Læsetid: 2 min.

Camre afviser kritik af folketingsafgang

Da vælgerne valgte Mogens Camre til Folketinget, havde han allerede besluttet sig for at droppe Christiansborg til fordel for Europaparlamentet
Da vælgerne valgte Mogens Camre til Folketinget, havde han allerede besluttet sig for at droppe Christiansborg til fordel for Europaparlamentet
16. november 2007

Først ville han. Så ville han ikke - og så viste det sig, at han aldrig havde villet. Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Mogens Camre overraskede i går de fleste - og i hvert fald vælgerne - ved at meddele, at det nyvalgte folketingsmedlem nedlægger sit mandat på tinget til fordel for en fortsat karriere i parlamentet.

Den historiske beslutning, som har medført hård kritik, blev allerede truffet for flere uger siden, men kun Dansk Folkepartis EU-ordfører, Mogens Camres nære ven Morten Messerschmidt, fik ved den lejlighed noget at vide. Selv om det fra starten har stået klart, at EU's regler forhindrede Mogens Camre i have et dobbeltmandat, så forklarer han i dag, at tirsdagens folketingsvalg kom som en overraskelse for ham.

"Situationen er jo den, at jeg kunne være hoppet af den dag, valget blev udskrevet. Men det, følte jeg, var en umulig situation, fordi det ville blive betragtet som et svigt af partiet lige i valgkampens start. Det er jo problematisk uanset hvad, men måske mindre problematisk nu end før. Det er jo mærkeligt, at man taler om, at jeg svigter mine vælgere. Alle de EU-parlamentarikere, som står i kø for at skifte til Folketinget - og som rent faktisk forlader parlamentet - de svigter jo de vælgere, som stemte på dem til Europaparlamentsvalget," forklarer Mogens Camre.

Ifølge Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, kom beslutningen som en overraskelse. Hun mener dog ikke, at Mogens Camre svigter sine vælgere med beslutningen.

"Nej, det kan synes mærkværdigt, men jeg mener ikke, der har været anden mulighed i den situation, der så har været. Altså ud fra den begrundelse han selv har givet, og som jeg så bakker op om," siger Pia Kjærsgaard.

Vælgerne til grin

EU-parlamentarikerens suppleant, Ulla Dahlerup, er dog mindre forstående. Ulla Dahlerup havde i to dage fejret, at hun skulle i Europaparlamentet som hans suppleant. Så læste hun på en netavis, at det skulle hun ikke alligevel, fordi Mogens Camre dropper Folketinget til fordel for parlamentet.

"Det er at gøre grin med vælgerne. Jeg har fået en ufortjent lussing og ikke hørt ét ord fra Mogens," siger Ulla Dahlerup.

Mogens Camres danske kolleger i Europaparlamentet kalder Mogens Camres forklaring om, at han ønsker at færdiggøre arbejdet med den nye EU-traktat, for 'patetisk'.

"For det første er det Folketinget og ikke EU-Parlamentet, der skal afgøre, om den traktat skal vedtages eller ej, og for det andet burde han jo så have trukket sig før valget i tirsdags," siger Dan Jørgensen (S).

Den overraskende beslutning kommer dagen efter, at Mogens Camre atter trak overskrifter ved på sin hjemmeside at kalde Ny Alliances leder, Naser Khader, for en "araber med tæppehandlerlogik, som angiveligt fusker med skatten og bruger sort arbejde."

Selv om Pia Kjærsgaard bakkede op om udtalelserne, så var tæppehandlerindlægget fjernet i går. Både Pia Kjærsgaard og Mogens Camre afviser dog, at den seneste sag har spillet nogen rolle, eller at partitoppen skulle have tvunget ham væk fra dansk indenrigspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu