De har haft en pragtfuld valgaften - helt som planlagt bliver Ny Alliance tungen på vægtskålen, og med sejren i baglommen bedyrer en storsmilende Naser Khader, at man skal i gang med en dronningerunde - Fogh er partiets valg af kongelig undersøger.
Herefter er der to muligheder: Statsministeren kan imødekomme Khaders ønske, hvorpå turen dagen efter går til dronningen for at erklære, at forhandlinger med henblik på regeringsdannelse går i gang. Eller: Fogh kan være stædig og kræve det flertal imod sig, der parlamentarisk set er nødvendigt, for at regeringen træder tilbage. Det vil i så fald betyde, at et flertal skal stille et mistillidsvotum til regeringen, når Folketinget den 19. november er samlet første gang efter valget.
Selv afviser NA-formand Naser Khader at tage stilling til det scenarie.
"Det tror jeg ikke, vi behøver. Jeg kan ikke forestille mig, at han nægter at gå af. Hvis det på valgnatten viser sig, at VKO-flertallet er væk, tror jeg, han tager en dronningerunde," siger han.
Og det vil næppe heller blive nødvendigt. Hvis Fogh er stædig og kræver et mistillidsvotum, vil det være misligholdelse af god parlamentarisk skik og sætte unødige skår i forholdet til Ny Alliance:
"Og statsministeren ville fremstå som en, der ikke vil slippe magten," påpeger professor i Statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen.
Juridisk tomrum
Der er ikke formelle krav til, hvad en dronningerunde indebærer, eller hvornår den skal finde sted. Af reglerne følger det alene, at en regering skal dannes uden et flertal imod sig. Sandsynligvis vil partilederne allerede onsdag drage mod Amalienborg og gøre majestæten opmærksom på, hvem de peger på som forhandlingsleder og med hvilket mandat. Forhandlingslederen - eller undersøgeren - vil med størst sandsynlighed blive den fungerende statsminister - i vort tænkte tilfælde Fogh, men der er intet krav herom. Heller ikke når det kommer til mandatet, er der klare regler.
"Partierne kan kræve, hvad de vil. Det kan være udarbejdelsen af et regeringsgrundlag, dannelsen af en regering funderet på et flertal henover midten - eller hvad man kan finde på," siger Asbjørn Skjæveland, lektor ved Aarhus Universitet med speciale i politiske koalitionsdannelser.
Han påpeger i øvrigt, at det er den fungerende statsminister, der tolker partiernes indstillinger - dronningen er blot kransekagefigur i den forbindelse.
Efter NA's udmeldinger at bedømme, vil partiet lægge stor vægt på en skattereform - modsat står Pia Kjærsgaard (DF) fast på en stram udlændingepolitik. Det dilemma skal vi vende tilbage til.
Vil forhandle grundlag
Hvordan de egentlige forhandlinger vil forløbe afhænger af valgets udfald og af de meldinger, der kommer på valgnatten. Skulle de radikale vise sig villige til at tale med om en ny regeringsdannelse, kan Fogh tage det med i sine betragtninger og eventuelt forsøge at komme helt uden om DF - hvis mandaterne er til det.
Hvor længe forhandlingerne kan trække ud, er alene op til den kongelige undersøger, alias Fogh. Han kan vise sig helt at måtte opgive at samle opbakning til projektet - derpå kræves en ny runde hos monarken, som kan udpege ham til at fortsætte eller eventuelt give stafetten videre til Helle Thorining-Schmidt. Den mulighed holder NA fortsat åben.
Efter valget i 1988 krævede det hele fire dronningerunder med tre forskellige forhandlingsledere, før Poul Schlüter (K) tre uger senere kunne danne sin regering.
Men skulle det lykkes at samle NA og DF, eventuelt også de radikale, vil udarbejdelsen af et egentligt regeringsgrundlag gå i gang. Ved sidste valg besluttede Fogh på opfordring fra Bendt Bendtsen (K) at lave et grundlag, som ikke på forhånd var godkendt af DF. Det vakte vrede hos støttepartiet, som følte sig tilsidesat. Den manøvre bliver næppe mulig denne gang:
"Vi insisterer på en dronningerunde, for vi vil gerne have forhandlinger om et regeringsgrundlag," lyder det fra NA-formanden.
Hvis det lykkes for Fogh at lave et grundlag, som tilfredsstiller flertallet, kan han gå i gang med at danne sin regering. På forhånd skal han dog have afklaret, hvilke partier der skal have ministerposter, men hverken DF eller NA har stillet krav i den forbindelse, så umiddelbart kan en VK-regering fortsætte.
