Det kom som en overraskelse for mange, da det tirsdag aften stod klart, at VKO-flertallet kan fortsætte. Men ikke for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. For den massive kritik af blokpolitik og beskyldninger om fremmedangst har givet bagslag:
"Folk er rimelig anerkendende over for den indsats, VKO har lavet i valgkampen. Og når man kommer under heftig beskydning, er der nogle, der reagerer modsat og synes, at det er uretfærdigt."
Oppositionens uforsonlige tone med sprogbrug som 'menneskeforagt' har ifølge Claus Hjort Frederiksen været så voldsom, at vælgerne har taget afstand:
"Sådan opfører vi danskere os ikke, når vi sidder i kantinen og taler sammen på tværs af politiske skel. Venstrefløjen misser den debatkultur, der er i danskheden."
De kloge hoveders fejl
Ikke mindst DF's fremgang viser ifølge beskæftigelsesministeren, at danskerne mest interesserer sig for at passe børnene og jobbet. Det glemte analytikere og andre kloge hoveder i valgkampen at tage højde for:
"De har ikke føling med, hvad der rører sig i det danske samfund. De ønsker, at verden var anderledes, og at nogle personer ikke ytrede sig. Det er udtryk for en vis distance og en følelse af at være hævet over de problemer, vi kæmper med i dagligdagen. Danskerne er ikke opfyldt af fremmedhad, men af at sikre grundlæggende frihedsrettigheder."
- Skuespilleren Bjarne Henriksen mener ifølge B.T., at valgresultatet viser, at danskerne kun interesserer sig for de fire f'er: Friværdi, firhjulstrækker, fladskærm og fremmedhad?
"Det er fuldstændig forkert, og det gør mig bedrøvet. Alle tal viser, at det går fremad med integrationen, flere får en højere uddannelse og færre føler sig diskrimineret," siger Hjort og peger på, at danskerne er mere optimistiske i forhold til globaliseringen end EU's gennemsnit.
"Se på franske Le Pen, belgiske Vlaams Belang, valgresultatet i Schweiz og debatten i England. Herre Jemini! I Danmark tager vi debatten, og dermed kan vi tage fat på løsningen. Vi er et meget anstændigt folk, og vi fører en anstændig debat. Nogle kan være politisk uenige, men det behøver ikke at betyde, at dem, der mener noget andet, er dårlige mennesker. Og en række af de frelste både i erhvervslivet, i kulturlivet og i medierne går helt galt i byen af danskerne."
- Hvad har været kendetegnende for denne valgkamp?
"Alt det, Socialdemokraterne sagde, at valgkampen skulle handle om - velfærd, fattigdom, ulighed - kom den ikke til at handle om."
S smed trumfkortet væk
Når det ikke lykkedes S at spille deres trumfkort, skyldes det ifølge Hjort Frederiksen, at politikken druknede i strategi.
"Jeg tror, at S blev meget optaget af en taktisk situation. De ville forene oppositionen og fremstå som en enhed, mere end at følge det, de politisk havde besluttet. Jeg bilder mig ind, at S og R over en periode havde aftalt, at de skulle nærme sig hinanden, men den proces fandt sted over ti dage og blev ekstrem taktisk. Det blev alment eje i valgkampen at spørge, hvad mener de nu i dag? Det har en meget høj politisk pris," siger han og peger på, at Socialdemokraternes tilbud om ministerposter til Naser Khader var skudt helt forbi:
"Vi taler altså om en mand, som på det tidspunkt havde et meget klart krav om 40 procent flad skat. Det var signalforvirring ud over alle grænser."
- Hvad har Helle Thorning-Schmidt vist dig i valgkampen?
"Hun var vist mig, at hun er en utrolig dygtig 'campaigner'. Men hun betaler en høj pris, for hun har måtte ændre ret mange ting i den politiske substans, og det giver et vist indtryk af manglende fasthed. Jeg tror, at deres skattepolitik giver en vis usikkerhed også i egne rækker," siger Hjort Frederiksen.
Uforståelige Khader
At Ny Alliance mod forventning ikke fik de afgørende mandater, forklarer beskæftigelsesministeren med, at den første eufori har lagt sig. Men han er heller ikke imponeret over Khaders krav om en dronningerunde.
"For borgerlige vælgere er det klart uforståeligt, at Ny Alliance kræver, at statsministeren skal gå af. Det har været medvirkende til at flytte holdningerne," siger han og afviser, at man for at tilfredsstille NA vil overveje at tilbyde ministerposter.
"Nej, VK fortsætter."
Valgkampen har budt på spekulationer om, at Fogh går af i den kommende periode, men også det afvises af statsministerens strateg.
"Nej, det tror jeg ikke på. Anders Fogh Rasmussen vil gerne være den Venstreminister, der bliver valgt for fjerde gang," siger han med henvisning til, at det ville slå Poul Schlüters rekord som den længst siddende borgerlige statsminister.
Mens interviewet finder sted, ved Claus Hjort Frederiksen endnu ikke, om han selv er genvalgt.
- Hvad hvis du ikke kommer ind?
"Det kan jeg ikke sige noget om, nu må vi se."
I aftes viste optællingen af de personlige stemmer, at Venstres chefstrateg fortsat er medlem af Folketinget.