Læsetid: 2 min.

Politikere vil have svar i specialesag

Både SF, Socialdemo-kraterne og Venstre vil spørge Helge Sander (V) om, hvordan det kan være, at Københavns Universitet fik en specialestuderende til at ændre sine konklusioner efter pres fra DR. Foreløbig er ministeren tavs
Indland
10. oktober 2007

I fredagens udgave af Information kunne man læse, hvordan Københavns Universitet bøjede sig for pres fra Danmarks Radio, da universitetet bad den specialestuderende Mille Buch-Andersen om at trække sit speciale tilbage. Hun havde skrevet kritisk om Radiosymfoniorkestrets ledelse, og Sociologisk Institut pressede hende til at ændre de DR-kritiske konklusioner. Sagen har nu fået flere af folketingets politikere til at stille spørgsmål til videnskabsminister Helge Sander. Helge Sander har nemlig hid til været tavs i sagen med den begrundelse, at Videnskabsministeriet er ankeinstans i en klagesag, som Mille Buch-Andersen kører mod universitetet.

SF's Morten Homann har nu stillet et såkaldt paragraf 20 spørgsmål:

"Det lader til, at han benytter sig af forskellige krumspring for at undgå at udtale sig om sagen. Men nu bliver han nødt til at svare," siger Morten Homann.

Også Socialdemokraternes Rasmus Prehn har stillet ministeren paragraf 20 spørgsmål:

"Han må i det mindste forholde sig til den generelle problemstilling. Om han mener, at det er i orden, at man trækker et speciale tilbage, fordi det er politisk odiøst," siger han. Dansk Folkepartis Jesper Langballe vil bede ministeren om en redegørelse for sagen:

"Hendes vejleder har erklæret, at specialet var klar til bedømmelse, men så blander DR sig, og så duer det pludselig ikke. Så må man tænke, at her er noget rivende galt. Det ser ud som om, den frie forskning bliver undertrykt," siger han og foreslår, at Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed bedømmer specialet, så man kan få afgjort, om der virkelig er metodiske problemer med det, sådan som instituttet påstår.

Også i Venstre vil Torsten Schack Pedersen bede ministeren om en redegørelse for sagen, som han kalder for "meget besynderlig."

Lille Dandysag

Morten Homann kalder historien om Mille Buch-Andersens speciale for "meget principiel." Det er den, fordi den handler om uafhængighed:

"Den handler om hvor meget en ekstern part kan påvirke resultater på universitetet. Det skulle nødet være sådan, at hvis man når frem til resultater, der ikke passer en anden part, så laver man dem om," siger han - og drager en parallel til den berømte Dandysag, hvor Aarhus Universitet tilbageholdt forskningsresultater, som gik tyggegummifabrikanten Dandy imod:

"Jeg synes, det her er en lille Dandy-sag. For det handler om, hvor meget samarbejdspartnere skal blande sig," siger han. Også Rasmus Prehn mener, at sagen er yderst vigtig:

"Det handler om den akademiske verdens integritet. Og så handler det om forsknings- og ytringsfrihed. Man skal kunne komme til orde - også selv om man er specialestuderende," siger han.

Venter på svar

Ifølge Morten Homann, bør ministeren skide ind og sikre, at lignende episoder ikke kan finde sted fremover:

"Ministeren har et medansvar, for han har indrettet universitetsloven på en måde, så universiteterne er meget sårbare over for pres ude fra - blandt andet på grund af bestyrelserne med eksternt flertal. Derfor må han også være med til at sikre, at universiteterne har et ordentligt beredskab til at stå imod presset fremover."

Ministeren kunne tirsdag ikke oplyse, om han vil svare på de stillede paragraf 20 spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her