Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fogh slap for at stemme sin egen politik igennem

Med Dansk Folkepartis forslag om 'hurtige' forhandlinger om en kvalitetsreform slap statsministeren i går for at stemme for sit eget regeringsgrundlag
Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder veksler en bemærkning på ministerbænkene under torsdagens åbningsdebat. Statsministeren afviste oppositionens forslag til vedtagelse under Folketingets åbningsdebat, selvom idéerne er hentet i regeringsgrundlaget.

Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder veksler en bemærkning på ministerbænkene under torsdagens åbningsdebat. Statsministeren afviste oppositionens forslag til vedtagelse under Folketingets åbningsdebat, selvom idéerne er hentet i regeringsgrundlaget.

Jens Dige

Indland
30. november 2007

At gammelt venskab ej forgår vidste sig, da Ny Alliance og de radikale i går gik sammen med S og SF og fremsatte et såkaldt forslag til vedtagelse. Efter fire timers forudsigelig debat om velfærd, EU, afbureaukratisering og kvalitetsreform begyndte fremtrædende medlemmer af oppositionen i salen at smile bredt - statsministeren virkede omvendt tydeligt irriteret. Årsag: Ny Alliance havde overraskende valgt at gå sammen med oppositionen om en række forslag plukket direkte fra regeringsgrundlaget: Øge udviklingsbistanden, etablere en klimapulje, en skattereform, kvalitetsreform med mindre kontrol samt en bred løsning på problemet med de afviste asylansøgere.

Med undtagelse af kvalitetsreformen alt sammen punkter, som VK i sagens natur burde kunne tilslutte sig, men som DF ikke umiddelbart er begejstrede for. Og Kristian Thulesen Dahl (DF) kaldte Ny Alliances fremgangsmåde for 'useriøs', selv om han ikke mener, at det besværliggør tingene for DF:

"Jeg havde forventet, at NA ville lægge sig meget tæt op ad regeringen, så den blev tændt på de brede aftaler. Herinde vil forslaget blive taget som et slag i luften, og det må få regeringen til at ryste på hovedet," sagde han.

Med bud eller brevdue

Kristian Thulesen Dahl udtrykte dog klar tillid til, at statsministeren ville vælge at stemme for det forslag, som han selv tidligere på dagen havde fremsat, nemlig at 'Folketinget opfordrer regeringen til hurtigt at indkalde til disse forhandlinger' - altså om kvalitetsreformen.

"Og så bortfalder de andre forslag," konstaterede DF's finansordfører.

Rygtet ville vide, at forslaget fra DF på forhånd var aftalt med Venstre, og som forudsagt af Thulesen Dahl valgte statsministeren da også senere på dagen at stemme for DF's forslag frem for at godkende de af oppositionen valgte udpluk fra VK's eget program.

"Jeg håber også, at det forslag kan vinde bred støtte, for det lægger op til en hurtig start på forhandlinger om kvalitetsreformen, og det er regeringens hensigt," sagde Fogh, der ellers betegnede debatten som 'nærmest en genopførelse'.

Og statsministerens valg vakte undren og kritik fra de radikales leder, Margrethe Vestager: "Vi kunne lige så godt have stemt om, hvorvidt mødeindkaldelserne skulle bringes med bud, pr. e-mail eller med brevdue. Kan man forestille sig en vedtagelse om, at man ønsker at forhandlinger går langsomt i gang," lød det retorisk.

"Helt ærligt, synes jeg ikke, at Margrethe Vestagers tilgang bærer præg af konstruktiv vilje til at skabe bredde," svarede Fogh, der også advarede Anders Samuelsen:

"Villy Søvndal bruger dette til at splitte."

Også den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, benyttede lejligheden til at konstatere, at regeringens ønske om et bredt samarbejde kun varede 48 timer:

"Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man vil stemme nej til en vedtagelse, hvor oppositionen forsøger at samle bredt. Jeg kan kun konkludere, at det er fordi, der står, at vi skal have en bred aftale om de afviste asylansøgere, og det bryder DF sig ikke om," sagde hun.

Samuelsens idé

Ifølge Informations oplysninger var aftalen mellem NA og oppositionen kommet i stand ved tæt kontakt mellem Anders Samuelsen (NA) og Morten Østergaard (R).

Først i går under debatten tilsluttede S og SF sig udformningen, som i øvrigt var Samuelsens idé.

Og selv om det ikke lykkedes for NA at få regeringen med, glædede Samuelsen sig i sin over, at det var lykkedes at få selv SF til at bakke op om en vedtagelse om en skatteform, der sigter på 'en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst'. Men det er kun naturligt, mener Villy Søvndal:

"Vores skattetanker har hele tiden været at flytte til immobile skatteafgifter og lette skatten på arbejde."

Lars Barfoed (K) afkrævede da også kvinden bag sloganet 'Velfærd eller skattelettelser' en forklaring på, hvordan S pludselig kan bakke op om massive lettelser på indkomstskatten. Men så længe lettelserne er fuldt finansierede, ser Helle Thorning-Schmidt ingen problemer i det. Og officielt var Fogh da heller ikke ked af, at det var lykkedes for Samuelsen at få oppositionen til at skrive under på store dele af regeringsprogrammet:

"Dagen har haft et forløb, som jeg ikke kunne ønske mig bedre overhovedet," sagde statsministeren, mens Socialdemokraterne delte Matador Mix med forhenværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

Debatten bød desuden på en række debuter fra såvel politiske ordførere som mødeledere. Således måtte DF's nyvalgte præsidiemedlem, Søren Espersen, øve sig i at trykke på de rigtige mikrofonknapper, mens Venstres nye politiske ordfører, Inger Støjberg, fik sat børnehaven Kastanjebakken i Birkerød på landkortet ved at nævne stedet mindst syv gange.

"Men jeg må skuffe hr. Villy Søvndal, jeg har ikke været i Birkerød, men hørt om det gode eksempel," sagde hun med henvisning til SF-formandens iver efter at besøge virkeligheden.

Debatten fik en brat afslutning, da præsidiemedlem Helge Adam Møller (K) kl. 19:20 bad om ordet. Han havde rådført sig med samtlige partiledere, og af respekt for de to omkomne soldater i Afghanistan valgte man at suspendere debatten. DF's forslag blev vedtaget med 62 stemmer for - 48 fra oppositionen stemte blankt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her