Læsetid: 3 min.

Opgøret med reklamerne er på vej

I fremtiden vil reklamerne fylde mindre i det offentlige rum, spår Thomas Geuken fra Institut for Fremtidsforskning. I en ny bog ser han blandt andet på mulighederne for at forene markedskræfterne med generobringen af byrummet
Drop zones, som f.eks. kunne placeres på Nørreport Station, er tænkt som rendyrkede markedszoner, hvor der ikke er nogen regulering, ingenting til at komme imellem firmaerne og forbrugerne. Byttehandlen er så, at borgerne får lov til at bevare vores frirum i resten af byen.

Drop zones, som f.eks. kunne placeres på Nørreport Station, er tænkt som rendyrkede markedszoner, hvor der ikke er nogen regulering, ingenting til at komme imellem firmaerne og forbrugerne. Byttehandlen er så, at borgerne får lov til at bevare vores frirum i resten af byen.

Mikkel Tariq

4. oktober 2007

Den 12. maj 2017: Det var en stor dag for Sony Playstation IV, Biohazard, som blev lanceret globalt gennem de nye kommercielle drop zones i alle verdens storbyer. Drop zones er blevet populære marketingskanaler, efter byrum er blevet gjort reklamefri ved lov.

Fremtidsforsker Thomas Geuken mener, at opgøret med reklamerne er på vej. I bogen, All Dressed Up, som netop er udkommet, ser han og Gitte Larsen, begge fra Institut for Fremtidsforskning, blandt andet på mulige scenarier for, hvordan vi i fremtiden løser problemerne med kommercialiseringen af det offentlige rum.

Kampen om byrummet

For eksempel i essayet 'Drop zones', som ovennævnte citat stammer fra. Her rejser de to forfattere knap 10 år frem i tiden, hvor reklamer er blevet bandlyst fra det offentlige rum. I stedet er der blevet oprettet nogle tredimensionelle rum på 10x10x10 meter, såkaldte drop zones, hvor reklamerne til gengæld har frit spil.

"Drop zones er nogle rendyrkede markedszoner, hvor der ikke er nogen regulering, ingenting til at komme imellem firmaerne og forbrugerne. Byttehandlen er så, at vi får lov til at bevare vores frirum i resten af byen," forklarer Thomas Geuken.

Han understreger, at beskrivelsen af drop zones ikke er tænkt som noget, folk skal læse om og så gå ud og lave. Meningen er, at det skal sætte nogle tanker i gang hos læseren om, hvordan vi skal indrette vores byer og virksomheder.

"Der er to store tendenser, som ramler sammen i kampen om byrummet. Du har kommercialiseringen, som gør borgerne til forbrugere, og så har du den aktivistiske del, som vil generobre det offentlige rum. Vores ærinde med drop zones var at skabe en hybrid mellem de to," fortæller Tomas Geuken.

For ham er der ingen tvivl om, at noget skal gøres. Han mener, at den visuelle forurening er gået for vidt, og at opgøret med reklamerne er på vej.

"Der vil helt sikkert komme et opgør, og virksomhederne kan i længden ikke bare nøjes med at være erhvervsaktører. De skal være samfundsaktører. For at sætte det lidt på spidsen kan man sige, at virksomhederne har sejret ad helvede til, men derved har de også mulighed for at ændre tingene," siger han.

Politisk regulering

Spørgsmålet er dog, om virksomhederne er klar til at leve op til det ansvar. Thomas Geuken har selv sine tvivl.

"Vi var faktisk forbeholdne over for at udgive det om drop zones, fordi der sikkert var nogle, som bare ville tage det til sig som et markedsføringsværktøj uden at tage det trade-off med, der handler om, at resten af byrummet er fri for reklamer," siger han og fortæller, at der da også allerede er firmaer, der har "responderet meget kraftigt", fordi de ville bruge formlen til at lave PR efter.

Men Thomas Geuken mener faktisk, at der også vil være fordele at hente for virksomhederne ved at gå ind på modellen.

"Firmaerne får en værdibærende kvalitet og en masse god omtale. For i disse rum er det forbrugerne, der kommer til produktet. Lige nu hænger reklamerne også på ikke-steder, altså gennemgange og passager, og firmaerne vil jo gerne frem på center stage," siger han med henvisning til, at drop zones i fremtidsscenariet ligger prominent placeret på steder som Trafalgar Square i London, Central Park i New York, Den Himmelske Freds Plads i Beijing og på Nørreport station i København.

Thomas Geuken mener desuden, at fordelene kan opveje virksomhedernes tab af product placement og anden skjult reklame. For han tror, at firmaerne skal være meget påpasselige med at lægge for megen vægt på den form for reklame i en fremtid, hvor alle forbrugere er vokset op med MTV og branding, så "de kender alle tricks'ne".

Ifølge Thomas Geuken er det dog også nødvendigt med indgreb fra politikerne, hvis det offentlige rum skal generobres.

"Det kræver, at man laver politisk regulering, og her vil jeg sige, at Klaus Bondam ganske givet har ret, når han siger, at vi muligvis er på vej i den forkerte retning."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu