Baggrund
Læsetid: 9 min.

Valgkampen og velfærdens oversete helte

Den utroligt vellykkede modernisering af det danske samfund gennem de seneste 25 år gør det mindre vigtigt, hvem der vinder valget. Sammen med fagbevægelsen vil Thorning og Vestager nødvendigvis videreføre den ny-korporativisme, som Fogh mesterligt har videreført fra Nyrup og Schlüter
Vinderne. Når en godhedsindustriens førstemand som Jørgen Poulsen stiller på for et parti, der accepterer 24-årsreglen, så er der tale om en ny konsensus. Det var fagbevægelsen der gennem to årtier banede vejen for den - og Ny Alliance, der står til at høste den politiske gevinst.

Vinderne. Når en godhedsindustriens førstemand som Jørgen Poulsen stiller på for et parti, der accepterer 24-årsreglen, så er der tale om en ny konsensus. Det var fagbevægelsen der gennem to årtier banede vejen for den - og Ny Alliance, der står til at høste den politiske gevinst.

Thorkild Amdi

Indland
27. oktober 2007

Den 26. februar rejste Hans Jensen sig ved middagsbordet hos statsminister Fogh på Marienborg og bød op til dans i kredsen af ledende fagforeningsfolk og ministre. Han opfordrede kraftigt regeringen til at gøre en bindende trepartsaftale til et hovedelement i den kvalitetsreform for den offentlige sektor, som Fogh og hans ministre de forudgående måneder havde søgt at give form og indhold. Overskriften havde Fogh haft med hjem fra sidste års sommerferie i Frankrig - et strategisk modtræk til en midlertidig optur i meningsmålingerne for Helle Thorning Schmidt og hendes velfærdsudspil.

Da trepartsaftalen mellem de tre store grupper i fagbevægelsen, LO, FTF og AC i sommer var en realitet, kunne Thornings chefstrateg Henrik Sass ikke holde fortrydelsen tilbage, men kritiserede fagbevægelsen for at legitimere Foghs politik. Måske var det denne kritik, der fik S-dronningen til at kløjs i et trepartsspørgsmål på valgkampens første dag, så Sass måtte komme hende til undsætning og korrigere en uoverlagt tøven:

Den oversete fagbevægelse

Torsdag slog Henrik Sass Larsen over for Ritzau fast, at en socialdemokratisk regering vil gennemføre præcis den trepartsaftale, som regeringen indgik med LO, FTF og AC i foråret. "Vi synes, det er en glimrende trepartsaftale, der er indgået. Vi kan støtte alle elementer i den", sagde Sass Larsen til Ritzau.

Tvivlen om aftalens fremtid opstod efter, at S-formand Helle Thorning-Schmidt havde fået sagt, at Socialdemokraterne ikke ville love at gennemføre hele trepartsaftalen på grund af den manglende finansiering.

FTF-formand Bente Sorgenfrey var med egne ord ved at få kaffen galt i halsen torsdag morgen, da hun læste det. "Jeg har ikke hørt dem sige, at aftalen er for dyr, og jeg har slet ikke hørt dem sige noget om indholdet. Så det skaber usikkerhed hos mig, om de vil bakke de her aftaler op", sagde Bente Sorgenfrey torsdag.

Sorgenfrey var med til middagen på Marienborg. Og hun havde deltaget i diskrete underhåndsforhandlinger både til kaffemøder med statsministeren og med LO-formand Hans Jensen, inden denne på Marienborg spillede ud i forpligtende form. Både Sorgenfrey og Jensen har været bekymret for både folketingsvalg og overenskomstforhandlingerne til foråret. De anser det for værende af helt afgørende betydning at trepartsaftalen holder.

Danmarks i international målestok meget, meget stærke fagbevægelse har i de sidste 25 år været "velfærdens oversete helte".

Det er fagbevægelsens bevidste bytte af lønfremgang til velfærd, pension, barselsfond og nu uddannelse, der har garanteret, at Danmark har kunnet sikre både velfærd og konkurrenceevne.

