Note
Læsetid: 2 min.

S står hårdt på 24-årsregel

De Radikale får ikke lov at lempe udlændingepolitikken mærkbart, selvom de kommer i regering med Socialdemokraterne, lyder budskabet fra Helle Thorning-Schmidt
De Radikale får ikke lov at lempe udlændingepolitikken mærkbart, selvom de kommer i regering med Socialdemokraterne, lyder budskabet fra Helle Thorning-Schmidt
Indland
24. oktober 2007

Socialdemokraterne håber på "et tæt samarbejde" med De Radikale efter valget, men Margrethe Vestager skal ikke forvente at komme langt med radikale ønsker om lempelser i udlændingepolitikken. De Radikale ønsker blandt andet at afskaffe 24-årsreglen, men til spørgsmålet om, hvem der må give sig, siger den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt:

- Jeg har sagt gennem hele min tid, at jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke skal fortsætte med at have en stram udlændingepolitik. Det er der også et stort flertal for i Folketinget. 24-årsreglen og tilknytningskravet virker, selvom de måske ikke er så kønne.

Til gengæld vil Socialdemokraterne gerne være med til at gennemgå praksis i Udlændingeservice for at effektivisere og sikre asylansøgeres retssikkerhed. Og så har S nærmet sig De Radikale ved at åbne op for at lade afviste asylansøgere, der ikke kan sendes hjem, bo og arbejde ude i samfundet.

- Jeg mødte nogle mennesker i et asylcenter for to uger siden, som havde været her i 10 år. Jeg ønsker ikke, at de skal leve under de forhold i fem år mere. Vi står med et helt konkret problem, som handler om irakiske asylansøgere, og hvis regeringen virkelig ikke kan få den hjemsendelsesaftale, så bliver vi nødt til at tage alvorligt hånd om det, siger Helle Thorning-Schmidt.

Der skal tages hånd om det inden for et år, mener hun.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer om, at det vil føre til "reelt fri indvandring", hvis man lod afviste asylansøgere arbejde i Danmark. Det kalder Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, for en skræmmekampagne. Så her kan S enes med De Radikale om at gå imod regeringen.

- Man står jo ikke som iraker og siger: Hvis jeg ikke må arbejde der, så vil jeg ikke komme, mens hvis jeg gerne må, så tager jeg derop. Sådan hænger det selvfølgelig ikke sammen. Vi åbner ikke på nogen som helst måder for en stærkt øget tilstrømning til Danmark. Men man må have hjertet med sig og på et tidspunkt sørge for en tålelig tilværelse for de mennesker her, siger Henrik Sass Larsen.

Selvom uenigheden på udlændingepolitikken består, peger De Radikale på Helle Thorning-Schmidt som forhandlingsleder efter et valg.
/ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her