Læsetid 9 min.

Krigen vi vælger at glemme

Irak-krigen er gemt væk i valgkampen, selv om Anders Fogh Rasmussen i dag kunne have risikeret at sidde foran Den Internationale Straffedomstol i Haag, siger lektor i international politik Tonny Brems Knudsen. Men vil danskerne først protestere, hvis Danmark følger med USA i en ny krig - mod Iran?
Irak-krigen er gemt væk i valgkampen, selv om Anders Fogh Rasmussen i dag kunne have risikeret at sidde foran Den Internationale Straffedomstol i Haag, siger lektor i international politik Tonny Brems Knudsen. Men vil danskerne først protestere, hvis Danmark følger med USA i en ny krig - mod Iran?
10. november 2007

Millioner af flygtninge, hundredtusinder af døde og et land i borgerkrig. Det er konsekvenserne af en ulovlig krig, som Danmarks statsminister var med til at beslutte.

Alligevel er Irak-krigen ikke en del af valgkampen om, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsat skal lede Danmark.

Siden regeringen den 1. august trak den danske bataljon hjem fra Basra, er snakken om Irak næsten forstummet i de danske medier. Og i valgkampen vil medierne hellere diskutere Khader og Qvortrup end kontroversiel krigsdeltagelse. Dermed er det lykkedes statsministeren effektivt at lukke for en uønsket diskussion, og det er stærkt problematisk, mener Tonny Brems Knudsen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet.

"Hvor er proportionerne henne, når Tamilsagen kunne fælde en statsminister, og han accepterede det, mens en ulovlig an-grebskrig ingen konsekvenser kan få overhovedet? Angrebet på Irak var en overtrædelse af de mest fundamentale principper i FN's charter samt folkeretten og ulovligt ifølge FN's generalsekretær Kofi Annan. Og det har betydet et meget stort tab af menneskeliv," siger han.

Allerede ved valget i 2005 blev Irak-krigen overskygget af et 25-øres Dankortgebyr, da en splittet opposition ikke turde føre valgkamp på krigen. Og i en undersøgelse, Information foretog for nylig, svarede kun 18 procent af samtlige vælgere og fem procent af de borgerlige vælgere, at krigen ville påvirke deres stemmeafgivning.

Ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Ole Wæver sætter udenrigsaffærer stort set aldrig dagsordenen til folketingsvalg: "Irak har været en meget, meget lille del af valgkampen, og det kan man undre sig over, for krig er jo en ret stor ting, skulle man mene. Det har haft mærkbare konsekvenser både for de danske soldater og især for befolkningen i Irak. Men historien viser, at selv når udenrigspolitik fører til valg som ved fodnotedebatten i 1988, stemmer danskerne ikke efter det."

I en valgkamp med velfærd som altoverskyggende tema hører man ikke meget om Irak fra populære SF, der bruger sin medvind til at fokusere på børn og ældre. Enhedslisten hører man i det hele taget ikke meget til. Og socialdemokrater og radikale har skiftet holdning til tilstedeværelsen i Irak så mange gange, at oppositionen aldrig samlet har kunnet stille skarpt på problemet i regeringens beslutning, påpeger Tonny Brems Knudsen.

Han minder om, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag blev oprettet blandt andet med tanke på aggressionskrige som den imod Irak. Dermed kunne den danske statsminister og udenrigsminister i princippet være blevet kaldt til Haag, hvis det ikke havde været for en international uenighed under oprettelsen af ICC:

Svært at få krigen prøvet

"ICC-statutten blev vedtaget i 1998 med enighed om, at domstolen skulle kunne straffe fire ting: Folkemord, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og aggressionskrige. Men kun de første tre blev gjort operative, for staterne kunne ikke blive enige om at definere 'aggression' - på trods af, at FN i en klar folkeretstraktat fra 1974 har fastsat, hvad aggression er."

Den uenighed i 1998 er den primære grund til, at invasionen af Irak ikke kan blive prøvet ved ICC. Det finder Tonny Brems Knudsen tankevækkende:

"Jeg sender jo ikke Fogh til Haag. Jeg påpeger kun, at Irak-krigen var præcis den type aggression, man ville efterprøve, da man oprettede ICC. Det må gøre indtryk på de politikere, der har taget krigsbeslutningen."

Men ifølge Ole Wæver er det for nemt og bekvemt for os danskere at tørre hele misèren af på regeringen. Som befolkning har vi nemlig et medansvar, og det er i virkeligheden ikke regeringen, men vores egen accept af krigen, vi skal tage det største opgør med, siger han.

"Danmark er et af de lande, hvor den folkelige opbakning til krigen var størst, og vi har brug for en national selvransagelse. En nation kan ikke gå i krig og så bare trække på skuldrene og vende ryggen til, hvad den har gjort," siger han.

Wæver mener, at det ligger i den danske selvforståelse lige siden Den Kolde Krig, at vi er med i internationale aktioner og er stolte af det. Men hvis krigen i Afghanistan også slår fejl, som meget peger på, må alle tage medansvar for at få en grundig offentlig debat om danskernes krigsdeltagelse, siger han. Fordi den debat endnu ikke har været der, har politikerne kunnet gøre, stort set som de ville.

Tonny Brems Knudsen fastholder, at det er et demokratisk problem, at en regering med et snævert flertal kan beslutte at gå i krig og derpå affeje enhver kritik uden at kunne stilles til ansvar:

"Når der er et så fasttømret parlamentarisk grundlag, som regeringen har med Dansk Folkeparti, har vi en de facto flertalsregering. Det er det danske parlamentariske system tilsyneladende ikke gearet til. Hvis det flertal beslutter at deltage i en ulovlig krig og derpå bevidstløst gentager, at der ikke er noget at komme efter, hvilke muligheder er der så for at stille dem til regnskab?"

Ingen logik i tilbagetrækning

Han påpeger, at Danmark modsat USA og Storbritannien hverken har et stærkt høringssystem eller stærke muligheder for at opstille undersøgelseskommissioner.

"Der burde være nogle kontrolinstanser såsom et regulært høringssystem eller højesteretskontrol med beslutninger om at gå i krig. Men sådan en ændring kræver også et folketingsflertal, og der kan flertallet bag krigsbeslutningen igen blot sige, at det vil de ikke være med til. På den måde kommer systemet til kort. Det er ikke holdbart ud fra en demokratisk tankegang og ideen om en retsorden," siger han.

I USA har Kongressen iværksat en lang række undersøgelser og høringer. Og i Storbritannien konkluderede den stort anlagte Butler-rapport allerede i 2004, at krigsgrundlaget ikke var i orden. Herhjemme har Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende haft succes med at stede debatten endegyldigt til hvile ved at trække hovedparten af tropperne hjem samt efter voksende kritik at give Ekstra Bladets Bo Elkjær det forjættede interview, Elkjær forgæves havde bedt om 671 gange.

"I Spanien kostede Irak-krigen den siddende regering magten, så der er ingen tvivl om, at Fogh bevidst har forsøgt at undgå at gøre krigen til et emne - og har haft held til det. Der var ingen logik i tidspunktet for tilbagetrækningen, udover at både den beslutning og interviewet tyder på, at han har villet lukke de sårbare flanker," siger Tonny Brems Knudsen.

Efter tilbagetrækningen indrømmede statsministeren dog at måtte tage to ting til eftertanke: At han havde undervurderet styrken af religiøs fanatisme, og at man bør undersøge alternativerne, når man fjerner en diktator.

"Når og hvis det internationale samfund indleder en sådan militær operation med henblik på at fjerne et undertrykkende regime, så skal man altså forberede sig meget nøje med hensyn til, hvordan man så bagefter genopbygger nationen," lød indrømmelsen til Berlingske Tidende i august.

Og så var der ikke mere at sige om den sag.

Danmark i krig mod Iran?

Men kan danskerne da slet ikke mobiliseres til modstand mod krig? Vel kan de så, og det vil ske hurtigt i tilfælde af et kommende amerikansk eller internationalt angreb på Iran, mener Enhedslistens udenrigsordfører Rune Lund. Han har for nylig i folketingssalen bedt udenrigsminister Per Stig Møller bekræfte, at Danmark ikke vil medvirke til et militært angreb på Iran. Svaret lød, at regeringen ikke er bekendt med aktuelle planer for angreb og i øvrigt arbejder for et diplomatisk pres. Samme melding lød fra statsministeren, da han besvarede læserspørgsmål på Politikens hjemmeside.

"Jeg synes, invasion af Iran er et meget drastisk skridt," sagde Fogh uden i klare ord at afvise muligheden.

"Der er ingen tvivl om, at regeringen holder døren på klem i forhold til at støtte et angreb på Iran. Og det kan hurtigt blive virkelighed. For nylig var jeg med en folketingsdelegation i Pentagon, og da var det helt tydeligt, at nogle i de amerikanske militærkredse arbejder hårdt på at piske en stemning i vejret," siger Rune Lund.

Han mener, at stærke kræfter i USA prøver at konstruere en historie om, at det er nødvendigt at bombe Iran for at kontrollere situationen i Irak. Samtidig støtter 52 procent af amerikanerne ifølge en meningsmåling fra Zogby-instituttet et angreb på Iran for at forhindre landet i at bygge atomvåben. Men der vil være langt større modstand mod det i den danske befolkning efter fiaskoen i Irak, mener Rune Lund.

Om en dansk regering kunne finde på at støtte et sådant angreb afhænger dog primært af, hvad resten af Europa gør, mener Ole Wæver: "Det kommer an på, om de europæiske lande bakker op om et angreb. Jeg tror nok, regeringen har fået nok af at stå meget langt fra Europa og meget tæt på Bush, fordi hans stjerne efterhånden er så lav overalt. Omvendt ville en dansk regering uanset partifarve sikkert let kunne lægge sig op ad en mulig Demokratisk præsident, der valgte at gå i krig," siger han.

11 stemmer afgjorde krig

Ifølge en ny rapport fra tænketanken Ny Agenda er 79 procent af danskerne imod at gå i krig uden et FN-mandat. Tendensen er nu som før, at befolkningen er mere kategoriske modstandere af krig uden om FN end de politikere, de stemmer på. Og netop vigtigheden af at kunne vælge kategoriske krigsmodstandere er afgørende for foreningen Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.

I frustration over krigens fravær i valgkampen sætter foreningen nu fokus på, hvilke politikere der stemte hvad under folketingsbeslutningen om at gå i krig mod Irak i 2003. På kvindefredsliga.dk kan alle interesserede dermed se, at hverken Ny Alliances Naser Khader eller Anders Samuelsen, der dengang begge var radikale, stemte imod Irak-krigen, da den blev vedtaget 21. marts 2003. Endnu mere overraskende virker det måske, at heller ikke Søren Søndergaard og Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten stemte imod krigen. Eller at Pia Kjærsgaard og Søren Krarup fra Dansk Folkeparti ikke stemte for den.

Men det skyldes partiernes sædvanlige clearingaftale, som betyder, at fravær i én blok får politikere fra den anden blok til også at udeblive. Derfor blev invasionen af Irak truffet med 61 stemmer for, 50 stemmer imod og 68 fraværende folketingsmedlemmer. Tove Krag fra kvindefredsligaen kalder det "ekstremt forkert", at have en clearingaftale ved en så vigtig beslutning som krig.

"Der er mange, der har glemt, hvordan beslutningen blev truffet, så derfor har vi lagt oversigten på vores hjemmeside, så folk kan kende deres folketingskandidater. Krigen er ikke blevet ligegyldig, bare fordi Fogh er en genial strateg og kan spinne sin deltagelse i en ulovlig invasion ud af folks bevidsthed. Folk tror, at vi er ude af Irak, men der er jo stadig danske soldater dernede," siger hun.

De cirka 100 nuværende danskere i Irak træner primært politi eller er tilknyttet helikoptere. Men de helikoptere giver koordinater til tropper under kamphandlinger, siger Rune Lund, som fremhæver, at med deltagelsen er Danmark stadig en del af den amerikansk ledede krig i Irak. Han understreger, at Enhedslisten har kæmpet for at få Irak ind i valgkampen, blandt andet ved en aktion, hvor aktivister lå indsmurt i falsk blod på Rådhuspladsen.

"Vi har fået meget ros i den her folketingsperiode for vores fokus på krigen, Guantanamo og CIA-overflyvningerne. Krigsmodstanden er en af vores mærkesager, og vi har befolkningen med os. Men det er klart, at det ikke gavner os, når der er så lidt mediefokus på det i valgkampen," siger han.

Tove Krag undrer sig på sin side over, at der kan være så stor debat om afviste irakiske asylansøgere, uden at alle husker, at det er den danske regering, der har sat dem i den situation:

"Krigen mod Irak har betydet, at to millioner irakere er flygtet til andre lande, og at 43 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det må folk gerne huske, når de stemmer på tirsdag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Når man erindrer, at der ved afstemningen for eller imod Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 var 21 socialdemokrater, 4 radikale, 3 SF'ere, og 2 fra Enhedslisten udeblevne fra afstemningen, og når man bestandig erfarer, senest i "duellen" mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, at oppositionen på intet tidspunkt med beslutsomhed og vedholdenhed har angrebet regeringen for dens særdeles veldokumenterede løgne som grundlag for Danmarks krigsdeltagelse, så er det klart, at den således fredede statsminister får forbedrede chancer for at fortsætte.
Det er jo helt op til valgkampens deltagere, også oppositionen, at bestemme, om denne deprimerende skandale skal være et hovedtema eller ikke. Det har oppositionen både ved den forrige og den nuværende valgkamp valgt, at det ikke skal være.
Det er en skam. Bogstaveligt talt.

Brugerbillede for Anonym

De 61 MFere, der stemte for invasionen af Irak, er kriminelle, forbrydere. Og folk, der stemmer på dem, er hjernevaskede idioter, ofte p.g.a. J/P´s daglige løgn og propaganda. Men DK bør trække sig ud af Irak (der er stadig 50 kriminelle idioter) og Afghanistan ØJEBLIKKELIGT, fordi United Bluff bruger Depleted Uranium-DU-våben, der forårsager fødselsskader og kræft i store dele af Irak og Afghanistan. Regeringen må da protestere overfor USA !!! Danske soldater kan jo også blive påvirket af det, så deres kæreste efter hjemkomst føder et deformt barn eller han selv får kræft. Måske skyldes det uvidenhed, men hvordan i alverden kan DK acceptere at være i krig med sådanne sataner i Pentagon ????