"Uden fagbevægelsens ansvarlighed var det ikke lykkedes at styrke og bevare dansk konkurrenceevne så overbevisende i de sidste 25 år", fastslår professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School på vej på endnu en foredragsturne til USA for at forelæse om "konkurrencestaten", den "nykorporative" samarbejdsform mellem organisationer, stat, kommunerne og deres landsforening, som samlet har sikret en glidende modernisering af den danske velfærdsmodel efter Anker Jørgensens fallitbo.

I dag holder LO kongres og vælger ny formand. Men hvem der bliver formand betyder ikke så meget for den afgørende strategi: LO har forpligtet sig på løntilbageholdenhed, modernisering og markedsgørelse af den offentlige sektor.

Ligesom det den 13. november i forhold til den basale samfundsforandring spiller mindre rolle, om statsministeren hedder Thorning eller Rasmussen.

Strategien bæres i højere grad af samfundsingeniører i hovedaktørernes professionelle sekretariater, DJØF'erne, for statens vedkommende især af finansministeriet og her igen særligt af budgetdepartementet, for de øvrige parter i hver deres akademisk bemandede sekretariateer.

LO's leg med Schlüter

Processen har kørt kontinuert siden midt i 80'erne, da Nyrup Rasmussen endnu var med blandt de fastansatte, professionelle samfundsingeniører - i LO. Det er denne proces, der har ført Danmark fra afgrundens rand til at blive Europas stærkeste økonomi, der investerer stadig mere i velfærd og i at opretholde verdens mest ligelige fordeling af indkomster.

Det paradoksale er, at denne nye moderne korporativisme, hvor alle samfundets dominerende, organiserede kræfter går sammen i forhandling og konsensus, er vokset ud af det nærmeste vi har været ved en socialistisk samfundsforandring nogensinde, nemlig den ØD-strategi (for Økonomisk Demokrati) som ledende kredse i fagbevægelsen og hos socialdemokraterne med Nyrup og Auken i spidsen satsede på i 70'erne. Dengang var fagbevægelsen trængt af massearbejdsløshed og oliekriser og indså, at lønkampen i sin traditionelle form ikke kunne bevare solidaritet og rigdom i samfundet. Auken, Nyrup og LO-formand Thomas Nielsen troede på ØD, Anker Jørgensen havde også været forelsket i ideen, men da SF's hovedbestyrelse sagde nej til et konkret forslag i 1979, fordi det ikke var socialistisk nok, var det reelt afslutningen på drømmen om ØD. I LO forvandledes den så, igen med Nyrup som nøgle-figur, til en drøm om en pensionsreform, der kunne sikre medlemmernes alderdom, men også fagforbundenes kontrol med det danske aktiemarked og dermed dansk erhvervsliv: ØD ad bagvejen.

LO var vild efter at lave pensionsreform med Poul Schlüter og hans finansminister Palle Simonsen, som blev så betaget af arbejdsmarkedets organisationer, at han sluttede sin karriere som formand for ATP-fonden. Da Auken ikke tog LO's pensionsplaner alvorligt nok, men førte en aggressiv oppositionspolitik og udløste det kiksede valg om atomkrigsskibe i 1980'erne, kom det til åbent had mellem daværende LO-formand Finn Thorgrimsson og Auken, og LO spillede en central rolle, da Auken blev skiftet ud med LO's egen mand, Poul Nyrup.

Men Schlüter og hans finansminister banede vejen for pensionsreformen. Den gav aldrig fagbevægelsen nogen kontrol over dansk erhvervsliv, i drømmen om en sådan form for magt blev internationalisering og de uomgængelige forpligtelser til at sikre medlemmernes pensionsformuers forrentning i en global åben konkurrenceøkonomi helt undervurderet.

Til gengæld gav pensionsreformen den danske velfærdsmodel en stabilitet, som alle andre vestlige lande misunder os midt i deres kamp mod uoverkommelige statslige pensionsforpligtelser. For med arbejdsmarkedspensionen sparede de danske pensionister selv op ud af en lønsum, der blev holdt rimeligt stramt inden for, hvad den internationale konkurrence gav 'råderum' til.

