Læsetid: 4 min.

Danskerne dømmer mildere end dommerne

Regeringen og Dansk Folkeparti forhøjede i 2001 strafniveauet for en række forbrydelser. I begyndelsen af valgkampen så det ud til at ’strafpartierne’ har fået deres sult stillet. Men hvilket parti tør sætte mindre fængselsstraf og mere effektive reaktioner på dagsordenen?
Regeringen og DF forhøjede i 2001 strafniveauet for en række forbrydelser. Men hvilket parti tør sætte mindre fængselsstraf og mere effektive reaktioner på dagsordenen?
7. november 2007

Noget af det første regeringen sammen med Dansk Folkeparti gjorde i 2001, var at opfylde valgløfterne om »en generel modernisering« af strafniveauet for en række forbrydelser. Befolkningens retsfølelse krævede længere fængselsstraffe for bl.a. vold og seksualforbrydelser, hed det sig. Strafferammen for ’simpel vold’ blev hævet fra 1 1/2 til 3 år og for uagtsom grov vold fra 4 til 8 år, mens der gennemsnitligt blev lagt 2 år til rammerne i andre volds- og seksualforbrydelser.

I begyndelsen af denne valgkamp kunne man få det indtryk, at »strafpartierne« endelig har fået deres sult stillet. Der blev ikke snakket straf. Men så kom Lene Espersen med krav om mere indespærring af børn og unge i flugtsikre institutioner bemandet med politifolk og fængselsbetjente. Anledningen var som sædvanlig en konkret sag. Husker nogen Anders Fogh Rasmussens krav om »hærdebrede, tatoverede typer« som vogtere i sådanne institutioner? Tanken om blødsødenhed og rundkredspædagogik er vederstyggelig for den type mennesker, der (kort tid endnu?) styrer vort land. Justitsministerens rygmarvsreaktion på afsløringen af en ny international børnepornoring for et par dage siden var også krav om strengere straf, hvilket umiddelbart er mere forståeligt.

Debatten der døde

Måske er det på tide for mindre strafglade partier at træde i karakter. Meget tyder nemlig på, at ’befolkningens retsfølelse’ ikke kræver så strenge fængselsstraffe – især ikke for den mindre alvorlige vold – som de strafglade politikere tror. En undersøgelse af danskernes syn på straf, som Advokatrådet offentliggjorde sidste år, viste overraskende resultater. Debatten herom døde imidlertid i løbet af et par dage.

Undersøgelsen var baseret på en række almindeligt forekommende straffesager, der i aktuel retspraksis typisk giver nogle måneders ubetinget fængsel. Den bestod af følgende:

En undersøgelse af befolkningens generelle retsfølelse: Der spørges ’abstrakt’, om straffene i Danmark er passende, for strenge eller for milde. 62 procent af respondenterne svarer ’for milde’.

En undersøgelse af befolkningens informerede retsfølelse: Der spørges, hvordan respondenterne vil dømme i syv nærmere beskrevne sager, som ifølge retspraksis sandsynligvis ville medføre ubetinget fængselsstraf. I alle sager mener mindst halvdelen, at der bør straffes mildere, end det faktisk sker ved domstolene. Alligevel opfatter de adspurgte sig selv som strengere end domstolene. Et flertal forestiller sig slet ikke, at sagerne i praksis vil ende med en ubetinget fængselsstraf. De færreste har en blot nogenlunde korrekt forestilling om det virkelige strafniveau.

En undersøgelse af befolkningens konkrete retsfølelse: Deltagerne får forevist videofilmede straffesager og bliver bedt om at dømme i disse sager, der i praksis sandsynligvis alle vil medføre ubetinget fængsel. Efter diskussion og votering vil kun 17 procent idømme en sådan straf.

Undersøgelsen viste, at respondenterne vil erstatte et ophold i fængsel med samfundstjeneste, møde i konfliktråd, kompensation til offeret, behandling af gerningsmanden mv. Altså genopretning i stedet for gengældelse. Når et repræsentativt udvalg af danskerne får mulighed for nuanceret og informeret stillingtagen og ikke blot – som i mange opinionsundersøgelser – bliver spurgt: Straffer vi hårdt nok i Danmark? viser det sig altså, at regeringens og Dansk Folkepartis retsfølelse ikke er i overensstemmelse med befolkningens.

