Verdensmestre i senge på gangen

Den gamle mand på 85 sprang. Ud af vinduet. Han døde, da han ramte fortorvet under Intern Medicinsk klinik B på Frederiksberg Hospital. Hvis han havde været indlagt på den anden fløj, hos psykiaterne, havde han måske ikke endt sine dage der på fortorvet under klinik B. Men han lå på den medicinske afdeling, hvor man behandler folk for deres fysiske skavanker. Ikke patienter, der truer med selvmord.

Det er måske usædvanligt, at en ældre mand springer ud gennem et hospitalsvindue. Men det er ikke usædvanligt, at patienterne havner på de forkerte afdelinger.

I Danmark har vi nemlig en meget speciel rekord. Den hedder overbelægning. Med andre ord: Vi er verdensmestre i at have for mange indlagt. På de medicinske afdelinger ligger belægningsprocenten på 100 procent. Groft sagt. Det fortæller Flemming Madsen, en privatpraktiserende speciallæge med en fortid som overlæge på tre af hovedstadens store sygehuse.

Og den rekord er ifølge speciallægen et stort problem.

"Det betyder, at du enten må skrive en patient ud, som ikke skulle udskrives, eller at der ikke er plads til ham, der skal ind," siger han.

Flemming Madsen kalder overbelægningen "uforsvarlig".

- Kan det betyde, at patienter får manglende behandling eller ligefrem bliver fejlbehandlet?

"Det mener jeg, det betyder. Kort og godt," svarer Flemming Madsen.

Et politisk spørgsmål

I England trak det sidste år overskrifter, da belægningsprocenterne på landets hospitaler var ved at kravle op over de 85.

På Hvidovre Hospital hedder gennemsnitstallet 96 procent, 94 hedder det på Amager og 92 på Frederiksberg Hospital.

På enkelte afdelinger kravler tallene langt over de 100 procent.

Faktisk er de danske tal misvisende, fortæller ledende overlæge på Næstved Sygehus Jette Ingerslev. De er for pæne. Man medregner nemlig ikke den dag, hvor patienten udskrives, og derfor burde tallet faktisk være mindst 10 procent højere.

Jette Ingerslev kender problemet med overbelægning "særdeles godt" fra sit daglige arbejde.

Hun fortæller, at det både er psykisk og fysisk belastende for patienterne, når de skal ligge på lange og travle gange eller flyttes til andre afdelinger.

Og med overbelægningen opstår der let ventetider på forskellige undersøgelser, siger hun.

Jette Ingerslev påpeger, at overbelægningen er mindst lige så hård for personalet som for patienterne.

"Der er flere opgaver, end der er mennesker til at udføre dem. Det betyder, at undersøgelserne bliver mindre effektive, behandlingen ligeså, og indlæggelsestiden kan derfor meget let bliver yderligere forlænget," siger Jette Ingerslev.

Derfor så Jette Ingerslev gerne, at belægningsprocenterne i Danmark kom til at ligne de engelske.

"Hvis belægningen opregnes til 100 procent i Danmark, så er der flere patienter, end der er senge," fastslår hun med henvisning til den skæve beregningsmetode. Plus at der - som det er nu - ikke er plads, når der opstår en epidemi. Eller når en ekstra varm sommer giver mange dehydrerede ældre på hospitalsgangene.

En belægningsprocent som i England på 85 procent ville dog kræve en budgetforøgelse på 15-20 procent, vurderer overlægen.

"Et politisk spørgsmål," kalder hun det derfor. Som det er nu, har man ikke tildelt nok ressourcer til den produktion, der kræves, siger hun.

Og Jette Ingerslev forudser, at problemerne vil vokse med de nye tidsgarantier på kræftbehandlingerne. Eksempelvis når en behandling skal sættes i gang inden for 48 timer.

"Der er jo en grænse for, hvor meget man kan piske på folk," siger overlægen med tanke på de ansatte.

Budgetter og klager

Alligevel arbejder Jette Ingerslev ufortrødent videre med at skaffe pladser til sine patienter på Næstved Sygehus.

Flemming Madsen fik nok. Efter 25 år i det offentliges tjeneste startede han sin egen speciallægepraksis i Helsingør.

Den tidligere overlæge på Rigshospitalet, Hvidovre og Frederiksberg fortæller, at han ikke kunne stå ved den "lave og faldende kvalitet". Han nævner som Jette Ingerslev politikernes ansvar. Men han mener dog, at det største problem er sygehusledelsen. Her er man optaget af to ting, siger han: At holde budgetterne nede og undgå klager.

"Så er resten stort set ligegyldigt," siger Flemming Madsen.

Patienter og kvalitet i behandlingen talte de aldrig om. Jo, en gang, husker Flemming Madsen. Det var, da han havde indlagt en patient, der var meget dyr for hospitalet. Den patient var økonomichefen meget interesseret i.

"Det er der, vi står i dag. Og det er faktisk et kæmpe problem. For hvis det er den type ledere, der skal bygge et nyt væsen op, så mener jeg, at det er fuldstændigt håbløst. Så er løbet kørt," siger han.

Flemming Madsen pointerer, at det ikke var overbelægningen og den dalende kvalitet, der gjorde, at han sagde farvel til de offentlige sygehuse. Det var viljen - og måske evnen - til at løse problemerne.

"Jeg kunne se, at man ikke ville løse det. Det accepteredes som noget normalt. Og som læge skal man bare indordne sig. Man skal acceptere, at der er overbelægning og dårlig behandling," siger Flemming Madsen.

Artiklen startede med et selvmord. Det fandt sted på Frederiksberg i 2003.

Flemming Madsen fortalte om den tragiske episode i anonymiseret form, fordi han mener, at selvmordet og rekorden hænger sammen. For hvis den ældre mand var havnet på den rigtige afdeling - på den psyiatriske og ikke den medicinske - havde han måske ikke gjort alvor af sin trussel om at forlade hospitalsstuen gennem vinduet.