Pensionsreformen var det store gennembrud for 'den ny korporativisme', men efter Schlüter tog Nyrup og Lykketoft med Marianne Jelved ved hånden tråden op og brugte trepartsmønstret til en bevidst markedsgørelse af den offentlige sektor gennem individualiserede lønsystemer, ophævelse af tjenestemandssystemet, resultatlønnede ledere m.v.

Tryghed eller demokrati

Men Anders Fogh Rasmussen har ført nykorporativismen videre end nogen af sine forgængere, mener også professor Ove K. Pedersen. Han udpegede først og fremmest med fornyet styrke uddannelsesområdet som det nye felt for fagbevægelsens "aflastning" af det offentliges institutioner og pengekasser efter pensionsreformen.

Interessant er det også, at Fogh tog et af de mest markante initiativer under sin første valgkamp, da han lovede et års barselsorlov, et løfte som kun en efterfølgende forhandlingsløsning om barselsfond kunne retfærdiggøre samfundsøkonomisk og i relation til reel ligestilling. Den danske model for overenskomstsystem leverede varen, barselsfonden, en konstruktion som igen møder dyb misundelse hos afmægtige forkæmpere for ligestilling i vore nabolande.

Forud for 2005-valget kom så den første invitation til trepartsforhandlinger, som skulle forberede en fælles satsning på uddannelse, efteruddannelse og livslang læring, introduceret på overenskomstområdet i foråret. Under selve valgkampen inviterede Fogh fagbevægelsen og andre organisationer med til globaliseringsrådet, der forhandlede og skabte konsensus omkring uddannelses- og forskningsinvesteringer. Og senest fulgte så trepartsforhandlingerne som den økonomisk tungeste og mest fyldige del af kvalitetsreformen.

Virkeligheden er, at disse reform-overskrifter skaber rammerne omkring kampagneagtige aktiviteter, som mobiliserer organisationernes medlemmer i en kontinuerlig moderniseringsproces først og fremmest i den offentlige sektor, men også i store dele af den private sektor, der ikke selv har drive til at styre forandringsprocessen.

Det er dansk, det er godt, det er trygt, og det er lige, men det er ikke så udpræget dynamisk demokrati.

Få af vælgerne har noget egentligt overblik over disse omfattende moderniseringsprocesser, men nyder alle godt af resultaterne.

Her er særlig fagbevægelsen blevet velfærdens oversete helte.

Statsminsiteren havde som ung tilnavnet 'Røde Anders', angiveligt fordi han som VU'er havde været positiv over for ØD-projektet, der fik en kontroversiel opmærksomhed under SV-regeringen sidst i 70'erne. Men alt tyder på, at Fogh Rasmussen har været dybt og inderligt fascineret og tiltrukket af den særegne danske korporativisme, længe før han satte sig i statsministerstolen, selv om hans bekendelser til denne samfundsmodel bliver stadigt mere uforbeholdne og påfaldende for en formand fra et liberalt parti.

Thorning er trængt af en Venstremand, der fører socialdemokratisk politik, og kan vanskeligt undgå at sætte troværdighed overstyr: Når hun taler om Foghs skattelettelser, som om hun ikke vidste, at de stort set er finansieret ved en skatteomlægning, hvor bruttoskatten ikke som forudset justeres ned, og grønne afgifter til gengæld justeres op. Endnu mere hult bliver det, når det afsløres, at Foghs og Bendtsens skattelettelser for 2008 er helt identiske med Lykketofts forslag i 2005 - bortset fra, at DF fik pillet topskattelettelserne ud af Foghs kopi.

I hovedsagen er heller ikke talen om øget ulighed troværdig; jo uligheden stiger, det gør den i den danske model altid under en højkonjunktur, mens ligheden vokser under en lavkonjunktur, hvor statens indkomstoverførsler fylder relativt mere og formuer, huse og aktier, taber værdi. Derfor voksede ligheden under Schlüter, mens uligheden tog til under Nyrup. I forhold til den basale konjunkturpåvirkning er skattestoppet (som Thorning nu vistnok igen tilslutter sig) og andre direkte konsekvenser af Foghs økonomiske politik kun marginale bidrag til ligheds-balancen.

Processen er fuldført

At borgerne har kunnet opleve, hvordan væsentlige samfundsforandringer synes styret af en usynlig hånd og ikke rigtig kommer i fokus i den politiske debat, skyldes blandt andet, at de store partier ikke har lyst til at afsløre, hvor enige de er, og de faglige organisationer frygter medlemmernes dom, hvis det blev for åbenbart, hvor vidtgående medansvar, organisationerne tager for alle centrale elementer i samfundsøkonomi og velfærdsstatens modernisering.

Måske har en frustration over processernes uigennemskuelighed givet næring til protesten mod EU-integration - og en lemfældig udlændingepolitik. Her har brede befolkningsflertal i de senere år eftertrykkeligt sat den politiske elite på plads.

Men nu er processen næsten fuldført. Danmark har dramatisk strammet udlændingepolitikken - gennem mange år først fra 80 procent af vælgerne, men i dag også fra mindst 80 procent af politikerne: Ja, når dansk 'godhedsindustris' førstemand, Røde Kors-chefen Jørgen Poulsen kan stille op for et parti, der bekender sig til 24-årsreglen og de radikale reformulerer deres kritik af udlændingepolitikken til konkrete ændringsforslag til behandling af asylansøgere, er der vel reelt skabt nationalt konsensus om 2001-valgets dybt kontroversielle hovedtema.

Samfundsøkonomien er der også enighed om: Velfærden skal forsvares, men det sker kun, hvis den offentlige produktivitetsudvikling følger den private sektor, ellers vil stadig flere vælge private løsninger og de gratis offentlige ydelser af sundhed og uddannelse degenererer.

Ny Alliances store pointe er, at det er fuldstændig meningsløst, at en så omfattende konsensus-politik skal afspejles i et politisk mønster af blokdannelse og næsten hadefuld uforsonlighed.

Med den nye nationale konsensus om den stramme udlændingepolitiks kerneindhold, er Foghs og Kjærsgaards politiske projektor mindre markante. Fogh har vist sig som en mesterlig leder af de nykorporative fornyelsesprocesser, men han har et klassisk borgerlig-liberalt bagland, der ikke forstår, hvad han foretager sig.

Fagbevægelsen har betalt prisen for sin nye rolle, en opløsning af arbejderbevægelsen og en medlemstilbagegang, der ikke alene er betinget af højere uddannelsesniveau og flere funktionærer generelt. Men den klassiske LO-fagbevægelse har i de seneste 25 års dynamiske moderniseringsprocesser haft langt lettere ved at spille sammen med borgerlige regeringer end med de socialdemokratiske. De faglige ledere vil måske selv under denne valgkamp i deres stille sind ønske sig, at Fogh overlever, fordi det vil være den bedste garanti for, at trepartsforhandlingerne fortsætter på fuld styrke, og overenskomstsystemet respekteres i den vanskelige balanceakt, alle aktører har bevæget sig ud på i årets løb.

Vælgerne kan være godt tilfredse med den politik, som det korporative Danmark vil føre uanset statsministerens navn eller partifarve. Og så fuldt ud nyde en valgkamp, hvor opgøret med blokpolitikkens forsnævring og polarisering af den overfladiske eller afsporede politiske debat måske nu omsider for alvor får modstand fra Ny Alliance med nye, kendte ansigter fra den moderne virkelighed, der kræver samarbejde og konstruktiv samtale i stedet for tilsvining, løgn og beskyldninger for løgn og bedrag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fogh viderefører "En utrolig vellykket modernisering af det danske samfund gennem de sidste 25 år" mener EMC. Ja det kan han jo mene, men jeg mener nu snarere, at Fogh står i spidsen for den skjulte dagorden at udpine og dermed nedlægge f.eks. det offentlige sygehusvæsen, ved at yde stadig større skattefinansieret erhvervstilskud til privathospitalerne.

Helt konkret kan jeg da nævne, at jeg gennem mange år har haft aftenskoleundervisning på en skole i en københavnsk forstadskommune og set, hvordan lokalerne år efter år er blevet mere og mere beskidte.

Det er den slags anskuelsesundervisning, der siger mere end regeringens fine tal.