Torsdag i TV 2, søndag på DR, og så får vi efter alt at dømme ikke flere Fogh-Thorning-dueller i denne valgkamp.
I sidste valgkamp tørnede Fogh og daværende S-formand, Mogens Lykketoft sammen hele seks gange, og imens Helle Thorning-Schmidt har erklæret, at hun gerne møder Fogh 'så mange gange som muligt', så har statsministeren afvist at stille op i en ellers planlagt hal-duel med henvisning til, at det er mere cirkus end egentlig politisk substans.
Men den forklaring giver statsministerens tidligere spindoktor Michael Kristiansen ikke meget for.
"Haldueller har haft funktion af en fest, og det kan undre, at man ikke tager en enkelt af dem," siger han.
Ifølge Michael Kristiansen har Fogh ikke den store interesse i at gøre for megen stads ud af duellerne, som er med til at legitimere Helle Thorning-Schmidt som statsleder.
"Der er ingen tvivl om, at situationen er en ganske anden end i 2005. Der havde Fogh den holdning, at jo mere Lykketoft var i tv desto bedre. Sådan er det ikke denne gang," siger Michael Kristiansen.
Han understreger samtidig, at Socialdemokraterne ikke har været tilstrækkelig langt fremme i skoene, før de lørdag sendte et brev til statsministeriet med en opfordring til at skaffe plads i kalenderen til et halduel.
Brev fra S til Fogh
I sit brev til Venstres partisekretær betoner Henrik Dam Kristensen (S) at hal-duellerne har været en stor dansk tradition:
"Det er noget ganske særligt, at man i Danmark kan møde op til en stor duel mellem regeringslederen og oppositionslederen, og måske endda stille spørgsmål til dem kort før der skal dannes regering," skriver S-partisekretæren, som kalder bruddet med hal-traditionen 'utrolig trist'.
Ved redaktionens slutning havde Socialdemokraterne endnu ikke fået en reaktion fra statsministeriet.
Og nu står Anders Fogh ifølge sin tidligere rådgiver i et sandt dilemma; han kan vælge at give efter for S-presset og tabe ansigt eller at stå i mod:
"Og så kommer det til at virke som om, han ikke tør mødes med hende," konkluderer Michael Kristiansen, der dog peger på, at sidste valg gik 'duelamok' med to halmøder og hele fire tv-dueller.
"Det var for meget, og ingen vandt på det. V og S gik tilsammen otte procent tilbage under valgkampen. Så den professionelle lære var, at det at blive eksponeret i sig selv kan blive for meget," siger Michael Kristiansen, der vurderer, at statsministerens defensive strategi kan skabe betydelige problemer.
"Han må finde ud af, hvad der giver ham færrest problemer. Den her historie er lidt farlig, for den handler om deres personligheder, og de er meget afgørende i en valgkamp."
Det hele stinker jo at, at den kære Anders har foretaget en vurdering af, at der ikke er noget at vinde på duelen. Hvorfor skulle han vælge at stille op?
Det tegner netop nu ikke til, at Socialdemokraterne kan danne regering, og det tegner heller ikke til at vende. Derfor tror jeg, at han (Anders) i løbet af valgkampen vil holde sig så meget ude af syne, som det kan lade sig gøre, uden at det virker helt absurd. Man kan sige at han har alt at tabe og intet at vinde.
Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at Helle har alt at vinde og ikke noget at tabe!