Gud er død - igen. Nu har danskerne vænnet sig til, at Vorherre sad i statsministeriet og skrev 'drejebøger' og fremlagde 'kontrakter med vælgerne', og så blev det til virkelighed. Den politiske journalistik handlede om at regne ud, hvad der var hans næste træk, og rekonstruere, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Den journalistiske kritik syntes indimellem vanskelig at skelne fra ugebladenes beundring af sportsstjerner, når kommentatorer fortalte, hvordan Anders Fogh Rasmussen "lagde en sag død" og "lukkede flanker af".
Og når statsministeren var på sommerferie, var der stille i Danmark. Der blev naturligvis stadig talt og skrevet, men alle ventede på, at han kom hjem og afgjorde de åbne spørgsmål, som hang i offentligheden under hans fravær. Det var ikke til lige at se, hvad der var rigtigt og forkert, før han kom og sagde det. Og så stod det selvfølgelig klart. For Anders Fogh Rasmussen bestemte.
Det største problem for Socialdemokraterne var længe at overbevise om, at de mente præcist det samme som statsministeren. Der blev tvivlet på, om de nu virkelig også stod lige så fast på 'skattestoppet' som Anders Fogh Rasmussen, og om de nu i virkeligheden også kunne opretholde akkurat samme udlændingepolitik. De inklinerede både til Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Ny Alliance for at overtage Anders Fogh Rasmussens position. Men alle vidste godt, at det reelt var lige meget. For de var ikke Anders Fogh Rasmussen. Det var kun han selv. Og alle troede på hans almagt: både tilhængerne, som to gange har valgt ham som statsminister, og modstanderne, som identificerer Fogh med alt, hvad der er dårligt og forkert i landet. En stor del af venstrefløjen fra Villy Søvndal til Niels Hausgaard synes at være holdt helt op med at analysere den sociale virkelighed og i stedet erstatte kritik med brugen af 'Fogh' som skældsord.
Ikke hans politik, men ham!
Det gælder på den anden side tilhængere, at det ikke var hans politik, de troede på. Irakkrigen var en fiasko, strukturreformen uforståelig, dokumentations- & evalueringsregimet i den offentlige sektor ulideligt, de omfattende reformer af uddannelsessystemet upopulære, og skattestoppet blev efterhånden af selv borgerlige økonomer betragtet som en tåbelig selvbegrænsning. Og det var gennem seks år ikke lykkedes Anders Fogh Rasmussen at overbevise sine egne vælgere, de unge kandidater i partiet og de borgerlige debattører om, at det 21.århundredes nyliberalisme ikke ser staten og den offentlige sektor som en modstander, men derimod som en ressource for den nationale konkurrenceevne. Det var ikke hans politik, de troede på. Men de troede på Fogh som vejen til sejr og mulighedsbetingelsen for en borgerlig regering. Så de klappede hælene sammen, pakkede deres overbevisninger væk og gjorde honnør for den store leder. Denne tillid til statsministerens almagt har skabt en enestående politisk situation, hvor Anders Fogh Rasmussen inden valgene kunne slå fast, hvad der ville ske i den kommende valgperiode og garantere, at der ikke ville ske mere end det. Han ville ikke lade sig påvirke af noget så banalt som begivenhederne i den sociale virkelighed, nye idéer, forslag fra andre politikere eller den offentlige diskussion. Det blev ikke regnet for svaghed og foragt for det offentlige ræsonnement, men hyldet som konsekvens og 'lederskab'.
De første seks år under regeringen Fogh blev kaldt for 'kontraktpolitik', men kunne kunne ligeså betegnes som 'demokratisk enevælde'.
Mens fansene venter
Efter en fuldstændig forunderlig valgkamp præget af sladder, anekdoter, konvertitter fra underholdningsbranchen og erhvervslivet, som pludselig blev politikere, synes det klart, at Anders Fogh Rasmussens enevælde er forbi. Han rejser rundt i en bus i Jylland og taler om værdier til intime ceremonier, han sidder på Fyn og taler privat med præsten Lilleør, han jogger med sine vælgere og dukker op på offentlige institutioner og lover små revolutioner - og det er ligegyldigt. Det interesserer ikke længere. Sammenstødet mellem Naser Khader og Henrik Qvortrup er meget mere spændende end kampen mellem Fogh og Thorning Schmidt. Ny Alliances parade af politiske plattenslagere fra overklassen er den gode historie, når det altså ikke handler om Villy Søvndals løgnhistorier ude fra virkeligheden eller Paula Larrains svære valg mellem Vild med Dans og Det Konservative Folkeparti. Det er, som om statsministerens bus kører ligeså stille og roligt ud af valgkampen. Ihærdigt troende Foghianere spår, at han bevidst holder sig i baggrunden og snart vender tilbage som den store leder, der får de andre til at tie, når han selv taler. Han må da have noget at komme med, siger de. Men mens de sidste foghianere venter på hans genkomst, melder Ny Alliance, at de ikke ubetinget vil garantere hans fortsatte dominans, hans egne ministre gør ikke længere honnør og klapper sammen, men skatteministeren siger tværtimod til Børsen, at han godt kan forestille sig et opgør med skattetoppet, kontraktpolitikkens helligste doktrin. Og når statsministeren kræver ro og pragmatisme, svarer de konservative, at de altså fører valgkamp og taler politik.
