Læsetid: 2 min.

Socialdemokraterne til valg på skattelettelser eller velfærd

S går til valg på, at regeringen ikke kan løse problemer i den offentlige sektor, siger partiets formand, Helle Thorning-Schmidt
Indland
24. oktober 2007

- Det er det helt rigtige tidspunkt for os, siger den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, om det kommende folketingsvalg til den 13. november.

Dermed holder hun fast i optimismen, selvom der ved de seneste meningsmålinger har været langt til et flertal for Helle Thorning-Schmidt som statsminister. S-formanden vil vinde valgkampen på velfærd frem for skattelettelser, og ifølge hende er regeringen presset til at udskrive valg på grund af problemer i den offentlige sektor.

- Regeringen magter ikke at løse en række opgaver. Der er en offentlig sektor og et sundhedsvæsen, der ikke fungerer, som det skal. Der er overenskomstforhandlingerne. Og kommunerne bliver muligvis bedt om at genåbne deres budgetter og spare yderligere. Det er det, valget kommer til at handle om, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun understreger, at partiet har penge nok til at føre valgkamp - 10 millioner kroner - selvom regeringspartierne har omkring fem gange så meget.

- Man har aldrig penge nok, men vi bruger det, vi har, og kommer tæt på vælgerne. Vi har styr på vores kampagne, vi har styr på vores organisation, så alt er klar, siger Helle Thorning-Schmidt.

Udlændingepolitikken ses af kommentatorer som en svær balancegang for Socialdemokraterne, fordi partiet både skal forsikre vælgerne om, at de går ind for en stram udlændingepolitik og samtidig kritisere regeringen og Dansk Folkeparti for at være umenneskelige. I første omgang understreger Helle Thorning-Schmidt, at man kan stole på en stram udlændingepolitik fra partiet.

- Der er bred enighed i Folketinget om en stram udlændingepolitik med blandt andet 24-årsreglen og familiesammenføringskravene. Den linje følger Socialdemokratiet også. Uenigheden handler om integration og strandede mennesker i asylcentre. Da har regeringen opført sig kynisk, og det vil vi ikke bare se på, siger hun.

Selvom Socialdemokraterne er uenige med De Radikale om udlændingepolitikken i forhold til blandt andet 24-årsreglen, mener Helle Thorning-Schmidt, at der er mere, der samler end skiller de to partier på udlændingeområdet.

- Jeg er overbevist om, at meget samler de to partier. Det så vi også i åbningsdebatten, siger hun med henvisning til, at Socialdemokraterne i Folketingets åbningsdebat åbnede op for, at asylansøgere kan komme ud at bo i samfundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor går I ikke hårdt til Lars Løkkes nedgørende samtaleform og hans kontrolsystem, som han nu siger, at han vil afskaffe efter lige at have indført det.