Læsetid: 10 min.

'Jeg havde rygrad som kogt spaghetti'

Søren Gade ville egentlig have været officer eller politimand, men med forældrenes skilsmisse i baghovedet ville han ikke forlade sin mor i Jylland. Forsvarsministeren fortæller her om at være mand, far og troende - og om sin ungdoms deroute
Til trods for at Søren Gade er forsvarsminister for et land i krig, har han skabt sig et billede som en flink fyr. Gade fortæller om at være mand, far og troende - og om sin ungdoms deroute
19. oktober 2007

Han har altid en lighter i lommen - skulle en dame behøve ild.

"Nu ryger folk ikke engang længere, og alligevel går jeg rundt med den her åndsvage lighter."

Forsvarsminister Søren Gade (V) trækker på smilebåndet, rejser sig fra stolen og fremdrager et grønt eksemplar fra bukselommen. Han er i færd med at svare på, hvilken slags mand, han egentlig er.

"Jeg er nok lidt gammeldags. De dyder, man har i Forsvaret, kan man grine lidt af, men jeg er sådan lidt beskyttende. Nu har jeg to piger, og min kone siger, at jeg har alt for mange fripoint, fordi det er døtre. Men de skal nærmest have, hvad de vil. Der er jeg blød."

Søren Gades militære baggrund har lært ham at trække stole ud og holde døren - og så er han, når han selv skal sige det, god til 'sådan noget med blomster' til svigermor, familiens ældre og sin kone.

"Jeg er gammeldags opmærksom. Det var vel også min mor, der lærte mig det."

En rar krigsminister

Til trods for at 44-årige Søren Gade er medlem af en borgerlig regering for et land i krig, er det lykkedes ham at skabe et image som en troværdig og flink fyr. Adspurgt om, hvordan det er lykkedes, henviser han til sin første tid som minister.

"Jeg blev minister sådan der," siger han og knipser.

"Jeg havde ikke været på skoling eller kurser eller noget som helst, for det lå slet ikke i kortene, at det skulle være mig."

En uge efter, at Gade havde overtaget posten, dukkede billederne fra Abu Ghraib-fængslet op, og ministeren, der selv havde været udsendt i Mellemøsten og mødt ofre for tortur, havde ikke svært ved at virke oprigtig i sin afstandtagen til mishandlingerne:

"Jeg skulle hele tiden forholde mig til alle muligt tænkte situationer om, hvis man nu skulle redde hele menneskeheden. Men du kan ikke gradbøje det. Tortur-light findes ikke. Jeg tror faktisk, at folk troede på mig, og at det ikke bare var politisk korrekthed," siger Gade og tilføjer, at han i dag har svært ved at se torturscener som i den seneste Bond-film eller tv-serien 24-timer.

Og netop Gades egne erfaringer som FN-observatør i Mellemøsten i begyndelsen af 1990'erne har bidraget til troværdigheden.

"Jeg kan godt huske bebrejdelserne fra min mor, da jeg skulle af sted og bekymringerne, da jeg sad nede i det krigshelvede ... alle de følelser, som andre familier har i dag ... jeg har været igennem noget lignende," siger han om de udsendte danske soldater og deres familier. Dem skal vi vende tilbage til, men først et par af Søren Gades egne bud på, hvordan han blev en tålmodig mand, der lægger vægt på ærlighed og tillid. For ham handler det - som for så mange andre mænd - om mor.

Skilsmissen

Søren Gade er opvokset i Holstebro, i hvad han betegner som et almindeligt borgerligt hjem. Men almindelighederne forsvandt, da faren forlod familien til fordel for en anden kvinde.

"Jeg var omkring 10 år, da min far forlod huset. Det kan godt være, at der var andre skilsmissebørn på min skole, jeg kendte dem bare ikke. Det var ikke noget, vi talte om i klassen, men alle vidste det bare. Det var helt underligt ..."

Anna Gade Jørgensen måtte i årene efter opdrage sine to sønner selv.

"Vi gik fra aldrig at skulle tænke på det materielle til at vide, at vi ikke bare kunne få det, vi kunne før. Det er vel det tætteste, jeg har været på at være svag eller sårbar. Jeg var ikke udenfor, men jeg kunne godt se, at vi ikke var som de andre, og det kunne jeg på en måde bruge senere."

Moren arbejdede mange timer, og i sin fritid lavede hun nu og da mad, som hun bragte ud til ensomme gamle.

"Det har jeg efterfølgende tænkt over og syntes var helt okkult. Det var stort. På det tidspunkt var min mor jo egentlig selv sårbar, men alligevel havde hun kræfterne til det. Det har påvirket mit syn på at tage vare på de svage," siger ministeren med påtaget jysk dialekt. Skilsmissen fik visse folk på egnen til at se skævt til den troende Anna Gade Jørgensen, der havde det svært med sin nye status.

"Det stødte hende, for hun syntes ikke selv, at hun havde gjort noget forkert. Det blev nærmest et problem i forhold til troen."

De glade kristne

Familien forlod folkekirken til fordel for en grundtvigiansk valgmenighedskirke i Holstebro, som ministeren stadig frekventerer.

"Jeg holder af at komme i kirken i Skolegade. Vi har en gammel højskoleforstander som præst, som holder nogle kanon prædikener. Det giver mig krudt til i dagligdagen at tænke over tingene," siger ministeren, som med glæde betaler til en kirke, der går under navnet 'De glade kristne', og som 'prøver at gøre det lidt anderledes, mere levende og nærværende'.

"I bund og grund er jeg et kristent menneske. Jeg er ligeglad med, hvad folk tror på, men nogle af de værdier, vi bygger vores samfund på, er så gode, at vi kan tillade os at påpege dem over for andre, uden at vi skal missionere."

Tiden gik og Anna Gade Jørgensen mødte skibsfører Poul Jørgensen - den mand Søren Gade i dag betragter som sin far.

"Så var vi lige som alle andre igen. Men det giver nogle rystelser inde i et lille drengehoved, når sådan noget sker."

- Hvad tænkte du om skilsmissen?

"Jaaa ... Man blev jo bare mere glad for sin mor, det var jo der, vi boede. Så havde man jo også kun en ... Jeg har tit tænkt over, hvor meget, det egentlig har påvirket, og jeg er ikke helt kommet til en konklusion, men der er ingen tvivl om, at det har haft en indvirkning på min måde at tænke og være på."

- Hvad var du for et barn?

"I folkeskolen var jeg suverænt en duks i forhold til at lave mine lektier, at passe lærerindernes børn og gå med deres hunde. Jeg havde en fed oplevelse under mit første besøg i Irak, hvor jeg mødte en af mine gamle læreres børn. Han var sergent i Livgarden, og ham havde jeg passet, da han ikke var større end sådan," siger ministeren og holder hånden en lille meter over gulvhøjde.

En lang deroute

Men i 1979 starter mønsterbarnet på Holstebro Gymnaisum og slipper tøjlerne - til sin mors fortrydelse.

"Jeg kan ikke sige dig, hvad der går galt. Men fra midt i 1.G og til slutningen af 3. G var det en lang deroute i forhold til at lave lektier og til karakterbogen. Jeg gik fra at være rimelig dygtig og målrettet til at have rygrad som kogt spaghetti."

Da Søren Gade forlod folkeskolen, havde han aldrig drukket en øl, endsige været fuld.

"Det blev der ret hurtigt lavet om på," konstaterer han med et grin.

"Det var egentlig synd for min mor, for min bror havde det lidt på samme måde. Vi var hamrende uengagerede i skolen."

I arrigskab over at drengene endnu en dag sov længe, bedyrede Anna Gade Jørgensen, at 'ja, man skulle have gået i gymnasiet'.

"Men som min far - altså Poul - tilfældigt bemærkede: Nej, lille Anna, så mange bajere kan du ikke drikke. Han havde lidt ret, for det var en lang fest."

Det eneste, der stod klart for den unge Søren, var, at han skulle ind som soldat. Inspirationen kom fra en ældre gymnasiekammerat, der ligesom han selv var spejderleder, og som blev reserveofficer. Desuden lå Gades barndomshjem - hvor han og familien bor i dag - ved siden af Holstebro kasserne.

"Så det har fyldt noget altid."

På månen

Efter gymnasiet blev han optaget på sergentskolen i Sønderborg og fortsatte på løjtnantsskolen i Oksbøl.

"Den der transformation, hvor man har rygrad som kogt spaghetti og til, at man kommer ind på sergent- og løjtnantskolen ... jeg kan sgu da vise dig billedet ..."

Ministeren rejser sig og finder et billede frem fra sin tid i Sønderborg. En alvorlig ung mand med overskæg ser på os bag glasset i rammen.

"Det er den eneste gang, jeg er blevet nummer et. Det var en ud af kroppen oplevelse for mig. Det var den største transformation i mit liv. Der lærte jeg at tage ansvar for andre end mig selv."

Søren Gade blev i forsvaret i tre år og overvejede en videre militærkarriere. Han drømte også lidt om at blive politimand, men vægrede sig ved en skolegang i København.

