsens lommefilosofiske (b)analyser....

Det er altså en tynd analyse. Med oppositionens pludsligt fundne enighed om udlændingepolitikken er det meste af grundlaget for den skræmmekampagne som Venstre har tilrettelagt faldet bort, og samtidig er der vild uenighed i den borgerlige lejr, hvor man hverken kan finde ud af at enes om en skattepolitik eller en integrationspolitik. Set i det lys, ser Foghs udmeldinger ikke så meget ud som et udtryk for beslutsomhed, som et tegn på begyndende panik.
Og navnlig er Claus Hjorts udmeldinger om, at Ny Alliance opfører sig udemokratisk, helt ude i hampen og nærmest pinlige.
Panikken bunder i, at det vist ikke er svært at forestille sig, at Naser Khaders pris for at støtte en statsministerkandidat efter valget er ministerposter til Ny Alliance, og et regeringsgrundlag, som indeholder skattelettelser for højtlønnede. Og det er nok ikke let for Anders Fogh at levere den slags og samtidig ha' DF som støtteparti, vel?

Steen Rasmussen

Ved sidste valg var hele medieverdenens fokus rettet mod opinionsundersøgelsernes for Lykketoft så nedslående tal. Det eneste man kunne sige og spørge til var Måvens, og hans position: "Hvorfor er der ikke nogen der kan li dig Måvens, hvorfor vil de ikke stemme på dig. Hvorfor er du sådan en fiasko. Ku din mor heller ikke li dig din gamle socialkammerat"!

Hvorfor kan Erik Meier Carlsen ikke finde den gamle tone frem over for den kære lille Anders? Er det fordi han prøver på at undgå det han ser alt for godt, er det fordi det ikke er Måvens, er det fordi ham og hans analyser aldrig er eller har været andet end et forsøg på at skabe et bestemt resultat. Nu kan "opinionsmanipuleringerne" ikke bruges til noget, de manipulerer den forkerte vej, ik os Erik!

Information er blevet mere læservenlig ... EMC's "analyse" har sandsynligvis det laveste lix-tal, der nogen sinde er målt på en artikel i Information, og det største antal afsnit mellem de korte, pædagogiske sætninger. En solid praktikantindsats på B.T har båret frugt!

Det er selvfølgelig altsammen et mediestunt fra Fogh. Han ved udmærket godt at Khader ikke kan "melde ud". Det ville være fuldstændigt utoværdigt at melde ud inden der er foregået en forhandling om et regeringsgrundlag. Det er jo ikke en statsminister som skal vælges ved valget. Det er Danmarks parlament, der skal udpeges.

Den eneste der reelt kan "melde ud" er Fogh, for det er Fogh og ikke Khader, der bestemmer om Khader kan pege på Fogh som statsminister. Betingelserne er gjort klart op af Khader. Det er Fogh der afgør hvilke indrømmelser han vil give Ny Alliance/Khader, hvis stemmerne fordeler sig som det ser ud nu, og dermed afgør Fogh om Khader vender den ene eller den anden vej!

Som altid brillerer EMC med astronomiske fejlslutninger. Manden besidder åbenlyst ikke fornemmelse for ordenes virkelige betydning. Den Fogh'ske nyrelativisme har inficeret EMC's hjerne. Sådan er det at være forelsket! Hvad skal vi med sprogeksperter og smagsdommere, som fortæller os hvad ordene betyder? Vi finder selv på vores egen betydning af ordene".

"Margrethe Vestagers og Ole Sohns nye melding om at ville indtræde i en regering der fastholder 24-årsreglen og den stramme udlændingepolitik, burde sikre Enhedslistens overlevelse. Det lille parti yderst til venstre står alene tilbage som den ubetingede modstander af den udlændingepolitik, der sikrede Fogh valgsejren i 2001"´argumenterer EMC.

Såvel SF som R er fortsat erklærede ubetingede modstandere af 24 års regelen. Det som ledende personer i de to partier har meldt ud, er at det ikke er et ultimativt krav for at indgå i en S-ledet regering, at 24 års regelen ændres. De to partiers principielle ubetingede modstand mod 24 års regelen består, ligesåvel som Enhedslistens. EL vil forøvrigt (110% sikkert)heller ikke vælte en S-ledet regering for at få fjernet 24 års regelen. Der er jo intet andet flertal som vil fjerne regelen.

Hvis Informations medarbejdere ser et skilt med påskriften "Tag arbejde", vil de så læse det som en opfordring eller i tanken korrigere skiltet til advarslen "Tagarbejde" ?
Det engelske sprog anvender mange mellemrum (mellem rum) i den slags konstruktioner. Det gør det danske ikke, hvad der sikkert har noget at gøre med dette sprogs nærhed til til tysk . "Valg dagbog"!

