Læsetid: 3 min.

Fogh og Thorning tegner fjendebilleder

En aggressiv tv-duel kunne ikke skjule fraværet af betydningsfulde modsætninger mellem Anders Fogh og Helle Thorning
En aggressiv tv-duel kunne ikke skjule fraværet af betydningsfulde modsætninger mellem Anders Fogh og Helle Thorning
Indland
6. november 2007

I valgkampens sidste duel søndag brugte kandidaterne al energi til at udstille modparten som fjenden fra henholdsvis rød eller blå stue. Men aggressionerne kunne ikke skjule, at stridens baggrund er den mest vidtgående enighed nogensinde i dansk politik:

En uge før valget er vælgerbevægelserne nærmest stivnet og de usikre udsigter til et regeringsdygtigt flertal afspejler måske fraværet af egentlige, betydningsfulde modsætninger mellem regeringen og det store oppositionsparti.

I duellen opførte kandidaterne en mere aggressiv verbal dyst end før, men de vrede udfald var i hovedsagen forsøg på at berøve modstanderen troværdighed og mere eller mindre bevidst vildledende forsøg på at tillægge modstanderen en mindre midtsøgende politik end vedkommende faktisk står for.

Selv om debatten var præget af begge deltageres intelligens, betydelige viden og kompetence, var der meget få forsøg på faktisk at præsentere en markant politik, forskellig fra modpartens.

Helle Thorning brugte mange kræfter på at udfordre Fogh på en alt taget i betragtning helt marginal problemstilling omkring kommunernes budgetter.

Begge parter er enige om at fastholde skatteloftet - på trods af at kommunerne foreløbig har udarbejdet budgetter med skatteforhøjelser på 1,5 mia. kr., mens aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening kun gav plads til 3/4 mia. kr. Nu skal regeringen og kommunerne analysere, hvorfor den kun fire måneder gamle aftale ikke holdt, og Fogh mener, det er en detalje, som relativt hurtigt kan komme på plads.

Thorning bruger imidlertid sagen til at antyde, at Fogh vil gennemtvinge 'grimme nedskæringer' i kommunerne, sende de gamle tidligt i seng og tage undervisning fra børnene. Thorning udnyttede sagen optimalt. Hun var engageret og velformuleret, og Fogh kom i defensiven. Men Thornings sag er reelt tynd og uden konsistens: Thorning vil nemlig fastholde skatteloftet, og gentager formlen: 'Danskerne behøver ikke betale mere i skat for at få bedre velfærd'. Hvordan kan en marginal skatteforhøjelse så blive helt afgørende for velfærden 'ude i virkeligheden'?

En lignende form for bevidst vildledning betjente Fogh sig af, da han kom tilbage i kampen og angreb Thornings troværdighed ved at henvise til 'løftebrud' omkring 24-årsregel, skattestop og skolepolitik. På disse tre felter, der nok er de mest centrale i VKO-flertallets politik, har Thorning lagt sig helt tæt på Fogh, siden hun blev formand. Men nu søger Fogh at gøre hende utroværdig ved at henvise til modstanden over for disse punkter i Thornings parlamentariske grundlag, de radikale, SF og Enhedslisten.

Realiteten er formentlig, at S og R har lavet en politisk studehandel, hvor R (og SF) accepterer 24-årsreglen og skattestop, og S til gengæld under valgkampen har opsagt Folkeskole-forliget for at give plads til de radikale i et nyt forlig under en SR-regering. Men der vil også i et nyt folketing være et meget stort flertal for at styrke tests og faglighed i skolen.

Thornings og Foghs situation er den, at de er så enige, at det næsten gør ondt. Selv når det gælder Irak. I en frisk interviewbog lige inden valgkampen erkender Thorning, at hun kunne se flere klare argumenter for at gå i krig med Bush og kun - efter krigen - et enkelt imod. Kendsgerningen er også, at den kreds af S-politikere, der bragte Thorning til magten, var positive over for den danske deltagelse i Irak og medvirkende til, at Socialdemokraterne aldrig har ført kampagne på dette tema.

Uden ægte politiske modsætninger har Fogh sin erfaring, sin personlige autoritet og troværdighed og seks års succesrig politik bag sig.

Thorning har fornyelse og friskhed, herunder en delvist politisk uskyldighed, der gør hende til et attraktivt modstykke til magtens ikon.

Men Thorning har drejet sit parti 'mod højre' i den forstand, at hun i alle de sager, der før hende var mest kontroversielle, har lagt sig tæt på regeringen. Hun betaler nu den logiske pris, at SF løber med de 'venstreorienterede S-vælgere' - ligesom Socialdemokraternes egen 'venstrefløj' har forladt folketingsgruppen.

Men selv om Socialdemokraterne nu måske permanent må nøjes med en mindre markedsandel, er Thorning personlig som leder og især som valgkampagnefører så klar en succes, at hendes position i partiet ikke trues, ikke engang af et nyt valgnederlag.

Erik Meier Carlsen skriver valgdagbog hver dag frem til valget den 13. november. Samtidig bringer vi dagligt et valgbarometer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget præcis og nøgtern analyse af Erik Meier Carlsen, der sammen med f.eks. Rune Lykkeberg er en gevinst for Information.

Den virkelige ironi - og konsekvens af EMC's analyse - ville være at Danmark fik en flertalsregering, bestående af de to store partier.

Men det sker jo næppe. Vi kommer til at se en borgerlig mindretalsregering med et eller to af de borgerlige partier, som skal manøvrere sig frem med skiftende støtte fra sag til sag og med såvel Pia Kjærsgaard som Naser Khader på sidelinjen.

Med mindre repræsentanterne for den kreative klasse (liste Y) svinger over til venstre (for a price, you know), eller splittes i to fraktioner, etc.

Vi får sikkert nok en mere broget parlamentarisk situation end vi har oplevet de sidste mange år og det er måske på en måde ikke så skidt endda.

Men hvis det bliver udgangen får vi nyvalg i løbet af 1 år. That's my guess.

Tak til Erik Meier Carlsen for en kompetent analyse. Du er en gevinst for Information.

Der er en interessant vinkel, man burde fundere over: nemlig den "disconnect", der findes mellem den begejstring, der synes at sprede sig over hvor dygtig en debattør og campaigner Helle Thorning er, overfor de katastrofale meningsmålinger, hendes parti har.

Hun har distanceret sig som "performer" fra sit parti, også afsløret i hendes retorik, der næsten altid er første person ental: "Jeg er optaget af" - "Jeg oplever" - "Jeg synes" - etc.

Anders Fogh taler derimod næsten altid i første person flertal.

Du har ret Erik Meier Carlsen i, at i et konsensus-land er opgaven ikke at nærme sig hinanden (for S og V er næsten ens) men i at producere irreelle forskelle, og de kan kun skabes gennem personlig stil, køn og medie-præstationer.

Det kan godt være, at rød og blå stue dybest set vil løse de praktiske problemer i landet nogenlunde ens.
men der er fandme forskel på stemningen.
Den grønthøster, som Fogh kørte i marken, da han kom til, står og lurer stadig.
Friheden i kultur-og forskermiljøerne er kraftigt reduceret og pressen er så bovlam og dresseret som nogen sinde.
Fogh svinger denne mærkværdig pisk, samtidig med, at han siger, han er liberal og går ind for frit valg osv.
Hvis Helle kommer til har vi da håb om, at der bliver lindet lidt på slipset.
Set fra friheden og kreativiteten har det været fælt at være dansker siden 2001.
Der er jo en klar forskel i baglandet. Der er fanden til forskel i at have SF og Ø i baglandet og så DF. Både i intelligens, kreativitet og horisont.

Så kom igen Meier Carlsen

Anders Foghs strategi har fra begyndelsen av sit formandskab været at sløre forskellen mellem de to fløje og dermed dels gøre sig selv mere spiselig for midtervælgerne og dels reducere valget til et spørgsmål om personlige egenskaber, den ordholdne Fogh over for løftebryderen Nyrup, den lyssky Lykketoft og nu den uberegnelige Thorning. Erik Meier Carlsens kommentar (som jeg heller ikke i dag har orket at læse til ende) er således set et bidrag til Foghs kampagnestrategi.

