Læsetid: 4 min.

Foghs vandring mod midten er stabiliseret

Den parlamentariske situation efter valget giver Fogh-regeringen et perfekt alibi for at fuldføre den vandring mod midten, der efter statsministerens strategi skal gøre Venstre til det naturlige midtpunkt for alle fremtidige regeringsdannelser
23. november 2007

Foghs og Bendtsens regeringsgrundlag blev i går præsenteret som resultatet af en uges 'sonderinger' med alle Folketingets partier, men i særlig grad med Dansk Folkeparti og Ny Alliance, der har givet Fogh mandatet.

Regeringsgrundlaget er omhyggeligt konstrueret, så det lægger op til en opfyldelse af Ny Alliances hovedkrav, men også mere bredt som en invitation til et meget bredt samarbejde i Folketinget.

Udgangspunktet er en valgkamp, hvor partierne med 'kovendinger' og nye politiske meldinger nærmede sig hinanden i kampen om midtervælgerne og bejlen til NA - i en grad, der næppe er set tidligere i danmarkshistorien.

Flerfaset strategi

Men baggrunden er en flerfaset strategi, som Fogh Rasmussen allerede anlagde i direkte forlængelse af valgsejren i 2001.

Fogh forudså meget tidligt, at Socialdemokraterne både på skatteområdet og i udlændingepolitikken var nødt til at tilslutte sig de centrale elementer i VKO-flertallets politik. Han kalkulerede med, at en ny socialdemokratisk leder efter nederlaget ved folketingsvalget i 2005, ville være motiveret for at indgå i brede velfærdsforlig. Et stort velfærdsforlig blev det til, men det var mindre omfattende, end hvad Fogh havde ønsket.

Fogh annoncerede i 2006 en ny fase i sin midtsøgende stræben, da han annoncerede en ny energi- og miljø-politik, en kvalitetsreform for den offentlige sektor og en offensiv u-landspolitik med fokus på Afrika.

Allerede dengang erklærede Fogh, at Venstre nu skulle "dække hele fronten" og ikke overlade temaer og ideelle mål til venstrefløjen.

Valgresultatet den 13. november gav Fogh både legitimitet til og behov for at række indover midten, hvad han har gjort med en tilsyneladende opfyldelse af en god del af Ny Alliances, de radikales og Socialdemokraternes krav. Ny Alliance kan med regeringsgrundlaget i hånden hævde, at deres indflydelse på dansk politik har været markant. Men også de radikale og Socialdemokraterne er nødt til at kvittere for skattereform, u-landspolitik og en forhåndsopfattelse af et socialdemokratisk særkrav om gratis måltider til børn i institutioner og skoler.

At regeringen bekræfter sine forlig med Dansk Folkeparti på skat og asylpolitik er temmelig uangribeligt, og sikrer DF's indflydelse her. På skatteområdet kan et DF-veto dog højst føre til en udsættelse af en reform ikræftrædelse til efter næste valg.

EU-politikken

Oveni forhandlingerne om de store reformer vil EU-politikken få en fremtrædende plads på de kommende års politiske dagsorden med den bebudede afskaffelse af forbeholdene efter en eller flere folkeafstemninger.

Det vil yderligere understrege billedet af en bredere politisk arbejdsform, fordi regeringspartierne i EU-politikken står last og brast med Socialdemokraterne og de radikale - og i et modsætningsforhold til Dansk Folkeparti, hvis EU-skepsis i dag kun matches af Enhedslisten, mens SF under den pragmatiske Villy formentlig vil være ganske tæt på regeringen også.

Modsætningsforholdet mellem Fogh og Kjærsgaard i EU-politikken har været en kendsgerning siden samarbejdets begyndelse, men ikke en faktor, der har spillet nogen særlig rolle.

Det bliver nu anderledes. VK vil sammen med S og R udfordre resten af tinget, allerede når partierne om få uger vil konkludere på den juridiske vurdering af traktat-forslaget og med stor sikkerhed tilkendegive, at en folkeafstemning om traktaten er unødvendig, fordi den ikke indeholder formel suverænitetsafgivelse. Selvom denne beslutning vil kunne forekomme mindre problematisk i lyset af, at regeringen allerede nu bebuder en eller flere folkeafstemninger om EU-forbeholdene i den nære fremtid, så vil DF være forpligtet til at stille sig særdeles kritisk til beslutningen.

Og opgørene om de kon-krete forbehold vil også udstille og vitalisere modsætninger mellem DF og regeringen.

Paradoksalt nok kan et stærkere fokus på modsætningerne i EU-politikken imidlertid også bidrage til stabiliseringen af et nyt samarbejdsmønster i Folketinget. For at bevare sin indflydelse på centrale elementer af den hjemlige politik og for at fortsætte som regeringens sikre og loyale støtteparti, vil Dansk Folkeparti blive nødt til igen og igen at vise sig som en medgørlig og pragmatisk forhandlingspartner. Derfor kan det være vigtigt for Kjærsgaard, at partiet også får mulighed for at vise identitet og profil i EU-politikken.

Den omstændighed, at vi nu bevæger os ind i en usikker og mindre vækstpræget fase af den internationale og nationale økonomiske udvikling, kan i væsentlig grad styrke EU-skepsissen - ikke mindst på grund af den udenlandske arbejdskraft, som vi netop i disse dage får at vide, bestemt ikke står først i køen, når der skal fyres.

Efter at Dansk Folkeparti i dag står som den mest markante talsmand for EU-skepsissen, kan en sådan udvikling næppe undgå at styrke partiet og cementere dets plads som en stadig mere jævnbyrdig konkurrent til Venstre og Socialdemokraterne. Når Dansk Folkeparti styrkes, bliver det alt andet lige lettere for partiledelsen at bøje af for Foghs nu mere markant midtsøgende linie.

Alternativt flertal

En anden perspektivrig udfordring til Dansk Folkeparti er det nye folketings såkaldte "sociale flertal", bestående af DF, Socialdemokraterne og SF. Selv om sympatien mellem Kjærsgaard og Søvndal er særdeles begrænset, vil tilstedeværelsen af dette nye, markante flertal begrænse, hvad Dansk Folkeparti med troværdigheden i behold kan acceptere af forslag, der forringer betingelserne for de mindre privilegerede befolkningsgrupper.

En helt afgørende dimension er ikke med i regeringsgrundlaget, nemlig DF's og andre partiers krav om at allokere store milliardbeløb til de kommende overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor, specielt til de såkaldte sosu'er.

DF's gamle finanslovforslag om at øremærke fem milliarder til sosu'erne bragte VK-regeringen i en meget vanskelig situation og spillede måske en direkte rolle for udskrivelsen af november-valget. Nu skal finansloven forhandles på ny, og Dansk Folkeparti er formentlig på vej til en blød landing, også efter, at partiet i går holdt et historisk møde med LO's nyvalgte formand. DF har fået sikkerhed for indflydelse og så kan Kjærsgaard nok finde en landing på forslaget om sosuerne, der i sin oprindelige form er en ægte trussel mod den "danske model", selve forhandlingssystemet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu