Læsetid: 5 min.

'Fogh er vendt på en tallerken'

'Absurd' og 'skuffende' er nogle af de udtryk, der går igen, når Pia Kjærsgaard skal beskrive statsministerens nye, altfavnende stil efter valget
-Man skal respektere de forlig, man har indgået. Det har jeg været nødt til at præcisere over for Anders Fogh nogle gange på det sidste,- siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

-Man skal respektere de forlig, man har indgået. Det har jeg været nødt til at præcisere over for Anders Fogh nogle gange på det sidste,- siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Jens Dresling

1. december 2007

Ordvalget er markant ændret. Selvom Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, gentagne gange understreger, at hun stadig håber på et godt samarbejde med VK-regeringen, gør hun intet forsøg på at skjule sin irritation over Anders Fogh Rasmussens optræden de sidste 14 dage. Den pludselige drejning mod midten har slået skår i det nære forhold til DF, Fogh har haft de sidste seks år.

Mange trak overbærende på smilebåndet, da Ny Alliances Naser Khader under valgkampen ønskede sig "en ny Fogh". Men indtil videre er det faktisk en ny version af Fogh, der har optrådt efter valgsejren. Til glæde for Ny Alliance, men absolut ikke for regeringens hidtidige støtteparti:

"Jeg er virkelig overrasket over, at statsministeren fortsætter med kovendingerne, efter valget er forbi. Han er vendt totalt rundt på en tallerken. Men der er altså stadig VOK-flertal, selvom jeg føler, jeg var den eneste, der kæmpede for at få det hjem," siger Pia Kjærsgaard.

"Politik deler vandene, og det er skuffende, at Anders Fogh nu forsøger at gøre det hele til én stor surdej. Han plejer at have kant til andre partier, når han holder sin åbningstale, men det var der slet ikke denne gang."

Naiv forestilling

Mens der i sidste valgperiode var gentagne skærmydsler mellem fremtrædende konservative politikere og Dansk Folkeparti, var DF's forhold til statsministeren og den øvrige Venstre-top meget tæt. Men efter valget har der allerede været kontroverser på en række felter. Hårdest på skat og asyl, hvor der eksisterer forlig mellem regeringen og DF:

"Jeg mener oprigtigt, at det er godt med brede aftaler om for eksempel klima, miljø og kvalitetsreform. Men man skal respektere de forlig, man har indgået. Det har jeg været nødt til at præcisere over for Anders Fogh nogle gange på det sidste," siger Pia Kjærsgaard, der ikke lader nogen tvivl tilbage om, at budskabet er afsendt i meget klare vendinger.

DF-lederen ser Foghs bestræbelse på at få partier som Ny Alliance og de radikale med i et asylforlig som "fuldstændig absurd":

"Både de radikale og Ny Alliance har utrolige synspunkter i asylpolitikken: Tag bare forslaget om at nedlægge asylcentrene. Det er i det hele taget naivt at forestille sig Radikale Venstre i et asylforlig, for de bliver aldrig tilfredse. Det har jeg gentagne gange forklaret Anders Fogh."

Lige til sommerrevyerne

Stemningen mellem DF og regeringen blev ikke bedre med fremlæggelsen af regeringsprogrammet, der lægger op til nedsættelse af topskatten:

"Det er hverken kassedamen eller hjemmehjælperen, der vil få glæde af en sænket marginalskat. Og jeg tror ikke, der er nogen, der forstår Foghs model om, at skattestoppet fortsætter før og efter en skattereform - men bare ikke lige når man laver reformen. Det er jo lige til sommerrevyerne.

- Mener du, Fogh er ved at løbe fra skattestoppet?

"Jeg kan ikke se det på anden måde. Men forliget mellem os og regeringen betyder, at en skattereform under ingen omstændigheder kan træde i kraft før efter et nyt valg."

Når det gælder EU, er der linet op til et decideret bråvallaslag mellem DF og regeringen. I forvejen var de to parter uenige om, hvorvidt EU's nye reformtraktat skal til folkeafstemning, og konflikten er blevet skærpet, fordi regeringen nu i stedet vil sende de fire danske EU-forbehold til afstemning i løbet af valgperioden:

"Det er en skandale. EU-forbeholdene har danskerne allerede stemt om, men der blev 'stemt forkert' efter ja-partiernes mening, så nu skal vi have en ny afstemning. Og der, hvor befolkningen gerne vil have en afstemning, der får man ikke lov. Regeringen har i realiteten afgjort, at vi ikke får lov til at stemme om reformtraktaten. Det synes jeg simpelthen er uanstændigt."

Pia Kjærsgaard frygter ikke mindst konsekvenserne for den danske udlændingepolitik, hvis det retslige forbehold helt forsvinder:

"Det er fuldstændig forrykt at afskaffe det retslige forbehold, så vi ikke længere kan bestemme vores udlændingepolitik. Det er et så vigtigt område for danskerne, og det skal ikke bestemmes fra Bruxelles. Her vil vi give regeringen kamp til strengen."

