Læsetid: 10 min.

En idealist i krig

Med den danske spejdereskadron på patrulje i Helmands Grønne Zone, blot halvanden kilometer fra fronten. Få dage senere faldt den samme deling i baghold og mistede to mand
Walk Ins. De danske soldater i Sandford-lejren får mange henvendelser fra lokale, der fortæller dem, hvor talebanerne opholder sig, hvad de pønser på og hvor de gemmer deres våben. Her er det en familie, der kommer for at få modermælkserstatning til familiens mindste.

Walk Ins. De danske soldater i Sandford-lejren får mange henvendelser fra lokale, der fortæller dem, hvor talebanerne opholder sig, hvad de pønser på og hvor de gemmer deres våben. Her er det en familie, der kommer for at få modermælkserstatning til familiens mindste.

Charlotte Aagaard

Indland
1. december 2007

Sandford-lejren ligger i et gammelt ørkenfort med udsigt over Helmanddalens frodige Grønne Zone. Fra vagttårnet Sanger 1 kan man se ned over dalen, hvor danske soldater de sidste to måneder har kæmpet mod Taleban . I tre meter høje majsmarker og dybe vandingskanaler har flere af soldaterne stået ansigt til ansigt med Taleban. De har måttet skyde på to-tre og ti meters afstand og set både fjender og kammerater blive skudt i smadder på nærmeste hold. Fem danskere har indtil videre betalt med deres liv for at føre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik ud i livet, patruljere området, angribe Taleban og sørge for, at Afghanistan ikke igen bliver hjemsted for Osama bin Laden og hans allierede.

Stemningen i den støvede ørkenlejr er overraskende afslappet, da man tidligere på ugen tager imod Informations udsendte og fire andre journalister. Her bæres hverken beskyttelsesudstyr eller våben, og tonen er kammeratlig og humoristisk. På vej ud til fronten har flere af soldaterne fortalt om den spejderagtige stemning i Sandford og den anden danske frontlejr GB81, Golf Bravo Eight One, som ligger inde i selve Den grønne Zone.

Her er kun de allernærmeste officerer, dem som soldaterne er kammerater med, kompagniets egen chef, Peter Hansen. "Han vil gerne tiltales hr. major," driller en af hans underordnede.

Kampvognene virker

Og i dagens anledning er også Kim Kristensen - chefen for den danske Helmand-styrke - i lejren.

Men han holder mest til i den pansrede mandskabsvogn, der fungerer som kommandohovedkvarter, når han er ude i ørkenen med "sine drenge og piger."

Respekten om de cirka 200 mand, der opererer "ude i den skarpe ende" er enorm.

"Det er derude, de rigtige er," er en vending, jeg hører mere end en gang, når snakken falder på dem, der for alvor er ude at slås.

Kort før vi ankommer til Sandford med en velbevæbnet forsyningskonvoj har Peter Hansens folk været i kamp. Fra hovedbygningens tag kan man se ud over Den Grønne Zone og ned til de to hvide bygninger i nærheden af Helmand-floden, hvor en dansk deling aftenen før havde en tre timer lang "føling" med Taleban.

De danske soldater havde fundet ud af, hvor en gruppe talebanerne opholdt sig, og Peter Hansen besluttede sig for at gennemføre en aktiv patruljering, som han kalder det.

"Vi vidste, at Taleban havde en kampstyrke i området derovre. Jeg iværksatte en patrulje fra Golf Bravo 81, og vi fik fik øje på dem på 200 meters afstand. Vi må kun angribe i selvforsvar og må derfor ikke gøre noget, uden at vi har set våben. Vi observerede på dem et stykke tid, men så kunne en af dem ikke nære sig og trak et RPG-styr - en slags bazooka - op. Så nedkæmpede vi ham," fortæller Peter Hansen og udpeger to hvide bygninger nede i dalen, hvor kampen foregik.

Hele sammenstødet varede små tre timer, hvor danskerne satte både finskytter, morterer og kampvogne ind.

