Analyse
Læsetid: 5 min.

Magtens ministerium

Frem for specifikke politiske kvalifikationer er det partihierarkier, der fører til ministerposter. Dermed må mange ministre overlade en stor del af butikken til deres embedsmænd
At Troels Lund Poulsen (V) overtager posten som miljøminister er alene udtryk for, at han har optrådt loyalt over for Anders Fogh Rasmussen.

At Troels Lund Poulsen (V) overtager posten som miljøminister er alene udtryk for, at han har optrådt loyalt over for Anders Fogh Rasmussen.

Peter Hove Olesen

Indland
27. november 2007

ANALYSE

af Tim Knudsen

Regeringsomdannelsen er præget af magttænkning og symbolministerier og giver svag politisk ledelse i nogle ministerier. Til gengæld peger andre ændringer i en god retning. Uden dog at føres til bunds.

Lars Løkke Rasmussens udnævnelse til finansminister gør ham til fremtidens nummer et i Venstre. Finansministeriet er nu blevet en magtmastodont, som også har overtaget forholdet til kommunerne. Indenrigsministeriet, der engang var det største ministerium, er nu udraderet. En række fagministre er efterhånden reducerede til viceministre for regeringsledelsen.

Løkke Rasmussen får mange opgaver. Faren er, at han køres ned. Finansministeriets historie har før handlet om ministre, der blev overanstrengte. Løkke Rasmussen burde have et par viceministre.

Birthe Rønn Hornbech er den bedst forberedte kirkeminister længe. Hun har også gjort sig tanker om integrationspolitik. Det er grotesk, at hun skal fremhæves for det, som burde være en selvfølge. Men sådan må det være, når flertallet af nye ministre aldrig har beskæftiget sig politisk med det område, de tiltræder på.

Hvis beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (der intet særligt vidste om sit område, da han i sin tid blev minister) ikke havde været så bange for at tage integrationen, ville det have været oplagt at knytte det til Beskæftigelsesministeriet, når nu regeringens forståelse af integration er lig med integration på arbejdsmarkedet. Et organisatorisk og personalemæssigt fællesskab ville have givet bedre integration - i centraladministrationen! Så kunne Hjort have fundet sig en viceminister til aflastning.

Anerkendelse af loyalitet

Troels Lund Poulsen (V) bliver ny miljøminister. Det er ikke et område, han har beskæftiget sig med. Ved tiltrædelsen udtalte han nogle pinlige ord om, at han da færdes i 'miljøet'. Det er karakteristisk for den klods-hans-agtige måde, flertallet af nye danske ministre dalrer ind på deres område. Lige så karakteristisk er det, at en ukritisk presse lader ham slippe af sted med det. Tildelingen af denne post er alene en anerkendelse af, at han har slidt Fogh-loyalt i det som politisk ordfører.

Carina Christensen (K) gjorde aldrig det store indtryk som familie- og forbrugerminister. Ministeriet, som kun har eksisteret i tre år, og som tydeligvis blev oprettet som et symbolministerium, fordi regeringen stod ret svagt hos de kvindelige vælgere, har aldrig været den store succes.

Familiedelen forsvinder nu ind i Karen Jespersens (V) nye, store velfærdsministerium. Dette ministerium skal symbolisere, at Venstre vil overtage Socialdemokraternes image som velfærdsstatens bærer, men der er nu også ganske megen saglig fornuft i at sammenlægge familie- og socialområdet.

Carina Christensen får i stedet den vanskelige post som transportminister med de talrige problemer med nedslidte broer, skinner, togforsinkelser og meget mere. Hun har lige så lidt som sin forgænger, Jacob Axel Nielsen (K), nogen særlig politisk erfaring på området.

Jacob Axel Nielsen har ikke nået at sætte sig aftryk som transport- og energiminister. Fordi han ikke kendte området, da han tiltrådte, måtte vigtige energiforhandlinger udsættes, og ministeren brugte en stor del af sin tid til at læse op på sit område. Til ingen nytte.

For nu er Jacob Axel Nielsen minister for sundhed og forebyggelse. Heller ikke her har han specielle forudsætninger. Igen må han her bruge den første tid på at sætte sig ind i sit område. Men Bendt Bendtsen ser et stort forhandlingstalent i ham. Jacob Axel Nielsen skal stå over for de regioner, som Bendt Bendtsen for nylig truede med at ville nedlægge. Regionerne er rykket et skridt nærmere deres begravelse, som mange har ventet lige siden, de blev skabt.

