Læsetid: 4 min.

Hvordan undgår vi flere Tønder-sager?

Sager som Tøndersagen er svære at komme til bunds i, fordi fagfolk er usikre på, hvordan de ulykkelige sager skal tackles
17. oktober 2007

Der kom hul på Tønder-sagen, fordi en kriminalbetjents sjette sans sagde ham, at han skulle tage en anonym anmeldelse alvorligt. Han fik overtalt sine overordnede til at bruge ressourcer på døgnaflytning af familiens telefon. Efter tre uger uden resultat var han lige ved at opgive, men så gav den pote: En mand ringede og aftalte tid til sex med den lille pige.

For nogen tid siden blev jeg kontaktet af en vred og aggressiv kvinde, som påstod, at hendes to små piger blev misbrugt af deres far. Hendes mistanke/viden var blevet afvist af alle som paranoid.

Min sjette sans sagde mig, at jeg burde lytte til den båndoptagelse, som skulle bevise hendes påstand. Hvad jeg hørte, gav mig grund til at udskrive båndet og sende det til såvel det lokale børne- og ungeudvalg som til politiet. Jeg fik end ikke en kvittering for modtagelsen fra nogen af dem. Efter nogen tid ringede jeg til vicepolitimesteren, som afviste, at der var noget at komme efter.

Politiet havde talt med faderen, og »sådan et bånd kan jo manipuleres«, som hun sagde. Andre var ikke (forsøgt) afhørt. Da jeg endelig fik fat i lederen af børne- og ungeudvalget, meddelte han, at mit brev var sendt videre til politiet. Forvaltningen kunne ikke gøre mere, før politiets reaktion forelå. Først langt senere – efter gentagne henvendelser fra andre – gik forvaltningen ind i sagen. Det videre forløb er der ikke plads til her.

’Hunde hamrende svært’
I september 2005 afholdt Børns Vilkår en to-dages konference om børn og seksuelle overgreb. Deltagerne var lærere, pædagoger, politifolk, sagsbehandlere mv.

En oplægsholder startede med at sige: »Sagerne er hamrende vanskelige at håndtere.« Ordene »vanskeligt« og »rigtigt svært« gik igen og igen.
»Hvorfor er det verdens mest komplicerede sager?« stod der på en overhead.

»Det er hunde hamrende svært for frontpersonalet at holde balancen mellem ikke at se seksuelle overgreb alle vegne og ikke at lukke øjnene,« som en anden udtrykte det. »Alt omkring seksuelt misbrug er svært. Det er vigtigt at holde sig det for øje,« sagde en tredje.
Oplægsholderne påpegede, hvori »det svære« bestod. Vi fik at vide, at man stadig kan gå igennem en relevant grunduddannelse uden at have hørt noget om seksuelle overgreb. Der er begrænset viden og erfaring blandt fagfolk. Flere sektorer skal indblandes i en sag, og samarbejde er svært. Der er tale om komplekse juridiske problemstillinger inden for flere lovgivninger.

Barnet kan blive placeret i en slags ingenmandsland, indtil politiet har foretaget afhøringer, fordi andre professionelle ikke må kunne beskyldes for at have påvirket barnet.

Når politiet henlægger en sag på bevisets stilling, er det »farligt« for en socialrådgiver at holde fast i mistanken. Man kan ikke altid tro på børn, der fortæller om overgreb. De fantaserer eller kan være manipulerede af deres mødre.

Min første bog om en lang række af disse problemer – specielt hvad angår straffesystemets indblanding – kom i 1991. Siden da har der været holdt utallige møder, seminarer, konferencer, workshops etc. for alle mulige relevante faggrupper. Der er udgivet utallige artikler, vejledninger, manualer, rapporter etc. Der er skrevet bøger i læssevis – selv kom jeg med to mere i 1995 og 2001. Der er etableret tværfaglige grupper til at behandle sagerne etc.

Alligevel er hovedbudskabet til ’frontpersonalet’ på en konference i 2005, at disse sager er »hunde hamrende svære«.
Med det budskab i baghovedet, er det ikke sært, hvis fagfolk bliver usikre, når der indgår mistanke om seksuelle overgreb i en sag, og forståeligt, hvis den kommer til at ligge nederst i en stor sagsbunke.
»Vi må få talt om dette svære emne,« blev der sagt på konferencen.
Jamen, det har vi gjort i mindst 15 år. Stadigværk er vi tilbøjelige til at vente med at handle, til beviserne er uomgængelige, sådan som de endte med at blive i Tønder-sagen.