Fodnotepolitik truer
Derefter er det tilbage til dronningen, som kan gå i gang med at trykke hånd med de nye ministre.
Tilbage til Foghs store dilemma; hvordan man får samlet DF med krav om stram indvandrings- og asylpolitik og NA med det modsatte synspunkt og tydelige krav om en skattereform. Venstres Søren Pind peger i sin blog på risikoen for en ny periode med 1980'ernes fodnotepolitik:
"Jeg tror, Dansk Folkeparti vil strække sig langt. Og jeg vil vædde på, at det bliver på skat. For integration? Sandheden er jo den enkle, at ønsker Ny Alliance at gennemføre ændringer med basis i de nuværende meningsmålinger, har partiet frit spil med venstrefløjen. Det behøver ikke at indgå i et krav til regeringen i regeringsdannelsesprocessen.
Vi er med andre ord tilbage i fodnoteperioden," skriver han.
Og netop den slags aftaler uden om regeringen på forsvars-, kultur- og især retspolitik, som Schlüter-regeringen måtte kæmpe med op gennem 80'erne, er bagsiden af den negative parlamentarisme, betoner institutleder på statskundskab ved KU, Lars Bille:
"For hvem er det så, der regerer landet, og hvor er autoriteten? Omvendt er den negative parlamentarisme en fleksibel ordning, der sikrer, at man kan løse ting i fordragelighed," siger han og spår til slut om forhandlingerne efter valget 2007:
"De kan godt gå hen og rigtig langvarige."
En ualmindeligt begavet analyse. Den får selvsagt Erik Meier Carlsens parodi af en anlyse fra i går til at være endnu mere latterlig.
Ingen tvivl om at parlamentarismen genindføres, hvis mandaterne fordeles som meningsmålingerne viser.
Jeg tror at Fogh (forudsat at han forbliver statsminister) udskriver valg, hvis Ny Alliance gennemfører lempelser af udlændingeloven sammen med S,R og venstrefløjen, og der er dermed ikke helt "frit spil" på udlændingeområdet, som artiklen citerer Søren Pinds blog for.
Erik Meier Carlsens "analyse" i går var mere eller mindre et afskrift af Nyhedsavisen fra i mandags.
Ja, det er et sjovt dilemma for NA, på den ene side kan de ikke se deres borgerlige vælger i øjnene, hvis de skal samarbejde med DF.
Hvis NA skal samarbejde med en socialdemokratisk statsminister, så kan de heller ikke bagefter, som et borgerligt parti se deres vælger i øjnene.
Hvad i al verden kan de gøre?
Hvis Enhedslisten vælges i folketinget, og Kristendemokraterne også kommer ind ( formentlig med et mandat fra Vestjylland), så bliver puslespillet endnu mere indviklet – og det vil bringe den kvindelige socialdemokratiske statsministerkandidat tætter på magten.
Som jeg ser det, så vil der være langt mere samarbejdsmæssigt at opnå med venstrefløjen, men modsat vil vælgerne straffe NA, hvis de ikke vælger de ” adfærdsvanskelige” fra højrefløjen.
En regering med NA og DF spår jeg ikke lang leve tid. For slet ikke at tale om, at DF har været Anders Foghs absolut mest loyale partner, og det vil kun være rimeligt, at den slags belønnes med ministerposter til DFerne. For slet ikke at tale om, at DFs naturlige størrelse gør dem demokratisk berettiget til mere indflydelse end de konservative.
Artikler som "Efter valget ..." er en af de grunde jeg læser information, ganske enkel fremragende
Til Kenneth Trans,
Okey, jeg tror lidt du glemmer at venstrefløjen også indebære SF og enhedslisten og jeg mener bestemt at NA vil have nemmere ved at få vedtaget sin politik med DFs stemmer end med SF og enhedslisten. NA’s primære valgløfte er en stor skatte reform og skattelettelser til dem der arbejder, en politik som hverken socialdemokraterne, SF eller enhedslisten vil lægge stemmer til, derimod vil VKO nok kunne overtales for indrømmelser fra NA på indvandrings- og asylpolitikken.
@ Søren Nørbak skrev
Ikke for at være for pessimistisk; men jeg tror NA, er nødt til at slække gevaldig på deres krav i forhold til udlændinge, for at DFerne går med til en skatteprocent på, fx 40%.
Egentlig tror jeg, at NA kan få gennemført alle sine udlændingeønsker med venstrefløjen, mens i forhold til skattekravet, så tror jeg kun, at det er Enhedslisten ( hvis de kommer i folketinget), som vil gå imod.
Til gengæld tror jeg, at det godt kan forhandles med Villy Søvndal (SF), ligesom det ikke er helt fjernt for socialdemokraterne.
De borgerlige fra Radikal Venstre er i hvert ikke et problem i forhold til at sætte skatten ned.
Og jeg tror på, at det er meget begrænset, hvor afhængig gennemførelsen bliver af Enhedslisten – mon ikke både de konservative og Venstre gerne vil stemme for skattelettelser – i hvert fald er det offentlig kendt, at de konservative er klar med en hjælpende hånd ved stemmeknapperne.
I det store hele billede ” koster” det på egne værdier, at skal nå til enighed om en samlet politik. Og jeg nægter og tro, at NAs evt. krav om 40% vil blive mødt med et ultimatum fra venstrefløjen om, at der ikke kan forhandles en løsning. Det er trods alt god ” købmandsskab”.
Det er selvfølgelig uundgåeligt med disse spekulationer om hvor det hele ender og hvem der kan noget med hvem?
Men jeg synes nok man skulle give det en tanke om det nu også er klogt at danne regering for enhver pris. Jeg er sikker på at det gør VKO med NA hvis det kan lade sig gøre.
Men skal SR også gøre det, hvis ex. NA giver lov til det?
Det tror jeg ikke. Skulle det ske at NA bliver til salg for SR tilbudende, og med støtte fra Ø, SF og måske de kristne. Sker det og brasser det hele sikkert sammen om et år, så er vi der vil denne kurs, virkelig på røven. Så ligger der kulsorte år foran os.
Hvis det flasker sig som det ser ud til, at det bliver meget snævert, så tror jeg at vi, dvs. landet, er bedst tjent med at lade Fogh køre linen, helt ud således at der sammen med DF ikke længere er noget alternativ til en regering som vi vil have.
Landet står jo stadig over for store politiske beslutninger og sikkert også økonomiske problemer, alle som skal løses efter valget, og hvis regeringsalternativet ikke går mærkbart frem, så burde de problemer bringe VKO hen hvor de hører hjemme i mange, mange år - langt tilbage i Folketinget hvor vi ikke kan høre dem.
Kurt Bertelsen
Jeg tror, at du kan være 75% sikker på, at NA vil strække sig meget for at få en borgerlig regering – husk på hvem medlemmerne er.
Og man kan også have en hypotese om, at udlændingekravene ( ” slapperne”) er forhandlingstaktisk i forhold til ( ” strammerne”) fra DF.
Så udlændingekravenes uofficiel formål er, at virke som en egentlig ” trojansk hest” for skattelettelser.
Kortsagt, hvad er DFs mærkesag nr. 1: yderligere stramninger af udlændingelovene. Hvad er borgerlige politikkers mærkesag nr. 1: skattestop/ lettelser.
Og de konservative vil have skattelettelser, og egentlige liberalister vil også have skattelettelser – uden at man er fra CEPOS.
Og det er for mig svært, at blive overbevist om, at en statsminister som i hans ungdom var temmelig liberal ideologisk, og skrevet bogen ” Fra minimalstat til socialstat” inspireret af Robert Nozicik ikke i sit indre sind drømmer den liberale drøm om fri fra tvangsbeskatning – som det hedder i de termer.
Nå Fogh holder fast i skattestoppet, så er det fordi, at det ikke er let, at få gennemført skattelettelser med DF – og her kan han jo blive ” presset” af NA til at gå helt imod sin vilje til DF, og ændre kurs omkring skattelettelser.
Så kan vi godt forvente, at DFerne vil have noget til gengæld. Så vil de have en strammer udlændinge politik. Så skælder DF og NA ud på hinanden offentligt i noget tid, for at tilfredsstille hinandens bagland. Venstre kan sige, at de er socialdemokratisk anlagt, og det med skattelettelserne var et parlamentarisk pres. Udlændingepolitikken kan de konservative sige, at det var igen dem fra DF, men for at berolige baglandet i mod den uanstændighed, så kan Bent Bentsen sige, men vi fik skattelettelser.
Så jeg forventer en borgerlig regering, hvor det første skridt er, at lave planer for skattelettelser og yderligere stramninger af udlændingepolitikken i Danmark.
Jo længere tid Socialdemokraterne er til, at få stoppet den sociologiske borgerliggørelse af borgerne i Danmark, desto svære bliver det, at tilbageerobre magten igen.