"Da vi satte kampvognene ind, fandt Taleban ud af, at de hellere måtte forsvinde" fortæller Peter Hansen. Ingen af de danske soldater kom noget til, men flere af talebanerne blev dræbt. Kompagnichefen regner med, at Taleban havde omkring 25 mand på stedet, og den danske deling så omkring 15 løbe væk.

"Vi dræbte mindst to og sandsynligvis flere," siger han. Det præcise tal kender han ikke. Dels fordi de danske soldater ikke går ind på kamppladsen og tæller lig, dels fordi talebanerne er meget omhyggelige med at tage både sårede og døde med sig, når de flygter.

Peter Hansen peger ud over dalen og forklarer, at fronten - eller FLET'ten som det hedder her - en forkortelse af Front Line Enemy Troops - ligger blot 1.500 meter borte.

Selv om Taleban er så tæt på , mener Peter Hansen, at området umiddelbart nedenfor Sandford er sikkert nok til at tage journalisterne med på patrulje.

Siden danskerne overtog Sandford fra briterne den 24. september, har der været relativ ro omkring lejren, forklarer han.

"Det skyldes, at vi har væsentlig større ildkraft, end briterne havde, vi har f.eks. morterer og nu også kampvogne. Desuden er vi noget mere offensive. Briterne var blevet lidt slidte," siger han.

"Vi vælger selv, hvornår vi vil kæmpe, Taleban er meget defensiv og angriber os ikke heroppe. Det har de fundet ud af, er en meget dårlig idé," siger majoren.

Alle tager skudsikker vest og hjelm på. 28 soldater skal sikre, at der ikke sker os noget. Geværer og pistoler afsikres, og patruljeførerne tjekker, at der er radiokontakt.

"Du holder dig bare ved siden af mig. Så skal det nok gå helt fint." Den patruljefører, som har fået ansvaret for Informations udsendte, klapper på en af sine mange lommer.

"Vi har alle sammen sanitetsudstyr med lige her, hvis der sker jer noget, så tag det bare helt roligt. Hvis vi får føling, smider du dig ned og afventer ordrer."

Det lyder jo let nok. De billeder, jeg så på sanitetskurset dagen før af afrevne hænder og blodige benstumper flimrer et kort nu igennem hovedet, og det samme gør kompagnichef Hansens bemækning om, at Taleban omgående registrerer, hver gang nogen forlader lejren. Foran på min skudsikre vest sidder touniquéen, et bredt, sort velcrobånd med tværpind, som skal bruges til at stoppe blødningen, hvis jeg får skudt en hånd eller et ben af.

Ind i landsbyen

Underligt nok er jeg ikke bange. De unge soldater virker alvorlige og koncentrerede, men også kompetente, da den grønne jernport bliver slået op og vi begiver vi os ned ad bjergsiden mod den grønne dal. Vi gå i tre rækker ad forskellige ruter og med nogle meters afstand, så færrest muligt bliver ramt, hvis Taleban angriber. Soldaterne holder deres geværer klar til skud og spejder årvågent rundt i det tørre, sandfarvede landskab.

Da vi når ned til den lille landsby, spreder soldaterne sig i en ring og tjekker hvert eneste hushjørne, før vi får lov at gå videre. Om det er et show til ære for de besøgende, er umuligt at sige, men det virker som om, det er sådan, de plejer at patruljere i Den Grønne Zone. De børn, vi møder, bliver i al fald ikke skræmt over at se dem i byen på den måde.

På den anden side af husene kommer vi ind i alt det grønne, der har givet dalen sit navn. Små nytilsåede marker, hvor opiumsvalmuerne om få måneder vil stå tæt, en bonde pløjer med sin traktor, mens en tøjret ko græsser ved i kanten af marken. Hvis ikke vi vidste, at Taleban var lige i nærheden - og principielt kunne ligge i baghold nede ved de utallige vandingskanaler, der gennemskærer dalen, ville det se helt idyllisk ud. Patruljeførerne holder nøje øje med lokalbefolkningen reaktioner. Så længe der er børn på gaden, folk kigger nysgerrigt ud af vinduer og døre og der arbejdes på markerne, er der ingen fare. Men det er ikke svært at forestille sig, hvor let en gruppe talebanere kan gemme sig bag levende hegn og de to-tre meter høje, lerklinede mure, som traditionelt omgiver gårde og marker.

Basaren

Nu er træerne ved at tabe deres blade, og markerne er øde, men for blot nogle uger siden stod majsen meterhøjt over hele dalen og gjorde det i praksis umuligt for soldaterne at spotte fjenden, før det var for sent.

Vi når frem til en åben plads med nogle enkelte butikker. Det er basaren, hvor indbyggerne i Rahim Qalay kan købe konserves, sæbe og andre daglige fornødenheder. Ramatullah er en af dem, der for nylig har åbnet en dagligvarebutik. De 28 spejdere lægger en ring om pladsen og melder at alt er OK. Der er ingen talebanerne i nærheden.

Kristian Skyldahl, der er den af Sandfords såkaldte CIMIC-folk kan sætte sig ned og snakke med købmanden. Hans opgave er at holde kontakt til lokalbefolkningen og iværksætte forskellige projekter, der kan være til gavn for både de lokale og øge soldaterne sikkerhed. Danskerne har f.eks. bygget broer over vandløb og overdækket brønde, så hverken børn eller patruljerende soldater dratter ned i dem.

Til gengæld får de danske soldater stadig flere oplysninger om Taleban fra lokalbefolkningen.

Ramatullah byder Skyldahl på te og de to mænd sætter sig ned på et tæppe udenfor butikken.

Købmanden fortæller, at han støtter ISAF og håber, at de bliver i området, så Taleban ikke vender tilbage. Sandsynlig siger han det modsatte, når han ser en Taleban-leder, men generelt bliver de danske soldater modtaget med åben arme af lokalbefolkningen, fortæller CIMIC-folkene senere.

Som alle andre i Rahim Qalay og de hundredevis af andre landsbyer i dalen, dyrker Ramatullah også opium.

"Jeg ved godt, der er imod islam, men jeg har mindst 20 personer at forsørge, så hvad skal jeg gøre", siger han og slår ud med armene. Præcis hvor mange børn, Ramatullah har, ved han ikke. "Jeg har ikke talt efter for nylig," siger han og griner højlydt.

Ikke blive for længe

Beboerne i Rahim Qaley vil gerne have danskerne til at hjælpe med at bygge en moske. En skole er knap så vigtig, synes Ramatullah.

Information beder alle de nysgerrige unger og teenagere, som har samlet sig, om at række hånden op, hvis de kan læse eller skrive. Ikke en eneste markerer.

"Vi går om tre minutter," melder patruljeføreren over radioen. Det er tilsyneladende problematisk at blive for længe på samme sted.

Kristian Skyldahl takker for te og giver den nyåbnede købmand en gave, en solcelleradio, der også kan køre på batterier: "Så dine kunder kan høre radio, når de kommer og handler," siger CIMIC-officeren og håber, at radioen bliver i butikken, så landsbyen kan følge med i, hvad der foregår i landet.

"Hvis det havde været 200 meter længere oppe, ville jeg ikke have sat mig ned," siger Kristian Skyldahl, da vi fortsætter gennem landsbyen. Resten af delingen er igen på vagt og falder konstant ned på knæ, mens de afsøger området med hævede geværer.

"Taleban kommer ikke tæt på, når vi har så meget ildkraft med," lyder det beroligende fra en af patruljeførerne.

Danskerne har tilsyneladende kontrol med området neden for Sandford-lejren, men nogen egentlig konntrol med området har de endnu ikke.

Kompagnichef Peter Hansen mener imidlertid, at danskerne har sat sig i respekt hos Taleban og haft held til at presse dem længere mod nord.