De strenge beviskrav i en straffesag smitter af på sagernes behandling hos de civile myndigheder. Medarbejderne er bange for at komme til at »dømme« en uskyldig far eller stedfar. Og de er skrækslagne for at blive hængt ud i pressen bagefter.

Ophedet debat
Debatten om incest er ophedet og polariseret. Fagfolk bliver beskyldt for »at se incest alle vegne«, beretninger om incestovergreb bliver stemplet som fantasi og falske erindringer, og sagerne bliver sammenlignet med middelalderens hekseprocesser. Omvendt er der ingen grænser for vreden, hvis en sagsbehandler har »overset« en mistanke, som senere er blevet til vished. Som i Tønder-sagen.

Ja, sagsbehandlere har for mange sager. Og ja, de er tilsyneladende stadig ikke fagligt rustede til at behandle sager om seksuelle overgreb inden for familien.

Men er vi som samfund parate til at se i øjnene, at nogle familiefædre faktisk misbruger deres egne børn og som regel benægter det?
Kan vi finde en måde at behandle sagerne på, så det bliver mindre farligt at erkende forbrydelsen, fx. ved at undgå, at fængselsstraf er den sikre følge? Kan vi skabe et klima, hvor sagsbehandlere ikke behøver at være bange for at tage fejl?

Eller vil vi helst nøjes med at reagere med streng straf, når det ikke længere er muligt at lukke øjnene – som i Tønder-sagen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ideen om at lade pædofile slippe for straf, hvis de indrømmer deres handlinger, er jo kun relevant i sager hvor der ikke er nogen beviser. Hvis der ikke er nogen beviser, er der jo heller ikke rigtig nogen grund til, at den pædofile skulle komme med en indrømmelse. Selv om han slipper for straf, vil der jo stadigvæk være nogle konsekvenser for ham i form af omgivelsernes fordømmelse.

Det ville også være helt grotesk at seksuelt misbrug af børn, som er en af de værste forbrydelser, skulle være straffri. Det ville jo ligne en legalisering af forbrydelsen. .

Grunden til at Tøndersagen kom til løbe så langt var at kommunerne havde ignoreret alle faresignalerne.

Deriblandt svigtede den afleverende kommune, idet de ikke informerede Tønder om der var fare på færde.

Vi bør simpelthen have et system, hvor hvis der er mistanke om børnemisbrug i en familie,så hvis denne familie flytter til en anden kommune, så bliver den modtagende kommune gjort opmærksom på det!

/Mads

så vidt jeg husker havde afgivende kommune netop - som loven foreskriver - gjort den nye hjemkommune opmærksom gennem underretning om, at der var anledning til undersøge familiens forhold nærmere - og det er som Beth Grothe Nielsen påpeger meget svært at gribe sådan en historie fornuftigt an - det kræver masser af overblik, faglig og ledelsesmæssig støtte og opbakning, da den enkelte rådgiver sjældent har særlig megen erfaring i disse problemstillinger - på én måde heldigvis, da der er relativt få - og deværre, da der derved mangler erfaringer i kommunerne.
Det forhold at mange rådgivere har alt for mange sager og ingen organisatorisk opbakning stiller blot sagen i et endnu mere grelt lys
venlig hilsen Annette Munch
ps - jeg har en kronik i dag om forslag til en strategi til at forebygge flere Tøndersager

En væsentlig årsag er socialrådgiveruddannelsens ringe praktiske standard, ligesom undervisningen i administrative færdigheder nærmer sig et nulpunkt . De færreste formår at føre en journal som
er et vigtigt informationsredskab. Eksempelvis havde man i Tønder kommune igennem en længere periode intet noteret til journalen om den pågældende familie, selv om der var indkommet alarmerende oplysninger. De lovpligtige handleplaner for udsatte børn forsømmes groft eller udformes for manges vedkommende på en måde så de ikke er brugbare.
De manglende administrative færdigheder bevirker at der bruges alt for lang tid på spørgsmål , som en veluddannet kontordame kunne klare på mindre end den halve tid. Der bliver således for lidt tid til den opklarende side af sagerne, fordi ubehjælpsomhed i papirarbejdet lægger for meget beslag på sagsbehandlerens arbejdstid.
Det er derfor ikke et spørgsmål om flere socialrådgivere, men socialrådgivere der er bedre praktisk uddannede.