"Nu griner du din røv i laser, men jeg er så meget jyde ... Jeg ville ikke herover af skræk for at ende på Sjælland, og nu sidder jeg og kan ikke blive mere københavner; er det ikke grotesk," spørger ministeren og ler igen.

"Men det handler også om familie og venner og om min barndom. Min mor, som desværre døde for godt ti år siden, betød utrolig meget for mig. Tanken om at være væk fra familien ... og i København - så kunne du lige så godt bo på månen."

Beslutningen om, hvorvidt Gade skulle overvinde sig selv og blive i militæret blev endeligt afgjort på et befalingsmandskontor, hvor han og en kollega slog plat eller krone om, hvorvidt de skulle på officersskolen:

"Han er i militæret i dag, og jeg er der ikke."

Gavekort til sit hjem

Søren Gade, der var blevet venstremand i løbet af sin gymnasietid, tog i stedet en økonomiuddannelse på Aalborg Universitet og fik job i det private erhvervsliv. I 2001 kom han i Folketinget og blev næstformand i Forsvarsudvalget. Men en fredag i april for tre år siden skulle en opringning vende op og ned på tilværelsen.

Gade havde taget en lystig weekendafsked med daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby.

"Han var i strålende humør og havde røget 20-30 cigaretter, som han plejede."

Men da Søren Gade kom hjem, så han på tv, at Jensby var gået af. Telefonen ringede med besked om, at han skulle ringe til statsministeren.

"Jeg vidste godt, at han ikke ringede for at bede om et godt råd."

Gade takker omgående ja. Uden at spørge familien til råds.

"Hvis du tilhører et af de traditionelle regeringspartier, vil man altid have drømmen om at blive minister. Folk vil næsten automatisk sige ja."

Men det klare ja var næppe faldet, hvis Søren Gade for alvor havde indset, hvad jobbet indebar.

"Jeg plejer at sige det sådan, at hvis man vidste, hvad der ventede en, havde man så haft modet til at blive minister? Det er jeg faktisk ikke sikker på, og sådan tror jeg, mange har det. Dybest set aner du ikke, hvad du siger ja til, og du bliver virkelighedsramt sådan her," siger ministeren med en knytnæve mod sin ene håndflade og en lille crash-lyd.

Selv om Søren Gade ikke tænkte så meget over, at han ville forsømme sin familie, blev det ret hurtigt klart, at døtrene savnede deres far: "En fredag, da jeg kom hjem, stod de ude på trappen med et gavekort til mig. Det var til et weekendophold på Kroghsvej, hvor vi bor. Jeg indløste det ret hurtigt, men det stak jo lidt."

En masse pænt pladder

Som 'jydeminister' er han væk fra familien hele ugen, hvilket gør det let at sige ja til alskens arrangementer. Og det gør Gade, der selv peger på den manglende evne til at sige nej som sin største svaghed.

"Jeg kan let sige, at førsteprioriteten i mit liv er Ida, Mette og Helle. Men i min kalender fylder de ikke ret meget. Så kan jeg sige pæne ting om, at de er i mine tanker og alt det pladder. Men for dem er det da ligegyldigt, hvad jeg går og tænker, for er du der, eller er du der ikke?," lyder det fra ministeren, der trøster sig med, at pigerne nu er så gamle, at hans fravær betyder mindre.

Skulle Søren Gade vælge en anden levevej ville han undervise, som han gjorde en overgang på Holstebro Handelsskole.

"Jeg har aldrig haft problemer med at brænde igennem, når jeg underviser. Det er en gave, som gør dig i stand til at fange folk."

Foreløbig er han dog fortsat øverste politiske chef for de danske soldater, hvoraf endnu en omkom i kamp i denne uge. Dermed står Gade over for sin syvende begravelse -hvis familien ønsker ham tilstede. Hvornår det ikke længere er den militære indsats værd, kan ministeren ikke give en objektiv vurdering af.

"Men jeg kan ikke hykle, for det er mig, der skal hen og snakke med den soldat, der har mistet et ben, eller moren der har mistet en søn. Hvis jeg inderst inde ikke troede på det, kunne jeg ikke holde mig selv ud."

- Hvad vil du gerne huskes for som menneske?

"Som menneske?! Hold da op. Jeg håber, at mine unger, når jeg engang er død, vil synes, at de har haft en god barndom med en far, der udviste dem tillid. Som måske ikke var der så meget, men som trods alt var en festlig fyr. Det tror jeg egentlig også, jeg er."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu