Valget den 13. november kan bliver en gyser i forhold til, om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kan fortsætte med sit nuværende flertal eller bliver tvunget ud på en zigzagkurs, hvor han både har brug for støtte fra Naser Khaders Ny Alliance og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti.
Det viser en meningsmåling, som Catinét Research har foretaget for Ritzau i perioden 16. til 23. oktober.
Målingen viser samtidig fremgang for Helle Thorning-Schmidt, der efter den Radikale melding om støtte nu har 80 mandater i ryggen.
VKO har 87 mandater, og det betyder, at de otte mandater, som Ny Alliance står til at snuppe, bliver tungen på vægtskålen.
Målingen giver for første gang i lang tid fremgang for Socialdemokratiet. 26,3 af stemmerne og 47 mandater står Helle Thorning-Schmidt til at få, og dermed er opbakningen større end ved valget i 2005. De Radikale er ved at genvinde fordums styrke med en vælgeropbakning på 7,6 procent, som udløser 13 mandater.
SF står med 9,2 procent og 16 mandater også stærkere end i den seneste måling fra Catinét.
Tallene giver optimisme hos SF's leder, Villy Søvndal.
- Situationen er den, at mange er trætte af Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, men usikre på alternativet. Derfor er den store opgave i denne valgkamp at udfolde alternativet. Derfor vil jeg gerne appellere til både De Radikale og Socialdemokraterne om at vise mod til at sætte punkter op, som en kommende regering vil gennemføre, siger Villy Søvndal.
Venstre står stabilt i forhold til seneste måling med en opbakning på 26,6 procent. Dermed er Venstre med 47 pladser i Folketinget fem mandater under valgresultatet fra 2005.
Konservative har 8,4 procent af stemmerne, hvilket er næsten to procent under det seneste valg. Dansk Folkeparti står til at sikre sig et ekstra mandat ved at gå fra 24 til 25 mandater.
Enhedslisten balancerer stadig på spærregrænsen, men kan med 2,3 procent af stemmerne fortsat se frem til at være repræsenteret i Folketinget. Det bliver dog uden Asmaa Abdol-Hamid, der ikke får et af de fire mandater, som EL får i målingen.
Meningsmålingen fra Catinét Research for Ritzaus Bureau har en usikkerhedsprocent på +/- 2,5 procent.
/ritzau