Analyse
Læsetid: 5 min.

Markedsdemokrati og designerpolitik

I dag er det sværere end nogensinde at forudsige vælgeradfærden. Men SF har fundet ud af, at der er mange vælgere, der vakler mellem SF og DF. Det er egentligt et meget godt billede på, at vælgerne flakser omkring på en måde, der bryder med traditionelle forestillinger
Indland
26. oktober 2007

Folketingsvalget er denne gang sjældent uberegneligt. Vil Socialdemokraterne gå frem eller tværtimod fortsætte mange års mest nedadgående kurve? Vil det gå Ny Alliance godt eller skidt? Klarer Enhedslisten og Kristendemokraterne spærregrænsen? Vil det lykkes De Konservative og De Radikale at vende den tilbagegang, de står til?

Det eneste nogenlunde sikre er, at SF vil gå frem, men det er usikkert, om det mest bliver på bekostning af S, Enhedslisten eller Dansk Folkeparti.

Til egen overraskelse har SF nemlig fundet ud af, at der er mange vælgere, der vakler mellem SF og DF. Det er egentligt et meget godt billede på, at vælgerne flakser omkring på en måde, der bryder med traditionelle forestillinger.

På trods af mange års valgforskning har vi i dag sværere ved at forudsige vælgeradfærden end i folkestyrets klassiske tid, hvor forholdet mellem partier og vælgere var meget forudsigeligt. Partierne var amatøristiske i deres valgkampe. Men de var klassepartier, som henvendte sig til forskellige erhvervsgrupper i land og by. Vælgerne var trofaste over for "deres" parti valg efter valg.

En behovspyramide

Nutidens samfund med de stadigt hurtigere erhvervsændringer og "livslang læring" gør ikke det øjeblikkelige erhverv til en så afgørende parameter for partivalg.

Valgforskerne har forsøgt at forstå, hvad det så er, der er det vigtigste. Blandt andet har man introduceret tanken om, at vælgerne ikke alene orienterer sig efter materielle interesser, de orienterer sig også efter immaterielle værdier, herunder etiske. Det er en slags behovspyramide-tænkning, der ligger bag denne teori om, at ikke bare fordelingspolitik, men også værdipolitik gælder. Vort samfund har tilfredsstillet de mest grundlæggende behov, derfor rykker folks stillingtagen højere op i behovspyramiden, hævdes det.

I stedet for den endimensionelle placering på en fordelingspolitisk venstre-højreskala, så kan vi vælgere nu plottes ind på et to-dimensionelt vælgerkort.

Valgforskeren Hans Jørgen Nielsen er imidlertid i en undersøgelse af sidste valg kommet frem til, at det er langt mere komplekst. Der er mange flere dimensioner, som skiller vælgerne i forskellige grupper og undergrupper. Så mange at det både for partier og valgforskere er uoverskueligt. Det er den ene konklusion. Den anden er, at vælgerne ikke er spor konsistente. De synes at betragte partiernes politik som tilbud på et spisekort uden indre sammenhæng. For eksempel siger befolkningen til spørgsmålet om skattelettelser eller velfærd ja til lidt af hvert. Og holdningerne til EU og Irak-krig m.m .er overhovedet hverken integreret med værdipolitik eller fordelingspolitik.

Det noget tilfældige forbrugeragtige forhold til politik, som præger mange, kan skyldes, at en voksende del af befolkningen har så travlt med at klare deres egen tilværelse, at de slet ikke følger med i politik på andet end en "zappende" måde. De faldende oplagstal på betalingsaviserne tyder på det. Også det forhold, at den reelle arbejdstid i mange familier er voksende. Og endelig er arbejdspladserne i mindre grad end tidligere fora, hvor man diskuterer politik med kolleger.

Men en anden side af "problemet" kunne være, at de fleste partier er gamle partier, som har haft svært ved at følge med i samfundsændringerne. De har mange klumper af gamle værdier og strukturer i sig, som det er svært at samle til et hele, der henvender sig direkte til en bestemt målgruppe blandt vælger. De er med andre ord heller ikke gode til at henvende sig til bestemte grupper og hjælpe dem til at forstå, hvad der er dens materielle interesser.

I dag er partierne ganske vist markedspartier, hvis økonomi takket være statsfinansieringen er direkte afhængig af hver eneste stemme, de får. De tilbyder sig på et uroligt vælgermarked. Kampen står især om det voksende antal svingdørsvælgere. Men gamle forestillinger og strukturer gør det svært for dem at rette sig direkte og konsekvent mod udvalgte vælgersegmenter. Nogle af dem har næppe heller lyst til det. Derfor brander de sig ikke entydigt i forhold til en bestemt målgruppe. Men vi har i de senere år set mange partier tilpasse sig udviklingen, det gælder for eksempel, at Socialdemokraterne og SF har opstrammet holdninger til indvandring og integration.

