Christiansborg Slotsplads, tirsdag eftermiddag: Pia Kjærsgaard (DF) forlader velfærdsdemonstrationen med et anstrengt smil på læben og på gåben fulgt af sine to sortklædte PET-agenter og en hale af råbende unge demonstranter i Robin Hood-mundering.
Folketingets talerstol, torsdag: Pia Kjærsgaard hævder, at det var SFU (Socialistisk Folkepartis Ungdom), som skræmte hende væk. Og så bliver Villy Søvndal sur, for det passer ikke, siger han.
I går tog så SUF (Socialistisk Ungdoms Front, som samarbejder med Enhedslisten) da også ansvaret. Desuden kom det frem i Ekstra Bladet, at dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen havde filmet hele forløbet. Og der var ingen SFU'ere, som på de ni minutters video chikanerede Pia Kjærsgaard, men derimod en masse Robin Hood'er fra SUF.
DF-lederen fastholder dog, at det var hele stemningen, den var gal med, og den bidrog SFU til. Så hun forlanger stadig en undskyldning fra SF-formand Villy Søvndal, som på sin side har annonceret, at han vil klage til Folketingets Udvalg for Forretningsorden - og også Folketingets formand, Christian Mejdahl, er nu gået ind i sagen.
Tilbage står SUF-aktivisterne så med en fjer i Robin Hood-hatten - sådan her sagde i hvert fald talskvinde Rebecca Madsen til Ritzau:
"Vi ville have hende væk. Når hun pisser os op og ned af ryggen ved at sige, at hun går ind for velfærd til alle, så er det klart, at vi bliver frustrerede."
Fortryder ikke
Og Pia Kjærsgaard blev skræmt væk, så altså - sejr. Eller hvad? Information har spurgt medlem af SUF's landsledelse Johanne Skriver.
- Hvorfor er det i orden at råbe af sine politiske modstandere og smide konfetti efter dem, til de forlader Christiansborg Slotsplads?
"Jeg synes, man skal huske, at det, vi gjorde, var meget fredsommeligt. Vi dansede kædedans og var klædt ud. Vi var ikke truende på nogen måde."
- Ja, jeg så det selv. I løber efter hende og råber af hende, og så forlader hun slotspladsen rimeligt stille og roligt. Men hvorfor er det i orden at protestere på den måde frem for eksempelvis at tale med hende?
"Jeg synes, det er okay at vise, at man ikke kan lide Pia Kjærsgaards politik, især ved sådan en demonstration. Det er klart, at hun har lov til at komme ud og sige, hvad hun mener, men vi har også lov til at sige, hvad vi mener om hende."
- Også Enhedslisten har taget afstand fra aktionen, så hvorfor er det okay at aktionere på denne lidt skingre måde?
"SUF har først og fremmest lagt et stort arbejde i at lave demonstrationen, det her har været en lille ting for os. Det er jo ikke noget, som vi har planlagt. Men jeg synes ikke, at det er jordens undergang. Når man render rundt i Robin Hood-kostumer, siger man også noget om at tage fra de rige og give til de fattige - og på den måde synes jeg, at vi forsøgte på en meget politisk måde at få vores budskab ud. Og det, der blev råbt, var jo også, at hendes politik ikke skaber velfærd."
- Ja, og så kampråbet 'ingen racister i vores gader' ...
"Ja, det er rigtigt. Men vi synes jo også, at der er en grundlæggende forskel på vores politik. Hun forsøger at splitte folk op omkring etnicitet og at skabe frygt i befolkningen. Vi vil skabe tryghed ved sikre god velfærd."
- Men man kunne også spørge, om den her aktion er et udtryk for frustration over, at venstrefløjen deler nogle politiske sager med Dansk Folkeparti, såsom at de offentligt ansatte skal have mere i løn?
"Det er mere en frustration over Dansk Folkepartis retorik. Det er jo DF, som lægger stemmer til stort set alle nedskæringer. Men det er da rigtigt, at der nok er nogle frustrationer over, at Pia Kjærsgaard forsøger at sælge sin politik på den måde."
- Nu har Pia Kjærsgaard så fået en masse omtale på den her aktion, måske i virkeligheden mere end velfærdsdemonstrationerne fik. Har I ikke skudt en Robin Hood-pil i foden på jer selv?
"Jeg tror, at hvis Pia Kjærsgaard ville, kunne hun få halvdelen af den her omtale alligevel. Hun kunne have gået ned og lavet nogle andre smarte billeder, eller nogle andre kunne have råbt noget værre. Jeg tror ikke, at vores aktion har stjålet mediebilledet."