Da briterne havde ansvaret for Sandford kunne de ikke bevæge sig ud af lejren, hvor de konstant blev udsat for chikane-beskydning.

"Det har der ikke været noget af, siden vi kom", fortæller Peter Hansen. "Vi er gået meget mere offensivt frem, vi har større ildkraft; både finskytter, morterer og nu også kampvogne, og det kan Talban ikke lide. De er i defensiven, og vi bestemmer derfor selv, hvornår vi vil kæmpe," siger han.

Tæpper til vinter

At den selv samme deling fra Spejdereskadronen, som Information var på patrulje med i Rahim Qalay få dage senere skulle falde i baghold og miste to af deres kammerater, viser, at magtforholdet er knap så enkelt.

Længere henne ad hjulsporet møder vi en fattig mand, som beder de danske soldater om hjælp til at klare vinteren.

Kristian fortæller, at han er ved at skaffe tæpper til vinteren, og at manden nok skal få nogle af dem til sin familie, når det lykkes.

Landsbybeboerne viser også Kristian en lille bro, som danske soldater angiveligt har ødelagt under en patrulje. Kristian fortæller dem, hvordan de kan lave en ny af to stolper og en plade. De to mænd nikker og siger, at den kan de godt selv lave.

Den danske CIMIC-patrulje er ved at være slut, og soldaterne trækker langsomt op mod Sandford igen. Ved bækken bliver vi mødt af den rene landsbyidyl. To drenge på måske tre og fem år har drevet familiens kameler ned til vandet, før det bliver aften.

"Det er for deres skyld, vi er her," forklarer Skyldahl på vej op ad bjergskråningen og mod sikkerheden i lejren.

Med løbet mod nattehimlen

Vel inden for porten trækker vi den skudsikre vest og hjelmen af. Var det virkelig nødvendigt med al den beskyttelse, blot for at gå en tur i landsbyen, tænker vi.

Lidt efter dukker en deling fra Golf Bravo 81 op fra dalen for at hente post hjemmefra. Solen er ved at gå ned, og alt virker roligt.

Kort før mørket lægger sig over fortet, triller en af de danske Leopard-kampvogne forenden op på muren og strækker kanoløbet mod aftenhimlen. Der bliver den hængende i nogle minutter, så Taleban kan se, at den er der.

Ved aftenbriefingen får vi at vide, at den lokale Taleban-leder, som danskerne var i kamp med dagen før, har forladt området.

Det ser ud til at blive en rolig nat.

Serie

Dengang i 00'erne

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altså Rhristingen

Det var en amerikansk undersøgelseskommission ledet af fhv. justitsminister Ramsey Clark, der nåede til det resultat, at USA myrdede ca. 6000 civile under invasionen af Panama i 1989. Men det er åbenbart helt ligegyldigt, at United Bluff bruger Uran-våben i Irak og Afghanistan-og Hvidt Fosfor mod civilbefolkningen i Fallujah. I samme øjeblik forsvarsministeren fik kendskab til USA´s brug af uran-våben, skulle vi da trække os ud af begge lande. De danske besættere kan jo få dødfødte/deforme børn eller kræft p.g.a. USA´s våben. Men det er åbenbart helt ligegyldigt.

Til Jakob Schmidt-Rasmussen
Du er jo Leo Strauss tilhænger. Din tanke gang er en forvanskning af Platons "Staten"
Du går ind for den stærkes ret til at lede de svage. At moral ikke findes og at kun den der indser manglen på guds eksistens har en reel berettigelse . Og så skide være med at der ryger en 5-600.000 uskyldige med i processen for fred og demokrati. Du står for meninger som Hobbes og Nitzche, sorte menneske syn. I dine briller er alt kemi og fysik, naturvidenskabelige love. Den rene jungle lov. Dine tanker farlige. Ligesom Dick Cheinyes.

