Der var drøje hug til regeringen, da de to Venstre-ministre, integrationsminister Rikke Hvilshøj og socialminister Karen Jespersen, i går i et samråd forsvarede at holde asylbørn på asylcentre, selv om de bliver syge af det.
"Man gør alt, hvad man kan for børnene," var Rikke Hvilshøjs argument. Det godtog den radikale Morten Østergaard, ikke. "Når det er opholdstiden, der gør folk syge, og man ikke gør noget ved den, hvordan kan man så sige, at man gør alt, hvad man kan?," spurgte han. Hvilshøj fastholder, at det ikke giver mening at lukke afviste ansøgere ud i samfundet.
ritzau