Den ideelle reaktion

På basis af undersøgelsens resultater har Advokatrådet udarbejdet 10 anbefalinger til ’bedre straffe’ baseret på tre grundprincipper. For det første skal straffen gøre det klart for lovovertræderen, at hans (hendes) adfærd har været uacceptabel. For det andet skal straffen føre til, at vi får et tryggere samfund. For det tredje skal straffen indebære et element af genopretning over for offeret og samfundet. Det er ikke nok, at lovovertræderen bliver udsat for en ubehagelig oplevelse.

Den ideelle reaktion vil opfylde alle tre principper. Hertil kommer andre hensyn som f.eks. økonomiske. Der er betydelige udgifter forbundet med at fuldbyrde de mange korte, ubetingede fængselsstraffe. Men de er på den ene side lange nok til at medføre uheldige sociale konsekvenser, der øger risikoen for tilbagefald til kriminalitet, og på den anden side for korte til, at der kan arbejdes relevant med den dømte.

En af anbefalingerne lyder: Den dømte skal konfronteres med konsekvenserne af sine handlinger. Han (hun) skal have et ’ret håndfast tilbud’ om at deltage f.eks. i et konfliktrådsmøde, og det skal fremgår af dommen, at nægtelse vil medføre fængsling.

En anden anbefaling går på, at den dømte i højere grad end i dag skal betale tilbage til samfund og offer. Det kan ske som samfundstjeneste, men i en form, der har sammenhæng med lovovertræderens handlinger.
Herved bliver gerningsmanden tvunget til at overveje konsekvenserne og får mulighed for at gøre noget af skaden god igen.

En tredje anbefaling handler om ’håndfaste tilbud’ om alkohol- og narkoafvænning, intensive kurser i at håndtere konflikter uden vold etc. Behandling ses som en form for konfrontation, ikke med offeret, men med sig selv, og kan af den dømte føles mindst lige så ubehagelig som et kort fængselsophold, hvor han (hun) ikke behøver at se sig selv i øjnene.

Hvilket politisk parti tør give bolden tilbage til det flertal af befolkningen, som har rationelle holdninger til kriminalitet? Hvilket parti tør sætte mindre fængselsstraf og mere effektive reaktioner på dagsorden? Hvilket parti tør erstatte straffepolitik med kriminalpolitik?

Beth Grothe Nielsen er kriminolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en god artikkel, jeg er meget enig det vigtigste for samfundet må vœre at finde frem til den form for straf/behandling, der fører til fœrrest gentagne forbrydelser frem for en hårdt mod hårdt politik der fastholder folk i kriminalitet uden at få dem videre.

Hørt!

Højrefløjens populistiske "alt skal straffes hårdere"-politik fører i det lange løb til øget kriminalitet, og i det korte løb til menneskelig lidelse (forbrydere er, selvom det ofte ignoreres, også mennesker) og kæmpe regninger for samfundet.

Man kunne godt ønske sig klarere signaler fra venstrefløjen på dette område, men denne mangel til trods er det indlysende at det ikke er fra VKO vi skal se rationelle løsninger.

Jeg håber sandelig ikke, at der er nogle partier, der vil følge dit tåbelige forslag. Straffeniveauet her i landet er simpelthen latterligt lavt - selv efter stramningerne. Dødsbilister og pædofile kommer nærmest ud af fængslerne før de er kommet ind. En reducering af straffene ville jo på det nærmeste legalisere deres forbrydelser.

Elisabeth Wæver der myrdede en kvinde og hendes to børn, vil blive løsladt efter sølle 12 års fængsel og hun har endda fået den hårdeste straf, vi har her i landet. Det er simpelthen på grænsen for, hvad der er tåleligt. At reducere straffeniveauet vil være en moralsk legitimering af selvtægt. Der må være grænser for, hvad vi skal finde os i.

Tak til Peter for en bekræftelse af kronikkens pointe. Tydeligere kunne den såkaldt folkelige "retsfølelse" ikke udtrykkes - af en, der helt klar ikke aner, hvad han taler om.

Jeg forstår ikke hvad du mener Per? Jeg har ikke givet udtryk for nogen folkelig retsfølelse, men udelukkende givet udtryk for min egen mening. Og måske du kan forklare nærmere hvad det er jeg ikke forstår.

Jeg har to teorier om hvorfor i ikke har nogen sympati over for ofrene.

1. I har ingen indfølingsevne og i kan derfor ikke sætte jer ind i ofrets lidelser

2. Livet har været hårdt ved jer og i hader derfor samfundet. I fatter derfor sympati for dem der bryder samfundets regler.

Mit fulde navn er i øvrigt Peter Andersen.