Baggrund
Læsetid: 11 min.

Som det er nu, er der ingen, der gider at lege med os

I Danmark kan man ikke hedde Osama. Da slet ikke hvis man er kristen. Bolette Kornum, formand for Ægteskab Uden Grænser, har lært at se sit fødeland med fremmede øjne. På sigt vil udlændingeloven koste Danmark mere end værdigheden, og det ændrer regeringens nye jobplan intet på, siger hun
Indland
12. oktober 2007

Da Udlændingestyrelsen mistede Bolettes Kornums vielsesattest, måtte hun selv ud at skaffe sig en ny. Godt nok var det år og dag siden, hun blev gift i Egypten, men hun kunne jo bare sende en mail til Egyptens centralarkiv og bede om en ny original, var beskeden.

"Der bor 80 millioner mennesker i Egypten. 'Centralarkivet' er en kæmpe kælder med støvede reoler fra gulv til loft, hvor man til nød kan grave sig frem til en kopi. Men man gemmer jo under alle omstændigheder ikke på folks originale vielsesattester. En original fås kun i et enkelt eksemplar."

Bolette Kornum, formand for Ægteskab Uden Grænser, læner sig frem og får stål i blikket, men griner alligevel lidt, mens hun fortæller resten af historien om, hvordan hun fik den danske Udlændingestyrelse til at betale for to billetter til Egypten, diverse godkendelser og en ny vielsesattest.

Som medlem af den frivillige interesseorganisation, der herhjemme blev kendt i forbindelse med den såkaldte Sverigesløsning, har Bolette mere erfaring end de fleste med det danske immigrationsbureaukrati. Og hun kommer jævnligt i berøring med hele spektret af sager, der binder sig til verdens strammeste udlændingelov. Organisationen, som i dag har ca. 1.000 kontingentbetalende medlemmer, modtager dagligt henvendelser fra danskere og udlændinge, som søger råd om alt fra pension til familiesammenføring af handikappede børn.

Et valg kom i vejen

Det er snart 10 år siden, Bolette selv rejste til Egypten for at skrive speciale. Dengang forestillede hun sig ikke, at opholdet ville få betydning for hendes danskhed. Lige som så mange andre unge rejste hun ud og sigtede både mod personlige og karrieremæssige mål. Verden var stor, og Danmark løb ingen steder.

Nu er formanden for Ægteskab Uden Grænser igen i Danmark, i Vanløse, fremadlænet og hæsblæsende til stede i fortællingen om et liv som udlandsfarende, der egentlig først blev utrygt, da hun ville hjem.

I 1999 giftede Bolette sig med Osama fra Egypten. Første gang, de søgte familiesammenføring i Danmark, var to år senere under indflydelse af begivenhederne den 11. september 2001. Hjemme var Bolettes familie begyndt at frygte for, hvad der kunne ske hende i den arabiske verden, og da det passede med, at parret havde færdiggjort deres uddannelser, pakkede de fælleshunden og drog af sted.

"Hvad jeg ikke lige havde tænkt over var, at det passede med folketingsvalget. Vi kom hjem og søgte familiesammenføring. Tre dage senere var der valg, og alle sager blev sat i bero, fordi der skulle komme en ny udlændingelov. Så tænkte jeg, at jeg vist hellere måtte læse lidt om, hvad den nye regering havde gang i, og da jeg havde gjort det, sagde jeg: 'Jeg tror bare, vi pakker og tager hjem igen.'"

Afslaget

Og sådan blev det. Først endnu to år senere besluttede parret at prøve igen. Da havde Osama lagt en it-uddannelse til sin kandidatgrad i international økonomi. Efter flere måneders ventetid faldt afgørelsen. Det blev et afslag på grundlag af tilknytningskravet. Bolette kunne ikke løbe fra, at hun talte flydende arabisk, og da hun havde boet flere år i Egypten, var der ikke noget at gøre.

"Jeg glemmer det aldrig. Jeg gik bare ind på nettet, fandt Ægteskab Uden Grænser, ringede op og sagde: 'Undskyld, kan det virkelig passe?' Og det passede jo. Enten kunne jeg flytte tilbage til Egypten, eller også kunne vi flytte til Sverige. Så måtte jeg ringe til mine forældre og sige, at nu tog jeg altså over og kiggede på hus i Sverige. 'Hvad?' spurgte de. 'Ja, jeg må åbenbart ikke bliver her,' svarede jeg. Det var den mest surrealistiske uge i hele mit liv."

Bolette meldte sig sporenstregs ind i Ægteskab Uden Grænser og rejste til Sverige med sin mand. På Migrationsverket, Sveriges centrale immigrationsforvaltning, ventede parret i fire timer. Længere tid tog det ikke for de svenske myndigheder at tilkende Osama fem års opholdstilladelse. Efter den lange ventetid i Danmark, kunne parret nu nærmest med det samme slå sig ned og tage hul på hverdagen.

Et liv i to zoner

For Bolette var det et liv inddelt i to zoner. Tidligt om morgenen tog hun over broen på arbejde i Hillerød for sent om aftenen at komme hjem til Helsingborg. På mange måder var det en slidsom tilværelse præget af isolation. Grænsen mellem Danmark og Sverige fungerede som en grænse mellem vennerne og familien i hjemlandet, og det ægteskabelige liv på den anden side af sundet.

Skønt der ikke var tale om store afstande, gjorde den symbolske afstand mellem landene, at parret sjældent fik besøg hjemmefra, og det var svært for Bolettes danske omgangskreds at få et hverdagsligt kendskab til det liv, hun levede sammen med Osama.

"Min mand var kopter (kristen egypter, red.), men folk gik ud fra, at han var konverteret til kristendommen for min skyld. De kunne ikke finde ud af det, for han var ikke muslim, men han var jo heller ikke 'rigtig kristen.' Der var garanteret noget muslim i det der kopter. Folk spurgte for eksempel, hvor vi blev gift. Når vi fortalte, at det var i den egyptiske kirke i Tåstrup, kunne folk finde på at svare: 'På dansk kalder vi det altså en moske.' Og så kunne Osama jo heller ikke lide alkohol. 'Pjat med dig, tag nu en øl!' Altså, den måde folk skulle hviske 'sviiiinekød' og spørge, om jeg mon ikke havde brug for en rigtig god frikadelle, nu jeg var ude. Min mand var jo fra Egypten, så han måtte vel ikke spise svin."

På trods af det til tider besværlige hverdagsliv havde parret dog fundet sig til rette i 2004, da 28-årsreglen kom. Med vedtagelsen af denne regel, der ironisk blandt medlemmer af Ægteskab Uden Grænser omtales som 'Kronprinsereglen', blev det muligt for parret at flytte til Danmark.

"Vi satte os faktisk ned og lavede en liste for og imod. Vi overvejede det, tjekkede boliger i Danmark og sådan, men vi blev enige om at blive i Sverige. For nu havde vi det hyggeligt. Vi havde fået nogle venner. 90 pct. af dem var medlemmer af Ægteskab Uden Grænser."

Da Bolette et halvt år senere blev sygemeldt og i sidste ende måtte opgive sit arbejde på grund af sygdom, priste hun sig lykkelig for parrets fælles beslutning. I Danmark ville Bolettes sygdom have kostet hendes mand opholdstilladelsen.

I begyndelsen af 2007 anslog Migrationsverket, at 40-50 dansk-udenlandske par om måneden har søgt svensk opholdstilladelse siden 2004. Mange af de såkaldte kærlighedsflygtninge vælger ligesom Bolette og Osama at blive i Sverige. En undersøgelse, offentliggjort af Mellemfolkeligt Samvirke, viser desuden, at en del tværnationale par simpelthen på forhånd opgiver at søge om familiesammenføring. Hos Ægteskab Uden Grænser er man opmærksom på tendensen.

Et nyt tvangsægteskab

"Vi kan se det på vores medlemmer, som i stigende grad vælger ikke at bo i Danmark. De vil ikke bo i et land, hvor de kun kan være sammen med dem, de elsker, fordi de aktuelt opfylder nogle krav, som måske ikke er opfyldt om fem år. De vil heller ikke udsætte deres børn for det. Og det betyder, at de folk, der har uddannelsen og ressourcerne, bliver væk. De, som har ressourcer, flytter ud. Og så hedder det, at det var jo ikke dem, det skulle gå ud over. Nej. Men det gør det. Vores samfund bliver mere og mere lukket."

Sidste år blev Bolette og Osama skilt. De var vokset fra hinanden, og skilsmissen foregik i al fordragelighed, men hvis parret havde valgt at bosætte sig i Danmark, kunne det meget vel have set anderledes ud. Som formand for Ægteskab Uden Grænser er Bolette ikke i tvivl om, at den nuværende udlændingelov lægger et urimeligt pres på tværnationale par.

"Jo længere tid de blot er kærester, jo dårligere står de i forhold til en eventuel familiesammenføring, hvis kæresten kommer fra et af de såkaldte immigrationslande. Så kan dét måske medføre, at de gifter sig, og der har du en ny form for tvangsægteskab. Med de nuværende visumregler binder man simpelthen folk på hænder og fødder."

Bolette fortryder ikke sit ægteskab men oplevelsen af, at hun som lovlydig og skattebetalende fuldblodsdansker ikke måtte komme hjem, med mindre hun gav køb på kærligheden, har grundlæggende forandret hendes syn på det at være dansk.

"Hans land var åbent, men mit land ville ikke rigtig have mig. Det ændrede mit syn på mig selv. Jeg vidste jo godt, det ikke var min skyld, men jeg fik da tit dårlig samvittighed. Jeg tænkte, 'damn, vi skulle ikke være taget hertil.' Set i bakspejlet tror jeg ikke, at vi var taget hjem, hvis jeg havde vist, hvad vi risikerede."

Bidrager til 'braindrain'

Bolettes opfattelse af hjemlandet har også forandret sig fra barnetroen på et demokratisk Danmark med plads til alle. 'Et land med frihedskæmpere og bistandshjælp' som hun siger med et bittert grin om det Danmark, hun føler, at hun har mistet og nu kæmper for i Ægteskab Uden Grænser. Organisationen bliver jævnligt kontaktet af nyhedsmedier fra hele Europa, fra USA og så langt væk fra som Japan, der gerne vil fortælle historien om den lille havfrues frihedselskende og demokratiske hjemland med verdens strammeste udlændingepolitik. Til gengæld kniber det med interessen på hjemmefronten.

"Jeg ved ikke, om danskerne er ligeglade, eller om de bare er blevet så vant til at høre det - eller om folk tænker ligesom regeringen: 'Ja, det går desværre ud over nogle forkerte en gang imellem. Men sådan er livet, når vi nu skal holde alle de væmmelige muslimske indvandrere ude, så de ikke kommer her og laver hellig krig og indfører sharia.'"

Skræmmebilledet af den arabiske verden stemmer ikke overens med Bolettes egne erfaringer fra Egypten.

"Engang kom jeg gående forbi den lokale mekaniker, som var ved at fikse en bil. Så siger den mandlige kunde noget vulgært om mig. Jeg vender mig om, kigger på dem, og så lukker mekanikeren motorhjelmen ned og siger 'skrid med dig.' Hvis manden skulle komme her og svine damer til på gaden, skulle han i hvert fald ikke tro, han kunne få repareret sin bil. Han indvendte jo, at jeg sikkert ikke engang havde forstået det, men mekanikeren sagde, ' det er fuldstændig ligegyldigt, om hun forstod det eller ej. Jeg vil ikke reparere din bil, når du ikke kan opføre dig ordentligt.' Men hvad har jeg oplevet i Danmark? Jeg har oplevet, at folk rejser sig i toget og sætter sig et andet sted hen eller snakker grimt om os. Jeg har oplevet, at folk har spyttet efter os, fordi vi snakkede arabisk sammen."

som Dansk Industri med flere har påpeget over for offentligheden. Rygterne om verdens skrappeste regler for opholdstilladelse, og om usikre arbejds- og levevilkår for udlændinge er nået kloden rundt, og ressourcestærke udlændinge siger nej tak til at leve og arbejde i Danmark.

Indignationen lyser ud af Bolette Kornum, hvis engagement i Ægteskab Uden Grænser er uformindsket, skønt hun ikke længere selv et tværnationalt gift. Konsekvenserne af den nuværende udlændingelovgivning rækker langt ud over rammerne for de enkelte tværnationale par og bidrager blandt andet til den såkaldte braindrain,

"Hvor mange kender du i 30'erne, som tjener 400.000 om året? Hvor vil du finde folk, som kan komme og tjene dét fra dag et? Det er jo folk oppe i årene, folk fra vestligt orienterede lande. Vi får ikke nyt blod. Vi får noget halvgammelt blod, som alligevel snart skal på pension. De gider jo ikke komme herop, for fanden. De ved da godt, at den dag, vi ikke har brug for dem mere, ryger de ud - og deres familier med, uden rettigheder. Så ligegyldigt hvor lavt vi sætter grænsen for jobkortordningen, betyder det ikke, at de kommer vrimlende. De ved godt ude i resten af verden, hvordan vi opfører os her til lands. Ny Alliance har jo været ude og sige, at vi skal have ændret visumreglerne for forretningsfolk. Nej! Vi skal have ændret visumreglerne, punktum. Vi kan ikke få lokket folk herop på et sølle forretningsvisum."

Et sølle forretningsvisum er ikke nok

Manglen på arbejdskraft i Danmark har nu betydet, at regeringen, som bebudet i statsminister Anders Foghs åbningstale til Folketinket, er klar med en jobplan, der bl.a. skal tiltrække flere kvalificerede udlændinge til Danmark.