Jamen hr. Meier dog, hvilken gang pølsesnak.
"Ifølge dansk parlamentarisk skik kan Kdader slet ikke gøre sin udpegning af Fogh som undersøger betinget af politiske krav."
Nej, hr. Meier; hvem foretiller sig også det; men kunne man forestille sig, at Kdader i anden eller tredie omgang ville pege på en anden, hvis Fogh ikke vil imødekomme Kdaders politiske krav.
"Hoffet kan slet ikke tage stilling til politiske krav."
Nej, hr Meier; men hvem har dog også udtalt som om det.
Nok kan hr. Meiers klumme, som en anden bidragyder har bemærket, karakteriseres ved sit lave lix-tal, men at indholdet samtidig er det rene vrøvl, må trods alt siges at være skuffende udført (bestillings)arbejdeaf en tidligere praktikant fra BT.

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

Er det ikke ligegyldigt; ud fra nuværende valgprognoser, så kan der ikke dannes en borgerlig regering – alt, hvis jeg kan finde ud af at ” lege” rigtigt med DRs. Dan din regering.

Den nuværende V-K-O har 85 mandater, og det kræver at de skal have lokket enten Y eller B med i et samarbejde med Dansk Folkeparti.

Det store flertal er en halv socialistisk og liberalistisk regering: A, Ø, F, B,Y.

Anders Sigsgaard Skov

Hvorfor har Information valgt at finansiere Erik Meier Carlsens daglige åndelige striptease? Hvorfor er bladets politiske kommentator kryptofascist? Hov, hov, vil man måske sige, pas lige på. Javel! Men hvad skal man ellers kalde en skribent der anser korporativismen som så hellig at vi skal slagte ethvert tilløb til medmenneskelighed i bestræbelserne på at bevare status quo. De 500 afviste ofre for det irakiske krigstogt er nødvendige for ikke at åbne for de sydlandske masser invasion af vores herlighed. De drømmer jo om at leve i et land med en magtfuldkommen stat hvor ethvert andet sprog end dansk eller engelsk anses for at være mangel på omstillingsparathed.
Hvad skal man kalde en kommentator som har fundet sin leder, sit åndelige lys, den ufejlbarlige mand i kongerigets statsminister? Hvis statsministeren ser træt ud, er det en klog strategi for at vinde de kvindelige vælgere. Hvis han langer ud efter socialdemokraterne, er det for at vinde mandlige stemmer fra SF, og når han sender soldater til Langbortistan for at indføre demokratier, undergraver han potentialet for den yderste venstrefløjs ønske om verdensrevolutionen. Den dag statsministeren får en prut på tværs, vil den komme ud af Erik Meier Carlsens pen som en hyldest til det danske folk.
Kryptofascist er den kommentator som argumenterer således: vælgerne er kloge fordi de stemmer på Fogh. Fogh er god fordi vælgerne stemmer på ham. Demokratiet er velfungerende fordi vælgerne stemmer på Fogh. Det er i orden at man lader Erik Meier, Søren Krarup og hvad de hedder, levere indlæg til debatsiderne. Hurra for det. Men hvorfor i alverden ligefrem finansiere disse snurrige hoveders kamp for at forplumre vandene til fremme af mørket?

Kære EriK Meier Carlsen. Det er vist en farlig test, du lancerer her. Det er i øvrigt spændende, at du deler ideen med så mange politiske kommentatorer på Jyllandsposten og i politiken.

Men den er farlig for Fogh. Hvad hvis Khader gør det uventede? Er det så Fogh eller Khader, der taber? De sidste 40 års valg i Danmark viser, at den der står fast på sit, vinder. Hver gang. Her får Fogh det problem, at hans imitationspolitik har en sidste anvendelsesdato. Nemlig indtil den rette mand på det rette tidspunkt kommer frem.

Fogh har ikke noget, at stå fast på, som han ikke har lånt. I forhold til Khader er hans mærkesager lånt fra både SF og DF. Khader har omvendt en klar sag, og hans taktik har været den lettest mulige. Han har derved fortsat sin pleasning af medierne fremfor at udfordre deres tillid til Fogh, og hans krav om en dronningerunde er en gratis omgang, fordi alle kan se, at han ingen indflydelse får på regeringen, hvis den fortsætter. Den nuværende regering har bundet sig selv til DF i en grad, så stort set intet forlig kan ændres uden DF.

Så Khaders krav er den eneste mulighed, hvis hans eksistensberettigelse ikke skal forsvinde i den blå luft. Derfor giver det ikke mening for Fogh at prøve det af. Khader vinder kun, hvis han står fast. og Fogh taber mere, hvis han gør et stort nummer ud af det.

Til gengæld ser det ud til, at Fogh vil tabe mere end bare valget, hvis han går ned. Hele hans statsmandsimage er pustet op i en skabelon om usårlighed. Jeg gætter på, at det samme gælder hans selvfprståelse. Det bliver spændende. De sidste dages ræs, mener du. Jeg tror, at det bliver de sidste dages opgivelse.