Læsetid: 3 min.

Kontraktpolitikkens skygger

Medier og partier fortsætter, som om kontraktpolitikkens fundament var usvækket . Resultatet er en fortsat appel til den demokratiske dovenskab
10. november 2007

Kontraktpolitikken lever en aktiv tilværelse i denne valgkamp. Men det er en skyggetilværelse med pressen og de øvrige partier i rollen som parter, der venter på den forkerte perron på et tog, der aldrig ankommer. Den er et ekko af den triumf, hvormed statsministeren i 2001 og 2005 bemægtigede sig posten som uanfægtelig politisk autoritet. På et parlamentarisk grundlag af nærmest bibelske dimensioner i de afgørende sager kunne statsministeren udgøre en ubrydelig faderlig flanke, der dels sikrede os som landsbykræmmere mod globaliseringens og indvandringens trusler, dels forkælede os med prisgaranteret velfærd, der lod os begære vore nære, umiddelbare behov for friværdier, kvalitet og service.

Alt sammen baseret på enkle løfter kommunikeret i symboler enhver kunne forstå. Skattestop, indvandringsstop, ventelistegaranti, verdens bedste etc. Der var sjældent noget at komme efter. Sandheden lå i at tælle til 90. Alt sammen mere eller mindre efter en drejebog skrevet på forhånd og udført som en enkel taktisk genistreg, der har tilladt statsministeren at regere på måder, vi primært kender fra England og USA, hvor regeringschefen tildeles en meget væsentlig flertalsmagt. Af samme grund var Foghs forbilleder ikke mindst Blair i England og hans rådgiver Philip Gould.

Skyggeboksning

Som en af de få synes statsministeren at have forstået, at det kontraktpolitiske fundament p.t. er svækket. Løfterne er nu mindre stålsatte, knap så målbare og attituden nærmest konsensussøgende. Den mandhaftige positur er udskiftet med et venligt blik.

Der loves primært, at der jo ikke kan gives enkle løfter, sådan som situationen ser ud, og der refereres nu til 1980'ernes borgerlige regeringer, der mildest talt ikke regerede på kontraktpolitiske vilkår, men på parlamentarisk flyvesand. Signaler om nærmest grundtvigsk forsonlighed, dialog og pragmatisme lyder fra statsministeren, der nu lytter til eksperter og andet godtfolk med smagsdommervaner og forsikrer os om at der i tilbageblikket sandelig var noget at komme efter, når vi taler Irak og energi. Alt i medens pressen skyggebokser og hudfletter partierne for at ikke at love nok, at løbe fra løfterne - og der stilles rask væk ubetingede politiske krav fra flere partiers side.

Pressen og flere af partierne tror, at det enkle kontraktpolitiske træk er et simpelt greb til efterligning, men overser at dets taktiske effektivitet hviler på bestemte vilkår. Og de smuldrer p.t. Frem for at give plads til en politisk offentlighed som rummet for den permanente eksamination af og dialog om politiske ideer og handlinger er pressen fastnaglet i et kontraktpolitisk set up, der handler om at afsløre politikeren, der kom kl. 17.15, men havde lovet sin ankomst kl. 17, som en løgnhals og bedrager.

Medens det aktuelle limbo for en stund gør magtens plads tom, fastholdes den offentlige politiske debat i en samtidighed af politisk-demokratisk kastration og virilt købmandskab frem for et felt, hvor de synspunkter og perspektiver, der både skal konflikte og forsones i det parlamentariske arbejde, kan møde hinanden.

Fortryllelse og tragedie

Ny Alliances fortryllelse er, at de gennem deres brud med en massiv flanke af rethaveriske fristelser i den fasttømrede parlamentariske situation principielt set har åbnet for en sund, demokratisk debat om perspektiver og synspunkter, der ikke kan reduceres til løfter. Deres tragedie er, at de forvalter det kontraktpolitisk med pressens udelte opmærksomhed.

Af samme grund vil Ny Alliance med sine garantier og løfter blive en af tilbagetogets helte efter valget. Pressen gør det ikke nemmere nu, hvor den forvalter sin funktion som vagthund efter kontraktpolitiske orienteringer, hvor det handler om at afsløre løftebrud og fremkalde skingre dramaer frem for at løfte publicitetsforpligtelsen ved stædigt at undersøge den virkelighed, der rent faktisk i ny og næ lader sig sandsynliggøre. Rollen som sportskommentator af spinbegivenheder er ligeså bekvem og sagligt uforpligtende, som kontraktpolitikken skaber demokratisk dovenskab. Spillet mellem medier og politik er ikke nogen ny alliance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu