Læsetid: 4 min.

Forbud mod blanding af mennesker og dyr

Det er muligt for forskere at lave en blanding mellem en ko og et menneske, men det vil Etisk Råd og Dyreetisk Råd nu have forbudt. Vi må ikke komme i tvivl om, hvad der er mennesker, og hvad der er dyr, lyder forklaringen
Det er muligt for forskere at lave en blanding mellem en ko og et menneske, men det vil Etisk Råd og Dyreetisk Råd nu have forbudt
Indland
24. oktober 2007

Den danske lovgivning er ikke fulgt med den videnskabelige udvikling. I dag kan forskere rent faktisk lave såkaldte kimærer - skabninger, der er halvt mennesker, halvt dyr. Den etiske problemstilling, som følger i kølvandet på udviklingen, vil Etisk og Dyreetisk Råd have politikerne til at forholde sig til. Derfor har de to råd indkaldt til et pressemøde, hvor de præsenterer deres holdning til kimæreforskningen.

"Vi ser alle skrækscenariet for os - science fiction-væsnet, der er halvt menneske og halvt dyr. Og det er virkelig et skræmmende billede, og vi mener, at man ikke må komme ud i en situation, hvor vi kan komme i tvivl om, hvorvidt et væsen er menneske eller dyr," siger Ole Hartling, der er formand for Det Etiske Råd. Han bakkes op af Peter Sandøe, formand for Det Dyreetiske Råd:

"Vi behandler dyr og mennesker ret forskelligt. Vi må eje dyr, og vi må slagte dyr. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kommer i tvivl om, hvorvidt nogen skal have et personnummer og de tilhørende menneskerettigheder, eller om de skal høre under dyreværnsloven."

Mand eller mus?

Der er også en professor i genitik til stede ved det ovale bord i mødelokalet på Christiansborg, nemlig Thomas G. Jensen fra Aarhus Universitet. Han fortæller, at der allerede i dag laves forskning, hvor man blander mennesker og dyr:

"Det er helt almindeligt at overføre menneskeceller til mus i forskningen, for at lave forsøg på mus i stedet for mennesker," siger han.

Og det er den slags, politikerne nu skal tage stilling til, mener Ole Hartling, som fremviser rapporten 'Mand eller mus', der er udarbejdet af de to råd:

"Vi har illustreret rapporten med et billede af en mus, der er på vej til en ost - mens den tænker på, at det kunne være dejligt med lidt rødvin og nogle vindruer til. Det er for at tydeliggøre problemstillingen. Lige nu er der faktisk ikke noget i vejen for at lave en mus med en menneskelignende hjerne. Der er ikke tale om menneskeforsøg, og det vil heller ikke være forbudt i forhold til dyreværnsloven," siger han. Og derfor er det vigtigt, at der bliver taget stilling:

"Da man lavede lovgivningen, var man ikke opmærksom på den slags problemer, for forskningen var ikke nået så langt. Der er brug for en ny lovgivning på området," siger Ole Hartling, som også mener, at den spredte lovgivning, som i dag findes, skal samles ét sted.

Englænder-ko

Debatten om kimærer er blusset op igen, efter at engelske forskere for nylig fik lov til at skabe et foster, der er en blanding af en ko og et menneske - ved at overføre cellekerner fra mennesker til koæg.

"Vi anbefaler, at grænser går netop der, hvor de engelske forskerne lige har fået grønt lys. Det mener vi ikke skal være tilladt," siger Ole Hartling.

"Der er ellers masser af grunde til at lave den slags forskning," afbryder Thomas G. Jensen fra Aarhus Universitet.

"Der er nogle enkelte gode grunde," mumler Ole Hartling, inden Thomas G. Jensen igen fortsætter:

"Ja, man kan udvikle nye stamceller, som kan bruges til sygdomsbehandling," siger

Thomas G. Jensen, der også understreger at forskning, hvor man overfører menneskelige celler til dyr, allerede har ført til væsentlig viden i forhold til forebyggelse af sygdomme, blandt andet kræft.

Uenighed

Det centrale spørgsmål er, om hensynet til den menneskelige værdighed skal tælle højere end behovet for sygdomsbekæmpelse.

"Den forestilling, som ligger til grund for de her iagttagelser, bygger på, at det er Gud, der har skabt mennesket. Mange tror i dag på, at vi er skabt gennem evolution, og set i det lys er det kunstigt at lave sådan et skel," siger Peter Sandøe. Men det vil betyde, at man skal til at definere, hvad et menneske er, og det ønsker man ikke:

"Der er fare for, at hvis man begynder at pille ved det, så vil det gå ud over menneskerettighederne. Mennesket vil blive degraderet og komme ind under dyreværnsloven, snarere end at dyr vil få menneskerettigheder," siger Peter Sandøe. Ole Hartling forklarer hvorfor:

"Det bliver hurtigt til cirkelargumenter, når man taler for den menneskelige værdighed. 'Mennesket har en særlig værdighed, fordi det er et menneske, som har en særlig værdighed'." Derfor mener rådene altså, at der skal der skal sættes nogle grænser.

Men medlemmerne af de to råd har ikke været enige i deres mange debatter om emnet. Nogle mener, at man skal strække sig langt og lade al forskning være tilladt, andre mener, at hensynet til Gud som skaberen eller 'naturens orden' bør veje tungere.

"Men selv de, der mener, at vi skal være restriktive, støtter op om vores anbefalinger. De vil hellere have, at der trods alt bliver trukket en grænse for, hvad der er tilladt," siger Ole Hartling. I udlandet ser man også vidt forskelligt på spørgsmålet. I Storbritannien er man mest vidtgående, når det kommer til forskernes frihed. I Tyskland og det katolske Sydeuropa, er man meget restriktive, mens man i det øvrige Vest- og Nordeuropa er midt imellem.

De etiske råds anbefalinger om en lovgivning på området lader til at blive hørt af politikerne.

"Vi har talt med flere politikere her til formiddag, og det lader til, at alle er indstillede på, at der er brug for ny lovgivning på det her område," siger Ole Hartling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For himlens skyld. Kan man ikke bare nedlægge etisk råd?

Jeg tror nu at jeg i 10 år eller så har hørt forskere mv. udtale sig at det er nødvendigt at forske i stamceller, fordi de måske engang med tiden - måske kan afhjælpe problemer med f.eks. Alzheimers eller Parkinsons syge. Der er intet i den forskning, der ligger nu, som tyder på dette. Forskerne går blot ud fra et ideal om at de x antal år f.eks. 5, 10, 15 eller 50 år, vil være i stand til at fremelske (dyrke) stamceller til alle mulige stamceller. Blot fordi man kan gøre det ifht. mus f.eks. kan man altså ikke nødvendigvis gøre det samme på mennesker.

Set fra dyrenes side, vil jeg gerne sige, at jeg mener det er ganske tåbeligt at dyr skal lægge krop og ryg til vores brug for menneskelig medicinsk behandling. Det er lige så perverst at en ko bliver tvunget til at føde en kalv hvert år - blot fordi vi, mennesket, skal have komælk. Der er jo ikke tale om at dette er til gavn for dyrene, nej det er udelukkende til gavn for mennesket. Vi skal helbrede f.eks. Parkinson eller Alzheimer eller kræft i mennesket. Det gør vi ved at indpode menneskeceller i dyreceller.

Det tyder på at vi selv betragter os som dyrenes herrer, dvs. at vi i vor bevidsthed står over dyrene. Og derfor kan vi gøre med dem som vi vil f.eks. slagte dem, spise dem eller udføre medicinske forsøg på dem som jo udelukkende vil komme os, mennesket, som art til gavn. Hele ideen om at
mennesket er topmålet af evolutionen stammer jo fra en svensk forsker, som i 1700-tallet klassificerede alt levende, herunder de forskellige menneske-racer og som i fuldt alvor dengang mente, at f.eks. sorte mennesker var nærmere dyrene end hvide mennesker var. Noget vi f.eks. genfinder i visse racistiske argumenter i det 20.århundrede. Og det er faren ved dette her. Og hvis man ikke kan se er det man altså naiv.

/Karsten

Der er åbenbart ingen der tænker på aberne. Nej, de skal bare bruges til
medicinske eksperimenter for at vi mennesket, kan få evigt liv. Må jeg erindre om tidligere tiders gale ideer...udført i videnskabens tjeneste...

De er stort set alle sammen endt --- galt!

/Karsten

Hvad er endt galt?

Karsten Aaen. Vi fik faktisk herredømmet meget tidligere end 1700-tallet, se blot 1. Mosebog: "Gud skabte mennesket i sit billede [etc.] Og Gud velsignede dem og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!"".

Frygt ikke Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet, bare stem på Venstre ved valget i november, så skal Etisk Råd nok blive nedlagt ... for man har ikke brug for etik i et liberalt samfund.

Folk der tænker over etiske ting og sager skaber jo bare problemer for dem "der vil noget".

Et ret skrœmmende emne, men når alt kommer til alt så viser, bare det at det er muligt, at vi mennesker kun hœver sig over dyrene ved andet vores evne til at tœnke og ser man på hvordan vi altid har og fortsat behandler hinanden så siger det ikke ret meget.

endnu et søm i guds ligkiste.

Per JONGBERG. Navnet Etisk Råd bør ikke tages for bogstaveligt, etik er i dette tilfælde en eufemisme for teologi. Og nej, teologi hører formentlig ikke hjemme i et liberalt samfund.

"Mange tror i dag på, at vi er skabt gennem evolution, og set i det lys er det kunstigt at lave sådan et skel," siger Peter Sandøe. " Set i lyset af en sådan udtalelse må man give Thomas Kyhn ret. Nedlæg Etisk Råd, for det er åbenbart ikke gået op for medlemmerne, at evolutionen ikke er et spørgsmål om tro, men er et videnskabligt faktum. Hele diskussionen er bizar, "Forbud mod blanding af mennesker og dyr", det er åbenbart heller ikke gået op for medlemmerne, at mennsket er et DYR.

" Hele diskussionen er bizar, "Forbud mod blanding af mennesker og dyr", det er åbenbart heller ikke gået op for medlemmerne, at mennsket er et DYR."

Og så alligevel ikke. Som Ole Hartling siger giver vi dyr og mennesker forskellige rettigheder. Så hvordan skal vi i den forbindelse forholde os til de her nye væsener og hvad gør det ved vores opfattelse af hvad rettigheder mennesker skal have og skal det være naturvidenskaben, der skal definere hvad liv er.

Er noget af problemet ikke, ar mange mennesker ikke tør se i øjnene, at mennesket ikke blot er et dyr, men også et (delvis) kødædende dyr?

Det er vel stadig forholdsvis almindeligt at benægte at mennesket er et dyr.

Ja, selvom alle ved, at vi dybest set er nogle beskidte dyr, specielt naturvidenskabsmænd, det er derfor vi har brug for Etisk Råd. Det er vel to rationaler der støder sammen, det naturvidenskabelige rationale, ifølge hvilket vi bare er dødt materiale i en petriskål, som det er i orden at manipulere med og så Etisk Råds, som stiller nogen spørgsmål ved, om vi ikke risikerer at underminere vores status som mennesker, hvis vi går for langt i den retning.

Mennesker har beskæftiget sig med teologi i tusindvis af år, Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet, og jeg håber - og tror egentlig heller ikke, ikke at selv Danmarks liberale parti - sådan hed partiet Venstre vist engang, vil "forbyde" mennesker at fortsætte med at beskæftige sig hermed.

Etik, som vel nok på en eller anden måde hænger sammen med teologi, kan jeg derimod sagtens forestille mig blive stillet i sammenkrogen i det danske liberale parti (forbuds- og påbudspartiet). Ja, etik er da vist allerede i skammekrogen: Hvis vi har lyst til at angribe det irakiske folk, så gør vi det da bare, skidt med deres lidelser - ikke sandt, en henkastet bemærkning under et selskab hos den amerikanske ambassadør er begrundelse nok, og hvis jeg har lyst til at bolle naboens datter, så gør jeg det da bare - ja, altså, hvis jeg har venner, der er stærkere end naboens datters far.

Jeg håber, at den kommende regering vil bevare og bruge Etisk Råd, og at den fortsat vil tillade danskerne at beskæftige sig med teologi - hvis de da ellers har lyst til det - ikke noget med påbud, venligst.

Jeg håber også, at den kommende regering vil tillade os at beskæftige os med teologi, skulle vi have lyst til det. Men her er jeg måske for liberal, Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet,?

Per JONGBERG.

Etisk Råds opgave er ikke at beskæftige med teologiske anliggender.

Hvad du skriver om at forbyde mennesker at beskæftige sig med teologi ved jeg ikke hvor kommer ind i billedet.

Enig med Thomas Kyhn Rovsing Hjørnets bemærkning om Etisk Råds opgave.

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet skrev: "Og nej, teologi hører formentlig ikke hjemme i et liberalt samfund". Det er der min bemærkning og min frygt stammer fra, men jeg har sikkert misforstået ham. Jeg håber også, at jeg har en forkvaklet forståelse af, hvad det danske forbuds- og påbudsparti har i posen i form af yderligere liberale tiltag.

Angående teologi og liberale samfund. Der synes ikke at være noget modsætningsforhold mellem teologi og partiet Venstre (om end deres teologi muligvis er en anden end den der er fremherskende i Etisk Råd), så hvis de skulle nedlægge rådet vil det formentlig være af andre årsager.

Etisk Råd bør nedlægges, ikke på grund af deres holdninger, der ofte er etisk uforsvarlige, men på grund af dets funktion. Etisk Råd fungerer som en skraldespand for spørgsmål, der er for ømfindtlige til at politikerne tør mene noget om det. Lad os i stedet få en demokratisk diskussion af etiske spørgsmål i stedet for sammenrendet af teologer i etisk råd.

Sagen om sammenblanding af arvemateriale fra mennesker og andre dyr synes noget aparte. Man taler om at ville beskytte et par celler i en petriskål, fremfor rigtige levende mennesker med sygdomme. Det eneste etisk forsvarlige i denne sag må være at give videnskaben frie rammer.

Celler i en petriskål kan aldrig i sig selv kræve nogen beskyttelse. Det forholder sig anderledes med mennesker og andre dyr med en bevidsthed, men det er ikke det sagen handler om. Enhver etisk overvejelse, der tager udgangspunkt i at begrænse lidelse må føre til at vi skal lade videnskaben arbejde. Celler i en petriskål er - i modsætning til mennesker med alzheimers - hverken i stand til at føle frygt, smerte eller noget som helst andet. Ved at forbyde forskning, som nogen åbenbart vil, skaber man mere lidelse i verden, ikke mindre.

Hvis man skal nå til en modsat konklusion er man nødt til at gøre brug af en mere eller mindre fordækt teologisk tankemåde, hvor man tilsidesætter hensynet til begrænsning af lidelse til fordel for nogle arbitrære forestillinger om noget ophøjet og guddommeligt.

Stig Larsen

Friskytte, hvor er du henne, der er en trussel mod genmanipulation, op på barikaden mand!