Læsetid: 4 min.

Hun lytter til ørets egne lyde

Øret laver sine egne lyde, og målingen af dem kan være med til at forebygge den usynlige folke-sygdom: nedsat hørelse. Akustikforsker Karen Reuter lytter til og lærer af det indre øres lyde
Øret laver sine egne lyde, og målingen af dem kan være med til at forebygge den usynlige folke-sygdom: nedsat hørelse. Akustikforsker Karen Reuter lytter til og lærer af det indre øres lyde
5. november 2007

Hun har udsat 50 unge med normal hørelse, 12 symfoniorkestermusikere samt en lang række andre forsøgspersoner for underlige lyde.

Puttet dimser ind i øret på dem for at måle ørets egne uhørlige lyde. Analyseret og skrevet forskningsartikler i verdens førende videnskabelige tidsskrifter, allerede da hun var ph.d.-studerende. Karen Reuter er adjunkt i Akustik på Aalborg Universitet og har netop fået en pris på 250.000 danske kroner for sin ’originale og grundige forskning’ i de lyde, som øret selv laver.

Ørets lyde kaldes otoakustiske emissioner (OAE). OAE kan optages med en følsom mikrofon i ørekanalen. Kan OAE måles i et øre, så er det meget sandsynligt, at personen har en god hørelse. Omvendt kan det betyde nedsat hørelse, hvis der kun er meget få af ørets egne lyde i målingerne. Det interessante ved målinger af OAE er, at det er en objektiv høreprøve. Høreprøver i dag består oftest af, at man får afspillet nogle toner og skal trykke på en knap, når man hører en tone.

Problemet med høretærskelprøven, som den hedder, er, at den er subjektiv og derfor kan være påvirket af humør, træthed og stress. I dag er det kun spædbørn, der får målt deres OAE. Karen Reuter mener, det ville være en god ide at udbrede den objektive høreprøve til alle danskere, da den vil kunne fortælle folk med tendens til nedsat hørelse, at de skal passe på med at gå til for mange rockkoncerter.

»Hvis man målte OAE hvert år hos alle voksne, så ville man kunne se, hvordan OAE udvikler sig. Det kunne muligvis være med til at forebygge nedsat hørelse, fordi vi kunne gøre folk opmærksomme på, at de skal være forsigtige med, hvilket støj-niveau de udsætter sig selv for, inden de faktisk har fået nedsat hørelse,« siger Karen Reuter.
Høreproblemer er ikke forbeholdt den ældre del af befolkningen. 11 procent af den erhvervsaktive del af befolkning har nedsat hørelse.

Ørets forvrængning
Karen Reuter har sat sig for at udforske de mystiske lyde fra det indre øre blandt andet ved at afspille parvise toner med forskellig tonehøjde for sine forsøgspersoner. I det indre øre opstår der flere steder svage toner. De lyde er OAE .
»Det, jeg måler i mine forsøg, er forvrængning af de lyde, som vi udsætter øret for. Fordi øret ikke er lineært, så opstår der forvrængning, når vi afspiller bestemte lyde – ligesom i en højttaler,« forklarer hun.

Målemetoden er ikke ny. OAE blev målt for første gang i 1977. Ingen på Aalborg Universitet havde dog forsket i metoden. Så da Karen Reuter startede sit ph.d.-projekt for fire år siden, var det helt fra bunden og på egen hånd.

Egentlig ville den tyskfødte Karen Reuter gerne kombinere sin interesse for musik og teknik ved at blive lyd-
ingeniør, men det musikalske talent var ikke stort nok til at komme ind på den uddannelse.

I stedet faldt valget på at læse til elektroingeniør med speciale i akustik ved Det Tekniske Universitet i Dresden i Tyskland. På det sidste år af uddannelsen valgte Karen Reuter et enkelt semester som udvekslingsstuderende på akustikstudiet i Aalborg. Semestret greb om sig og blev til et ph.d.-stipendium i det nordjyske finansieret af Oticon-fonden.

MP3 dårlig for hørelsen
Et af resultaterne af Karen Reuters lydeksperimenter, er, at hun afliver en fremherskende tankegang i akustikken om, at det mønster, der ses ved målinger af OAE, skulle kunne sige noget om ens hørelse.
Reuter fandt ganske vist mønstret i alle målingerne hos sine forsøgspersoner, men det viste sig at være helt individuelt og derfor ikke egnet til at sige noget generelt om hørelsen. Niveauet af ørets egne lyde (OAE) afhænger af de ydre hårcellers tilstand, som er de mest udsatte, når øret udsættes for kraftig lyd og dermed kan vidne om et begyndende høretab. Derfor har Karen Reuter på forskellige måder testet folk, der er udsat for kraftige lyde.

»Musikere i et symfoni-orkester er udsat for ret kraftig lyd, som kan give en midlertidig nedsat hørelse, fordi de ydre hårceller i øret bliver påvirket, men mine forsøg viste, at der ikke var nogen forskel på OAE efter fire timers prøver. Måske fordi lydtrykniveauet ikke var højt nok under prøverne. Mine laboratorieforsøg viste derimod, at høje lyde giver midlertidigt nedsat hørelse, hvilket kunne ses af de reducerede niveauer af OAE. De finstrukturelle mønstre ændrede sig dog ikke,« siger Karen Reuter.
Udvikling af mere objektive høreprøver til de mange danskere, der lider af nedsat hørelse, er bare et af perspektiverne i Reuters rejse gennem øregangene.

På sigt vil forskningen i ørets egne lyde også kunne medvirke til en bedre forståelse af, hvordan det indre øre virker og give bedre hjælp til hørehæmmede, forebyggelse af høreskader og mere viden om tinnitus. I øjeblikket er hun f.eks. vejleder på et projekt om overdreven brug af mp3-afspillere.
»Jeg tror, vi kommer til at se et stigende antal unge med nedsat hørelse på grund af mp3’en. Den kan spille meget højere end en walkman, og de unge hører den ofte i længere tid, fordi der kan ligge mere musik på den,« siger Karen Reuter.

lila@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu