Læsetid: 3 min.

'Khader skulle kanøfles'

På trods af et skuffende valg og hård kritik af Ny Alliances valgkamp bakker spidskandidaterne op om formanden. Det er mediernes og de andres skyld. Den nye dreng i klassen skulle sættes til vægs, siger en kandidat
Flere af Ny Alliances spidskandidater mener, at medierne og de andre politikere gjorde alt for at spænde ben for Naser Khader

Flere af Ny Alliances spidskandidater mener, at medierne og de andre politikere gjorde alt for at spænde ben for Naser Khader

Indland
15. november 2007

I maj lød en optimistisk meningsmåling på 22 mandater til Ny Alliance. Der blev talt om jordskredsvalg og en ny borgerlig midte. Det skulle være slut med en VK-regering, der dansede efter Pia Kjærsgaards pibe.

"Nok er nok," sagde Gitte Seeberg, da hun, Anders Samuelsen og Naser Khader den 7. maj dannede det nye parti til ære for de nye alliancer i dansk politik.

Valget den 13. november faldt ikke helt ud, som de havde håbet. Folket gav Ny Alliance fem mandater efter en valgkamp, som Se & Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, kalder "Ny Alliances spektakulære deroute".

Men måske var Henrik Qvortrup og Se & Hør selv en del af problemet?

Pressedækningen blev især brugt på en ting: At kanøfle den nye dreng i klassen. Det mener Ny Alliances kandidat på Bornholm, Annelise Molin.

"Desværre har pressen taget fat i nogle fuldstændig urimelige beskyldninger - uden at kunne dokumentere dem. Og der hænger altid noget ved," siger hun om Se & Hørs forsider om sort arbejde hos 'Naser og Bente'.

"Alle kunne se en fordel i at fokusere på andet end politik," siger hun.

Men også under de lange debatter på tv var den gal med ifølge Annelise Molin.

"Der er ikke i nogen af de landsdækkende medier, hvor der er plads til at gå bare et spadestik dybere. Det er nogle meget korte slogans, man går til valg på. Og det er ikke det, jeg forbinder med de tre stiftere og slet ikke Naser. Han skal have tid til at forklare sig ordentligt. Og det er ikke meningen i de der debatter."

- Han fik vel ellers rimelig megen sendetid?

"Den sendetid blev brugt til at den nye dreng i klassen skulle kanøfles," siger Annelise Molin

Personhetz

Leif Mikkelsen, der få dage efter partiets officielle stiftelse forlod Venstre for at melde sig under Ny Alliances faner, peger også på "personhetzen mod Naser Khader". Det var det, sammen med en smal partiorganisation og en tom pengekasse, der var årsagen til det skuffende valgresultat, siger Leif Mikkelsen. Især fremhæver han det konstante pres på partiformanden.

"Summen af det pres gjorde, at det gik ned ad bakke til sidst," siger den tidligere venstrepolitiker, der efter tirsdagens valg skal forlade kontoret på Christiansborg.

René La Cour Sell stillede op for Ny Alliance i Københavns Omegn. Han fortæller også om, hvor "vildt hårdt" det har været for Naser Khader.

"Han skulle have været ude i min valgkreds, Københavns Omegn, i torsdags. Da jeg så ham og så hvor træt og grå han var i ansigtet, følte jeg mig af humanitære årsager nødsaget til at aflyse det besøg om torsdagen, så han kunne slappe af," fortæller René La Cour Sell.

Malou Aamund, der faktisk blev valgt ind på trods af de hårde odds, kan dog godt få øje på nogle "skønhedsfejl" i partiets valgkampagne.

"Når vi kigger tilbage, har der været en slingrekurs af meldinger i stedet for en klar strategi, som man stod fast ved fra starten. Og det, tror jeg, har været med til at give en uklarhed om, jamen hørte vi til i den ene lejr, eller hørte vi til i den anden lejr," siger den nyvalgte folketingspolitiker fra Nordsjællands Storkreds.

Og forvirringen om dronningerunden var heller ikke gavnlig. Sådan en er der nemlig ikke ret mange, der ved, hvad er, påpeger Malou Aamund.

"Det er klart, at i en valgkamp er det for komplekst et budskab at melde ud," siger hun.

Annelise Molin mener dog stadig, at det var pressen og især de andre partier, der udnyttede forvirringen.

"For der havde de lige noget, de kunne hage sig fat i alle sammen for at sætte den nye dreng i klassen til vægs," siger hun og fastholder, at Ny Alliance førte en god valgkamp, hvor man forsøgte at forklare, hvad man stod for.

"Men det er der slet ikke plads til i de der debatter. Det er hug, hug, hug," siger hun og tilføjer:

"Hvis ikke pressen ændrer sin stil og udviser en større nysgerrighed for, hvad det egentlig er, der ligger bag og borer lidt i det i stedet for, så er vi jo nød til at lære de der one-liners. Men det forvirrer vælgerne mere og mere," mener kandidaten fra Bornholm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her