Læsetid: 7 min.

Noget må gøres -men det skal være noget andet

Bjørn Lomborgs nye bog om global opvarmning, 'Cool It', udkommer tirsdag på dansk med titlen 'Køl af'. Afkølningen sigter mod det, miljøskeptikeren ser som en overophedet klimadebat og er nødvendig, fordi vi i en tilstand af panik ikke tager rationelle beslutninger. Desuden har det, vi har gjort indtil nu, været både forkert og for lidt, siger han
-Man har præsteret at lave et så ambitiøst projekt, at det bryder sammen. Så sagde man, nå, men lad os så lave et endnu mere ambitiøst projekt, som bryder endnu mere sammen. Og nu siger man, godt, lad os alle sammen sætte os ned i København i 2009 og lave et endnu mere ambitiøst projekt, for de andre to gik jo ikke,- siger Bjørn Lomborg.

-Man har præsteret at lave et så ambitiøst projekt, at det bryder sammen. Så sagde man, nå, men lad os så lave et endnu mere ambitiøst projekt, som bryder endnu mere sammen. Og nu siger man, godt, lad os alle sammen sætte os ned i København i 2009 og lave et endnu mere ambitiøst projekt, for de andre to gik jo ikke,- siger Bjørn Lomborg.

Thomas Borberg

12. oktober 2007

- Er 'Køl af' klimaets sande tilstand i dag?

Bjørn Lomborg smiler:

"Det er et forsøg på at få en mere realistisk diskussion om klima. Debatten er splittet mellem to yderpoler, hvor man enten siger, det er fup, eller også at det er en næsten øjeblikkeligt forestående katastrofe for menneskeheden og kloden," siger han og fortsætter:

"Det er ingen af delene. Det er et problem, i høj grad et menneskeskabt problem, men det er et af mange, vi skal løse i det 21. århundrede. Så bogen er et forsøg på at nå den her middle ground."

Bjørn Lomborg har af og til svært ved at finde de danske ord frem for de engelske. For som han selv siger, er dette "det første interview på dansk i lang tid".

Denne fredag eftermiddag er han netop vendt hjem til lejligheden på Strøget i København efter en uges tid i London, hvor han har givet "omkring 40-50 interview". Det store, åbne køkken bærer da også præg af, at Bjørn Lomborg er en mand på farten.

"Ja, du får lige de sidste rester af rene ting - det er rimeligt meget bachelor pad det her," griner han og serverer et glas isvand i en mellemting mellem en flødekande og en kaffekop.

Men hvis Bjørn Lomborg i dag er i bekneb for rent service, mangler han til gengæld ikke argumenter for, hvorfor hans nye bog er den rigtige vej mod løsningen af klodens klimaproblemer. For det første står det som sagt galt til med debatten.

Politisk trommeslageri

- Du beskylder Al Gore og andre for at overdrive. Men selvom vi antager, at Al Gore overdriver, kan vi jo se, at det kun fører til begrænsede politiske reaktioner. Man kunne sige, at de måske ender et passende sted, hvorimod hvis alle sagde som Bjørn Lomborg, ville der ingenting ske. Hvad er så pointen i at prøve at ændre debatten?

"Sådan kunne man godt se på det. Men jeg tror, det er forkert. Hvis alle løber rundt og er panikslagne, laver vi ikke gode, langsigtede strategier, så laver vi politiske kioskbaskere. Det er derfor, der sker så utrolig lidt. Alle foreslår noget, som er uladsiggørligt eller i hvert fald tæt på uladsiggørligt, og som mest har karakter af politisk trommeslageri. Se på Europa. Vi har haft Al Gore-tankegangen i 10-15 år, og vi har slået meget på tromme: I 1992 i Rio sagde vi, at vi ville reducere til 1990-niveau i år 2000. Det overskred vi med 12 pct. I 1997 sagde vi så, ok, så lad os prøve at gøre det lidt hårdere: Vi reducerer til 5,2 pct. under 1990-niveau i år 2010. Det kommer vi formentlig til at overskride med omkring 20 pct. Det er rigtigt, at Al Gore ved at kræve ufattelig meget formentlig får os til at gøre noget. Men hvis det noget er relativt tåbeligt, gør det ikke ret meget godt."

Bjørn Lomborg nævner en række eksempler, hvor virkeligheden har haft svært ved at leve op til politikernes skåltaler. Han ser det som bevis på, at han har ret, når han siger, det er på tide at ændre strategi for klimaindsatsen.

"Man har præsteret at lave et så ambitiøst projekt, at det bryder sammen. Så sagde man, nå, men lad os så lave et endnu mere ambitiøst projekt, som bryder endnu mere sammen. Og nu siger man, godt, lad os alle sammen sætte os ned i København i 2009 og lave et endnu mere ambitiøst projekt, for de andre to gik jo ikke. Vi har brugt 10-15 år af verdens opmærksomhed på ingen vegne at komme," siger Bjørn Lomborg.

Røvdårlige vindmøller

- Er det ikke et almindeligt træk ved politik, at man sætter sig nogle mål, som er lidt mere ambitiøse end det, man når?

"Jo, men se for eksempel på England. Da Tony Blair trådte til, lovede han at skære med 15 procent. Labour har vedtaget det igen hvert eneste år, men siden da er udledningerne steget med tre procent. Man kan sige, at det var fint nok, hvis Tony Blair havde sagt 15 procent, og man nåede 14. Men når man siger minus 15 og når plus tre, så er det sandsynligvis, fordi man prøver at tackle problemet forkert."

En af de primære pointer i Køl af er, at vi skal flytte fokus fra at skære i CO2-udledningen nu, som Kyoto-aftalen tilsiger.

I stedet for at bruge alle pengene på alternative energikilder, som i dag er relativt dyre, skal vi bruge pengene på forskning og udvikling og så skære ned engang i fremtiden, når alternativ energi er blevet billig. Bjørn Lomborg fortæller, at der er et dansk eksempel, han ofte bruger, når han er i udlandet for at tale sin sag:

"Vi stillede helt vildt mange vindmøller op i 1980'erne, 90'erne og også i 70'erne og følte os helt vildt gode. Men de var alle sammen røvdårlige. Det er først nu, de begynder at være effektive, og hvad har vi så gjort? Vi har fældet de gamle og sat nye op. Måske havde det været en god idé at lade være med at stille helt så mange op og bruge flere penge på forskning og udvikling."

- Men argumentet er jo, at Kyoto-aftalen netop vil tilskynde forskning, fordi det bliver dyrt for virksomhederne at lade være. Hvad skal ellers drive den teknologiske udvikling?

"Min pointe er, at langt de fleste penge vil gå til faktisk at købe de dyre solceller, vindmøller og så videre. Investeringerne i forskning og udvikling vil kun være cirka en procent. Det er en ineffektiv måde at få penge til forskning på," siger han og går ind i et tilstødende værelse, hvorfra han hastigt vender tilbage med en graf over Kyoto-landenes investeringer i forskning.

"Se, der er et fald i investeringerne siden begyndelsen af 1980'erne, og Kyoto-aftalen har ikke ændret på det. Primært fordi aftalen er kortsigtet. Kyoto spørger, hvad folk kan gøre inden for de næste fem år, og det fører ikke til forskning. Hvis man sammenligner med medicinal-industrien, får man heller ikke den til at lave grundforskning, som måske fører til et gennembrud engang i fremtiden. Det er det, offentlig forskning skal gøre," siger Bjørn Lomborg.

- Hvis man sender et politisk signal om, at Kyoto-aftalen er kommet for at blive, vil det vel få virksomhederne til at investere mere langsigtet?

"Der er jo ikke meget, der tyder på det signal. Det, det tyder på, er, at man måske bliver nødt til at flytte til Kina eller USA. Men selvfølgelig vil Kyoto-aftalen gøre noget godt, bare ikke ret meget. Hvis det er forskning, vi vil have, skal vi da investere i det. Derfor foreslår jeg i bogen, at alle lande giver 0,05 pct. af BNP til forskning. Det er 10 gange billigere end Kyoto, og det er 10 gange mere, end verden bruger nu. Det vil koste cirka seks milliarder dollar for USA, og det kan de nok overskue i forhold til 100-200 milliarder for Kyoto."

Atomkrig i år 2100

- Når du taler om, at vi skal fokusere mere på at reducere i fremtiden i stedet for nu, bliver det aktuelt at se på teorien om 'tipping points', altså at klimaforandringerne pludselig går meget hurtigt, hvis vi når over et vist punkt. Burde du ikke tage hensyn til det i dine beregninger?

"Det er klart, at hvis isen på Grønland begyndte at smelte voldsomt meget hurtigere, så ville det være bekymrende. Men problemet ved den argumentation er, at du kan finde på et hvilket som helst scenarie og sige, at det har en sandsynlighed, der ikke er nul - det har alt jo. Så kan du på samme måde sige, at hvis vi ikke gør noget ved hiv/aids i Afrika, får vi en situation, hvor store dele af kontinentet bryder sammen i failed states. Smid atom-våben og bioterrorisme ind, og så er det formentlig ikke usandsynligt, at det kunne udløse en global katastrofe, hvis man bare frit kan ekstrapolere frem til år 2100," siger Bjørn Lomborg og tilføjer:

"Det er klart, at hvis vi skærer nu, får vi formentlig en anelse mindre risiko, end hvis vi venter til senere og skærer mere, så vi ender samme sted. Der er et lille vindue, men det er altså meget lille. Det, vi gør nu, kan heller ikke forhindre tipping points."

Malaria vs. opvarmning

- I sidste afsnit i 'Køl af' ser du på, hvad man ellers kunne bruge de mange milliarder fra Kyoto-aftalen til. Men flere kritikere har spurgt, hvordan pengene lige pludselig skulle gå fra CO2-kvoter til malariamedicin, som en af anbefalingerne lyder?

"Altså, jeg mener, det er helt afgørende at have den her diskussion om prioritering. For man må sige, at hvis vi havde diskuteret malaria de sidste 10 år i stedet for klima, ville vi formentlig have gjort mere ved malaria og mindre ved klima."

"Jeg er blevet kritiseret meget for, at det er et kortsigtet perspektiv. Men dem, man redder fra malaria, holder jo op med at være syge nu, og derudover bliver deres samfund rigere og mere robuste. Det, jeg prøver at få ind i debatten, er, at der er bedre måder at hjælpe menneskeheden på - både på kort og på langt sigt."

- Og hvilken rolle spiller du selv i debatten på lidt længere sigt, for eksempel om 10 år?

"Det ved jeg ikke. Hvis den er blevet mere fornuftig, kan jeg jo tage et andet sted hen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu