Læsetid: 3 min.

Jødisk historiker: PFLP er en legitim oprørsbevægelse

PFLP opgav terror som middel i 1970'erne og er imod selvmordsbomber og angreb på civile, sagde et af forsvarets vidner, den jødisk-israelske historiker Ilan Pape, på retsmødet i Fighters+Lovers-sagen i går
-Væbnet kamp er en integreret del af PFLP-s strategi. Men de har taget afstand fra terror og angreb på civile siden 1970-erne,- sagde den jødiske historiker Ilan Pape i går, da forsvaret i sagen mod Fighters+Love udspurgte ham i byretten.

-Væbnet kamp er en integreret del af PFLP-s strategi. Men de har taget afstand fra terror og angreb på civile siden 1970-erne,- sagde den jødiske historiker Ilan Pape i går, da forsvaret i sagen mod Fighters+Love udspurgte ham i byretten.

Nasser Ishtayeh

Indland
16. november 2007

PFLP blev verdenskendt for flykapringer i 1970'erne, men har siden opgivet terror som middel i kampen for palæstinensisk selvbestemmelse. Det sagde den jødisk-israelske historiker Ilan Pape på gårsdagens retsmøde i sagen mod de terrorsigtede T-shirtaktivister fra Fighters+Lovers.

Ilan Pape, der var indkaldt af forsvaret til at vidne om PFLP's aktiviteter og Palæstina-Israel konflikten, er ansat på Exeter Universitet i England og underviste tidligere på universitetet i Haifa i Israel.

Her voksede han op som barn af jødiske flygtninge fra Tyskland. I Israel har hans åbne kritik af den israelske stats politik i de palæstinensiske områder gjort ham til en kontroversiel akademisk stemme.

Væbnet kamp

Ifølge Ilan Pape er PFLP en væbnet politisk organisation, der også arbejder med at opbygge civilsamfundet i de palæstinensiske områder.

"Væbnet kamp er helt bestemt en integreret del af PFLP's strategi. Men de har taget afstand fra terror og angreb på civile, siden de forlod flykapringsstrategien i 1970'erne," sagde Ilan Pape.

Da forsvarsadvokat Thorkild Høyer spurgte til organisationens holdning til selvmordsbombere, svarede Ilan Pape, at PFLP arbejder imod den strategi af to årsager: For det første er det for svært at kontrollere, hvad selvmordsbomberen angriber, fordi det er en individuel handling, og for det andet står PFLP's ideologi i modsætning til martyrideen:

"PFLP er en sekulær, marxistisk organisation. For dem venter der ingen hellig belønning for det ultimative offer."

En del af diskussionen om PFLP drejer sig om, hvorvidt organisationens angreb på jødiske bosættelser er legitime. Ilan Pape mente, at bosættelsernes delvist civile, delvist militære karakter, gør krigen i de palæstinensiske områder beskidt:

"Det er en problematik, vi har set mange steder i koloni-historien: at kolonimagten bevæbner civile bosættere for at kontrollere den oprindelige befolkning."

Bosættelserne i Gaza og på Vestbredden er ifølge Ilan Pape udtryk for en israelsk strategi med to formål: "at udvide det israelske territorium og sørge for, at så få palæstinensere som muligt bliver tilbage. Militæret træner og beskytter bosætterne, der udfylder en militær opgave," sagde Ilan Pape.

Apartheid

Ifølge Ilan Pape anerkender Israel ikke Genèvekonventionen og ignorerer alle FN-resolutioner, der kritiserer besættelsen af Gaza og Vestbredden, der er omkranset af en mur højere end Berlinmuren. Israelsk militær og myndigheder kontrollerer alle dele af palæstinensernes liv, dele af infrastrukturen er reserveret til israelere, og israelere bliver dømt efter den civile lovgivning, mens palæstinensere bliver dømt efter den militære.

"Der er intet mærkeligt i, at den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter har kaldt de besatte palæstinensiske områder for apartheid. Eller at Mandela har kaldt Gaza og Vestbredden for værre end apartheid - og han burde om nogen vide det," sagde Ilan Pape.

Han understregede, at PFLP ønsker en politisk løsning, men ikke vil indgå i en fredsproces, før det internationale samfund anerkender, at den største forhindring er den ulovlige israelske besættelse og ikke palæstinenserne.

Ilan Pape betragter PFLP's væbnede kamp som legitim og påpegede, at PFLP også spiller en central rolle som mægler mellem Fatah og Hamas, hvis anspændte forhold i starten af denne uge udviklede sig til væbnede sammenstød.

Anklageren havde ingen spørgsmål til hverken Ilan Pape eller til forsvarets andet vidne, stedfortrædende formand for det Latinamerikanske Parlament, Amílcar Figueroa, der afgav vidneforklaring om konflikten i Colombia og FARC's rolle.

Læs flere artikler om retssagen på www.information.dk, hvor også forsvarets dokumentationsrapporter er tilgængelige. Anklagemyndigheden ønsker ikke at offentliggøre dokumentation, så længe retssagen står på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her