Det var en tydeligt presset mand, der skulle i den varme stol i Østre Landsret i går. Anklagerne er også alvorlige. Den 33-årige dansker sidder på anklagebænken, tiltalt som en af hovedpersonerne i den terrorsag, justitsminister Lene Espersen (K) har kaldt "noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde".
I går kom det frem, at Jihad, bomber på en avisredaktørs dørtrin og rituelle slagtninger af Naser Khader og George Bush var nogle af de ting, den 33-årige AA diskuterede med sine medtiltalte.
Men det var bare en joke, sagde AA, der også er blevet omtalt som 'konvertitten'.
"Har du sagt, at man burde halal-slagte Naser Khader og George Bush," spurgte anklager Charlotte Alsing Juul.
"Ja, men det var bare en joke," svarede AA.
"Jeg er ikke kannibal. Jeg har ikke tænkt mig at slagte nogen mennesker. Måske en kylling," tilføjede han.
Hverken han eller den tiltalte AK kunne dog se det sjove i Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
"Jeg synes ikke, at man som muslim skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse," sagde AA i går.
Det var de ord, Flemming Rose brugte den 30. september 2005, da Jyllands-Posten bragte de 12 tegninger af profeten Muhammed.
Det syntes den 22-årige AK heller ikke. Han trak derfor AA til side i moskeen og fortalte om sine planer: At udstyre en fjernstyret bil med en bombe og køre den op til Flemming Roses hoveddør. Men det skulle ikke tages alvorligt, fastholdt AA.
"Nogle gange sagde AK noget med et glimt i øjet. Jeg kaldte ham en skidespræller på godt dansk. Man vidste aldrig, hvornår han talte alvorligt, og hvornår han jokede," var AA's forklaring i retten i går.
Den 33-årige mand havde en del sorte huller i hukommelsen. Han talte lavt og hurtigt.
"Det får ikke umiddelbart nogen klokker til at ringe," sagde han gentagne gange.
'Undskyld'
At gødning kunne bruges til at lave bomber, var noget nyt for den 33-årige.
"Når jeg tænker på gødning tænker jeg virkelig gammeldags - på møg," sagde han.
En seddel med ordene "agricultural sulphate" og "potassium nitrate", som AA skulle have vist civilagenten LH, fik heller ikke klokkerne til at ringe.
"Jeg ved ikke, hvad formålet var," sagde AA.
Flere gange måtte både retsformand Folmer Teilman og anklager Charlotte Juul Alsing bede den 33-årige om at tale højere eller gentage sine svar. Selv hans egen forsvarer påpegede problemet.
"Undskyld," sagde AA til retsformanden.
Undskyld ville han måske også gerne sige til de andre tiltalte.
Den 33-årige har nemlig under tidligere afhøringer afgivet forklaringer, der kan anses som meget belastende for de andre mænd på anklagebænken.
I går trak han nogle af sine formuleringer tilbage. AA har blandt andet fortalt, at kammeraten, den 22-årige AK, skulle være taget til Irak som hellig kriger. Og da der ikke var brug for ham der, at den 22-årige så var parat til at ofre sig ved at udføre "nogle sanktioner i Europa".
"Det er måske indicier fra min side. Det betyder ikke, at det er sandt," sagde AA i Østre Landsret i går.
"Jeg var i en presset situation dengang," fortalte han. AA fik angstanfald og blev derfor taget ud af isolationsfængslingen.
"Jeg havde det ekstremt dårligt på det tidspunkt. Ikke fordi jeg sad i Odense Byret og løj. Men jeg synes, at det er sat alt for firkantet op," sagde AA under afhøringen i går.