Sidespring

DF-lederens svar på den nye situation er faldet prompte. For hvis regeringen ikke længere føler sig særlig forbundet med DF, bliver loyaliteten også mindre den anden vej, understreger Pia Kjærsgaard:

"Når de udfordrer mig på den måde, får jeg en ny frihed, som jeg selvfølgelig vil afsøge. Når Fogh nu ønsker brede flertal, så undersøger jeg, hvor vi og Socialdemokraterne ser fælles på tingene. Det er da klart."

De fælles interesser mellem S og DF går særligt på de to beslægtede områder: en ekstra lønpulje til det offentligt ansatte plejepersonale og kvalitetsreformen. Det var for at diskutere disse felter, at Pia Kjærsgaard i sidste uge først mødtes med den nye LO-formand, Harald Børsting, og siden S-formand, Helle Thorning-Schmidt. Der kom dog ikke noget konkret ud af møderne, og DF har været meget varsom med at binde sig til at bruge det alternative flertal uden om regeringen.

"Hensigten med møderne var mest at føle hinanden lidt på tænderne, og jeg synes, det gik godt. Vi har altid haft et ordentligt forhold til Harald Børsting, og jeg har heller ikke på nogen måde svært ved at tale med Helle Thorning-Schmidt," siger Pia Kjærsgaard.

- Er det kun et interessefællesskab på afgrænsede områder, eller kan det føre til mere på længere sigt?

"Det er for tidligt at svare på. Det er jo ikke sådan, at vi er begyndt at kramme Socialdemokraterne. Vi har haft et godt samarbejde med VK siden 2001, og jeg håber stadig, det kan fortsætte, men det er ikke op til mig. Det er ikke mig, der har været ude med alle de her meldinger."

VKO-flertallet er på præcis 90 mandater, og en enkel desertering kan dermed skabe en ustabil situation. Det er usandsynligt, at det borgerlige færøske mandat svigter Fogh, men flertallet kan forsvinde, hvis Dansk Folkeparti også i denne valgperiode mister folketingsmedlemmer. Som det er sket flere gange før, senest med Louise Freverts farceagtige skift til CD.

- Gør den risiko ikke jeres flertal utrolig sårbart?

"Vi er da opmærksomme på situationen, men det er jo ikke gået så godt for dem, der har forladt Dansk Folkeparti. Og V og K må også gøre en indsats. De må sørge for en stærkere disciplin i deres folketingsgrupper. Specielt hos Venstre er det skredet nogle gange, men den går ikke mere," siger Pia Kjærsgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er Pia Kjergaards bekrymringer om den anden Fogh Rasmussen ikke mere et spil for vælgerne end reele overvejelser.
Er spørgsmålet ikke mere at DF vælgere i stor udstrækning er de laveste uddannede eller ældre og dermed har andre interesser end dem DF står for med deres førte politik ,der har forringet de svageste i samfundets forhold.
For at kamuflage det har DF så stået og viftet med ældrecheken og nu lønpulje til plejepersonalet i ældreplejen.
Hvis DF virkelig var et nyt arbejderparti hvad laver de så på blå stue?
Hvorfor stemmer de for Fogh Rasmussens reformer ,der vil ændre det danske solidariske skattebetalte velfærds samfund med lige mulighed for alle til et brugerbetatings og forsikringssamfund, hvor det bliver familiens økonomi der bliver bestemmende for folks uddannelse, sundhedsbehandling, pleje osv.
Er det ikke mere DF og Fogh Rasmussens fælles ønske om mere pligt for de svage og mere ret til de stærke, der er fællesnævner for Fogh Rasmussen og Pia Kjersgaard.

Et eksempel på at forholdet og den politiske linje er den samme som før valget viste afstemningen om ved Åbningsdebatten. Hvor Fogh Rasmussen ikke kunne stemme for sit eget regeringsgrundlag på de punkter DF var imod og i stedet stemte for DF forslag.
Viste det ikke som Thorning sagde, at Fogh Rasmussens brede samarbejdsånd kun holdt 2 dage.

Til trøst for Pia Kjærsgaard. Men også kun for hende og hendes kumpaner,, er det vel foreløbig kun i retorikken, at statsministeren tænker bredere. Det skulle være glædeligt om det virkelig skete på en række områder. Enten fordi han mener det, eller fordi nøde vil tvinge til en anden tankegang.
Hvis kovendinger bliver på 360 grader, er vi jo lige vidt.

Det er pludselig gået op for mig, hvem det er Pia K minder mig om:

"Hvis alle andre var som jeg
så gik det nok til sidst,
men ingen andre er som jeg
og det er meget trist!
ÆV!"

(citat: Tante Sofie fra Kardemomme By)