Til Rasmussen

Strauss mente at folket skal ledes for at kunne skelne mellem godt og ondt. Nogle er skabt til at lede, andre til at blive ledt. Lederen er desuden den person der har indset at der ikke er nogen moral og der kun er én naturlig ret til at lede. Nemlig retten for den overlegne at lede den underlegne. Han er samtidig berettiget til at anvende magt eller fordreje sandheden for at opnå det bedste resultat.

Kære Ristinge,

Det er for så vidt muligt at jeg drager "nogle forkerte slutninger på et grundlag der ikke er tilstede". Men i så fald må du da meget gerne påpege hvad du så mener med det?! I særdeleshed mht. det grundlag der ikke er tilstede.

Der er ikke meget at det du siger i dit sidste indlæg der modsiger noget jeg har sagt altså bortset fra at du drager nogle andre slutninger end jeg og altså MENER/TROR noget andet.

Mht. til at Afghanistan har været i krig i mange år før invasionen, så ser jeg det næppe som noget argument eller nogen undskyldning. Det faktum at landet allerede befandt sig i bronzealderen pga. mange års krig og borgerkrig gør det vel ikke mere hensigtsmæssigt at bombe dem tilbage til stenalderen. Tværtimod burde det i højere grad have fået krigsherrene fra "vesten" til at stoppe op og overveje hvor konstruktivt det ville være at tage del i det "slagtehus", og hvor realistisk det var at der kom noget godt ud af det.

Men OK! Du mener altså i modsætning til mig at vores nuværende militære tilstedeværelse er godt for både afghanerne og verdensfreden. Den har jeg forstået. Jeg er som jeg allerede sagde i mit første indlæg MEGET i tvivl herom (ca. 40% mod 60%), men altså trods alt overvejende skeptisk under de nuværende forhold. Men jeg HÅBER da at jeg tager fejl.

Dog forekommer det mig at "vi" med den ene hånd er i færd med at tørre bordet af, mens "vi" med den anden hånd hælder vand ud over det, og iøvrigt samtidig tisser på det. :) Det bliver bordet jo altså ALDRIG tørt af...

Men det jeg har prøvet at spørge dig om de sidste 3 indlæg er: Hvor sikker er du på din sag (og hvorfor)?

Jeg forsøger temmelig konsekvent at besvare de direkte spørgsmål du stiller mig, mens du synes at ignorere mine??!!

Besøget af de tre vestlige lands statsoverhoveder ( Frankrig , Australien , Italien), inden en uge til Afghanistan tyder meget på at situationen i landet bliver endnu værre og værre .
Fra en side er NATO landene splittet, b.l. manglende samarbejde , plan og betragtes landet som en kirkegård for de vestlige soldater ,da får NATO-landene at betragte deres tilstedeværelse i Afghanistan unødige og forgæves.

Fra det andet side er USA også meget skuffet over alt det, der foregår i Afghanistan , Taliban går stridt for skridt frem, opium-dyrkning er flere hundrede procent steget , manglende samarbejde fra den VEST-Støttet regering og de mange højtstående afghanske regeringens dobbelt moral og hykleri . Utilfredshed og modstand mod fremmede tropper øget, ikke mindst pga. de luft bombardementer af civile , hvor også selve Karzai indrømmer civile tab under luftangrebene.

Japan og Syd-Koria har trukket sig ud af landet og en del andre lande er på vej ude eller holder sig i de såkaldte ” roligt” områder. Kun 8 lande ud af 38 lande er ”aktiv” i krigen og de får ingen hjalp fra andre. Amerikanske forsvar minister anråb om hjalp fra allierede , men forgæves. Danmark påstår også at landet bidrager mere i soldater i forhold til befolkningstal.

Afghanere ,både de civile og familierne af afghanske soldater, er også trætte af så mange tabt og manglende sikkerhed og højere priser .
Forskellen mellem befolkningsgrupper er steget markant. Det er et stort risiko at resten af befolkning vender Vest og NATO rykken og år 2008 bliver en sej år .
Vestlige diplomater spå NATOs nederlag i Afghanistan. Iagttagere og analytikere forslog en del planer som følgende:
• Tilbagetrækning af vestlige tropper
• Indsættelse af muslimske styrker til et begrænset periode
• Frit valg
• Dannelse af politi og militære styrker , men afviser dannelse af milits grupperinger som er ikke kun unødvendigt, men problematisk .

