Læsetid: 2 min.

"Hvilken regning skal jeg skrive under på?"

Den radikale leder mødtes i går med repræsentanter for skole- og gymnasieelever. De krævede forbedringer af arbejdsmiljøet - Margrethe Vestager vil regne på det
8. november 2007

Hun skal lige have fem minutter til at sluge frokosten.

Klokken er 13:03 og den radikale leder ender alligevel med at smide et par rester i skraldespanden. Margrethe Vestager har inviteret formanden for Danske Skoleelever, Anemone Birkebæk, og formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Gry Möger Poulsen, til møde på sit Christiansborg-kontor. Emne: forbedringer af undervisningsmiljøet.

"Hvis der skulle komme lidt substans i debatten om velfærd, ville det være fornuftigt at få uddannelse ind i diskussionen," siger Gry Möger Poulsen, som er på det rene med, at hun med dagens møde kan blive kritiseret for at være i lommen på de radikale - men:

"Politikerne er mere åbne for at sige ja tak til gode forslag, når der er valg. Derfor er det vores pligt over for de mennesker, vi repræsenterer, at søge indflydelse."

Med sig har de to piger tre forslag: nej til lærerfritimer, krav om færre elever i klasserne samt krav om nye undervisningsmaterialer.

Margrethe Vestager lytter. Som undervisningsminister indførte hun lov om undervisningsmiljø:

"Der lovede jeg at vende tilbage, hvis den ikke var effektiv, derfor vil jeg gerne følge op," siger hun.

Syge elever

Men loven er hverken kendt eller tilstrækkelig håndhævet, påpeger Anemone Birkebæk.

"Elever kan blive syge af at gå i skole," siger hun med henvisning til skimmelsvamp og ulækre toiletter.

Der bliver talt om demokratisk dannelse i folkeskolen. Vestager rynker på næsen af politiske forslag om at sætte demokrati på skemaet - men eleverne skal inddrages i både mobning og forbedringer af de fysiske rammer.

"Så lader man også være at skrabe sit navn ind i en væg," siger Anemone Birkebæk, mens Gry Möger Poulsen understreger, at demokratiaspektet i det danske uddannelsessystem er noget, Danmark har været stolt af:

"Vi har skabt unge, der er i stand til at forholde sig til verden og hinanden, men man bevæger sig væk fra elevernes indflydelse," siger hun. I dag skal en række elevrepræsentanter mødes med forskellige politikere for at fortsætte debatten på det nye gymnasium i Ørestaden, der har kostet i omegnen af 236 mio. kr. Og at der findes flotte og tidssvarende uddannelsesinstitutioner er de tre kvinder enige om - men mange steder trænger til et seriøst løft.

"En opstramning af loven hænger sammen med en større finansiering," konstaterer Anemone Birkemose.

"Har I en fornemmelse af, hvilken regning jeg skal skrive under på?" vil Margrethe Vestager vide.

Svaret bliver hængende i luften. Der bliver mumlet lidt om nogle beregninger, som Socialdemokraterne vist nok ligger inde med. Men Margrethe Vestager må kende regningen, før hun afgiver løfter, så nu skal der regnes på repræsentanternes ønsker. Til afsked giver R-lederen lovning på endnu et møde.

"Så må vi se, om det bliver her eller et andet sted," siger kvinden, der en gang har haft sin stol i et ministerkontor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu