Læsetid: 6 min.

Flugten fortsætter i bevidstheden

Faresta og Muhammeds flugt fra Taleban-styret i Afghanistan har her 13 år efter alvorlige konsekvenser for familielivet, fordi familien ikke fik traumebehandling i tide. Muhammeds psykiske lidelser smitter børnene, og derfor har han valgt ikke længere at leve sammen med familien
29. november 2007

Når hun lukker øjnene, kommer bølgerne tilbage. Det sorte hav og mennesker, der skriger. 20 afghanere, russere og iranere sidder i en redningsflåde, hvor der er plads til 10. Redningsflåden er sidste chance for at overleve. Hun vågner i et skrig. Slår og sparker alt omkring sig, hun vandrer rundt om sengen, men vil ikke sove alene i den, selv om hun er 14 år gammel.

I fem år er Farestas datter vågnet på samme måde hver nat. Faresta og Muhammed er politiske flygtninge fra Taleban-regimet i Afghanistan. I 1995 flygtede de i bunden af en flyttevogn til Rusland og Litauen, hvor familien blev skilt og siden genforenet i Danmark i 1997.

Men de psykiske mén af flugten bliver ved med at følge familien 10 år efter. Mareridt om natten bliver fulgt af flashbacks om dagen. Faresta er træt, nogle gange orker hun ikke mennesker, og Muhammed kan være rastløs, opfarende og aggressiv. En tredjedel af de indvandrere, der flygter til Danmark fra tortur eller krig i deres hjemlande, er svært traumatiserede, anslår blandt andre Dansk Flygtningehjælp.

Information dokumenterede tirsdag den 19. november, at cirka 900 flygtninge venter i op til tre år på traumebehandling i Danmark, og at omkring 536 flygtninge skal vente i halvandet år endnu. De lange ventetider betyder, at traumerne bliver kroniske, og flygtninge bliver låst fast i en fortid, som ikke vil slippe taget i bevidstheden.

På flugt fra Taleban

Faresta og Muhammed er journalister. I 1995 arbejdede de for den samme Taleban-kritiske avis i Kabul, hvor de udtrykte deres kritik af det religiøse regime. Muhammed var desuden politisk kommentator i et tv-program. I 1995 blev det derfor farligt for familien at leve i Kabul. Først blev Muhammeds far arresteret, så forsvandt hans bror, og en aften sparkede soldater døren ind hos Faresta og Muhammed.

"Vi råbte og skreg så højt, at naboerne hørte os, og da de kom os til hjælp, forsvandt mujahedinerne igen," siger Faresta.

Klokken blev fire om morgenen, så det var stadig tusmørke, da Faresta hjalp sine sønner på to og fire år og lillesøster på syv måneder op i en flyttevogn. De lå gemt under møbler og tøj, og Faresta skjulte sig selv og sin gravide mave under en burka.

"Jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg tænkte kun på mine tre børn, og hvad der skulle ske med dem. Jeg vidste jo ikke, om vi ville overleve. Det glemmer jeg aldrig", siger Faresta.

Familien bliver adskilt

Lastbilen stoppede, da de nåede en forstad til Kabul. Her skjulte familien sig i onklens kælder, indtil det blev muligt at forlade Afghanistan for at komme til Europa. Efter seks måneder i kælderen fik onklen arrangeret, at professionelle menneskesmuglere skulle få familien ud af landet.

"Da vi tog af sted, vidste vi kun, at vi ville komme ud af Afghanistan. Først kørte vi i en minibus, så kom vi over i en anden bil - så endnu en bil. Jeg anede ikke, hvor vi var på vej hen. Jeg tænkte kun på vores liv og på vores børns liv. Hvis vi kunne overleve det, så var det nok," siger Faresta stille: "Mine børn var rigtigt, rigtigt bange. De var helt stille. Vi måtte give dem sovepiller, så de ikke mærkede sulten og trætheden, og så de ikke larmede."

Da bilen stoppede, var familien i Moskva. De skulle videre med båd fra Litauen. Faresta var syg, da båden skulle sejle fra Litauen. En mand dirigerede de illegale flygtninge ned i båden. Da Faresta og hendes ældste søn var på vej ned i båden, blev de stoppet.