Det er imidlertid ikke ét fedt, om vi får den ene eller den anden regering. Socialdemokraterne har ikke, som det ofte påstås, overtaget regeringens skattepolitik, udlændingepolitik og uddannelsespolitik. Skattestoppet betyder ikke det samme i S-sprog og V-sprog. S vil måske nok have en stram indvandringspolitik, men ønsker ikke at holde asylansøgerne fra livet ved at pine dem. Og så fremdeles.

At Thornings stil kan matche Foghs, betyder netop ikke, at valget handler om den ene stil over for den anden, men tværtimod, at vi nu kan lægge dette spørgsmål på hylden og faktisk begynde at diskutere de politiske forskelle.

Der er pokker til forskel på indstilling til det samarbejdende folkestyre mellem VKO-blokken og det, en SR-regering ønsker. Der har været alt for stille om valgkampens bedste udspil, nemlig det om 'God regeringsførelse', som Helle Thorning og Margrethye Vestager har udsendt i fællesskab. det burde alle vælgere læse, før de sætter deres kryds.

Det kan downloades i sin helhed (4 sider) fra
http://socialdemokraterne.dk/default.aspx?func=article.view&id=207858

Ikke flugten mod tinderne, ikke vejen mod toppen, ikke et ord om at vejene til toppen er overfyldte, uklarhed med hensyn til opstigningens betingelser.
Jeg giver afkald på toppen, en anden vil nå den, vi undslipper kun den syge længsel efter tinderne ved at forfalske den.
Istedet en uafrystelig træthed har taget over, intrigernes sump, flugten fra angsten, til labyrintens midte.

Jeg har også irriterets på den mediestylede lighed på de to statsministerpartier, og genkender derfor helt EMCs beskrivelse. Men man må alligevel sige, at derefter tager informations læserkommentarer stikket hjem. For trodst alt er der pokker til forskel. Måske ikke på de to i toppen, men på holdet og på støtterne.
Så stem nu for en ny regering - på TRODS af Thorning!

fuldstændig enig i at på 98% af strækningen kører fogh og thorning ved siden af hinanden.

den logiske konsekvens af valget, som det ser ud i meningsmålingerne, ville være en SV-flertalsregering, der så dog ville stå overfor den udfordring at skulle afgøre, hvem af fogh eller thorning, der skulle sidde som statsminister. de kunne måske skiftes?:-) opbakningen til de to partier er jo lige stor jf. meningsmålingerne og ligger på tilsammen ca lidt over 50% af stemmerne.

fjendtligheden og misstemningen overfor kulturelite inkl. forskning og undervisning er stort set bestemt af hensynet til df, som jeg ser det. det var en kortvarig stemme fra den (betydelige) del af danmark, som udviklingen væk fra industrisamfundet ikke har tilgodeset.

dette valg viser med krystalklar tydelighed at danskerne vil regeres af midten. nu har de prøvet df's regime. de blev efter to perioders overvejelse vejet og fundet for lette. med ny alliance er balancepunktet igen placeret nogenlunde i midten med den traditionelt danske svage vægt mod højre.

det eneste usikre er, om ny fajance kan holde i folketingets praktiske hverdag som andet end "folkebevægelsen borgerlige vælgere mod pia kjærsgaard". det bliver det mest spændende.

Her ude i Jylland siger man, 'at den, der sparer, har.'
F.x. et argument om minimal arbejdsløshed, selvom
man godt ved at arbejdsstyrke+svage tilsammen
udgør færre. Den borgerlige regering kan godt tage
patent på sandheden, men helst lyve om HTS' syn
på skattestop og menneske-syn/rettigheder.

God analyse.
Jeg synes også iagtagelsen af Helle's brug af 'JEG' er helt korrekt. Der kun HELLE.
Men under alle omstændigheder. Det vil måske være en god ide med en socialdemokratisk/radikal regering. Hvis det stadigvæk holder at liste A er bedst til at tryne fagbevægelsen. Med de lønkrav som nogle af de offentlige forventer vil foråret blive en hård nyser.
Og det er umuligt at forestille sig, at der bare kan gives lidt køb på de offentlige finanser på trods af de megalone overskud på statens økonmi.
Og så kan et nyt valg igen blive konsekvensen.