Jacob Axel Nielsens erfaringer tilsagde snarere, at han skulle være kulturminister. Men ministerposter besættes ikke efter specifikke politiske kvalifikationer. De besættes i høj grad ud fra partiernes interne magthierarkier. Kulturministerposten sidder Brian Mikkelsen (K) på.

Hierarkiet fastlåst

Hermed er vi fremme ved det forhold, at regeringsomdannelsen ikke afklarede spørgsmålet om den konservative arvefølge. Hierarkiet er fastlåst hos de konservative.

Bendt Bendtsen beholdt sin post. Lene Espersen forblev justitsminister, selv om hun de senere år har fremstået som konservativ kronprinsesse, der stod for tur til at få en større post. Connie Hedegaard afgav miljøet og fik energi- og klima. De to konservative 'kronprinsesser' har stadig samme vægt i regeringen. Der er en risiko for, at et klima- og energiministerium, som ikke hænger sammen med hverken miljø eller transport, først og fremmest bliver et prestige- og symbolministerium. Connie Hedegaard bliver let bare en rejsende i handshaking og konferencefacade. Det er direkte uheldigt, at en af de store CO2- syndere, biltrafikken, er uden for hendes rækkevidde. Hedegaard burde have været superminister for et større ministerium og udstyret med et par viceministre.

Rekord i chefrokade

Pressens overfladiskhed understreges af, at man ikke skriver om, at der ved regeringsomdannelsen blev sat en ny rekord i departementschefsrokade. Mens man siden 1960'erne har flyttet rundt med ministre, som var de alt-mulig-folk, der kunne hvad som helst, er det noget ret nyt, at man flytter rundt med departementschefer på samme måde.

Indtil for nylig har man forudsat, at det var en fordel, hvis i al fald departementschefen havde erfaring inden for sit fagområde. Men den nye departementschef i Kirkeministeriet, Henrik Nepper-Christensen, har tidligere været departementschef i først Undervisningsministeret, siden i Familie- og Forbrugerministeriet. Her stod han for kort tid siden frem og tog skraldet for Carina Christensen i sagen om dyrevelfærd. En bovlam presse lod det passere. Men vort system er sådan, at det er ministeren, der må tage skraldet i offentligheden og i Folketinget. Departementschefer står til ansvar over for ministre, ikke over for Folketinget og offentligheden. Medierne burde være mere kritiske over for, at ministre i dag oftere dækker sig bag embedsmænd end tidligere. Hvis det ikke kan være anderledes, så må det laves om, så departementscheferne erstattes af viceministre med et politisk ansvar.

På kirkeområdet er Nepper et ubeskrevet blad. Den iltre Nepper er reelt degraderet. Spørgsmålet er, om det er nok at have generelle ledelseserfaringer for at være departementschef i Kirkeministeriet. Årh ja, så er han da søn af en provst, hvis det er en kvalifikation.

Forflyttelsen af Jacob Heinsen fra Kirkeministeriet til Transportministeriet må tolkes som en anerkendelse af hans arbejde på kirkeområdet, som jo mest har drejet sig om et økonomisk oprydningsarbejde efter mange års politiske forsømmelser. Heinsen nåede kun få år i Kirkeministeriet.

Henrik Nepper-Christensens degradering til kirkepolitikken giver uundgåeligt en spænding om, hvorvidt han kan videreføre Heinsens arbejde. Samme spænding giver Heinsens ankomst til Transportministeriet. Det er ikke en fordel for den nye transportminister, Carina Christensen, at få en departementschef, som heller ikke kender området.

Demokratisk underskud

Samtlige ministre sidder i Folketinget. Det understreger, at partihierarkier mere end specifikke politiske kvalifikationer fører til ministerposter. Man har ikke minister for minister fået den sagligt bedst tænkelige regering. Den bedst tænkelige regering ville have færre ministerier, flere velfunderede ministre og en række viceministre - som man har det i de fleste andre lande - til at støtte dem. Det demokratisk utilfredsstillende er, at mange ministre må overlade meget af butikken til deres embedsmænd. Men regeringen passer - med Rønn Hornbechs særlige stil som et risikomoment - til regeringsledelsens topstyring og magtinteresser.

Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her