DF som en virksomhed

Her har de efter at have afleveret mange stemmer til Dansk Folkeparti forstået, at vælgere med kortvarige eller ingen uddannelser har en helt reel interesse i at undgå konkurrence på arbejdsmarkedet fra indvandrere. Det er i øvrigt netop blevet bekræftet af en ny undersøgelse, at indvandrere har virket som løntrykkere for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet.

Noget af en undtagelse fra denne hovedregel om, at partierne nok endnu ikke helt er professionelle markedspartier, gælder det nyere parti Dansk Folkeparti.

Partiet er målrettet gået efter det, som andre har døbt "kolonihave-segmentet". DF har samtidig undgået at udsende mange forskelligartede signaler, som for eksempel har skadet Socialdemokraterne så meget. Det skyldes partiets velkendte stramme topstyring.

Det skyldes også, at partiets politik og kommunikation fødes som en helhed, såkaldt designer-politik.

Søren Espersen, som var den første pressechef i Dansk Folkeparti, adskilte sig fra sine kolleger i andre partier på to vigtige punkter: Han var ikke alene en dygtig markedsfører, han var også passioneret tilhænger af partiets politik. Og så var han selv med i partiets topledelse. Han var med i de væsentlige beslutninger.

Dette træk svarede til udviklingen i store virksomheder. For få år siden traf man en beslutning i direktionslokalet, hvorefter man tog kontakt til kommunikationsafdelingen.

Men i flere moderne virksomheder sidder kommunikationsfolkene nu med ved bordet, når direktionen holder møde. Derved kan beslutningsindhold og kommunikation tænkes integreret som designerpolitik. Sammen med klare hierarkiske strukturer giver det gode muligheder for at kommunikere politikken systematisk og entydigt på en måde, der er tilpasset mediernes nyhedskriterier.

Ny Alliance også stram

Også DF's nuværende pressechef står i daglig kontakt med ledelsen. Formentlig vil valgkampen også vise, at et andet nyt parti, Ny Alliance, på samme måde henvender sig til det modstående segment, de veluddannede og globaliseringsvenlige. Partiets skattepolitiske gavmildhed over for de, som tjener rigtigt meget, kunne tyde på det. De to partier har formentlig fat i, at den væsentligste opdeling i det danske samfund går efter uddannelsesklasser. Her danner studenterhuen et særligt vigtigt skel. Den næstvigtigste skillelinje kunne være skellet mellem privat og offentligt ansatte. Hvis både DF og Ny Alliance kommer godt ud af valget, vil det formentlig fremme den omstilling til professionaliserede, topstyrede markedspartier, som vi allerede har set mere end begyndelsen til i andre partier, herunder Venstre, Socialdemokraterne, SF og ja, selv Enhedslisten.

Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Trolle Mikkelsen

Det umuligt at forstå, at nogen kan være overrasket over, at SF og DF udveksler vælgere. De to partier har, bortset fra DF’s maniske fiksering på indvandrere, nøjagtigt den samme politik.

Forskellen i holdning til indvandrere skyldes, at SF appellerer til offentligt ansatte med lange og mellemlange uddannelser, medens DF appellerer til privat ansatte eller selvstændige med kort eller ingen uddannelse. Indvandrerne konkurrerer med den sidste gruppe, ikke med den første.

Læs DF’s partiprogram, pil det anti-muslimske halløj ud, og I står med programmet for et parti, man kunne kalde ”SF for Arbejderklassen”!

Jeg mener ikke, at vælgerne "flakser".
De søger bare det parti, som de er mest enige med.

Hvad gør man, hvis man gerne vil kunne gå i byen om aftenen uden at blive overfaldet af en bande med anden etnisk baggrund, og man samtidigt gerne vil alt det gode for mennesker og samfund, som SF ønsker...??

Tja, så vakler man mellem SF og DF, det burde være logik for burhøns.

Det er ikke et udtryk for fremmedhad, men blot et ønske om sikkerhed og tryghed på gaden i Danmark.

Vi mangler Fælles Kurs eller et andet venstreorienteret parti, som seriøst vil føre en stram asylpolitik. Det ville give mange flere vælgere mulighed for at stemme i 90% enighed med deres parti i stedet for kun ca. 45%, som de nu må nøjes med, uanset om de vælger DF eller SF.

Dette er nok det væsentligste. Men derudover vil mange sikkert også mene, at DF er et mere økonomisk ansvarligt parti end SF.
Og selvom man er fattig og har en privatøkonomisk interesse i at stemme SF, så er det ikke sikkert, at man bryder sig om, at danske politikere skal fråse. Det kan rent ud sagt være svært at snuppe, når man selv i mange år har skullet vende hver 25-øre.

Det er altså ikke vælgerne, der er dumme eller forvirrede, men derimod det demokratiske partisystem, der ikke passer godt nok til befolkningen.

Sådan tror jeg, at det hænger sammen for de fleste. :-)