Hermed en link :

http://www.e-ariana.com/ariana/eariana.nsf/allDocs/21DB0EF7283FBA0C87257...

Safa - besøget af disse lande var for at forny og understrege 'a commitment' to see it through som den Australske statsminister Kevin Rodd udtrykte det. Du fantaserer hvis du gå rundt og bilder dig ind at nogen ansvar og begavet statsmand ville begå noget så eklatant tåbeligt som at trække tropperne hjem. De fleste ved godt at der er alt for meget på spil her. Der føres kun krig for at holde en Pakistans invasionshær ude, og gud være lovet for det. Det ville være politisk vanvid hvis man tillod Taleban og deres ven Osama at vende tilbage til Kabul. Det ville også være ende i et blodbad som langt overgår det vi har kørende nu. Disse farlige og fanatiske islamofascister skal holdes nede. På et tidspunkt vil man givet søge forhandlingsløsninger for at brude det her, men det må ikke være til gavn for islamofascisterne.

Det er også mit svar til Thomas. Jeg taler ikke om stammefejder der har stået på i århundreder Thomas, de var aldrig udtryk for borgerkrig, og hippierne havde det herligt når de drog på besøg i de sene 60ere. Jeg taler om den borgerkrig som har stået på siden 1978 og som har kostet tusinder og atter tusinder livet, en borgerkrig som ikke startedes af vesten eller USA - og en borgerkrig der stadig var igang da islamsofacisterne sad på magten i Kabul og besluttede sig for at give indirekte støtte til terrorisme mod USA.

De vestlige styrker skal blive i Afghanistan til den Afghanske regering er stabil - og det vil givet betyde at vi skal have styrker der lige så længe som vi havde på Cypern. Men det er en forpligtigelse verdenssamfundet har og som danskerne bør yde et bidrag til. Hvis man var så idiotiske at trække sig ud, ville det som situationen er nu resulterer i en skammelig eskalering af borgerkrig og myrderier og det vil især går ud over de civile. Som det er nu er de civile ofre begrænsede. Det er fuldkommen tågesnak og sludder at tale om at bombe nogen til stenalderen. Der finder ikke tæppebombninger sted og de er der finde sted er rette mod den pakistanske Taleban bevægelse. At der også er civile ofre er helt uundgåeligt situationen taget i betragtning, men for intet at regne for hvad der ville ske hvis man fulgte de helt uansvarlige anvisninger som flere på denne streng kommer med. Anvisninger og forslag der bygger på uvidenhed og en utidig sammenblanding af Irak situationen, som er grundlæggende en anden og hvor min indstilling er at her bør danskerne trække deres styrker hjem med det samme. Amerikanerne må selv rydde op efter sig i Irak. Men verdenssamfundet har en forpligtelse til at sikre at et stabilt styre af en art bliver skabt i Afghanistan.

Idag for 28år siden invarderede tidliger sovjet , Afghanistan. Grunden var at nedkæmpe den fascistiske ( den kommuniatiske) regering, som var ledet af Hafizullah Amin og ""demokratisere landet. Sovjet-russer, led nederlag efter 10 år. Amins regering var en sovjet-støttet regime. Ironisk nok havde Vesten støttede Taliban til magten og efter fem år invardede vesten Afghanistan for at bekæmpe Taliban "facistisk fanatikerf" og vil demokratisere landet. Efter 7 år står nu Taliban stærkere end før og idag er britter og en fra Irland blevet smidt ud af Afghanistan fordi de har givet penge til Taliban. Hvorfor betaler vesten penge til Taliban , til "terrorister" og hvad vil vesten have til gengæld. er en gåde!
Håber danskerne spørge myndighederne.

Sider