"Men Danmark bliver jo ikke et godt land at leve og arbejde i for folk uden for EU af den grund. Det øjeblik, de ikke længere har arbejde, ryger de stadig ud. Dansk Folkeparti har gjort helt klart, at sådan skal det blive ved med at være. Og hvem vil rejse fra bolig, netværk og sikkerhed i hjemlandet til et land, hvor de ikke har nogen sikkerhed i tilværelsen? Selv hvis de kan blive i Danmark, hvad så med deres børn? Børn af udlændinge, der er rejst med herop, vil aldrig frit kunne vælge, hvem de forelsker sig i. De vil altid have problemer med tilknytningskravet til det land, de kom fra. Der skal mere til end en kampagne. Der mangler simpelthen sikkerhed for de mennesker, " siger Bolette Kornum

Hun undrer sig over, at de flere tusinde udlændinge, der bor i Sverige og Slesvig, som gerne vil arbejde i Danmark og allerede kender noget til dansk kultur og sprog gennem deres ægtefæller, stadig ikke må arbejde i Danmark.

"Hvorfor sagde statsministeren ikke noget om, at vi skulle se at få dem ud på det danske arbejdsmarked? Fordi regeringen vil have arbejdskraft uden tilknytning til Danmark, folk der rejser hjem igen, så snart vi ikke længere skal bruge dem. Det er den samme gamle sang."

I den aktuelle debat om udlændingelovgivningen og den stigende mangel på arbejdskraft hører man heller ikke meget om det borgerretslige aspekt, som er kernen i værket for Ægteskab Uden Grænser. For Bolette er der slet ingen tvivl om nødvendigheden af et humant rettet paradigmeskift på udlændingeområdet.

"Det ville gavne Danmark på den måde, at de folk, der kommer hertil, kommer med et åbent hjerte og et åbent sind. Og så vil de gerne integreres og følge det danske samfunds regler og normer. Måske vil de ikke nødvendigvis drikke sig møgfulde i øl og svælge i flæskesteg, men de vil blive en del af arbejdsstyrken, deres børn vil blive en del af arbejdsstyrken, og på den måde får vi det velfærdssamfund, som alle gerne vil have. Vores muligheder i den globaliserede verden bliver simpelthen større - for som det er i dag, er der da ingen, som gider at lege med os."

"Man kan se det som i en amerikansk film, hvor nogle er til fest i en VIP-lounge. Vi tror selv, vi hører til i VIP-loungen, og så kan alle de andre ellers rende rundt ude på gulvet. Men den dag det hele brænder på, skal vi ud på gulvet til de andre for at få hjælp. Og det får vi ikke."

Læs også Siri Hjelm Jacobsens blog på Luftskibet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Markussen

Dejligt at der findes sådanne ildsjæle i verden og ikke mindst i DK! Jeg støtter op om Ægteskab Uden Grænser.

En tankevækkende artikel. Gid den må nå uden for Informations læsekreds og medvirke til, at den danske befolkning snart får øjnene op for de skader, den nuværende lovgivning medfører både for de berørte mennesker og for landet.

Broblemet er jo, at flertallet af den danske befolkning udmærket ved det - og at de er ligeglade. Ellers havde vi ikke den regering, vi har.

Det værste af det hele er, som Per Vadmand også skriver, at folk er hamrende ligeglade.
Mange kan svinge sig op til at brokke sig over asylcentre en gang imellem når det lige når nok forsider, men det er jo bare én del af, ét symptom på den, desværre, generelle holdning imod andre. Man piller lidt i overfladen, men fundamentet forbliver urørt.

Alle er klar over det her, men de fleste, at dømme efter opbakningen til regeringen, vender det blinde øje til (eller fryder sig ligefrem over hvor elendigt vi behandler andre mennesker).

Og det nye buzzword: "intelligent indvandring" udstiller da DK's regering i al den modbydelige selvforherligelse. For hvem fa'en gider rejse hertil, de "intelligente" mennesker har da for længst fundet ud af hvad der i så fald ville vente dem.
Vi har i forvejen "intelligent indvandring", men 'den' sidder og rådner op på asycentre, bliver mødt med mistro og afslag, afstand, verbale halshugninger, særlove og begrænsninger, udelukkelse og hån.
Gør folk til bistandsklienter og sig så "hvad sagde jeg".

Så kan I bygge nok så mange multi-prestige-bygninger, have nok så mange umulige våde storhedsvanviddrømme (OL?), men når I ikke vil gøre noget ved det der faktisk betyder noget for mange, som er så enkelt og basalt og nødvendigt, så skynder jeg mig sgu at betale studiegælden og komme så langt væk fra stanken som muligt.
Har regeringen mon en statistik over "intelligent udvandring"...

Respekt til artiklen for (igen) at prøve at råbe de døve op!