"En af mændene siger, at der ikke er plads i båden, så jeg må vente til den næste båd sammen med min søn. Men min mand vil blive sammen med mig, så han forsøger at komme op af skibet. Pludselig sætter manden en pistol for min søns hoved og siger, at han slår ham ihjel, hvis ikke min mand sejler med kutteren nu. Han peger på dækket, hvor min mand skal sidde med vores to yngste børn. Min mand siger, at jeg er højgravid og syg, og at jeg ikke kan klare turen alene. Så siger manden, at alle har børn, og alle har problemer. Han lovede, at min søn og jeg kom af sted med den næste båd", fortæller Faresta: "Jeg rystede i hele kroppen og kunne ikke få vejret. Det var, som om alt forsvandt. Det hele var væk, og jeg var tilbage med min søn. Så holdt jeg ham i hånden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre", siger Faresta: "Jeg var helt sikker på, at min mand og mine børn ville dø. Vi hørte hele tiden, at litauerske både blev gennemsøgt af politiet, og derfor åbnede skibene deres lastrum og hældte fisk og mennesker ned i det åbne hav. Jeg var helt sikker på, at de ikke ville overleve," siger Faresta.

Det blev aften, men der kom ingen båd. Manden kørte Faresta og hendes søn tilbage til Moskva og sagde, at han ville hente dem dagen efter. Det var sidste gang, Faresta så den mand, de havde betalt for at hjælpe dem til Europa. Og der gik to år, før hun så sin mand og børn igen.

Flugt blev til traumer

I 1997 bliver Faresta endelig familiesammenført med Muhammed og børnene i Danmark. Faresta har i to år levet illegalt i Rusland i en lejlighed hos en afghansk familie, og hun har født sin lille søn på et russisk hospital for 200 dollar. Muhammed og de to yngste børn har ventet to år på asyl, først i Sandholmlejren og bagefter i Kongelunden. De flytter i et hus i en forstad til København. De går på sprogskole, og de lærer dansk. Han kører bus, og hun får job i Irma. Alligevel har familien det slet ikke godt. Især faren og den store pige har svære psykiske lidelser. Han er rastløs, kan ikke sove, men går rundt i huset og i haven. Datteren vågner hver nat og skriger. Hun er igen tilbage på redningsflåden, hvor folk omkring hende råber af frygt for at falde i vandet og drukne.

Faresta får flashbacks

Først fem år efter Muhammed og børnene er kommet til Danmark, bliver de henvist til behandling på Behandlingscenter for Torturramte Flygtninge, Oasis. Halvandet år efter starter Faresta også i behandling.

"Da psykologen spørger, hvordan jeg har det, kan jeg ikke svare. Det er første gang, der er nogen, der har spurgt, hvordan jeg har det. Jeg har en følelse af, at jeg ikke må falde, for hvis jeg falder, så falder hele huset ned", siger Faresta.

Men Faresta får flashbacks fra det illegale liv i Rusland. Billederne af politiet, der vil se det pas, hun ikke har. De vrede russiske stemmer, hun ikke forstår. Smerten, da soldaterne slår og rusker hende i håret, når hun ikke har penge eller sprog til at afværge dem. Først efter hun er startet i behandling, føler Faresta, at hun er ved at komme til sig selv igen: "Det er som om, at jeg har sovet inde i mig selv, men nu er jeg vågen igen. Jeg kan mærke mig selv, jeg skal arbejde, jeg skal leve og jeg skal stå op. Jeg skal give energi til mine børn og min mand", siger hun.

For Muhammed er traumerne med tiden blevet kroniske. Når han er i behandling, kan han fungere, men så snart behandlingen stopper, falder han tilbage i flugtens mareridt. Muhammeds psykiske lidelser smitter børnene, og derfor har han valgt ikke længere at leve sammen med familien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Winther Petersen

Asylsøgere bør tale med en psykolog/psykiater, før de bliver forhørt af politiet, det kan virke forebyggende i forhold til retraumatisering.

Alle flygtninge bør ved ankomsten til Danmark screenes for traumer.
De bliver i forvejen undersøgt af en læge for fysiske sygdomme.

I Sverige har man lavet forsøg med fire undersøgende psykologsamtaler til alle flygtninge, hvor der samtidig ydes psykoedukation, som sigter på at forebygge udvikling af bl.a. posttraumatisk belastningssyndrom (PTSD)

Der bør gives en behandlingsgaranti til traumatiserede flygtninge ved de offentlige psykiske traumecentre. I eventuelle ventetider bør der henvises til kvalificerede private psykologer og centre.