Læsetid: 4 min.

DF er magtens protestparti

Dansk Folkeparti har i seks år været garant for den borgerlige regering, men nu planlægger partiet historiske møder med både socialdemokraterne og LO. Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti, der blev udråbt til at være et overgangsfænomen, i dag har 25 mandater og er stærkere end nogensinde?
21. november 2007

"Den regering, der lettest ville kunne fungere ville være S, V og DF. Men fordi det ville stride med traditionerne, så bliver det ikke til noget," siger valgforsker Hans Jørgen Nielsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Det er partiernes enighed på både udlændinge- og velfærdsområdet, der får ham til at sige, som han gør.

Tilbage i 1998 spurgte Information Søren Espersen (DF), hvad der ville ske med Dansk Folkeparti, hvis Socialdemokraterne ville blive mere skeptiske over for indvandring og EU, og han svarede:

"Så var vi døde."

Men forudsigelsen kom ikke til at holde. Selv om Socialdemokraterne i det store hele har accepteret Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og EU-spørgsmålet i dag er uden den store betydning ved folketingsvalg, så er DF stærkere end nogensinde.

Udlændinge eller velfærd

"Hvis Socialdemokraterne havde kendt deres besøgelsestid i 1990'erne, så havde Dansk Folkeparti aldrig fået en platform. Men i dag er platformen så stærk og i sin egen ret, at lige meget hvor meget Socialdemokraterne strammer kursen på udlændingeområdet, så vil det ikke få effekt," siger pressechef i DF, Søren Søndergaard.

Valgforsker Hans Jørgen Nielsen er ikke helt enig. Han mener, at det redder Dansk Folkeparti, at vælgerne er skeptiske over for, om Socialdemokraterne kan gennemføre den stramme udlændingepolitik, specielt når de er afhængige af SF og Radikale.

Socialdemokraterne har på udlændingeområdet accepteret 24-årsreglen, tilknytningskravet og den generelt stramme udlændingepolitik.

"Nogle af de andre partiledere skylder nærmest Pia Kjærsgaard en undskyldning, fordi hun i mange år fungerede som prygelknabe. Og nu har de i høj grad accepteret hendes udlændingepolitik," mener Hans Jørgen Nielsen.

"Det er en meget stor sejr, og det er næsten lidt for godt, for DF mister noget af deres varemærke, selv om det under valgkampen hjalp partiet, at sagen om de afviste asylansøgere blev rejst."

"Samtidig markerer Dansk Folkeparti sig mere og mere på det sociale område, og f.eks. var Pia Kjærsgaard lynhurtig til at bakke op om lønkravet for SOSU-hjælperne efter strejkerne sidste år, mens socialdemokraterne vaklede," siger Hans Jørgen Nielsen.

Lavere middelklasse

Hans Jørgen Nielsen beskriver Dansk Folkepartis kernevælgere som folk, der tjener lidt under middelindkomst:

"For dem bliver det nemt meningsløst, hvis der bruges for mange penge på fremmede, når der er et velfærdsbehov."

Indtil for nylig var Jens Christiansen partisekretær for Socialdemokraterne. Fra dette job har han et indgående kendskab til Dansk Folkepartis vælgere.

"DF-vælgeren bekræfter de fordomme, som mange har: Det er typisk en mand, ufaglært, fra provinsen, over 60 år. Mønstret er det samme i dag som ved folketingsvalget i 2001, hvor partiet fik sit helt store gennembrud," siger Jens Christiansen.

Pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard, er kun delvist enig i den karakteristik:

"Det er rigtigt, at Dansk Folkeparti gentagne gange har givet mæle til lavtlønnede mænd i yderområder. Men vi er partiet for alle - også for direktøren i Vedbæk, som har stærke følelser for nationen og er skeptisk over for EU. Der er også mange unge blandt vores vælgere fra handelsskoler og tekniske skoler."

Folkets topstyrede parti

Dansk Folkeparti balancerer mellem ekstrem topstyring og en bred folkelig appel.

"Dansk Folkeparti er utroligt stærke i at henvende sig til almindelige mennesker, og Pia Kjærsgaard fremhæver dygtigt sig selv som i modsætning til den politiske elite," mener Gitte Sommer Harrits, forsker ved Statskundskab Aarhus Universitet.

"De henvender sig til folk, hvor politik ikke fylder så meget, og for hvem politik bliver bedømt ud fra en mere almen måde at forstå livet på."

"Andre partier har haft en tendens til at adskille privatliv og politik, mens Dansk Folkeparti har været gode til sige, at politik også handler om, hvordan man lever sit liv. Hvordan man f.eks. har indrettet sit hjem. Formmæssigt har de stor forståelse for, hvad der rører sig i almindelige menneskers liv," siger Gitte Sommer Harrits

Som eksempel nævner hun partiets brug af livsstilsreportager til ugeblade, og hvordan Pia Kjærsgaard fremstår som en, man kan tale med, når hun til et landsmøde hilser på alle mennesker.

På den anden side er Dansk Folkeparti meget topstyret med partiets række af lynhurtige eksklusioner. Det er ifølge valgforsker Hans Jørgen Nielsen en af grundene til, at det faktisk er lykkedes at holde sammen på partiet.

"Dansk Folkeparti ville for en hver pris væk fra de kaotiske landsmøder og landsbytosserne, som dominerede i Fremskridtspartiet, og her har den hårde partidisciplin været overordentlig vigtig."

Magt og protest

Et andet karaktertræk er, at DF-vælgeren stemmer på liste O som et negativt fravalg af andre partier, mener tidligere partisekretær for Socialdemokraterne Jens Christiansen:

"Dansk Folkepartis vælgere har forladt Socialdemokraterne i bitterhed over brudte løfter om efterløn og slap udlændingepolitik."

Da et parti som Socialdemokratiet primært tiltrækker vælgere, som et positivt tilvalg, er det ifølge Jens Christiansen meget svært for partiet at kapre frafaldne vælgere tilbage fra DF.

Jens Christiansen peger også på, at DF har en meget stabil vælgerskare, fordi partiet trods seks år med ansvar stadig har bevaret et image som protestparti.

"I forhold til egne vælgere balancerer Pia Kjærsgaard mesterligt mellem at være i regering og opposition," siger Jens Christiansen, der fremhæver, at hun er den mest elskede partileder blandt egne vælgere - og den mest hadere blandt andre vælgere. Det stærke image som protestparti gør det dog ifølge Jens Cristiansen svært for DF at vokse yderligere, og siden 2001 har tilslutningen til partiet da også været nogenlunde stabil.

Pressechef i DF, Søren Søndergaard, siger:

"Vi skal fastholde en balancegang mellem et protestparti kontra et mega indflydelsesparti. Det kræver nok Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl at kunne bevare den balance. Rent logisk burde det ikke kunne lade sig gøre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Baggesen

Det er en spændende og informativ dobbeltside I har lavet om DF. Men det undrer mig noget, at I ikke kommenterer på det forhold, at den ekstreme topstyring ikke længere har nogle virkemidler i forhold tilfolketingsgruppen: én eksklusion og Foghs flertaler borte. Jeg kender ikke alle DFs folketingsmedlemmer, og det er da tænkeligt at der ikke sidder en eneste landsbytosse i den. Men der sidder i hvertfald to forhenværende landsbypræster, som ikke kan acceptere den mindste indrømmelseover for pladderhumanismen - og som må virde sig slemt når de nu skal være med til holde Naser Khadar inde i varmen.
Søren Baggesen, Venø