De Radikale siger, at de kun har et ultimativt krav: Opgøret med en regering støttet af Dansk Folkeparti, og Foghs demokratiske enevælde kan kun realiseres i en regering baseret på Dansk Folkeparti.
En runde mere - men ikke som Gud
Det besynderlige ved valget 2007 er, at det ligner et protestvalg. Alle de etablerede partier ser ud til at gå massivt tilbage, mens SF som protest mod Socialdemokraterne og Ny Alliance som protest mod den demokratiske enevælde vinder stor tilslutning.
Protesterne plejer at komme fra den lavere middelklasse og underklassernes såkaldte landsbytosser. Nu er det storbytosserne fra den økonomiske overklasse, som tumler ind i Ny Alliance og politik med en fortælling om 'nødvendige reformer' og en 'anstændig borgerlighed'. Det er ikke Socialdemokraterne og venstrefløjen, som har dræbt den borgerlige Gud. Det er de borgerlige selv, som gør op med alliancen med Dansk Folkeparti og den demokratiske enevælde. Deres bud på den nye enevælde er anderledes diskret og maskeres som mødet mellem moderat humanisme og økonomiske imperativer, så de vil givetvis beholde Anders Fogh Rasmussen som statsminister i en eller anden konstellation. Det betyder, at Gud er død, men han får lov til at blive ved med at være statsminister.
Nu er det faktisk sådan at nyliberalism ser staten som et instrument til at gennemføre liberalismen motto om 'enhver er sin egen lykkes smed'. Og dette motto må siges at være blevet gennemført i de knap 6 år AFR og VK-regeringen har siddet.
Nyliberalismen har bl.a. fået indført, at staten betaler for behandling på et privat-hospital for folk, der ikke kan garanteres en behandling i det offentlige indenfor max. en måned.
Nyliberalismen har også fået afskaffet gruppe-eksamen, da det i den ny-liberale verden kun er geniet, eneren, den dygtige fabrikant, der kan få ideerne, ikke folk der arbejder sammen i en gruppe eller i et team, fordi gruppen jo altid vil undertvinge geniet og enerens dygtighed. (sådan ræsonneres der hos de nyliberale..).
Nyliberalismen har også fået indført tests af den enkelte elevs dygtighed i folkeskolen. Motivet er selvfølgelig et helt andet end det man siger udadtil. Udadtil ævler man nemlig om faglighed, og PISA og støtte til lærernhe. Indadtil ved man godt, at det handler om at sikre at børnene så tidligt som muligt lærer, at hvis de klarer sig godt i en test, er det deres egen flid og dygtighed som har fået dem derhen, mens det er de dovne og uflittige elevers egen skyld, hvis de klarer sig dårligt i nationale individ-centrererede test. Og på den måde lærer børnene nemlig hurtigt at udgrænse og tage afstand fra de kammerater i skolen, som ikke klarer sig så godt i testene.
De kunne jo bare have studeret noget flittigere og have ladet være med at være så dovne...
På den måde kan man nemlig om 10-20 år sætte det totalt afgørende stød ind, og sige at mennesket er KUN ansvarligt for sig selv. Alle andre mennesker der f.eks. er blevet syge, arbejdsløse mv. og derfor ikke har et arbejde, ja de har jo sikkert selv valgt det på en eller anden måde. Så derfor skal samfundet da slet slet ikke understøtte dem. De skal jo bare gå for lud og koldt vand, og hvis de er utilfreds med deres situation kan de jo bare tage et arbejde...på en gård til 50-60kr. i timen.
Og det er det arbejde, der vil være langtidsholdbart --- ikke at nogen liberalister mv. synes at det ikke gik hurtigt nok med at ændre samfundet.
Regeltyranniet i den offentlige plejesekstor mv. handler jo om at borgeren (æh, kunden) har ret til et frit valg. Derfor skal der bruges stregkodes, derfor skal indsatsen dokumenteres, da man jo så ikke ved, hvordan man ellers skal kunne fastsætte en pris på en hjemmehjælpers ydelse, når borgeren (eh, kunden) skal kunne vælge mellem offentligt og privat hjemmehjælp.