Læsetid: 2 min.

SAS dropper helt Dash-fly

SAS dropper nu helt de uheldsramte Dash Q8/400 fly. Det besluttede flyselskabet i går på et ekstraordinært bestyrelsesmøde efter det tredje havari med flytypen
SAS- koncernchef Mats Jansson (t.h.) og direktør John Dueholm holdt i går pressemøde i Stockholm, hvor de bekendtgjorde, at SAS nu helt indstiller flyvningen med deres ialt 27 Dash Q8/400 fly.

SAS- koncernchef Mats Jansson (t.h.) og direktør John Dueholm holdt i går pressemøde i Stockholm, hvor de bekendtgjorde, at SAS nu helt indstiller flyvningen med deres ialt 27 Dash Q8/400 fly.

Mats Andersson

Indland
29. oktober 2007

Der bliver ikke flere SAS-crash med Dash-fly. Hensynet til flyselskabets gode navn og rygte fik i går SAS-topledelsen til på et ekstraordinært bestyrelsesmøde definitivt at give de uheldsramte Dash Q8/400 fly det røde kort efter det tredje havari på under to måneder.

Lørdag aften måtte et SAS-fly af typen Dash 400 fra Bergen nødlande i Københavns Lufthavn, og så var det slut med SAS-koncernchef Mats Jansson tålmodighed. Selv kaldte han det en stor - men også rigtig beslutning at droppe flyene.

Og det er SAS-analytikere enige i - nu gælder det for SAS om at genvinde kundernes tillid og gennemføre de bebudede spareplaner, så selskabet kan genvinde pusten og få et fornuftigt resultat på bundlinjen. Umiddelbart vil der dog gå flere måneder, før SAS igen er på fuld kapacitet, og det kommer til at koste selskabet dyrt på kort sigt, vurderes det.

SAS-meldingen på et hasteindkaldt pressemøde i Stockholm kom kort efter, at den canadiske flyproducent Bombardier havde understreget, at der ikke var grund til at indstille flyvningerne med Dash-flyene, sådan som de skandinaviske luftfartsmyndigheder valgte at gøre umiddelbart efter uheldet i Kastrup.

Ikke den bedste reklame

Ingen kom til skade under den voldsomme landing lørdag. Men billeder af havarerede SAS-fly er ikke den bedste reklame. Samtidig stod politikerne i kø i valgkampen for at kritisere sikkerheden omkring flyene, men det var ikke af sikkerhedsmæssige årsager, at SAS har valgt at holde flyene permanent på jorden. Det havde været muligt at reparere Dash-flyene, understregede SAS-ledelsen.

Derimod var hensynet til luftfartsselskabets brand, kundernes svigtende tillid til flyene og hensynet til medarbejdernes arbejdsmiljø, som SAS har ansvaret for, den afgørende rolle, pointerede Mats Jansson.

"Tilliden til Q400 er mindsket betydeligt, og vores kunder bliver mere og mere utrygge ved at flyve med flytypen. Derfor har jeg med bestyrelsens godkendelse besluttet helt at tage Dash 8Q 400 ud af drift," sagde Mats Jansson.

SAS satte det første fly af typen i trafik i januar 2000, og propelflyet har siden transporteret omkring fem procent af koncernens passagerer. ritzau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her