Læsetid: 1 min.

Justitsministeriet forhaler indsigt i database om kvindehandel

Hvilke politikredse har været passive i indsatsen mod menneskehandel? Det afviser Rigspolitiet at oplyse, og Ombudmandens forsøg på at undersøge sagen er foreløbig blevet forhalet i mere end et år i Justitsministeriet
15. oktober 2007

Ministeriet vil svare "senest medio januar", "i løbet af næste uge", "meget snart", "i løbet af seks uger"...

I alt seks gange har Justitsministeriet siden september 2006 svaret undvigende på rykkere fra Folketingets Ombudsmand, når denne har bedt ministeriet til at forholde sig til en klage over manglende åbenhed hos Rigspolitiet.

Nu har Ombudsmanden langt om længe tabt tålmodigheden, og i et nyt brev fra starten af oktober anmoder Ombudmandens direktør derfor indtrængende om, "at sagens behandling fremskyndes mest muligt."

Sagens baggrund er Rigspolitiets database med "landsdækkende og systematiske overvågning" af indsatsen mod menneskehandel, som Rigspolitiets særlige efterforskningsenhed NEC har drevet siden maj 2001. Hver enkelt af landets dengang 52 politikredse har haft pligt til at "indberette samtlige foreliggende oplysninger, der kan være af betydning for bekæmpelse af menneskehandel", som justitsminister Lene Espersen flere gange har forklaret til Folketinget.

Netop databasen med den systematiske og landsdækkende indberetning var et hovedargument, når justitsministeren skulle forklare, at indsatsen mod menneskehandel var et område, der havde "topprioritet" for politiet.

Spørgsmålet var bare, hvor mange af politikredsene der egentlig havde indberettet noget som helst? For at få svar søgte Information for halvandet år siden aktindsigt i antallet af indberetninger og oplysning om, hvilke politikredse der stod bag indberetningerne. Men det kunne ikke oplyses, mente Rigspolitiet, som dog til sidst følte sig nødsaget til at meddele, at databasen i sine første fem år havde modtaget 94 indberetninger. I gennemsnit svarer 94 indberetninger til knap to pr. politikreds i løbet af fem år.

Næste spørgsmål var derfor, hvilke politikredse der havde indberettet - og hvilke der ikke havde? Men her sænkede Rigspolitiet tavshedsbommen - og fik senere støtte dertil fra Justitsministeriet. Derpå blev sagen klaget til Ombudsmanden, som altså har ventet siden september 2006 på et svar fra ministeriet.

Ministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu